The Pretty Things var et engelsk band, der opstod ved siden af Rolling Stones. Bandet blev dannet af Dick Taylor, der var med i en tidlig udgave af Stones og havde gået i skole med både Jagger og Richards. Taylor forlod Stones og mødte sanger Phil May og dannede The Pretty Things. Pretty Things blev hurtigt en skandalesucces især pga Mays uhørt lange hår og fik mindre hits siden debuten i 1965. I 1968 skiftede de pladeselskab og udsendte dagens ambitiøse album, der dog blev en salgsmæssig skuffelse. Efter 'SF Sorrow' forlod Taylor bandet, der siden gik i opløsning og blev gendannet et par gange eller fem.
S.F Sorrow S.F. Sorrow er en af verdenshistoriens første rock-operaer - før Who's Tommy. Og rockoperaen er jo en underlig størrelse. Jeg elskede det, da jeg for 25 år siden (glurp) var ved at gå i gymnasiet. Nu er min kærlighed kølnet en smule. Der er stadig elementer på diverse værker jeg holder af, men det ændrer ikke en tøddel ved at genren er hhv. oppustet med en uden undtagelse forvirrende historie. I øvrigt opdagede jeg først at 'S.F. Sorrow' var en rockopera, da jeg læste op på den. Ellers ville jeg fint have placeret den i sen-mod-kassen. The Pretty Things bestod i 1968 af Phil May (vo), Dick Taylor (gui), John Povey (org), Wally Allen (bas) og Skip Alan (tro) Pladen handler om Sebastian F Sorrow der blev født i begyndelsen af 1900-tallet. Han kommer i hæren er med i Hindenburg-zeppelineren, hans forlovede dør og andre ærgerlige ting. Pladen blev som sagt ikke en succes. Måske fordi historien var for sørgelig. Måske fordi den udkom samme uge som The Beatles' White Album og The Kinks Are the Village Green...., og så er det altså nemt at blive klemt. Selve musikken er temmelig meget som The Who's Tommy. Ganske glimrende til tider - men The Whos pendant er altså kvaliteter bedre og spørgsmålet er om SF Sorrow havde været med i denne bog, hvis ikke den havde slået Tommy med et lille halvt år. Jeg tvivler. Når det sure opstød så har lagt sig og i retfærdighedens navn: Ballon Burning er altså et fedt nummer. Hårde facts: Indspillet: 1967-68 Udgivet: December 1968 Producer: Norman Smith Længde: 40:59 Antal numre: 13 Hovednumre: SF Sorrow is Born Bracelets of Fingers Ballon Burning Baron Staurday Karakter 4 Musik
Iron Butterfly var et amerikansk syre-rock-orkester der blev dannet i 1966 i San Diego af Doug Ingle (vo, org). Tidligt i 1968 debuterede de med 'Heavy' og samme år udkom dagens album 'In-A-Gadda-Da-Vida', der blev Iron Butterflys så absolut største succes. Den solgte 20 millioner eksemplarer og var Atlantics største sællert indtil Led Zep IV. Sådan en succes er svær at følge op på, også for Iron Butterfly hvis næste plader både faldt i kadence og i salgstal og i 1975 udkom deres sidste.
In-A-Gadda-Da-Vida På dette tidspunkt bestod Iron Butterfly af Doug Ingle (vo, org), Eric Brann (gui), Lee Dorman (bas) og Ron Bushy (tr). Og albummets enorme succes skyldes det 17 minutter lange jammede titelnummer hvis tonstunge riff peger henimod Black Sabbath og heavymetallen. Resten af det vidtberømte titelnummer er netop langt og jammet og løst struktureret med trommesolo og hele pivtøjet. Det er der de færreste 17 minutter lange numre der kan klare - efter min ringe mening. Og den, meningen altså, bliver ikke udfordret af In-A-Gadda-Da-Vida. Jeg kan se på mine noter fra første gang jeg hørte det at min glæde var markant større end nu. Nu synes jeg bare det er småtræls og kedeligt - på trods af fuzz, wah og et fængende riff. Side et består af fem numre i den californiske hippie-syre-stil a la Jefferson Airplane og The Doors, som der ofte refereres til. Men selvom 'Flowers and Beads' er fin når de ikke kvaliteten fra originalerne og idolerne hos Morrison og co. Alt i alt bliver det en lidt halvtam affære og med en side hvis titlenummer sagtens kunne være kortet ned til de seks minutter singleudspillet er. Hårde facts: Indspillet 1968 Udgivet: 14. juni 1968 Producer: Don Casale Længde: 36: 15 Antal numre: 6 Hovednumre: Flowers and Beads In-A-Gadda-Da-Vida Karakter 4 Musik
En af de bedste nyopdagelser for mig ved at gennempløje de 1001 album er Dr. John. Malcolm John Rebennack Jr. blev født i 1940 i New Orleans. Og netop New Orleans er et vigtigt omdrejningspunkt for Dr. John med Mardi Gras-og voodoo-kutluren som tydelige inspirationskilder. Dr. John begyndte som guitarist men efter en skudepisode blev han nødt til at skifte til klaver. Han var studiemusiker i LA indtil slutningen af 1960'erne hvor han debuterede med 'Gris-Gris'. Siden har han udsendt i nærheden af 30 album, senest den glimrende 'Locked Down' fra 2012 - hvor han efter pålidelige kilde spillede en vildt god koncert på Roskilde Festival.
Gris-Gris Det her er godt. Som i virkelig godt. Tilbagelænet, blueset, sumpet og med tommetykke voodoo-referencer bare sådan for at gøre det lidt mere mystisk på den lækre facon. Han synger svine fedt, og de næsten hysteriske kvinder på call-back-kor er lige i øjet. Og når man så er en sucker for både sump og banjo - jamen, herreste Gud. Hvad vil du mere? Albummet lægger ud med den næsten programmatiske 'Gris-Gris gumba ya-ya' hvor Dr. John slår fast at 'They call me Dr. John. The night Tripper'. Det er langsomt og dragende og uhyggeligt fedt. Dernæst følger den mere afrikansk-inspirerede 'Danse Kalinda Ba Doom' og den helt igennem charmerende og funky 'Mama Roux'. Og sådan fortsætter det. Funky, afrikansk-inspireret, blueset, sumpet, neworleans-jazzet i glimt og dragende og afslutter med 'I Walk on Guided Splinters' der er omend endnu tungere og mere tilbagelænet end åbningsnummeret. Dette er et fantastisk album. Service-info: En gris-gris er en talisman som man bruger i de neworleanske voodooseancer. Hårde facts Udgivet 22. januar 1968 Producer: Harold Battiste Længde: 33:12 Antal numre: 7 Hovednumre Gris-gris gumba ya-ya Mama Roux Danse Fambeuz I Walk On Guided Splinters Karakter 9 Musik
# 0119: The Byrds: The Notorious Byrd Brothers (1968)
Som sædvanlig var det omvæltningernes tid for The Byrds. Efter den absolut skide gode Younger Than Yesterday havde trommeslager Michael Clarke forladt gruppen. Samtidig med at Roger McGuinn og Chris Hillmans irritation over David Crosby voksede til abnormiteter. Syndfloden der fik bægeret til at flyde over var Crosbys opførsel på Monterey-festivalen, hvor han dels kom med alenlange tirader mellem sangene om politik og LSD. Han spillede sammen med konkurrenterne i Buffalo Springfield og han og resten af gruppen var stærkt uenige om kvaliteterne i hans sang 'Triad' om et trekantsforhold vs Goffin/King-sangen 'Goin' Back' der kæmpede om en plads på Byrds kommende album. Og i 1967 blev Crosby fyret og dannede derefter Crosby, Stills and Nash. Og det skal man altså ikke være ked af. (I øvrigt er jeg ærgerlig over at jeg kom til at springe dette album over i min gennemgang. Den rigtige rigtige rækkefølge bliver fulgt herefter)
The Notorius Byrd Brother Når jeg hører dette temmelig ujævne Byrds-album og især cd-genudgivelsen af den slår det mig, at albummets klart bedste nummer, er det, der blev skåret fra, nemlig den eneste Crosby-sang 'Triad', der er en inciterende langsom og doven hyldest til et åbent trekantsforhold. Men den blev som tidligere nævnt skåret fra istedet for den fine men også tilbageskuende 'Goin' Back'. Resten af albummet er endnu et skridt i retningen af en større sammenblanding af den klassiske Byrds-americana med country, psykadeliske og hippiede elementer. McGuinn havde fundet glæden ved moogen. Og det kan høres. Albummets mere spacede og albummet lukker med sudtryk illustreres fint ved den i alle sammenhænge spacede 'Space Odyssey'. 'Nuff said. Alt i alt et album der lægger sig i forlængelse af de tidligere Byrds-album. Men også et der ikke kommer op på 'Younger Than Yesterday's højder. Og samtidig er det også albummet inden ankomsten af Gram Parsons. Og så ændrer Byrds flavour endnu engang. Albummets cover er en udsøgt sviner. David Crosby var med på samtlige sange, men på coveret kan man se Hillman, McGuinn, Clarke og en hest uden navn. McGuinn siger at hesten bare kom med ved et tilfælde - for havde det været en bevidst sviner, havde de vendt hesten om. Og det kan man så tro på hvis man vil. Hårde facts: Indspillet: juni-december 1967 Udgivet: 15. januar 1968 Producer: Gary Usher Længde: 28:28 Antal numre: 11 Hovednumre: Goin' Back Natural Harmony Change Is Now Get To You Karakter 6 Musik
# 0121: The United States of America: The United States of America (1968)
The United States of America var et amerikansk band, hvis eneste album - der sjovt nok er dagens - blev et af de tidligste eksempler på at blande elektronisk musik, eller i hvert fald elementer, med syre. De blev dannet i Los Angeles af Joseph Byrd (adskillige elektroniske instrumenter), Dorothy Moskowitz (vo), Gordon Marron (elektro-violin og ringmodulator) Rand Forbes (båndløs bas) og Craig Woodson (trommer). Altså et guitar-frit band. De lavede et album, der fik kritikerros, men dårlige salgstal. Og så gik de i opløsning. Punktum. Albummet har fået sine pladser på lister over de vigtigste og bedste albummer i historien. Helt fortjent
The United States of America Et syrerock-album uden så meget som en guitar. Det burde være forbudt og uladsiggørligt. Og sjovt nok var det først, da jeg læste op på historien om bandet at jeg opdagede to af de mest markante elementer ved dette album 1) Pionerværk inden for den tidlige elektro-sound 2) Guitar-fravær. Jeg hørte derimod et af de bedre 60'er-syre-art-rock-album a la Jefferson Airplane, 13th Floor Elevators, Velvet Underground. Især pga. Moskowitz' kraftfulde Grace Slick-agtige stemme. De undgår at give guitar guitarabstienser ved markant brug af andre forvrængede instrumenter og almindelig sejhed. Albummet er vist løst bygget op som en sangcyklus. I hvert fald er der klare hilsner og callbacks på albummets sidste nummer 'The American Way of Love' til albummets andre sange, der svinger mellem at være insisterende rocknumre på 'Hard Coming Love', Kinks-agtige brit-folklore i 'I Wouldn't Leave My Wooden Live for You, Sugar', neo-folk i 'Where Is Yesterday'. Elektrosund-flader i 'Love Song for the Dead Che' og 'The American Metaphysical Circus'. Der er ingen svage numre på og det er et album der i den grad vokser. Skal jeg lave dette igen - hvilket jeg ikke tror jeg skal, vil den nok få et karakternøk opad. Hårde facts: Indspillet: december 1967 Udgivet: 6. marts 1968 Producer: David Rubinson Længde: 37:07 Antal numre: 10 Hovednumre: Hard Coming Love The Garden of Early Delights Where Is Yesterday Cloud Song Karakter 8 Musik
# 0119: Big Brother & the Holding Company: Cheap Thrills (1968)
Big Brother & the Holding Company blev dannet på midt-60'ernes psykadeliske scene i San Francisco. Den der også bestod af Jefferson Airplane, Quicksilver Messenger Service og Grateful Dead. Alle bands der også er at finde i 1001 Album. Guitaristerne Peter Albin og Sam Andrew mødte hinanden og besluttede at danne en gruppe, der blev husband på Avalon Ballroom i SF. Men de manglede en stærk vokalist og tog kontakt til texaneren Janis Joplin, der ellers var på vej til at være med i 13th Floor Elevators. I 1967 kom den selvbetitlede debutplade. Samme år havde de fået deres store gennembrud på Monterey-festivalen, hvor Joplin havde slået - nej skreget - sig fast som en ny stor rockstemme med sammenligninger med Bessie Smith, Aretha Franklin, James Brown, Jim Morrison og Hendrix. Gennembrudet, dagens plade, udkom året efter. Og det var også sidste med Joplin som sanger. Og resten af bandet begyndte at spille med Country Joe & the Fish og lavede et par album som Big Brother & the Hlding Company.
Cheap Thrills Man kan mene at Janis Joplins overstyrede bluesvræl kan blive for meget i længden. Og det gør jeg. Men der er godt nok ikke mange som hende på listen over kvindelige sangere. Hun overstråler dem i beskidthed og power. Og det er hende - og storhittet 'Piece of my heart' der hiver dette i grunden ganske forglemmelige blues-rock-album op over gennemsnittet. Men hun gør det også eftertrykkeligt. Albummet er en blanding af studieindspillede numre og et enkelt livenummer. Musikken er tung, syret blues med Joplin som den beskidte, smertende stemme. Jeg kan simpelthen ikke høre om deres udgave af Summertime er fin eller om den bare er gennemsnitligt. Dertil har jeg desværre hørt alt for mange knaldkedelige udgave af sangen. Men Piece of my heart holder. Hver gang. Og det samme gør Robert Crumbs vidunderlige cover. Så Joplin sørger for at 'Cheap Thrills' er et af de album man skal høre før man dør. Hårde facts: Indspillet marts-maj 1968 Udgivet: 12. august 1968 Producer: John Simon Længde: 37:11 Antal numre: 7 Hovednumre Piece of my heart Ball and chain I need a man to love Summertime Karakter 6 Musik
