Blue Cheer var et amerikansk syre-haeavy-rock-band der blev skabt i San Francisco i 1967 af Jerry Russel og Eric Albronda, der begge mere var musikfreaks og organisatorer end egentlig musikere. Blue Cheer blev skabt med vennen Dickie Peterson (vo og bas) Leigh Stephens (gui) og Paul Whaley der afløste Albronda på trommer. I 1968 udkom dagens album der blev en pæn succes og pegede frem mod en mere tung rock lyd a la Steppenwolf og Iron Butterfly. Og det er nemt at høre hvorfor folk peger på dem som en af heavyrockens skabere. Deres debutsingle var en cover af 'Summertime Blues'. I 1968 udkom den også glimrende Outsideinside, men allerede fra 1969 gik det ned af bakke for Blue Cheer med først nye guitarister senere nye trommeslagere. Blue Cheer har med ikke-konsistent frekvens udsendt plader indtil 2009 - men det var 1968 der var Blue Cheers år.
Vincebus Eruptum Pitchfork nævner den som en af de ti første heavyrock-album før heavyrockens fødsel og den vil jeg godt købe. For det er tungt og det er enormt riff-baseret. Og på den måde ligner det de samtidige Iron Butterfly der dukker op om fem album. Dog mangler Blue Cheer et selvskrevet klassiker-nummer som In-A-Gadda-Vida. For Blue Cheer kaster sig med glæde over covernumre som åbningsnummeret 'Summertime Blues' der er til den løst strukturerede side. Så er der mere form over BB Kings Rock Me Baby eller Mose Allisons Parchment Farm. Men de tre covernumre antyder også at stemningen og grundlaget er blues med tung powetrio og udsyret feeling. Det er fint nok - men det har også mere historisk værdi for mig end at jeg synes det er rigtig godt. Det er lidt for råbende, ustruktureret og småkedeligt til at jeg er ved at dåne. Men hey, det er heavy og jeg glæder mig til Black Sabbath. Hårde facts Indspillet 1967 Udgivet: januar 1968 Producer: Abe Kesh Længde: 31:54 Antal numre: 6 Hovednumre: Summertime Blues Rock Me Baby Parchment Farm Doctor Please Karakter 4 Musik
Aretha Franklin havde slået sin position fast som verdens førende soulsanger og man kan nok uden at fornærme nogen bare sige verdens bedste sanger. Efter 'I Never Loved A Man the Way that I Love You' udsendte hun 'Aretha Arrives' det tredje fra hendes hånd i 1967. 1968 blev et stille år for The Queen of Soul med kun to album hvor dagens er det første - og det sidste fra Franklin i denne bog. Siden er det blevet til mindst 28 studiealbum og utallige compilation og masser og masser af hits. Hendes sidste nr.1-hit blev duetten 'I Knew You Were Waiting for me' sammen med George Michael. Slut-60'erne var tidspunktet for Aretha Franklin. Og selvom man godt kan få for meget af 'Think' og 'Respect' og så videre og selvom man godt kan synes af Etta James fx er lidt mere dejligt beskidt må jeg også bare overgive mig til Aretha Franklin. Hun er klasse.
Lady Soul Dette er et fantastisk album - først og fremmest fordi hun synger så overbevisende labert. Der er ikke noget nyt under solen i forhold til det foregående mesterværk 'I Never Loved A Man The Way That I Love You'. Og jeg kan ikke finde numre der ikke kunne være på begge. Fint nok. For det det svinger, det er groovy og er fyldt med store numre, der for mig undgår det forsuttede som føromtalte Respect og Think fx. Ja, ja, man har været til fester hvor 'Chain of Fools' og 'Natural Woman' er blevet spillet. Men det næsten Stevie Wonder 'Since You've Been Gone' og især den næsten overdrevent tilbagelænede udgave af Young Rascals 'Groovin' er alene årsag til at være pjattet med dette album. Hårde facts Indspillet: Februat - december 1967 Udgivet: 22. januar 1968 Producer: Jerry Wexler Længde: 28:41 Antal numre: 10 Hovednumre: Chain of Fools Groovin Since You've Been Gone Natural Woman Rolling Stone Albummet er nr. 85 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
