Der var løbet afsindige mængder af vand gennem floden siden mesterværket 'Kind of Blue'. En hurtig gennemtælling på allmusic siger at dagens album er nummer 20 siden seneste album i 1001. Og jeg mangler som tidligere nævnt sprog og viden for jazz - selvom jeg ligesom så mange andre folk med passionen for guitar er temmelig vild med Miles Davis. Men Davis havde både perfektioneret den improviserede bop-stil der var i 'Kind of Blue'. Han havde spillet ren kompositionsmusik i den ganske fremragende 'Sketches of Spain' og han havde skabt sin anden klassekvintet med Herbie Hancock (pi), Wayne Shorter (sax), Ron Carter (bas) og Tony Williams (tro). Og med den gruppe begyndte han at få smag for det elektriske i slutningen af 60'erne. Og i 1969 kom dagens album, der ifølge nogle Davis-forskere er hans første fusionsplade.
In a Silent Way Som sagt - jeg aner ikke meget om jazz, men når jeg ser mandskabet på In A Silent Way ligner det et overflødighedshorn af de musikere der tegnede 1970'ernes fusionsjazz. Chick Corea (pi), Herbie Hancock (key), Joe Zawinul (org), Wayne Shorter (sax), John McLaughlin (gui), Dave Holland (bas) og Tony Williams (tro) foruden Davis selv, s'følig. Albummet består af to numre - hver på over 18 minutter og når man ser at både Shorter og Zawinul er med er det ikke så underligt at det peger med fuldfede pile frem mod Weather Repport. Og stilen er den samme. Lækkert - i grunden lidt pastellet (i ordets bedste forstand), fine lydflader og frem for alt elektrisk med tre fremragende pianister, en super guitarist og måske den mest radikalt søgende jazzmusiker i Davis. Det er sgu meget fedt. Og det må også have chokeret i jazzkredse i slutningen af 1960'erne. (Dog ikke i nærheden af de jordskælv Dylan kom med). Her etparogfyrre år efter får det mig til at tænke på om Weather Repport ville have eksisteret uden In A Silent Way. Jeg synes det er fedt. Det tænder mig ikke sindssygt meget, dertil kommer jeg for meget til at føle mig hensat til rytmekons' forårskoncerter. Det er ikke pladens skyld, bevares, men mit hjerteblod er bare ikke fyldt nok af blå jazzlegemer til at helt at forstå og værdsætte det. Det kommer sikkert. Hårde facts Indspillet 18. februar 1969 Udgivet: 30. juli 1969 Producer: Ted Macero Længde: 38:10 Antal numre: 2 Hovednumre: Shh/Peacefull In A Silent Way / It's About Time Karakter 6 Musik
Efter The Who Sell Out fra 1967 tog bandet på en rædsom turne i Australien. Og kort tid efter lagde Townshend stofferne på hylden og begyndte at interessere sig for østens mystik. Samtidig var bandet igang med at færdiggøre deres hidtil mest ambitiøse værk. Dobbeltalbummet og rockoperaen Tommy, der er dagens album.
Tommy Som jeg fandt ud af da jeg gennemhørte The Pretty Things er Tommy ikke verdens første rockopera, Og det er heller ikke den sidste. Jeg elskede genren i mine teenageår. Her, mange mange år efter, er min kærlighed falmet. For det første fordi jeg i grunden ikke rigtig lytter efter tekster - med mindre de er afsindigt fantastiske, for det andet fordi jeg i grunden mangler et eksempel på at rockmusikere og sangskrivere er lige så gode til at skrue en historie sammen over 70 minutter som de er til at kreere et hook og en stemning. Og for det tredje - problemet bliver næsten kondenseret i navnet - det er oppustet og drivende af selvfedme. Dermed ikke sagt at der ikke kan være dele af en rockopera der nærmer sig det fantastiske. Tommy handler vist om drengen Tommy hvis far er kaptajn under første verdenskrig og bliver dræbt. Tror de. Moderen finder en ny mand, faderen kommer tilbage og myrder elsker foran Tommy. Tommy bliver derved både døv, stum og blind. Lidelsen er dog kun psykosomatisk og da han som voksen får sine evner tilbage og bliver en guru. Det er jo ikke Thomas Mann, det her. Og musikken der hænger sammen er heller ikke med til at forhindre det oppustede. Tilgengæld er Townshend altså en skide god sangskriver. Det oppustede og volumniøse får dejligt modspil af hans guitar, mange af hans sange, hans stemme (snarere end Daltreys) og hvor godt bandet spiller sammen.Og sange som Christmas, Pinball Wizard, Acid Queen er fede - men det havde de også været hvis ikke de var blevet pakket ind i en historie som jeg helt ærlig har glemt og er ligeglad med - selvom det er mindre end fem minutter siden jeg skrev om den. Hårde facts Indspillet: September 68 - marts 69 Udgivet: 23. maj 1969 Producer: Kit Lambert Længde: 75: 12 Antal numre: 24 Hovednumre Pinball Wizard Christmas Acid Queen Ouvertoure/ It's A Boy Rolling Stones Albummet er nr. 97 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 6 Musik
# 0144: The Beatles: Abbey Road (1969) The Beatles var allerede på vej til den uundgåelige opløsning med The White Album. De lagde musik og personaer til tegnefilmen 'Yellow Submarine'. Og de gik i gang med projektet 'Let it be', der ifølge McCartney skulle være et album med helt nyt materiale, som de så skulle øve og indspille live foran et publikum. Projektet var ikke lykkeligt. Lennon syntes, det var helvede på jord og Harrison udvandrede i protest mod McCartneys/Lennons magtkampe og fik endda Billy Preston med som katalysator. Efter optagelserne til 'Let it be' der udkom efter dagens album var George Martin temmelig overrasket over at McCartney bad ham producere endnu et album. Og ved mixningen af I Want You var det sidste gang de fire Beatler var sammen som band. På det tidspunkt havde John Lennon udsendt 'Give Peace a Chance' der blev den første solo-singlen fra bandet. Lennon havde meddelt at han ville forlade bandet men lod være med at være offentlig omkring det. I maj 1970 udkom bandet sidste album 'Let it be' og samme år udgave både Harrison, Lennon og McCartney soloalbum og en voldsomt irritation (to say the least) mellem de to sidstnævnte kom i den grad frem. Men det vender vi tilbage til.
Abbey Road 1969 er et godt år. Foreløbig tre 10'ere og nu kommer søreme den fjerde. Og bliver jeg trykket på maven, tror jeg at jeg vil udnævne Abbey Road som et konsistent bud på mit absolutte yndlingsalbum. Det er her både Harrison peaker i Beatles-sammenhæng 'Something' og 'Here Comes The Sun' er begge pletfri mesterværker. Men for mig er Abbey Road, der hvor McCartney topper. For det er vel ham, der med den fantastiske side to fuldende albumformatet og skaber en hel ny genre. Samtidig med det er at Lennon stadig er svingende og rå i både Come Together og I Want You. McCartneys grannysongs i Maxwell Silver Hammer er faktisk fin - og han er sjældent rå i Oh Darling. God fornøjelse med at synge med på den. Ja selv, Ringos semifjollede børnesang er charmerende. Se, jeg er næsten forblændet af albummet. Men det er side to, der gør et fremragende album til mit yndlingsalbum. Fra de smukke og syrede vokalharmonier i Because og Sun King over det rå i Polytheme Pam gennem det smukke i vuggesvisen Golden Slumbers til det store credo i Carry That Weight til The End. Jeg elsker simpelthen afslutningen hvor de tre guitarister spiller en chase på to takter hver med McCartneys melodiske spil, Harrisons lyriske og Lennons aggressive akkorder. Det er himmelråbende fedt. Og det hele afsluttes med en linje som man godt kunne ønske sig som den sidste på sit sidste album. And in the end. The love you take is equal to the love you make. Hårde facts Indspillet: Februar-august 1969 Udgivet: 26. september 1969 Producer: George Martin Længde: 47:23 Antal numre: 17 Hovednumre: Come together Something Oh Darling I Want You Here Comes The Sun Because Golden Slumbers The End Karakter 10 Rolling Stones Rolling Stones har albummet som nr. 14 på sin liste over verdens bedste album Musik
# 0143: Creedence Clearwater Revival: Green River (1969)
Bayou Country, Creedences andet album, blev en stor succes - den måede en syvendepalds på den amerikanske hitliste og solgte 2 gange platin; og især 'Proud Mary' blev et hit. Den nåede andenpladsen på Billboard kun overgået af 'Dizzy' med Tommy Roe. John Fogerty må have været i noget nær en raptus i 1968-70, for blot syv måneder efter 'Bayou County' blev udsendt udkom dagens album CCRs tredje.
Green River Med kun syv måneder imellem Bayou Country og Green River er det ikke de store forskelle der er på de to album. Det er stadig sumpet, velspillet, svingende americana-blues med Fogertys uforlignelige talent for hooks og hans fuldkommen fantastiske stemme og uforståelige diktion. Når jeg hører CCR har jeg det på samme måde som når jeg hører AC/DC og til dels også det tidlige ZZ Top. Det er så nemt afkodeligt og enkelt - så hvorfor er der så stor forskel på dem og de 1000vis af kopister og efterfølgere. Jeg mener, når det er så nemt, en sejt groove, en fedt riff, og en enkel (ofte skæg og småsjofel) tekst. Hvorfor er der så lysår mellem dem og de næstbedste? Jeg ved det ikke. I CCRs tilfælde er det meget Fogertys stemme og diktion der gør det, tror jeg. Men det ikoniske kan også blive for meget. Hvor jeg ikke kunne holde Proud Mary ud på Bayou Country er det Bad Moon Rising der er blevet smadret af alverdens SussiogLeoer. Så bliver jeg gladere for det seje titelnummer eller Tombstone Shadow og den fine singersongwriter ting 'Wrote a Song For Everyone', der er titelnummer på Fogertys seneste soloalbum. Det er godt, sejt, southern, groovy og soundtracket til alle verdens barbands. Hårde facts Indspillet: Marts-juni 1969 Udgivet: 5. august 1969 Producer: John Fogerty Længde: 28:47 Antal numre: 9 Hovednumre: Green River Wrote A Song For Everyone Tombstone Shadow Lodi Karakter 7 Musik
Johnny Cash havde en forkærlighed for fængsler. Og da hans ret fantastiske 'At Folsom Prison' blev en tredobbelt platin-sælgende succes, lå det lige for at indspille endnu et album i et fængsel. Det blev dagens album. Og de to fængselsalbum fra 1968 og '69 er ofte klasket sammen til et i nyere cd-udgaver. Det forklarer sikkert en del hvorfor jeg har svært ved at kende forskel på dem.
At San Quentin Som sagt har jeg svært ved helt at høre forskel på denne og Folsom Prison-albummet. Og selve albummet fra 1969 er en temmelig hårdt redigeret udgave af hele koncerten, hvor bl.a. Carl Perkins åbner og hvor The Carter Family og The Statler Brothers bakker op. Alligevel synes jeg - måske fordi jeg har gennemhørt det lidt mere intenst her de sidste dage - at 'At San Quentin' er en smule bedre end 'Folsom Prison'. Og det hænger endog meget præcist sammen med titelnummeret, der indkapsler frustration, had, håb og vrede for det afsindigt medlevende publikum. Så meget at Cash må give det to gange i streg - og det er med på originalalbummet. Det kan man sgudda kun elske. Andre højdepunkter er Shel Silverstein-nummeret 'A Boy Named Sue', Bob Dylans 'Wanted Man' og 'I Walk the Line'. Jeg kan sagtens høre hvor dejlig og charmerende June Carter er - jeg har dog vanskeligere ved at knuselske hendes vokal. Men Cash er bare rå. Og god. Hårde facts Indspillet: 2. februar 1969 Udgivet: 4. juni 1969 Producer: Bob Johnston Længde: 36:42 Hovednumre San Quentin A Boy Named Sue Wanted Man I Walk The Line Karakter 8 Musik
# 0141 The Flying Burrito Brothers: The Gilded Palace of Sin (1969)
The Flying Burrito Brothers var et amerikansk band, der var med til definere genren country-rock. Bandet blev dannet af de to tidligere Byrds-medlemmer Gram Parsons og Chris Hillman. Parsons havde tidligere spillet i International Submarine Band hvorfra bassist Chris Ethridge kom. Kvartetten blev fuldendt med pedal-steel-guitaristen Sneaky Pete Kleinow. Bandet udsendte dagens album, der var deres debut i 1969 og den fik fine anmeldelser - men solgte ikke så vanvittig flot. Ethridge forlod gruppen i 1969 og uenigheder mellem Hillman og Parsons voksede efterfølgende. Og efter bandets andet album 'Burrito Deluxe' forlod også Parsons gruppen og året efter var det Hillmans tur. Bandet fik dog større popularitet i takt med Gram Parsons solosucces og de udsendte pletvise album op gennem 1970'erne og 80'erne.
The Guilded Palace of Sin For sådan en som mig, der udkom fem år efter denne plade - og i øvrigt først ret sent fik taget hul på det der country og har fået sin country-rock-opdragelse med Ryan Adams og Steve Earle lyder The Flying Burrito Brothers ikke specielt revolutionerende. Men det må den have været der i slut-60'ernes Nashville. Her i 2013 er det anderledes. Den er god. Åh, ja og for fanden. Men egentlig ganske tro mod den genre, de altså var med til at definere. Og det siger en del om hvor god og sikker en sangskriver og frontfigur Gram Parsons var. Eneste forskel er måske 10 gram ekstra country og en hel del flere rhinsten. Pladen solgte som sagt ikke specielt godt - men dens indflydelse har været stor. Navne som Earle, Lucinda Williams, Wilco, Whiskeytown og Elvis Costello skylder albummet meget. Og det kan jeg sagtens forstå. 11 numre hvor de to er covernumre af soulbaskere - bl.a. en fin udgave af 'Do Right Woman'. Men også numre som Christine's Tune, 'Hot Burrito # 1 og Wheels, som jeg især kender med Emmylou Harris er fede. Parsons ønske om at blande countryens inderlighed med rockstjerneattitude - han var vel på dette tidspunkt begyndt at blive bedste pals med Keith Richards lykkes til fulde. Og selvom jeg nok mere er begejstret for ham solo og for Hillmans senere samarbejde med Stephen Stills er dette album et jeg ret ofte vender tilbage til og overraskes over hvor godt det i grunden er. Selvom jeg endnu ikke er nået til det sted i skelsår hvor jeg ikke synes rhinsten er sindssygt corny. Hvor kan jeg bare godt lide country og rock og country-rock. Hårde facts Udsendt: februar 1969 Producer: Henry Lewy, Larry Marks Længde: 37.24 Antal numre: 11 Hovednumre Christine's Tune Sin City Do Right Woman Hot Burrito # 1 Wheels Karakter 8 Musik
# 0140 Blood, Sweat & Tears: Blood, Sweat & Tears (1968) Blood, Sweat & Tears er et amerikansk band med et væld af forskellige besætninger (en hurtig wiki-optælling fortæller, at der har været over 150 forskellige medlemmer af bandet (sic)), der spillede en fusion af mindst lige så mange genrer og stilarter. De blev dannet i New York i 1967 af Al Kooper og folk der havde været tilknytte Buffalo Springfield og Frank Zappa. Bandets blanding af jazz, rock, blues, soul og klassisk musik blev hurtigt en spillestedssucces i New York og BS&T fik deres pladekontrakt. I 1968 udkom debutalbummet, 'Child Is Father to the Man', der blev en moderat succes. På det tidspunkt var Al Kooper ude af bandet, men han nåede dog at arrangere numre til det efterfølgende album. Også bandets blæsersektion med bl.a. Randy Brecker havde forladt BS&T. I stedet fik de sanger David Clay-Thomas med og et noget mere poppet udtryk på deres album, der er dagens. Den solgte fire gange platin og blev bandets klart mest berømte. Siden har bandet udsendt ni studiealbum indtil 1980.
Blood, Sweat & Tears BS&T bestod på dette tidspunkt af David Clayton-Thomas (vo), Lew Soloff (trump), Bobby Colomby (tr), Jim Fielder (bas), Dick Halligan (pi), Steve Katz (gui), Fred Lipzius (sax), Chuck Winfield (trump) og Jerry Hyman (tromb). Ni mand høj og et genre-sammensurium af blues, soul, rock, jazz og fusionsjazz. Og for lige at toppe det: albummet åbner og slutter med en variation over Erik Satie. Se det lyder jo pænt prætentiøst og rodet. Og det var måske også årsagen til at jeg havde puttet den i min arkivkasse da min cd'er skulle overgå til et andet møblement. Jeg må jo være idiuuut. For dette album er ikke prætentiøst eller rodet - selvom der både er Satie og God Bless the Child og et langt blandet bluesnummer med referencer til både Sunshine of Your Love og Spoonful. For ikke at forglemme bandets mest kendte nummer Spinning Wheel. Tværtimod - det er spækket med overskud og spilleglæde, humør, velspillethed og så er David Clayton-Thomas en sindssygt god sanger. Der er ingen svage numre. Ingen. Deres udgave af 'God Bless The Child' er groovy og fed. Hittene Spinning Wheel og You've Made Me So Very Happy svinger, Laurs Nyro-sangen And When I Die er muligvis det bedste hun har lavet. Og deres udgave af Traffics Smiling Phases er mindst lige så hvid-soulet som man kan forestille sig. Pladen er funky, skæg og emmer af overskud. Der er meget af den musik jeg holder mest af, som jeg først i grunden foragtede og gjorde nar af. Og dermed er min glæde indsmurt i brødebetyngethed og flovhed over min egen blind-, døv- og uformåenhed. Det gælder i høj grad også Blood, Sweat & Tears. Jeg er flov over at have sat den i min arkivkasse. Flov. Og glad. Hårde facts Indspillet: oktober 1968 Udgivet: 11. december 1968 Producer: James William Guercio Længde: 45:36 Antal numre: 9 Hovednumre: You've Made Me So Very Happy Spinning Wheel And When I Die God Bless the Child Karakter 10 Musik
