torsdag den 25. oktober 2012

Jeg er en nørd. Punktum. 

Inden i mig er der en konstant kamp om hvad jeg elsker mest - musik eller lister. Og da jeg fik fingrene i '1001 album du skal høre før du dør', så jeg den som en inspirationskilde, javist. Men jeg betragtede den mere mere som en udfordring. Jeg kunne konstant høre bogen tale til mig: Nå, kan du ikke magte at høre sølle 1001 album? Interesserer du dig ikke for musik måske?' 
På den måde er bogen blevet både den dyreste og den mest tyndslidte i min samling.

Denne blog vil derfor kort gennemgå de 1001 album. Jeg vil give hvert album et indlæg. Jeg vil skrive om hvad jeg synes om dem, linke til en sang og give det en karakter mellem 1 og 10. Og jeg er et fedtet menneske.
Jeg vil sikkert også gennemgå andre lister.

Hvis du er uenig og synes jeg er en forudindtaget og uvidende spade, har du sikkert ret og du må meget gerne kommentere.  Jeg er såmænd så flink også.

Mit udgangspunkt er at jeg godt kan lide god gammeldags guitarbaseret sangskrivning. So sue me. Jeg kan godt lide Neil Young, Bob Dylan og all that jazz. Men jeg havde i min pure ungdom en faible for først heavy og senere symfonisk rock. Og jeg betragter i grunden 80'er-musik som en vederstyggelighed og synes at gangstarappere og hårmetaldrenge er latterlige på samme måde og niveau. 

God vind
Jakob

Ingen kommentarer:

Send en kommentar