The Beatles var allerede på vej til den uundgåelige opløsning med The White Album. De lagde musik og personaer til tegnefilmen 'Yellow Submarine'. Og de gik i gang med projektet 'Let it be', der ifølge McCartney skulle være et album med helt nyt materiale, som de så skulle øve og indspille live foran et publikum. Projektet var ikke lykkeligt. Lennon syntes, det var helvede på jord og Harrison udvandrede i protest mod McCartneys/Lennons magtkampe og fik endda Billy Preston med som katalysator.
Efter optagelserne til 'Let it be' der udkom efter dagens album var George Martin temmelig overrasket over at McCartney bad ham producere endnu et album.
Og ved mixningen af I Want You var det sidste gang de fire Beatler var sammen som band.
På det tidspunkt havde John Lennon udsendt 'Give Peace a Chance' der blev den første solo-singlen fra bandet. Lennon havde meddelt at han ville forlade bandet men lod være med at være offentlig omkring det.
I maj 1970 udkom bandet sidste album 'Let it be' og samme år udgave både Harrison, Lennon og McCartney soloalbum og en voldsomt irritation (to say the least) mellem de to sidstnævnte kom i den grad frem. Men det vender vi tilbage til.
1969 er et godt år. Foreløbig tre 10'ere og nu kommer søreme den fjerde. Og bliver jeg trykket på maven, tror jeg at jeg vil udnævne Abbey Road som et konsistent bud på mit absolutte yndlingsalbum.
Det er her både Harrison peaker i Beatles-sammenhæng 'Something' og 'Here Comes The Sun' er begge pletfri mesterværker. Men for mig er Abbey Road, der hvor McCartney topper. For det er vel ham, der med den fantastiske side to fuldende albumformatet og skaber en hel ny genre.
Samtidig med det er at Lennon stadig er svingende og rå i både Come Together og I Want You. McCartneys grannysongs i Maxwell Silver Hammer er faktisk fin - og han er sjældent rå i Oh Darling. God fornøjelse med at synge med på den. Ja selv, Ringos semifjollede børnesang er charmerende. Se, jeg er næsten forblændet af albummet.
Men det er side to, der gør et fremragende album til mit yndlingsalbum. Fra de smukke og syrede vokalharmonier i Because og Sun King over det rå i Polytheme Pam gennem det smukke i vuggesvisen Golden Slumbers til det store credo i Carry That Weight til The End. Jeg elsker simpelthen afslutningen hvor de tre guitarister spiller en chase på to takter hver med McCartneys melodiske spil, Harrisons lyriske og Lennons aggressive akkorder. Det er himmelråbende fedt. Og det hele afsluttes med en linje som man godt kunne ønske sig som den sidste på sit sidste album.
And in the end. The love you take is equal to the love you make.
Hårde facts
Indspillet: Februar-august 1969
Udgivet: 26. september 1969
Producer: George Martin
Længde: 47:23
Antal numre: 17
Hovednumre:
Come together
Something
Oh Darling
I Want You
Here Comes The Sun
Because
Golden Slumbers
The End
Karakter
10
Rolling Stones
Rolling Stones har albummet som nr. 14 på sin liste over verdens bedste album
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar