Jeff Beck (1944) er en engelsk guitarist. Han betragtes som en af de mest indflydelsesrige guitarister overhovedet - Rolling Stones har ham som verdenshistoriens 14. bedste. Og så nævnes han ofte blandt 1960'ernes superguitarister sammen med Page, Clapton og Hendrix. I begyndelsen af 1960'erne var han med i diverse engelske bluesbands inden han i 1965 sammen med Jimmy Page i øvrigt afløste Clapton i Yardbirds. Beck blev fyret fra Yardbirds året efter og dannede derefter sit eget band, Jeff Beck Group, med Ronnie Wood på bas, Nicky Hopkins (pi), Mickey Waller (tro) og Rod Stewart (vok). Alt i alt en supergruppe. De debuterede i 1968 med dagens album. Året efter kom den fine Beck-Ola inden de gik i opløsning. Rygterne siger at der var tale om at spørge Beck som afløser for hhv. Syd Barret i Pink Floyd og Brian Jones i Stones - men at ingen turde spørge den perfektionistiske og moody Beck. I løbet af 1970'erne og fremefter har Jeff Beck udsendte en 14-15 album dels med Jeff Beck Group med andre medlemmer og dels med andre konstellationer. Men det er og var i slut-60'erne at Beck grundlagde sin status som ikonisk guitarist.
Truth Okay, nu får jeg sikkert en masse (mænd) på nakken. Og det er sikkert bare fordi jeg ikke var der og sikkert fordi jeg ikke helt kan høre alle de fantastiske nuancer i engelsk blues - men jeg har sørenjeneseme altd undret mig over hvordan man kunne nævne Beck i samme åndedrag som Page, Clapton og Hendrix. Jeg synes der er meget meget langt fra Beck og til de tre herre. Måske er det fordi Beck ikke selv er sanger eller måske er det fordi han savner et af de store huskbare numre at han for mig bare bliver en glimrende bluesguitarist som der går mere end fire af på dusinet. Jeg er uretfærdig og dum. Jeg ved det. Og det endda på trods at jeg synes hans to første album Truth og Beck-Ola er aldeles glimrende. Men det er nok så meget fordi jeg er på vej til at falde i flov svime over hvor fedt jeg synes Rod Stewart sang der i slut-60'erne lang tid før Sailing og fløde. Truth er god gedigen tung engelsk blues-rock - og det er i særk familie med det samtidige Led Zeppelin bare en sjat mindre uterligt. Willie Dixon står bag to numre 'You Shook Me' og 'I Ain't Suprstitious'. Der rockes også tungt og svingende på 'Let Me Love You' og 'Shape of Things' og jeg får småtrælse trækninger over 'Ol' Man River' og 'Greensleeves', der vel allerede dengang var for fortærskede.Jeg er i det hele taget meget lidt til guitarister der pludselig skal vise at de har en følsom og klassisk side. Men når Steawart var god i slut-60'erne var han fremragende. Og det er han i den grad på Truth. Hårde facts Udgivet august 1968 Producer: Mickie Most Længde: 40:16 Antal numre: 10 Hovednumre: You Shook Me Let Me Love You I Aint Superstitious Shape of Things Karakter 6 Musik
The Band var et canadisk-amerikansk band der i løbet af begyndelsen af 1960'erne blev samlet som backingband for Ronnie Hawkins. Bandet bestod af Rick Dango (bas, vokal), Levon Helm (tro, vokal), Garth Hudson (key), Richard Manuel (pi, vokal) og Robbie Robertson (gui, vo). I 1965 hyrede Bob Dylan dem som sit backingband og det grundlagde bandets status som en kanoniseret institution. I 1968 kom dagens album, Music From Big Pink, der var deres debut. Albummet er det første ud af to album fra The Band i 1001 album.
Music From Big Pink Det er tydeligt at det for det første er et overmåde rutineret band der står bag 'Music From Big Pink'. Der er ikke meget debutant-usikkerhed over hverken stil eller sange. Og Dylans indflydelse er også til at tage at føle på. To af sangene har han været medskriver på - og 'I Shall Be Released' har han skrevet. Stilen er 100 % americana. Rock, folk, gospel og roots med mere end fire strejf af åbne prærievidder, endeløse landeveje og støv og sol. I love it. Og det var da også med noget nær ærefrygt jeg for første gang hørte det og det efterfølgende album for når navne som jeg elsker (Dylan, Young, Mitchell) elsker dem - kan det være andet end et fuldblodsmesterværk. Og det synes jeg godt det kan - desværre. Jeg tør ikke sige om det er kanoniseringen der har sat mine forventninger op i kategori: uopnåelig. For selvom det er godt. Selvom det er ferm sangskrivning. Selvom jeg elsker stilen. Så kommer jeg også til at kede mig en smule. Okay, I Shall Be Released er fantastisk. The Weight fortjener sin klassikerstatus. Tears of Rage er god og det samme er deres udgave af Long Black Veil (selvom jeg har hørt langt bedre udgaver - Cash' fx). Men det fjerner bare ikke det følelese af småkedsomhed hos mig. Jeg tror at hvis man satte rockinteresserede over 35 til at lave en afstemning over verdens bedste album ville Music From Big Pink komme temmelig højt op. Ikke fordi der var mange der ville have den i top fem - men fordi det er almindelig konsensus om at det netop er fermt og fint og sikkert. Og det er det også. Jeg savner bare lidt mere Dylan. Hårde facts Udgivet 1. juli 1968 Producer: John Simon Længde: 42:22 Antal numre: 11 Hovednumre The Weight I Shall Be Released Tears of Rage Long Black Veil Rolling Stones Albummet er nr. 34 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 7 Musik
# 0126 The Small Faces: Ogdens' Nut Gone Flake (1968)
The Small Faces var londonsk band dannet i 1965 af Steve Marriot og Ronnie Lane. De blev husorkester på barer i London, hvor de især spillede soul. Det førte naturligt til en pladekontrakt med high-energy mod-soul og hits som 'Whatcha Gonna Do About it', 'Sha-la-la-la-lee' og 'All or Nothing'. Men på trods af successen fik Small Faces ikke mange penge ud af det og de brød med deres pladeselskab Decca for at skifte til Immediate. Her udsendte de deres andet fine album, der ligesom deres første hed ta-daa 'Small Faces' Deres tredje album er dagens - et psykadelisk koncept-album hvor det største hit var den stærkt music-hall-inspirerede 'Lazy Sunday'. Samme år forlod Marriot bandet, der gik i opløsning. Og dog. Da de resterende medlemmer mødte Ron Wood og Rod Stewart og smed Small. Og dem hører vi til senere.
Odens' Nut Gone Flake I en anden musikliste jeg hører ved siden af - uhh multitasking - har jeg stødt på Small Faces fine andet album, som jeg fandt som en charmerende blanding af glad hippie-soul og Rolling Stones. Dagens album er deres hovedværk er de fleste enige om. Small Faces var her Steve Marriott (vo, gui), Ronnie Lane (vo, bas), Kenney Jones (trommer) og Ian McLagan (key). Albummet er stærkt opdelt; side et er en broget skare af sange. Mens side to er et konceptalbum (ikke en rockopera), et moderne eventyr om Happiness Stan med fortællerstemme af skuespiller Stanley Unwin med moderne London-slang und alles. Jeg har virkelig hørt dette album mange gange. Simpelthen for at finde ud af hvordan jeg har det med det. Side er klart det bedste. 'Afterglow of your Love' er virkelig fint engelsk soul. 'Song of a Baker' er tung og riffbaseret og det kan jeg jo godt lide. Tilgengæld er juryen inde i mig stadig ude og diskutere om albummets største hit 'Lazy Sunday' med dens music-hall-reference og Kinks-agtighed ikke er en for irriterende og indadvendt lukket fest. Det tror jeg jeg synes. Side to er fin og skæg og med fortællestemme. Men jeg føler mig igen hægtet af. Jeg er ikke englænder. Jeg synes ikke East End-traditionerne og de subtile klassemarkører er hverken interessante eller spændende. Og så bliver jeg igen lukket ude. Præcis som jeg har det med Kinks. Hårde facts Udgivet: 24. maj 1968 Producer: Steve Marriott og Ronnie Lane Længde: 38:27 Antal numre: 12 Hovednumre: Afterglow of your love Song of a Baker Rollin' Over Karakter 6 Musik
Savage Rose er og var et dansk beatorkester med international lyd og ambitioner. Ikke mindst takket være Annisettes (Hansen (1948)) kraftfulde og umiskendelige stemme og brødrene Thomas (1944-2006) og Anders Koppel (1947) og deres klassisk uddannede stil på piano og hammondorgel. Bandet blev dannet i 1967 af Koppel-brødrene, Annisette, Flemming Ostermann (gui), Jens Rugsted (bas) og jazztrommeslageren Alex Riel. Man kan ikke forestille sig en klarere supergruppe på dansk. I 1968 udkom debutalbummet 'Savage Rose' efterfulgt af dagens album. Året efter spillede de i USA og verden var ved at ligge for deres fødder. Men diskussioner med pladeselskabet om kommercialisme og især at skulle støtte de amerikanske tropper i Vietnam karambolerede med bandets politiske opfattelse. Og i løbet af 1970'erne blev Savage Rose synonym med ægteparret Thomas Koppel og Annisette. De begyndte at synge på dansk med stærke politiske undertoner. Der er ikke mange undertrykte folk de ikke har støttet. I 1972 lagde de musik til Flemming Flints provokerende ballet 'Dødens Triumf'. Også dette soundtrack hører til en af de vigtigste plader på dansk. I midten af 1990'erne fik Savage Rose et kommercielt comeback med den langt mere poppede og r'n'b'ede 'Black Angel'. Efter Thomas Koppels alt for tidlige død er det Annisette der optræder som Savage Rose. In the Plain er kun med i den danske udgave af 1001 album. Den erstatter Simon & Garfunkels 'Bookends' som jeg tager op når jeg er fædrig med 1960'erne.
In the Plain Det er Jan Sneum der har udvalgt dette Savage Rose-album. Jeg er ikke på nogen måde uenig i at de skal repræsenteres i denne kanon, men jeg må sige at jeg undres en smule over hvorfor valget er faldet på deres andet album og ikke fx debuten med numre som 'A Girl I Knew' og 'Everybody Must Know'. For det er måske netop manglen på disse store numre der gør at jeg ikke er helt så meget oppe at ringe som jeg gerne vil være. For jeg kan grundlide dem. Jeg synes Annisette er en verdensstjerne og Koppel-brødrenes sammenspil med de udsyrede Hammond-fraseringer fra Anders og Thomas' lidt tungere piano er noget helt for sig. Og så blandet med en af landets bedste trommeslagere. Men sådan skulle det ikke være. Albummet er fint nok. De spiller fedt. Lyden og universet er godt. Jeg savner bare de virkeligt gode sange. Hårde facts Udgivet: 1968 Producer: Johnny Reimar Længde: 37:27 Antal numre: 8 Hovednumre: Ride My Mountain I'm Walking Through the Door Evening Child A Trial in Our Native Town Karakter 4 Musik
