Stram og tilbagelænet elegance

# 0009 Count Basie and his Orchestra: The Atomic Mr. Basie (1957)

William 'Count' Basie (1904-1984) var en en amerikansk pianist, bandleder og komponist. I 1936 fik han sit eget orkester som han beholdt med få pauser i næsten 50 år. I sit band havde han bl.a. Lester Young og Thad Jones.

Count Basie mødte i begyndelsen af 1950'erne komponisten og arrangøren Nel Hefti, som er den mand der står bag stort set samtlige skæringer på dette fremragende album, der også af mange jazz-hoveder betegnes som Basies bedste. Hefti var manden der senere skrev temaet til Batman. Sejt.

Som jeg fablede om under Duke Ellington føler jeg mig lidt som turist når jeg hører jazz. Jeg kan ofte helt vildt godt lide det. Jeg føler mig autentisk og tænker på de aftner jeg har siddet på Galatheakroen og knipset i en starka. Men jeg er stadig turist og mangler ligesom noget sprog og en mere udbygget værktøjskasse.

Nå, men jeg kan helt vildt godt lide dette album. Det er studieproduktion og sikkert derfor mere stramt end Ellingtons album - selvom det kun er indspillet på to dage. Paradoksalt nok også mere aggressivt. Og det kan jeg fame godt lide. Ligesom jeg er vildt med det afdæmpede afslutsnummer 'Lil' Darlin'.
Den store instrumentale præstation er saxofonisten Eddie 'Lockjaw' Davis.

Hårde facts:
Indspillet oktober 1957
Længde: 39:30
Antal numre: 11

Hovednumre:
Kid From Red Bank
Flight of the Foo Birds
Teddy the Toad
Dubble-O
Lil' Darlin
Whirly-Bird

Karakter
8

Musik:

Teenage-drømme der er større end en cadillac

# 0008 The Crickets: The 'Chirpin' Crickets (1957)

Charles Hardin Holley (1936-59) blev til Buddy Holly og er blevet kaldt den mest indflydelsesrige kreative figur i den tidlige rock n roll. Og bortset fra at jeg kan nævne en lille håndfuld figurer der også havde noget at skulle have sagt (Chuck Berry fx) kan Hollys betydning vel ikke overvurderes. Han skrev fx That'll be the day, Everyday, Peggy Sue og Not Fade Away, der alle er blandt mine rock-n-roll-favoritter. Og Holly blev altså kun 22 år (sic) inden han døde i et flystyrt.
Hans backing band som på dette album ikke er backingband -  men hovednavnet og det er på trods af at det var pga nogle kontrakthalløj også et markant brud i forhold til Hollys samtidige - består af Jerry Allison (tr), Joe Mauldin (bs) og Niki Sulivan (g).

Jeg er både reelt og i princippet ret vild med Buddy Holly. Når han er bedst er hans sange om teenagelivets drømme og genvordigheder afsindigt charmerende. Og på dette album der er under 30 minutter om at komme igennem 12 teenage-perler er han bedst rigtig mange gange. Jeg mener, når man synger at ens kærlighed er større end en cadillac - så kommer man ikke nærmere en maggiterning af amerikansk teenage-drøm i 1950'erne. Fantastisk.

Jeg er pjattet med Hollys hoppende knæk på stemmen og i de hurtige rock 'n'-roll-klassikere som 'That'll be the day', 'Not Fade Away', 'Oh Boy' og 'Rock Me My Baby' er han bedst.

Jeg har et klart mere anstrengt forhold til vokal-backing-trioen The Picks, der lyder som Elvis' Jordanaires, som jeg heller aldrig har kunnet forstå endsige lide. Og derfor er de mere croonende numre på albummet så klart de svageste. Selvom jeg godt kan forestille mig at drømme mig væk til 'Last Night'

Hårde facts:
Udgivet: november 1957
Længde: 28:27
Antal numre: 12

Hovednumre:
Oh Boy
That'll Be the Day
Not Fade Away
Rock Me My Baby

Karakter:
7

Musik

Solskins-swing

# 0007 Frank Sinatra: Songs for Swingin' Lovers (1956)

Andet og sidste album i bogen fra Sinatra.

I forhold til bogens åbningsalbum er 'Songs for Swingin' Lovers' mere i tråd med hvad jeg forbinder med Sinatra: bigband-swing, elegance og charme.

Sinatras timing er fantastisk og albummet er som taget ud af Hollywoods gyldne æra med uskyld, charme og solbeskinnet elegance.

Albummet ligner i store dele et greatest hit-album med kendte arrangementer af Nelson Riddle. Og jeg er generelt en sucker for Cole Porter og kombinationen af Porters elegante lummerhed og Sinatras timing er så fint så fint.

I øvrigt er det lidt uhyggeligt når man selv er i slutningen af 30'erne at albummet er optaget en måned efter Sintra rundede de 40. Jeg har ikke meget tid tilbage, hvis jeg vil være en stor crooner.

Hårde facts:
Udgivet: Marts 1956
Længde: 45:00
Antal numre: 15

Hovednumre:
You Make Me Feel So Young
I've Got You Under My Skin
Anything Goes
How About You
Makin' Whoopie

Karakter:
8

Musik

På turist i det kanoniserede bigband-land

# 0006 Duke Ellington: Ellington at Newport (1956)

Edward Kennedy 'Duke' Ellington (1899-1974) var en amerikansk pianist, komponist og frem for alt en af de allerstørste bigband-ledere. Han begyndte sin karriere allerede i 1920'erne. Men fik mejslet sin navn fast i blev jazzens mastodonter i 1940'erne.

Dette album er egentlig ret vanskeligt at forholde sig til. For selve det originale album er på syv numre og er ca. 45 minutter langt. Men optagelserne stammede ikke fuldt ud fra koncerten i Newport 7. juli 1956. Og den originale plade er et patchwork af dåsebifald og optagelser fra koncerten og fra et studie.

Jeg forholder mig til det originale album selvom hele koncerten blev udsendt i 1999 og den har jeg også hørt. Og viser et stort og vanvittigt godt bigband-orkester og med numre som Take the A-Train, I got it Bad and that Ain't Good for os der ikke er født med et knips på to og fire..
Saxofonisten Paul Gonsalves solo over 27 rundgange i 'Crescendo in Blue' er en af jazzens mest berømte har jeg læst mig til med tilråb fra publikum og orkester. Og jeg er egentlig ret pjattet med trompetisten Cat Andersons næsten hysterisk høje soli - selvom både min hustru og datter synes det lyder irriterende.

Og når jeg hører albummet føler jeg mig hensat til Galatheakroen med en fadøl klokken hyggeligt i alt for sent. Men jeg må også indrømme at jeg også føler mig lidt som turist.

Hårde facts:
Indspillet 7. juli 1956
Længde: 43:53 (2:09:57)
Antal numre: 7 (40)

Hovednumre:
Festival junction
Jeep's Blues
Diminuendo and Crescendo in Blue

Karakter:
5

Musik:

Søndag formiddags-boogie med vægt i bassen

# 0005 Fats Domino: This is Fats Domino (1956)

Antoine Dominique 'Fats' Domino (1928) er pianist, sanger og sangskriver og født og opvokset i New Orleans af kreolere. Domino var en af rockens pionere og skrev og udsendte en række singler i slutningen af 1940'erne og begyndelsen af 1950'erne - bl.a. 'Ain't that a Shame'. Hans sange er blueset boogie-woogie naturligvis meget klaverbasseret.

Første nummer på albummet og Fats Dominos helt klart største hit er 'Blueberry Hill' og jeg har altid haft et lidt anstrengt forhold til det nummer - på trods af at det er min kære faders favorit-rock'n'-roll-nummer. Jeg tror jeg synes det er for bøvet og gumpetungt. Og det var med det udgangspunkt jeg har hørt 'This is Fats Domino' - at det er lidt vel pænt og i den tunge ende - uden Little Richards vildskab eller Elvis' sex.

Og den karakteristik er både helt rigtig og åh så skrupforkert. For albummet er her 55 år efter ganske rigtigt hverken vildt eller sexet - men på en halvdoven søndag formiddag er Dominos bluesede og tunge og tilbagelænede boogiewoogie både humørfyldt og skide godt.

Beatet er virkelig tungt og musikken ligger så meget tilbage på det at det er lige ved at rende tilbage - men det gør det ikke. Og det traditionelle R'N'B-opsætning med trommer, klaver, bas, guitar og sax gør musikken mere jazzet og blueset end egentlig rock'n'roll-et. Og på en søndag er det helt som det skal være. Selvom det ofte kan være en smule svært at høre forskel på de enkelte numre.

Hårde facts
Udgivet: December 1956
Længde: 29:01
Antal numre: 12

Hovednumre:
Blueberry Hill
Honey Chile
Blue Monday
Trust in Me

Karakter:
6

Musik:

Spradebasse-swing

# 0004 Louis Prima: The Wildest (1956)

Louis Prima (1910-78) var en amerikansk sanger, skuespiller og trompetist. Han lagde bl.a. stemme til King Louis sang i Disneys 'Junglebogen' og han blev lidt nedsættende betragtet som en italianiseret Louis Armstrong. Han og hans orkester fik pæn succes allerede fra 1930'erne og skrev adskillige swing-hits.

The Wildest vil stort set kun én ting - og det er at skabe glæde og højt humør. Og det gør albummet til fulde. Det er charmerende, fjollet og så går det sindssygt stærkt, når der boppes,jump-jives og svingpjattes.

Coveret afslører i den grad hvilken stemning pladen giver. Prima er en fin sanger og han får god hjælp af saxofonisten Sax Butera, orkesteret The Witnesses og Primas hustru Keely Smith som sanger.

Det er ikke et album man sætter på hvis man føler sig lidt onsdags-nede - for så bliver uptempoglæden, humøret og humoren for anmassende . Men når det bliver lørdag og strutskørtet matcher, ja, så lykkes The Wildests mission fuldt ud.

Hårde facts:
Udgivet: november 1956
Længde: 32:00 minutter
Antal numre: 10

Hovednumre:
Just a Gigolo / Ain't got nobody
The Lip
Jump, Jive an Wail
Buona Serra 

Karakter
7

Musik:

Melankoli og dårligdomme i smukke harmonier

# 0003 The Louvin Brothers: Tragic Songs of Life (1956)

The Louvin Brothers bestod af brødrene Ira Lonnie (1924-65) og Charlie Elzer Loudermilk (1927-2011) og blev indbegrebet af tætte countryharmonier. Brødrene var baptister og begyndte deres karriere i 1940'erne og stoppede i midten af 60'erne. 
På trods (eller på grund) af deres forankring i deres religion levede de et liv, der er Keith Richards værdigt med druk, kvinder, narkotika og vold. Ira blev fx skudt af sin tredje kone men overlevede til at blive gift en gang til inden han omkom i et trafikuheld.
Udover Tragic Songs of Life er deres 'Satan Is Real' fra 1959 et lyt værd.

Når jeg  hører 'Tragic Songs of Life' slår det mig, hvor fantastisk det er, at noget, der er så pænt og melankolsk og fint  - kan være så beskidt og fyldt med mord, druk og andre syndigheder. 
Sangene er som titlen mildt antyder i den ulykkelige evne. Og er en blanding af traditionals og en håndfuld af brødrenes egne sange.
Instrumenterne er guitar, bas, lilletromme og mandolin og så brødrenes skarpe og tætte vokalharmonier. Det er traditionel country og jeg bliver mere og mere en sucker for det. 
Musikkens uskyld får mig hensat til noget Giro 413-agtigt. Men det er bare meget mere sprødt, skarpt og godt.
Det er ikke Hank Williams, men mindre kan også gøre det.

Hårde facts:
Udgivet: 1956
Producer: Ken Nelson
Længde: 35:55
Antal numre: 12


Hovednumre:
Kentucky
Let her go, God Bless Her
In the Pines
Knoxville Girl

Karakter:
6

Musik:

Rock'n'roll i sex-dur

# 0002 Elvis Presley: Elvis Presley (1956)

Elvis Presley (1935-1977) amerikansk sanger og skuespiller og han behøver heller ingen præsentation. Alligevel skal der dog et par ord om et af de allerstørste navne indenfor rock n roll. Hvis ikke det største.

Han arbejdede som lastbilchauffør da han i juli indspillede to sange i Sun Studiet i Memphis til sin mor - sådan siger legenden i hvert fald.
Året efter vendte han tilbage og i en pause mellem de let klistrede og stærkt sentimentale croone-sange jammede han 'That's all right Mama' sammen med guitaristen Scotty Moore og bassisten Bill Black. 


Sam Phillips hørte det - og hørte en ny lyd. Mere rocket og frem for alt var Presley hvid men han og lyden lød sort.

Og i 1956 debuterede Presley med en ny approach. Sex, vildskab og rock n roll. Og verden har vel aldrig været den samme siden.

Elvis' debut-album optaget på fire dage i januar 1955 og alene coveret er blevet et ikon som både Clash og k.d. lang har sendt venlige tanker til.
Det originale album består af 12 numre og svinger mellem rå rock n roll og flødet og radiovenligt crooneri.
Elvis er en stor crooner. Men han er en fænomenal rock n roll-sanger, hvor selv en 38-årig dansk mand kan mærke beskidt sex 56 år efter det blev indspillet.

Albummet er humørfyldt, beskidt, charmerende nok og tæt på at falde fra hinanden. Men det gør det ikke. Det er befriende og nogle gange fedt. Og det er hyggeligt på sådan en RTL-oldies but goodies-måde at høre flødenumrene som I love you because - selve genren er ikke helt kompatibel med mig. Trods alt. Jeg hører mest albummets betydning end jeg hører selve albummet.

Hårde facts:
Indspillet: juli 1954 - januar 1956
Udgivet: 23. marts 1956
Producer: Sam Phillips
Længde: 28:03
Antal numre: 12


Hovednumre:
Blue Suede Shoes
I Got A Woman
One-Sided Love Affair

Rolling Stone:
Albummet er nr. 56 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter:
7


Musik:

Når stemningen er mørkere end indigo

#0001 Frank Sinatra: In the Wee Small Hours (1955)

Frank Sinatra (1915-1988) amerikansk sanger og skuespiller.Og han behøver vist ingen anden præsentation. 

Men skulle jeg alligevel gøre det, ville jeg sige at han begyndte sin lange karriere i 1939 og var sanger i Harry James' og Tommy Dorseys orkestre. I 1946 indspillede han sit første album og efter en lidt død periode omkring 1950 blev han for alvor verdensberømt da han vandt en oscar for 'Herfra til evigheden'.


Sinatra er med rette elsket for sine fantastisk timede crooning og for sine tilbageholdte fraseringer og et væld af kanoniserede udgaver af den store amerikanske sangbog. Foruden sange som 'Strangers in the night', 'My way' med meget mere.

Niende album fra Frank Sinatra og det tredje fra hans Capitol-periode. Det er stille, indadvendt og som titlen antyder er det voldsomt melankolsk. Der er ikke det store I did it myyyyyy waaaaayyyyy-orkester-udtræk over albummet. Selvom der er strygere er det mere neddæmbet, mooddy og næsten helt billieholidaysk. Og det klæder ham helt vildt. Han er en fantastisk sanger med en flødeblød approach og en uforlignelig timing.

Flere eksperter påpeger at det er på dette album af Sinatra peaker som jazz-vokalist. Og det er svært at være helt uenig. Han er virkelig god.

Albummet er stort set uden de store hits som amatør-Sinatra-dyrkere som jeg selv kender. Og det er rart at høre et album uden at få de gennemtyggede numre med. Men samtidig er det også lidt hitsene jeg savner, selvom hele albummet er fint og helstøbt og som sagt har en lækker blå stemning. Det er så lækker-melankolsk og blødt det hele at det hurtigt bliver til en dyne af laberness.
Åh ja, bare op med mig i den nærmeste lygtepæl - men jeg synes den især til sidst kommer til at mangle lidt karakter.

Hårde facts:
Indspillet: april 1955
Udgivet: April 1955
Producer: Voyle Gilmore
Længde: 48:41
Antal numre: 16

Hovednumre:

Mood Indigo

I Get Along With You Very Well

Can't We Be Friends

Karakter:

6

Musik:

Jeg er en nørd. Punktum. 

Inden i mig er der en konstant kamp om hvad jeg elsker mest - musik eller lister. Og da jeg fik fingrene i '1001 album du skal høre før du dør', så jeg den som en inspirationskilde, javist. Men jeg betragtede den mere mere som en udfordring. Jeg kunne konstant høre bogen tale til mig: Nå, kan du ikke magte at høre sølle 1001 album? Interesserer du dig ikke for musik måske?' 
På den måde er bogen blevet både den dyreste og den mest tyndslidte i min samling.

Denne blog vil derfor kort gennemgå de 1001 album. Jeg vil give hvert album et indlæg. Jeg vil skrive om hvad jeg synes om dem, linke til en sang og give det en karakter mellem 1 og 10. Og jeg er et fedtet menneske.
Jeg vil sikkert også gennemgå andre lister.

Hvis du er uenig og synes jeg er en forudindtaget og uvidende spade, har du sikkert ret og du må meget gerne kommentere.  Jeg er såmænd så flink også.

Mit udgangspunkt er at jeg godt kan lide god gammeldags guitarbaseret sangskrivning. So sue me. Jeg kan godt lide Neil Young, Bob Dylan og all that jazz. Men jeg havde i min pure ungdom en faible for først heavy og senere symfonisk rock. Og jeg betragter i grunden 80'er-musik som en vederstyggelighed og synes at gangstarappere og hårmetaldrenge er latterlige på samme måde og niveau. 

God vind
Jakob