Efter 'Goodbye and Hello' fra '67 havde Tim Buckley fået ørerne op for jazzede navne som Mingus, Monk og vokalisten Leon Thomas. Og da Buckleys ven, samarbejdspartner og tekstforfatter Larry Beckett blev indkaldt til hæren blev jazzinspirationene tydeligere på Buckelys tredje album, 'Happy Sad', der samtidig også blev det album der klarede sig bedst på hitlisterne.
Happy Sad Jeg er meget en følelsesmand når jeg lytter til musik. En laber stemning eller ren coolness eller vrede for den sags skyld kan sagtens gøre mig helt glad eller cool eller vred i låget og næsten - næsten - overbevise mig om et albums kvalitet frem for fx hvor gode sangene egentlig er og hvor meget jeg også kan kede mig når jeg forsøger at inkorporere den stemning musikken forsøger at plastre mig til med. Sådan har jeg det lidt med Tim Buckleys tredje album - og sådan ville jeg i endnu højere grad have haft det, hvis ikke der på side to var et over 12-minutter langt nummer der oser af overmåde fedhed, nemlig 'Gypsy Woman'. Det har det som resten af albummet mangler og som der var på 'Goodbye Hello' og som der så vidt jeg husker også er på Buckleys tredje album i 1001 album; nemlig mildt syret og udflippet hippie-folk-rock med Buckleys fremragende vokal blandet med hammond og congas. Der skal ikke så meget til for at jeg er glad. På resten af 'Happy Sad' er den jazzede og folkede inspiration temmelig tydelig - jeg kan rigtig godt lide vibrafoner - det kan jeg - men der er i hvert fald ikke sparret på det på albummet. Og det gør - tror jeg - at albummet bliver mere indadvendt, og nå ja, kedeligt, end det burde. Der er fine sange på. Udover Gypsy Woman er Buzzin Fly og Dream Letter til lille Jeff glimrende. Men der er også den over ti minutter lange 'Love from 109' der bare trækker tænder ud af kedsomhed. Men for at slutte på Britt Bendixen-maner: Han er stadig god, og han synger dejligt. Han måtte bare gerne være mere vild og flippet og uregerlig. Og det bliver han. Jeg ved det. Hårde facts: Udgivet: 10. juli 1969 Producer: Zal Yanovsky og Jerry Yester Længde: 44:43 Antal numre: 6 Hovednumre Gypsy Woman Buzzin Fly Dream Letter Sing a Song for You Karakter 6 Musik
Sly & the Family Stone var et amerikansk funk, soul og rockband i den psykadeliske ende af spektret der blev dannet i 1967 i San Francisco af multiinstrumentalisten Sly Stone (1943) der egentlig var leder af bandet Sly & the Stoners mens hans bror Freddie Stone (1947) var leder af Freddie & the Stone Souls og de to bands slog sig sammen i 1967 som Sly & the Family Stone der blev et band med syv medlemmer både hvide og sorte, mænd og kvinder og med Sly Stone i front. De debuterede i 1967 med 'A Whole New Thing' der fik bedre anmeldelser end salgstal. Derfor blev Sly Stone opfordret til at skrive et hit - det blev 'Dance to the Music' fra 1968. Samtidig var Sly Stone ved at udvikle sig til en producer med stærke fingeraftryk og med sin evige søgen efter at blande genrer, stil og smagsindtryk blev han et markant navn inden for den politiske og psykadeliske soul med tekster om at fred er godt og racisme er noget hø. I slutningen af 1968 kom deres første nummer-1-hit 'Everyday People'. Året efter kom deres store gennembruds-album, der er også er genstand for de kommende fablerier. Stand! er den første af to album fra Sly & the Family Stone
Stand! Sly & the Family Stone bestod her ved Stand! af Sly Stone (stort set alting), Freddie Stone (gui, vo), Larry Graham (bas, vo), Rose Stone (key, vo), Cynthia Robinson (tromp), Jerru Martini (sax), Greg Enrico (tro) og vokalgruppen Little Sisters. Og resultatet blev en helt vidunderlig blanding af politik, soul, vocodere, sex, funk og generel hippieness. Fra den stærk antiracistiske 'Don't call me nigger whitey', der kun indeholder linjerne 'Don't call me nigger whitey / Don't call me whitey, nigger' eller det næsten alt for overdrevent fede 'I Wanna Take You Higher'. Stemningen er som taget ud af 'Hair' bare med en hel del mere sex og tilbagelænet vocoder. Og det klæder i den grad albummet og stilen. Pophittet 'Everyday People' er fedt og charmerende og jeg er helt solgt over den vansinnig fede 'Sing a Simple Song'. Og er man bare en smule til vocoder og tilbagelænet funky og fuzzet og sexet wah-wah-soul er den - indrømmet ca. 7 minutter for lange Sex Machine også ganske laber. Det er fedt, Det svinger med sved og så er det i orden at der kan gå en smule tomgang i den hist og her. Så længe det groover, maaaan. Hårde facts Udgivet 3. maj 1969 Producer: Sly Stone Længde: 41:27 Antal numre: 8 Hovednumre Sing A Simple Song Everyday People I Wanna Take You Higher Sex Machine Karakter 8 Musik
The Temptations er en amerikansk vokalgruppe, der mere end nogen anden (næsten) var indbegrebet af Motown med lyd, vokalharmonier, R'n'B og veludført og cool koreografi. Gruppen - der har voldsomt skiftende besætninger - består altid af fem sangere og dansere og blev dannet i 1960 som The Elgins af Otis Williams (1941) (bariton), Al Bryant (1939-75) (tenor) Melvin Franklin (1942-95) (bas) Eddie Kendricks (1939-92) (kontratenor falset) og Paul Williams (1939-73) (bariton). De debuterede i 1961 på Miracle Records - men kort tid efter havde Barry Gordy snupset dem til Motown hvor de hurtigt kom til at arbejde sammen med Smokey Robinson. Men gruppen havde ikke fået den store succes, hvilket frustrede Bryant så meget at han blev erstattet af David Ruffin (1941-91) og dermed var The classic-five-udgaven af Temptations født. Og i 1964 fik bandet deres første nummer 1-hit - nemlig 'My Girl' der bør være en af alles yndlingssange og herefter fulgte en stribe klassiske Motown-hits. Men i kølvandet på bandets succes omkring 1967-68 fik David Ruffin gode gammeldags nykker. Som forsanger forlangte han bedre behandling og at gruppen skiftede navn til David Ruffin and The Temptations. Og så røg han ud af klappen og blev erstattet af Dennis Edwards (1943). Samtidig havde gruppen fået en ny producer af Norman Whitfield der havde lytter en del ti, Sly and the Family Stones mere psykadeliske soul. Og så blev dagens album til. Cloud Nine er den første af to The Temptations-album i 1001 album
Cloud Nine Der er en del album i '1001 album du skal høre før du dør' hvor man tænker at dette album kun er med pga. et fantastisk nummer - og resten er i den grad forglemmeligt. Det bliver så vidt jeg husker kun mere markant i 1980'erne og 90'erne (hej Deee-lite). Og det er i den grad tilfældet med The Temptations 'Cloud Nine'. Men ok, nummeret der også er titel- og åbningsnummeret er altså også helt utrolig vanvittig fedt. Det har den vidunderlige blanding af Motown dansable pop-flavour samtidig med at den også er sexet, funky og helt igennem über corny-cool som et soundtrack til en blaxploitationfilm. Og samtidig har den en stærk indigneret tekst meget a la gruppenes senere 'Papa was a rolling stone'. Cloud Nine er et kampfedt nummer, hvor man bare ville ønske at ens bevægelser var lige så cool i virkeligheden som de i grunden var tiltænkt i min fantasi. (Det er de ikke, bevægelserne altså). Jeg har kun godt at sige om titelnummeret. Og der stopper det også sådan ca. Resten af side 1 er en temmelig underlig og irriterende udgave af I hears it through the grapevine (som jeg måske bare skal vænne mig til) og så den næsten ti minutter lange 'Run Away Child, Running Wild' hvor stemningen er helt rigtig og slut-60'er-cool - i tre minutter. Og de resterende syv er bare småkedelige. Side to er en samling af i tæt på ret klassisk Motown-lyd men hvor sangenes kvalitet mest af alt minder om fyldnumre. Og når hitpotentialet ikke er der og den ikke er erstattet af en skarphed eller en sexet coolness så bliver det bare for omklamrende og for fimset. Men for katten i hatten hvor er Cloud Nine et fedt nummer. Hårde facts Udgivet: 17. februar 1969 Producer: Norman Whitfield Længde: 31:35 Antal numre: 10 Hovednumre Cloud Nine Run Away Child Running Wild I Gotta Find A Way Karakter 3 Musik
MC5 var et amerikansk garagerockband med stærke politiske og antiautoritære undertoner. De blev dannet i 1964 i Michigan. De blev et stort livenavn i Detroit og deres energiske og beskidte og punkede stil var årsagen til at Rolling Stone lavede en forsidehistorie om dem inden de havde udgivet noget. I 1969 udkom dagens livealbum, der blev en skandale mest af alt fordi forsanger Robbie Tyner introducerede titelsangen med ordene 'It's time to kick out the jams motherfucker'. Året efter udkom den glimrende 'Back in the USA' der ligesom dagens album bliver betragtet som en foregangsforhammer til den amerikanske punk. Bandets tredje og sidste album High Time udkom i 1971 men MC5 var ingen salgssucces så de blev droppet af deres pladeselskab og det medvirkede sammen med at bassist Michael Davis forlod bandet pga. en uimodståelig trang til heroin at de langsomt men sikkert gik i opløsning.
Kick Out The Jams Der er ting i denne verden man kan være sikker på; en af disse ting er at MC5's livedebut 'Kick Out The Jams' ikke er en plade for min kæreste. For hun deler ikke den glæde som jeg også kan have remme af over tidlig skramlet og beskidt garagerock, hvor det at der råbes tæller mere end hvor lækkert det i grunden er. For Kick Out The Jams er skramlet og beskidt. Det larmer og der er afsindig gang i den. Det kan jeg godt lide, men som jeg vist før har antydet er jeg ikke sindssygt begejstret for punk som sådan - og jeg synes at den vildskab og vrede der er i Kick Out The Jams bliver lidt for endimensionel for min smag. Men ok, titelnummeret er fedt og det samme er Come Together og den tonstunge Wild Thing-lydende 'I Want You Right Now'. Men ellers er det en plade hvis energiniveau overstiger niveauet for charme. Også en smule for mig. Hårde facts Indspillet 30-31 oktober 1968 Udgivet: Februar 1969 Producer: Jac Holzman og Bruce Botnick Længde: 39:52 Antal numre: 8 Hovednumre Kick out the jams Come together I want you right now Karakter 5 Musik
Blot ti måneder efter den ualmindeligt færdig debut udkom Led Zeppelins andet album 'II' i løbet af de ti måneder havde de været på fire turnere i USA og England. Albummet blev en større kommerciel succes end debuten og blev i endnu højere grad et ikon indenfor den tidlige tunge rock. I hvert fald for mig.
Led Zeppelin II Jeg tror det var min storebror der havde købt dette album antikvarisk en gang i midt-80'erne og jeg sad som præteenager og kiggede på coveret og følte mig underligt draget af det. Og da vi så satte pladen på og Jimmy Pages mildest talt berømte riff til Whole lotta love fyldte drengeværelset skete der det med mig som der sker med alle præteenagere der hører det første gang; jeg var helt og aldeles totalt solgt. Nummeret er stadig - på trods af dens dunst af drengeværelse og knallert - et af de bedste rocknumre jeg kender og jeg får altid en uimodståelig trang til at skrue op på 12 når jeg hører det. Og trangen til at skrue op til 13 eller måske endda 14 efter det kampliderlige stykke hvor Page spiller på bue og Plant stønner og skriger og det endelig forløses med guitarsoloen. Er det subtilt? Ikke specielt. Ville man synes det ville være plat i dag. Det tror jeg godt man kan antage. Er det stadig fedt? Jepperdepper. Resten af albummet er næsten i samme dur. Det er både liderligt, skramlet, råt og Jimmy Pages riff er hårde, tunge, skarpe og groovy og sætter standarden - for mig - hvordan et heavyriff skal lyde. Og Plant er også her en stilskaber inden for den skarpe og vrængende supertenorheavyrockstemme. Derudover er Bonham stadig tung tung tung og Paul Jones får det hele til at hænge sammen. Der er riffbårne sange som 'The Lemon Song' og Heartbreaker' og 'Bring it on home' der er syrede sager i 'What Is and What Should Never Be', der er folkede ting i Ramble on - hvor Bonham virkelig er god, der er ballader i 'Thank You' og jeg har altid haft en svaghed for 'Living Lovin' Maid' der er straight rock med et ualmindeligt effent riff. Jeg er ikke til trommesoli - og hvem er det i grunden? Og derfor er Moby Dick det eneste der trækker ned på dette vidunderlige knallert-album. Jeg bliver 14 når jeg hører det - og måske er de 41 minutter og 24 sekunder dette album varer det bedste ved at være 14 år og fra Sydsjælland. Lige nu tror jeg faktisk det passer. Hårde facts Indspillet: Januar-august 1969 Udgivet: 22. oktober 1969 Producer: Jimmy Page Længde: 41:24 Antal numre: 9 Hovednumre Whole Lotta Love What Is And What Should Never Be Living Loving Maid Ramble On Rolling Stone Albummet er nummer 79 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
The Band fik stor succes med 'Music from Big Pink' og de spillede på Woodstock og sammen med Dylan på Isle of Wight inden de gik i studiet og indspillede denne posts album, der mere end ret meget andet definerede både The Band og lyden af americana og placerede The Band i toppen af de kanoniserede navne for god gedigen voksen (i ordets absolut bedste forstand) rockmusik. Efter The Band kom Stage Fright og herefter begyndte det så småt at krakelere i fugerne. Levon Helm følte at Robbie Robertsons position i bandet var for stærk.
Det forhindrede dog ikke bandet i at udsende en lille håndfuld album op til midten af 1970'erne - og sammen med Martin Scorsese at lave afskedskoncerten og filmen 'The Last Waltz' hvor de fik stor hjælp af alverdens gæstestjerne som Joni Mitchell, Neil Young, Bob Dylan usw. Det blev dog ikke The Bands afsked. I 1977 udkom Islands og bandet er blevet gendannet et par gange siden - dog uden Robbie Robertson.
The Band Her i november 2013 lyder The Bands selvbetitlede andet album ikke som et album, hvor der er et før og et efter. Det lyder ikke som en musikrevolution, hvilket albummets høje kanonisering egentlig lægger op til. Men jeg tror heller ikke, at det var fordi der skete musikalske skred, der i 1969 da den udkom. Og den virker heller ikke så vild og blodig, som de to Led Zeppelin-album der indkapsler den. Men man kan fanderme - når man som jeg har overstået den forkælede og let skuffede 'var det det?'-følelse - ikke komme udenom at albummet søreme er ret fantastisk grundgodt. Det er americana. Det er folket country-rock. Det er velspillet og velsunget. Det er sikkert og modent - og det er måske den modenhed der giver mig lidt lyst til at kratte lidt i den og netop spørge efter fuzzet. Og det er sikkert også den modenhed der gør at den ikke virker så overvældende som fx førnævnte Led Zep II gør. Men samtidig har jeg også voldhørt den og nydt den. Det er ganske enkelt simpelt og redeligt bare godt. Ikke jordskredsfremkaldende. Bare godt. Især The Night The Drove Old Dixie Down er naturligvis vidunderlig - en også andre sange - åbningsnummeret Across The Great Divide, Rag Mama Rag og Up on Cripple Creek placerer Robbie Robertson som en af sin generations bedste sangskrivere. Hårde facts Udgivet 22. september 1969 Producer: John Simon Længde: 43:50 Antal numre: 12 Hovednumre The Night They Drove Old Dixie Down Rag Mama Rag Up on Cripple Creek Across the Great Divide Rolling Stone Albummet er nummer 45 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 8 Musik
Led Zeppelin var et engelsk og hårdtslående rockband der blev dannet i London i 1968 af Jimmy Page (1944) (gui), Robert Plant (1948) (vo), John Paul Jones (1946) (key, bas) og John Bonham (1948-80) (tro). Page havde været med i Yardbirds og ledte efter en supergruppe hvor han bl.a. havde Jones i tankerne, senere fandt han de to tidligere Band of Joy-medlemmer Bonham og Plant og bandet The New Yardbirds blev skabt og spillede deres første gigs i Gladsaxe af alle steder. De indspillede deres første album på ni dage og fik at vide at de kunne måtte kalde sig New Yardbirds i Skandinavien. Derfor skiftede de navn.
Led Zeppelin er et af de uomgængelige navne inden for den tungere rock. Og deres debut er den første ud af fem album i 1001 album-bogen.
Led Zeppelin Jeg indrømmer det: hold nu op hvor kan jeg godt lide Led Zeppelin. Og deres debut er overraskende færdig og med en veldefineret lyd der også findes på deres senere (tilsat lidt mere folkish lirumlarum). Bonham er en af mine favoritrocktrommeslagere. Tonsende tung og samtidig groovy. Jimmy Page er efter min ringe mening den guitarist der efter Hendrix har været mest genreskabende og samtidig god. Plant er en eminent heavyrocksanger med magtfuld tenor og imponerende bluesskrig. De er fanderme gode. Og det er deres debut også. Det er en blanding af selvskrevne numre og enkelte Willie Dixon-sange. Det er råt, blueset, folket, tungt og sexet. Og når Robert Plant er bedst har jeg søreme svært ved at nævne andre sangere der er bedre. Jeg elsker side et med den rockede 'Good Times, Bad Times', den virkelig smukke folkballade 'Babe I'm Gonna Leave You' og de tunge tunge bluesnumre 'You Shook Me' og 'Dazed and Confused'. Det er eminent og det er altså deres debut. Side to falder lidt i kvalitet. Men det er dem så langt tilgivet. For blot ti måneder efter debuten kommer efterfølgeren - der er en sjat bedre. Jeg får altid lyst til at skrue en smule mere op når jeg hører Led Zep. Det er godt og It might Get Loud Hårde facts: Indspillet: september-oktober 1968 Udgivet: 12. januar 1969 Producer: Jimmy Page Længde: 44:26 Antal numre: 9 Hovednumre Good Times Bad Times Babe I'm Gonna Leave You You Shook Me Dazed and Confused Rolling Stones Albummet er nummer 29 på Rolling Stones' liste over verdens bedste album Karakter 8 Musik
QMS var et amerikansk band, der blev dannet i midt-60'ernes San Francisco. Hvordan det skete fremstår ikke overraskende noget tåget men bandet var med i samme SF-scene som fx Jefferson Airplane og Grateful Dead. De spillede på Monterrey Festival og turnerede flittigt på den amerikanske vestkyst. I 1968 udgave de deres debutalbum og året efter udkom dagens album. Begge har ry for at være en rent eksempel på den udsyrede psykadeliske Westcoast-scene. Bandet gik i opløsning i midten af 1970'erne og blev gendannet med andre besætninger en dekade efter.
Happy Trails Quicksilver Messenger Service bestod i 1969 af John Cipollina (gui, vo), Gary Duncan (gui,vo), Greg Elmore (tro, vo) og David Freiberg (bas, vo). Albummet er delt stærkt i to. Side er en liveindspillet suite-ish over Bo Diddleys klassiser Who do you love - mens side to er almindelig udsyrethed. Albummet er indspillet live i hhv. Filmore East og Filmore West, og netop Filmore West var jo også stedet hvor Allman Brothers Band spillede deres legendariske live-album, der dukker op på denne liste om et års tid. Og sammenligningen med Allman Brothers Band er ikke så skæv. For det er lange improviserede og udsyrede passager over almindelig tung tung bluesrock. Jeg har helt ærlig svært ved helt at hidse mig op over det. Jeg kan godt lide side et - men jeg tror det er fordi jeg ret godt kan lide Bo Diddley-sangen som der riffes over. Og side 2-åbningsnummeret 'Mona', er også ganske habilt fedt. Men det fjerner ikke at jeg også synes det er småkedeligt og ufokuseret og lidt en lukket fest. Men coveret er fedt på sin egen hyggelige måde. Hårde facts Udgivet: 29. marts 1969 Producer: ?? Længde: 48:41 Antal numre: 10 Hovednumre Who Do You Love Mona Karakter 4 Musik
Der er uenigheder mellem VU-forskerne hvorfor John Cale forlod Velvet Underground efter White Light-pladen, men et ofte hørt bud var at der var store clash mellem Cales eksperimenterende tilgang og Lou Reeds mere konventionelle approach. Faktum er at John Cale forlod bandet (han optræder dog senere og solo i denne leg) og blev erstattet af Doug Yule. Og Velvet Underground lavede dagens album, der er det sidste med VU i 1001 album - hvilket i grunden er synd. For i 1970 udkom 'Loaded' med sange som 'Rock'n'roll' og 'Sweet Jane' og som er et godt bud på mit favorit VU-album (eller i hvert fald tæt på en tredelt førsteplads). Lou Reed forlod bandet omkring udgivelsen af Loaded (også hans solokarriere er at finde i 1001) og bandet gik reelt i opløsning der. Doug Yule lavede dog Squeeze under VU-navnet i 1973. Siden er de blevet gendannet - jeg husker bl.a. min bror fortalte at han til en Roskilde Festival havde forladt Motörhead for at se de gendannede giraffer. Big mistake.
The Velvet Underground Når det kommer til musik er jeg ikke specielt intellektuel. Jeg begynder at kede mig og selvom jeg i og for sig er pivåben overfor de alvorstunge og salvelsesfulde intellektuelle navne med eksperimenter, bistre ansigtsudtryk., weltschmerz og sorte rullekravesweatre så savner jeg ofte noget der åbner sig mere for mig, noget jeg måske endda kan knipse en smule på 2 og 4 til og en melodi jeg kan smånynne mens jeg cykler ned af Amagerbrogade når det er tirsdag og støvregner. Sådan er jeg. Jeg har taget fejl mange mange gange og gør det gerne igen - men de førnævnte tilgange er ikke mig. Det vil sige jeg bliver aldrig spevcielt vild med punk og med Joy Division og andet shoegazer. Alt det crap, alene for at sige at jeg virkelig godt kan lide Velvet Undergrounds tredje album. Hvor jeg syntes White Light var for støjende og anmassende er Velvet Underground mere folket - hvis folk bliver spillet i et skramlet og intellektuelt newyorkermiljø. Der er skramlet garagerock i 'What goes on' og 'Beginning to see the light' og der er næsten soulet folk i 'Candy Says' (om den transseksuelle Candy Darling der søreme også optræder i 'Walk on the wild side') og 'I'm Set Free' og After Hours med Maureen Tucker i den naivt-lydende forgrund er faktisk helt rørende. Det mest berømte nummer er den næsten 9 minutter lange Murder Mysteries hvor de fire bandmedlemmer samtidig reciterer hvert sit digt. Intellektuelt? Oh, yeah. Noget man kan kysse til? Ikke så meget. (Igen er det ikke det alt afgørende for et nummers kvalitet at man har lyst til at være kærlig. På ingen måde. Jeg synes måske nok bare at det og dens artsfæller er mere interessant end egentlig godt. Det er lækkert det er der, men jeg behøver ikke at lytte på det lige så mange gange som andre numre, vel. Jakobs rindalimitation - out) Det bedste er til gengæld Pale Blue Eyes; en tæskerørende og nøgen kærlighedsballade hvis omkvæd der i de sidste 14-dages-tid har gjort mine støvregns-mærkede Amagerbrogademorgener noget dejligere. Hårde facts Indspillet: November-december 1968 Udgivet: marts 1969 Producer: The Velvet Underground Længde: 42:56 Antal numre: 10 Hovednumre: Pale Blue Eyes Beginning to See the Light Candy Says After Hours Karakter 8 Musik
# 0152 Elvis Presley: From Elvis in Memphis (1969)
Det er ikke urimeligt at sige, at midt-60'erne ikke var Elvis' periode. Han var blevet annekteret af Hollywood og havde indspillet i gennemsnit tre film om året. Og igen - jeg synes ikke jeg er urimelig, det havde han søreme ikke behøvet. Elvisologer vil flå hovedet af mig nu, men der er vel kun to rigtig gode singler fra hans hånd indtil comebacket i '68; nemlig 'Devil in disguise' og 'Crying in the Chapel' og så måske 'A Little Less Conversation'. Men i 1968 skete der noget. Nærmere betegnet 3. december 1968 viste tv programmet 'Elvis' hvor en fit, ekstremt sexet, vital og læderklædt Elvis optræde. Han bevægede sig og sang så de fleste af slut-'60'ernes sexikoner som fx Jim Morrison måtte have tabt kæben. Skal man huske Elvis for en ting. Er det det program. Og i 1969 kom hans første ikke-soundtrack-album i otte år. Det er dagens. Og comebacket blev ført igennem. Han begyndte at turnere, mødte Nixon, spillede i Las Vegas og Hawaii og tog mere og mere på i vægt - og musikken blev mere pompøs easylistening. Med fantastiske sange i tilgift Burning Love, Always on my mind, American Trilogy. Og 16. august 1977 døde Elvis Presley 42 år gammel.
From Elvis in Memphis Jeg har hørt dette album i tre omgange. Første gang jeg gennemhørte 1001 album. Der syntes jeg albummet var stærkt opdelt. Når han rockede og soulede var det sindssygt fedt - men når fløden og det croonede tog over var det for meget varm peanutbutter i flødesovs. Anden gang var da jeg gennemhørte en anden liste (jeg: en freak, jeg ved det) og her syntes jeg at det flødede var i overtal. Jeg kunne næsten ikke have albummet, følte mig klæg selvom numre som Gentle on My Mind altid er dejligt og In the Ghetto sgu også er et godt nummer. Og så her tredje gang i forbindelse med at jeg skal skrive om det. Og nu er jeg søreme rigtig begejstret. Og jeg kan ikke forstå hvorfor jeg dengang syntes det var flødet og hvorfor det eventuelt flødede er for meget. Underligt. Det er rigtigt at en nummer som 'It keeps right on a-hurtin' er tæt på at være en parodi; men helt ærlig Jakob-for-et-halvt-år-siden, er det nok til at være så sur? Åbenbart. Albummet bevæger sig på kanten af det cornycroonede - og det er såmænd også fedt nok især 'Gentle on my mind' og 'Any Day Now', der er gospel og soulstemning i 'Wearin that Loved Look' og 'Only the Strong Survive', der er social indignation i 'In the Ghetto' Men det er først og fremmest en en lise når han i 'I'm Moving On' skruer op for den energi der var i comebackshowet. Og 'The Power of My Love' er sejt og gyngende og fedt. Jeg tør ikke sige hvor jeg landet henne hvis jeg skal høre den intenst en fjerde omgang. Måske skal man bare springe det værste over og nyde det bedste. Hårde facts Indspillet: januar-februar 1969 Udgivet: 17. juni 1969 Producer: Chip Moman og Felton Jarvis Længde: 36:42 Antal numre: 12 Hovednumre: Gentle on My Mind In The Ghetto The Power of My Love I'm Moving on Karakter 7 Musik
# 0151 - Dusty Springfield: Dusty in Memphis (1969)
Siden den absolut glimrende 'A Girl Called Dusty' havde Dusty Springfield alt efter hvordan man tæller udsendt seks album alle i samme tilbagelænede ultra cool og hvide soul med store stænk af Burt Bacharach. Hun havde fået sit første nummer 1-hit med 'You Don't Have to Say You Love Me' og hun fik Motownlyden til England ved at sørge for at bl.a. The Temptations og Stevie Wonder kom til landet for at optræde. Hun indspillede James Bond-sangen 'The Look of Love' også af Burt Bacharach. Men Dusty Springfield blev i slutningen af 1960'erne fanget i skismaet om, hvad der var hipt og undergrund og hvad der var poppet og way for kommercielt. Måske derfor skiftede Dusty Springfield pladeselskab og lavede dagens album 'Dusty in Memphis'. Det var 1960'erne, der var Dusty Springfields årti. Selvom hun stadig var stor begyndte hendes pladesalg at dale kraftigt i det næste tiår. Men i 1987 blev hun genopdaget af Pet Shop Boys og medvirkede på deres giganthit 'What Have I Done To Deserve This'. Dusty Springfield døde i 1999 af brystkræft
Dusty in Memphis Det er så uendeligt lidt der skal til, for at jeg ville blive gennemlykkelig af dette album. Jeg tror bestemt, jeg har fablet nok om, hvor vild jeg er med hendes stil og hendes persona. Hvor meget jeg i grunden skal lede for at finde en hvid kvinde, der synger federe end Dusty Springfield; så meget at jeg bestemt gerne vil placere hende på en liste sammen med Aretha Franklin og Ray Charles og Sam Cooke og Van Morrison over de bedste soulsangere nogensinde. Albummet er mest skrevet af Carole King og Gerry Goffin og med åbningsnummeret 'Just A Little Lovin'' over 'So Much Love', den rockede 'Son of a Preacher Man', den gribende Randy Newman-sang 'I Don't Want To Hear It Anymore' og Michel Legrands 'The Windmills of Your Mind'. Det er cool og sentimentalt på en og samme gang. Det er filmisk og intenst - europæisk og amerikansk i samme ombæring. Når hun er bedst er hun med længder den bedste inden for den hvide og filmiske og loungede og artpoppede soul. Som soundtracket til en Quentin Tarantino-film - bare uden de 12 % cornyhed der er hos ham. Albummet har et par døde punkter. Men det gider jeg ikke tænke på nu, hvor jeg kun har lyst til endnu engang at høre Windmills of your mind. Ih, hvor er hun god Hårde facts Indspillet: september 1968 Udgivet: 31. marts 1969 Producer: Jerry Wexler, Arif Marden, Tom Dowd Længde: 33:31 Antal numre: 11 Hovednumre: Windmills of Your Mind Just A Little Lovin I Don't Wat to Hear it Anymore Son of A Preacher Man Rolling Stone Albummet er nummer 89 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
Nick Drake (1948-74) var en engelsk sangskriver, hvis popularitet og betydning steg efter hans død som 26-årig. Han nåede inden sin død at udsende tre plader, der alle er med i 1001 album og alle har haft stor indflydelse på nyere neo-folk og indadvendte guitarsangskrivere. Da Drake gik i college i Cambridge begyndte at fatte interesse for at ryge marijuana og høre musik - han begyndte at spille og medlemmer i Fairport Convention fik øje på ham - både pga. hans evner som guitarist og sanger, men også fordi han lignede en stjerne. I 1968 begyndte han at indspille sin debut, der er dagens album sammen med medlemmer fra Fairport Convention og The Pentangle
Five Leaves Left Det er helt utroligt så nutidig Nick Drake egentlig lyder - eller rettere sagt hvor tydelig hans indflydelse er på neo-folk-bøgen og de mere indadvendte og introverte sangskrivere, der bestemt ikke er en mangelvare for tiden. Men i forhold til de to senere album er Five Leaves Left - så vidt jeg husker efterfølgerne, trods alt mere udadvendt - ja, næsten boblende glad. Men det siger nu ikke ret meget for Five Leves Left er stille og intens men fyldt med tæskegode sange. Især åbningsnumrene Time Has Told Me og River Man har denne intensitet som nyere guitarfølere i den grad prøver at lede efter. Men når der kommer strygere og enkelte fløjter ind som i fx The Thoughts of Mary Jane kan man godt høre inspirationen fra Fairport Convention og så bliver Five Leaves Left næsten en humørfyldt plade. Sådan bliver det ikke ved med at være med Nick Drake. Har man hang til følsomme sange skrevet om fremført på guitar - er Nick Drakes tre album på pensumlisten. Hårde facts: Indspillet: juli 68 - juli 69 Udgivet: 1. september 1969 Producer: Joe Boyd Længde: 41:43 Antal numre: 10 Hovednumre: Time Has Told Me Three Hours River Man The Thoughts of Mary Janes Karakter 8 Musik
Perioden 1968-72 bliver helt korrekt betegnet som Stones' gyldne periode. Efter den glimrende 'Beggars Banquet' blev Brian Jones mere og mere fluffy i kanten pga. massive mængder af narkotika. Så meget at han ikke kunne få visa til USA og dermed ikke tournere med bandet. Derfor forlod han bandet, men allerede en måned efter blev han fundet død i en swimmingpool. Jones blev erstattet af Mick Taylor (f. 1949), der var en etableret bluesguitarist hos bl.a. John Mayalls Bluesbreakers. Og med Taylor i bandet færdiggjorde Rolling Stones dagens album der er pænt tæt på at være deres bedste.
Let it Bleed Jo ældre jeg bliver jo bedre kan jeg lide Rolling Stones. Da jeg var teenager kunne jeg ikke se igennem det dinosauriske og mastodontiske og jeg ville (og vil) til hver en tid vælge Beatles. Men dette projekt har slået betonfast at Stones i perioden 1968-72 var effing fantastiske med fire album der svinger mellem det virkelig gode og fantastiske. Og Let it Bleed lægger sig i den sidste kategori. Den er mere sloppy og akustisk - hør blot på åbningsnummeret 'Gimme Shelter' Robert Johnson-klassikeren 'Love in Vain' eller den noget mere country-agtige udgave af 'Honky Tonk Woman'. Jeg tror en af mine og andres (der er i samme alder end endda yngre) forbehold for Stones er sammenstillingen af det tilbagelænede og så det megalomaniske - der altså her omkring 1970 er tæt på at være et realistisk selvbillede. Ja, Jagger er absurd selvforelsket og ikke den så fremragende sanger som han helt tydeligt selv ved han er. Men hvad gør det - for når jeg hører Let it Bleed eller de to næste album, ja, så tror jeg på ham og er enig med ham. Og Richards er sej og selvforelsket og jagten på det autentiske rock'n'roll kan også blive for meget en parodi. Men ligesom med Jagger så er lyder det her på Let it Bleed ganske enkelt ægte. Jeg tror i hvert fald på det. Og det er kun her hvor jeg sidder og skriver om det og ikke hører den at jeg bliver forbeholden. Jeg mener, de er tæt på at fjerne det tacky ved børnekor i afslutningen 'You Can't Always Get What You Want' som jeg altid har set som en begravelsessang. Det er Let it Bleed ikke. Det er edderhyleme godt. Hårde facts Indspillet november 1968-november 1969 Udgivet: 5. december 1969 Producer: Jimmy Miller Længde: 42:13 Antal numre: 9 Hovednumre Gimme Shelter You Can't Always Get What You Want Let it Bleed Midnight Rambler Rolling Stones Rolling Stones har Let it Bleed som nr. 32 på deres liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
The Pentangle var et britisk folk-rock band, der blev dannet i 1967 af John Renbourn (gui) og Bert Jansch (gui), hvis debutplade fra '65 også er med i 1001 album. Renbourn og Jansch havde udsendt et album sammen og spillede i forskellige folkklubber i London. Her stødte Jacquie McShee (vo) til og kort tid efter kom Danny Thompson (bas) og Terry Cox (tro). Thompson og Cox var fra jazzmiljøet, Jansch var ved at udvikle en stor kærlighed til Dylan, Renbourn elskede middelaldermusik og McShee havde den klassosle og pure folk-sopran a la Sandy Denny og Joan Baez. Og det var i denne sammenklaskning at The Pentangle blev til. I 1968 udkom både debuten 'The Pentangle' og dobbeltalbummet 'Sweet Child'. I 1969 udkom deres tredje album - dagens - der blev deres mest succesfulde. Efterfølgerne blev en blanding af kommercieller nedture og en flakken rundt mellem egne sange og klassisk folk. I 1972 gik bandet i opløsning - men blev gendannet i midt-80'erne
Basket of Light Jeg kan rigtig godt lide Bert Jansch. Han er en fremragende guitarist og hans blanding af blues og folk i hans debut er meget indtagende. Og det mere rå og bluesede hos ham gør noget temmelig dejligt ved især den engelske folkscene i 1960'erne. Jeg kan godt synes at Shirley Collins med flere bliver for puritansk og for renskuret og for sopranet. Og i den familie er både Sandy Denny og altså også Jacquie McShee. Og jeg gentager det gerne igen. Jeg deler hverken den fascination eller kærlighed til middelalderens vokabular, historier og musik som strømmede ud fra England i 1960'erne. Desværre Incredible String Band. Desværre John Renbourn. Hele denne smøre for at sige at jeg egentlig meget godt kan lide Basket of Light. Men jeg kan klart bedst lide det når folken bliver mere rocket, blueset og mørk og indadvendt. Jeg kan ret godt lide når Jansch tager den vokale forgrund og jeg kan endnu bedre lide når de spiller på et beat eller bliver næsten swinginglondonske i fx 'Train Song'. Jeg er ikke til den rene engelske folk. Det er jeg bare ikke. Og jeg glæder mig til Fairport Convention. Hårde facts Udsendt: oktober 1969 Producer: Shel Talmy Længde: 40:07 Antal numre: 9 Hovednumre: Train Song Hunting Song Light Flight Sally Go Round the Roses Karakter 5 Musik
