Konceptalbum med Kinks i ascendanten

# 0126 The Small Faces: Ogdens' Nut Gone Flake (1968)

The Small Faces var londonsk band dannet i 1965 af Steve Marriot og Ronnie Lane. De blev husorkester på barer i London, hvor de især spillede soul. 

Det førte naturligt til en pladekontrakt med high-energy mod-soul og hits som 'Whatcha Gonna Do About it', 'Sha-la-la-la-lee' og 'All or Nothing'. Men på trods af successen fik Small Faces ikke mange penge ud af det og de brød med deres pladeselskab Decca for at skifte til Immediate. Her udsendte de deres andet fine album, der ligesom deres første hed  ta-daa 'Small Faces'

Deres tredje album er dagens - et psykadelisk koncept-album hvor det største hit var den stærkt music-hall-inspirerede 'Lazy Sunday'. Samme år forlod Marriot bandet, der gik i opløsning. Og dog. Da de resterende medlemmer mødte Ron Wood og Rod Stewart og smed Small. Og dem hører vi til senere.

Odens' Nut Gone Flake
I en anden musikliste jeg hører ved siden af - uhh multitasking - har jeg stødt på Small Faces fine andet album, som jeg fandt som en charmerende blanding af glad hippie-soul og Rolling Stones. Dagens album er deres hovedværk er de fleste enige om. Small Faces var her Steve Marriott (vo, gui), Ronnie Lane (vo, bas), Kenney Jones (trommer) og Ian McLagan (key).

Albummet er stærkt opdelt; side et er en broget skare af sange. Mens side to er et konceptalbum (ikke en rockopera), et moderne eventyr om Happiness Stan med fortællerstemme af skuespiller Stanley Unwin med moderne London-slang und alles.

Jeg har virkelig hørt dette album mange gange. Simpelthen for at finde ud af hvordan jeg har det med det. Side er klart det bedste. 'Afterglow of your Love' er virkelig fint engelsk soul. 'Song of a Baker' er tung og riffbaseret og det kan jeg jo godt lide. Tilgengæld er juryen inde i mig stadig ude og diskutere om albummets største hit 'Lazy Sunday' med dens music-hall-reference og Kinks-agtighed ikke er en for irriterende og indadvendt lukket fest. Det tror jeg jeg synes.

Side to er fin og skæg og med fortællestemme. Men jeg føler mig igen hægtet af. Jeg er ikke englænder. Jeg synes ikke East End-traditionerne og de subtile klassemarkører er hverken interessante eller spændende. Og så bliver jeg igen lukket ude. Præcis som jeg har det med Kinks.


Hårde facts
Udgivet: 24. maj 1968
Producer: Steve Marriott og Ronnie Lane
Længde: 38:27
Antal numre: 12

Hovednumre:
Afterglow of your love
Song of a Baker
Rollin' Over


Karakter
6

Musik