Efter 'Goodbye and Hello' fra '67 havde Tim Buckley fået ørerne op for jazzede navne som Mingus, Monk og vokalisten Leon Thomas. Og da Buckleys ven, samarbejdspartner og tekstforfatter Larry Beckett blev indkaldt til hæren blev jazzinspirationene tydeligere på Buckelys tredje album, 'Happy Sad', der samtidig også blev det album der klarede sig bedst på hitlisterne.
Happy Sad Jeg er meget en følelsesmand når jeg lytter til musik. En laber stemning eller ren coolness eller vrede for den sags skyld kan sagtens gøre mig helt glad eller cool eller vred i låget og næsten - næsten - overbevise mig om et albums kvalitet frem for fx hvor gode sangene egentlig er og hvor meget jeg også kan kede mig når jeg forsøger at inkorporere den stemning musikken forsøger at plastre mig til med. Sådan har jeg det lidt med Tim Buckleys tredje album - og sådan ville jeg i endnu højere grad have haft det, hvis ikke der på side to var et over 12-minutter langt nummer der oser af overmåde fedhed, nemlig 'Gypsy Woman'. Det har det som resten af albummet mangler og som der var på 'Goodbye Hello' og som der så vidt jeg husker også er på Buckleys tredje album i 1001 album; nemlig mildt syret og udflippet hippie-folk-rock med Buckleys fremragende vokal blandet med hammond og congas. Der skal ikke så meget til for at jeg er glad. På resten af 'Happy Sad' er den jazzede og folkede inspiration temmelig tydelig - jeg kan rigtig godt lide vibrafoner - det kan jeg - men der er i hvert fald ikke sparret på det på albummet. Og det gør - tror jeg - at albummet bliver mere indadvendt, og nå ja, kedeligt, end det burde. Der er fine sange på. Udover Gypsy Woman er Buzzin Fly og Dream Letter til lille Jeff glimrende. Men der er også den over ti minutter lange 'Love from 109' der bare trækker tænder ud af kedsomhed. Men for at slutte på Britt Bendixen-maner: Han er stadig god, og han synger dejligt. Han måtte bare gerne være mere vild og flippet og uregerlig. Og det bliver han. Jeg ved det. Hårde facts: Udgivet: 10. juli 1969 Producer: Zal Yanovsky og Jerry Yester Længde: 44:43 Antal numre: 6 Hovednumre Gypsy Woman Buzzin Fly Dream Letter Sing a Song for You Karakter 6 Musik
Sly & the Family Stone var et amerikansk funk, soul og rockband i den psykadeliske ende af spektret der blev dannet i 1967 i San Francisco af multiinstrumentalisten Sly Stone (1943) der egentlig var leder af bandet Sly & the Stoners mens hans bror Freddie Stone (1947) var leder af Freddie & the Stone Souls og de to bands slog sig sammen i 1967 som Sly & the Family Stone der blev et band med syv medlemmer både hvide og sorte, mænd og kvinder og med Sly Stone i front. De debuterede i 1967 med 'A Whole New Thing' der fik bedre anmeldelser end salgstal. Derfor blev Sly Stone opfordret til at skrive et hit - det blev 'Dance to the Music' fra 1968. Samtidig var Sly Stone ved at udvikle sig til en producer med stærke fingeraftryk og med sin evige søgen efter at blande genrer, stil og smagsindtryk blev han et markant navn inden for den politiske og psykadeliske soul med tekster om at fred er godt og racisme er noget hø. I slutningen af 1968 kom deres første nummer-1-hit 'Everyday People'. Året efter kom deres store gennembruds-album, der er også er genstand for de kommende fablerier. Stand! er den første af to album fra Sly & the Family Stone
Stand! Sly & the Family Stone bestod her ved Stand! af Sly Stone (stort set alting), Freddie Stone (gui, vo), Larry Graham (bas, vo), Rose Stone (key, vo), Cynthia Robinson (tromp), Jerru Martini (sax), Greg Enrico (tro) og vokalgruppen Little Sisters. Og resultatet blev en helt vidunderlig blanding af politik, soul, vocodere, sex, funk og generel hippieness. Fra den stærk antiracistiske 'Don't call me nigger whitey', der kun indeholder linjerne 'Don't call me nigger whitey / Don't call me whitey, nigger' eller det næsten alt for overdrevent fede 'I Wanna Take You Higher'. Stemningen er som taget ud af 'Hair' bare med en hel del mere sex og tilbagelænet vocoder. Og det klæder i den grad albummet og stilen. Pophittet 'Everyday People' er fedt og charmerende og jeg er helt solgt over den vansinnig fede 'Sing a Simple Song'. Og er man bare en smule til vocoder og tilbagelænet funky og fuzzet og sexet wah-wah-soul er den - indrømmet ca. 7 minutter for lange Sex Machine også ganske laber. Det er fedt, Det svinger med sved og så er det i orden at der kan gå en smule tomgang i den hist og her. Så længe det groover, maaaan. Hårde facts Udgivet 3. maj 1969 Producer: Sly Stone Længde: 41:27 Antal numre: 8 Hovednumre Sing A Simple Song Everyday People I Wanna Take You Higher Sex Machine Karakter 8 Musik
The Temptations er en amerikansk vokalgruppe, der mere end nogen anden (næsten) var indbegrebet af Motown med lyd, vokalharmonier, R'n'B og veludført og cool koreografi. Gruppen - der har voldsomt skiftende besætninger - består altid af fem sangere og dansere og blev dannet i 1960 som The Elgins af Otis Williams (1941) (bariton), Al Bryant (1939-75) (tenor) Melvin Franklin (1942-95) (bas) Eddie Kendricks (1939-92) (kontratenor falset) og Paul Williams (1939-73) (bariton). De debuterede i 1961 på Miracle Records - men kort tid efter havde Barry Gordy snupset dem til Motown hvor de hurtigt kom til at arbejde sammen med Smokey Robinson. Men gruppen havde ikke fået den store succes, hvilket frustrede Bryant så meget at han blev erstattet af David Ruffin (1941-91) og dermed var The classic-five-udgaven af Temptations født. Og i 1964 fik bandet deres første nummer 1-hit - nemlig 'My Girl' der bør være en af alles yndlingssange og herefter fulgte en stribe klassiske Motown-hits. Men i kølvandet på bandets succes omkring 1967-68 fik David Ruffin gode gammeldags nykker. Som forsanger forlangte han bedre behandling og at gruppen skiftede navn til David Ruffin and The Temptations. Og så røg han ud af klappen og blev erstattet af Dennis Edwards (1943). Samtidig havde gruppen fået en ny producer af Norman Whitfield der havde lytter en del ti, Sly and the Family Stones mere psykadeliske soul. Og så blev dagens album til. Cloud Nine er den første af to The Temptations-album i 1001 album
Cloud Nine Der er en del album i '1001 album du skal høre før du dør' hvor man tænker at dette album kun er med pga. et fantastisk nummer - og resten er i den grad forglemmeligt. Det bliver så vidt jeg husker kun mere markant i 1980'erne og 90'erne (hej Deee-lite). Og det er i den grad tilfældet med The Temptations 'Cloud Nine'. Men ok, nummeret der også er titel- og åbningsnummeret er altså også helt utrolig vanvittig fedt. Det har den vidunderlige blanding af Motown dansable pop-flavour samtidig med at den også er sexet, funky og helt igennem über corny-cool som et soundtrack til en blaxploitationfilm. Og samtidig har den en stærk indigneret tekst meget a la gruppenes senere 'Papa was a rolling stone'. Cloud Nine er et kampfedt nummer, hvor man bare ville ønske at ens bevægelser var lige så cool i virkeligheden som de i grunden var tiltænkt i min fantasi. (Det er de ikke, bevægelserne altså). Jeg har kun godt at sige om titelnummeret. Og der stopper det også sådan ca. Resten af side 1 er en temmelig underlig og irriterende udgave af I hears it through the grapevine (som jeg måske bare skal vænne mig til) og så den næsten ti minutter lange 'Run Away Child, Running Wild' hvor stemningen er helt rigtig og slut-60'er-cool - i tre minutter. Og de resterende syv er bare småkedelige. Side to er en samling af i tæt på ret klassisk Motown-lyd men hvor sangenes kvalitet mest af alt minder om fyldnumre. Og når hitpotentialet ikke er der og den ikke er erstattet af en skarphed eller en sexet coolness så bliver det bare for omklamrende og for fimset. Men for katten i hatten hvor er Cloud Nine et fedt nummer. Hårde facts Udgivet: 17. februar 1969 Producer: Norman Whitfield Længde: 31:35 Antal numre: 10 Hovednumre Cloud Nine Run Away Child Running Wild I Gotta Find A Way Karakter 3 Musik
MC5 var et amerikansk garagerockband med stærke politiske og antiautoritære undertoner. De blev dannet i 1964 i Michigan. De blev et stort livenavn i Detroit og deres energiske og beskidte og punkede stil var årsagen til at Rolling Stone lavede en forsidehistorie om dem inden de havde udgivet noget. I 1969 udkom dagens livealbum, der blev en skandale mest af alt fordi forsanger Robbie Tyner introducerede titelsangen med ordene 'It's time to kick out the jams motherfucker'. Året efter udkom den glimrende 'Back in the USA' der ligesom dagens album bliver betragtet som en foregangsforhammer til den amerikanske punk. Bandets tredje og sidste album High Time udkom i 1971 men MC5 var ingen salgssucces så de blev droppet af deres pladeselskab og det medvirkede sammen med at bassist Michael Davis forlod bandet pga. en uimodståelig trang til heroin at de langsomt men sikkert gik i opløsning.
Kick Out The Jams Der er ting i denne verden man kan være sikker på; en af disse ting er at MC5's livedebut 'Kick Out The Jams' ikke er en plade for min kæreste. For hun deler ikke den glæde som jeg også kan have remme af over tidlig skramlet og beskidt garagerock, hvor det at der råbes tæller mere end hvor lækkert det i grunden er. For Kick Out The Jams er skramlet og beskidt. Det larmer og der er afsindig gang i den. Det kan jeg godt lide, men som jeg vist før har antydet er jeg ikke sindssygt begejstret for punk som sådan - og jeg synes at den vildskab og vrede der er i Kick Out The Jams bliver lidt for endimensionel for min smag. Men ok, titelnummeret er fedt og det samme er Come Together og den tonstunge Wild Thing-lydende 'I Want You Right Now'. Men ellers er det en plade hvis energiniveau overstiger niveauet for charme. Også en smule for mig. Hårde facts Indspillet 30-31 oktober 1968 Udgivet: Februar 1969 Producer: Jac Holzman og Bruce Botnick Længde: 39:52 Antal numre: 8 Hovednumre Kick out the jams Come together I want you right now Karakter 5 Musik
Blot ti måneder efter den ualmindeligt færdig debut udkom Led Zeppelins andet album 'II' i løbet af de ti måneder havde de været på fire turnere i USA og England. Albummet blev en større kommerciel succes end debuten og blev i endnu højere grad et ikon indenfor den tidlige tunge rock. I hvert fald for mig.
Led Zeppelin II Jeg tror det var min storebror der havde købt dette album antikvarisk en gang i midt-80'erne og jeg sad som præteenager og kiggede på coveret og følte mig underligt draget af det. Og da vi så satte pladen på og Jimmy Pages mildest talt berømte riff til Whole lotta love fyldte drengeværelset skete der det med mig som der sker med alle præteenagere der hører det første gang; jeg var helt og aldeles totalt solgt. Nummeret er stadig - på trods af dens dunst af drengeværelse og knallert - et af de bedste rocknumre jeg kender og jeg får altid en uimodståelig trang til at skrue op på 12 når jeg hører det. Og trangen til at skrue op til 13 eller måske endda 14 efter det kampliderlige stykke hvor Page spiller på bue og Plant stønner og skriger og det endelig forløses med guitarsoloen. Er det subtilt? Ikke specielt. Ville man synes det ville være plat i dag. Det tror jeg godt man kan antage. Er det stadig fedt? Jepperdepper. Resten af albummet er næsten i samme dur. Det er både liderligt, skramlet, råt og Jimmy Pages riff er hårde, tunge, skarpe og groovy og sætter standarden - for mig - hvordan et heavyriff skal lyde. Og Plant er også her en stilskaber inden for den skarpe og vrængende supertenorheavyrockstemme. Derudover er Bonham stadig tung tung tung og Paul Jones får det hele til at hænge sammen. Der er riffbårne sange som 'The Lemon Song' og Heartbreaker' og 'Bring it on home' der er syrede sager i 'What Is and What Should Never Be', der er folkede ting i Ramble on - hvor Bonham virkelig er god, der er ballader i 'Thank You' og jeg har altid haft en svaghed for 'Living Lovin' Maid' der er straight rock med et ualmindeligt effent riff. Jeg er ikke til trommesoli - og hvem er det i grunden? Og derfor er Moby Dick det eneste der trækker ned på dette vidunderlige knallert-album. Jeg bliver 14 når jeg hører det - og måske er de 41 minutter og 24 sekunder dette album varer det bedste ved at være 14 år og fra Sydsjælland. Lige nu tror jeg faktisk det passer. Hårde facts Indspillet: Januar-august 1969 Udgivet: 22. oktober 1969 Producer: Jimmy Page Længde: 41:24 Antal numre: 9 Hovednumre Whole Lotta Love What Is And What Should Never Be Living Loving Maid Ramble On Rolling Stone Albummet er nummer 79 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
The Band fik stor succes med 'Music from Big Pink' og de spillede på Woodstock og sammen med Dylan på Isle of Wight inden de gik i studiet og indspillede denne posts album, der mere end ret meget andet definerede både The Band og lyden af americana og placerede The Band i toppen af de kanoniserede navne for god gedigen voksen (i ordets absolut bedste forstand) rockmusik. Efter The Band kom Stage Fright og herefter begyndte det så småt at krakelere i fugerne. Levon Helm følte at Robbie Robertsons position i bandet var for stærk.
Det forhindrede dog ikke bandet i at udsende en lille håndfuld album op til midten af 1970'erne - og sammen med Martin Scorsese at lave afskedskoncerten og filmen 'The Last Waltz' hvor de fik stor hjælp af alverdens gæstestjerne som Joni Mitchell, Neil Young, Bob Dylan usw. Det blev dog ikke The Bands afsked. I 1977 udkom Islands og bandet er blevet gendannet et par gange siden - dog uden Robbie Robertson.
The Band Her i november 2013 lyder The Bands selvbetitlede andet album ikke som et album, hvor der er et før og et efter. Det lyder ikke som en musikrevolution, hvilket albummets høje kanonisering egentlig lægger op til. Men jeg tror heller ikke, at det var fordi der skete musikalske skred, der i 1969 da den udkom. Og den virker heller ikke så vild og blodig, som de to Led Zeppelin-album der indkapsler den. Men man kan fanderme - når man som jeg har overstået den forkælede og let skuffede 'var det det?'-følelse - ikke komme udenom at albummet søreme er ret fantastisk grundgodt. Det er americana. Det er folket country-rock. Det er velspillet og velsunget. Det er sikkert og modent - og det er måske den modenhed der giver mig lidt lyst til at kratte lidt i den og netop spørge efter fuzzet. Og det er sikkert også den modenhed der gør at den ikke virker så overvældende som fx førnævnte Led Zep II gør. Men samtidig har jeg også voldhørt den og nydt den. Det er ganske enkelt simpelt og redeligt bare godt. Ikke jordskredsfremkaldende. Bare godt. Især The Night The Drove Old Dixie Down er naturligvis vidunderlig - en også andre sange - åbningsnummeret Across The Great Divide, Rag Mama Rag og Up on Cripple Creek placerer Robbie Robertson som en af sin generations bedste sangskrivere. Hårde facts Udgivet 22. september 1969 Producer: John Simon Længde: 43:50 Antal numre: 12 Hovednumre The Night They Drove Old Dixie Down Rag Mama Rag Up on Cripple Creek Across the Great Divide Rolling Stone Albummet er nummer 45 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 8 Musik
Led Zeppelin var et engelsk og hårdtslående rockband der blev dannet i London i 1968 af Jimmy Page (1944) (gui), Robert Plant (1948) (vo), John Paul Jones (1946) (key, bas) og John Bonham (1948-80) (tro). Page havde været med i Yardbirds og ledte efter en supergruppe hvor han bl.a. havde Jones i tankerne, senere fandt han de to tidligere Band of Joy-medlemmer Bonham og Plant og bandet The New Yardbirds blev skabt og spillede deres første gigs i Gladsaxe af alle steder. De indspillede deres første album på ni dage og fik at vide at de kunne måtte kalde sig New Yardbirds i Skandinavien. Derfor skiftede de navn.
Led Zeppelin er et af de uomgængelige navne inden for den tungere rock. Og deres debut er den første ud af fem album i 1001 album-bogen.
Led Zeppelin Jeg indrømmer det: hold nu op hvor kan jeg godt lide Led Zeppelin. Og deres debut er overraskende færdig og med en veldefineret lyd der også findes på deres senere (tilsat lidt mere folkish lirumlarum). Bonham er en af mine favoritrocktrommeslagere. Tonsende tung og samtidig groovy. Jimmy Page er efter min ringe mening den guitarist der efter Hendrix har været mest genreskabende og samtidig god. Plant er en eminent heavyrocksanger med magtfuld tenor og imponerende bluesskrig. De er fanderme gode. Og det er deres debut også. Det er en blanding af selvskrevne numre og enkelte Willie Dixon-sange. Det er råt, blueset, folket, tungt og sexet. Og når Robert Plant er bedst har jeg søreme svært ved at nævne andre sangere der er bedre. Jeg elsker side et med den rockede 'Good Times, Bad Times', den virkelig smukke folkballade 'Babe I'm Gonna Leave You' og de tunge tunge bluesnumre 'You Shook Me' og 'Dazed and Confused'. Det er eminent og det er altså deres debut. Side to falder lidt i kvalitet. Men det er dem så langt tilgivet. For blot ti måneder efter debuten kommer efterfølgeren - der er en sjat bedre. Jeg får altid lyst til at skrue en smule mere op når jeg hører Led Zep. Det er godt og It might Get Loud Hårde facts: Indspillet: september-oktober 1968 Udgivet: 12. januar 1969 Producer: Jimmy Page Længde: 44:26 Antal numre: 9 Hovednumre Good Times Bad Times Babe I'm Gonna Leave You You Shook Me Dazed and Confused Rolling Stones Albummet er nummer 29 på Rolling Stones' liste over verdens bedste album Karakter 8 Musik
