Det var jo den aften de kørte gamle Dixie ned

# 0156: The Band: The Band (1969)

The Band fik stor succes med 'Music from Big Pink' og de spillede på Woodstock og sammen med Dylan på Isle of Wight inden de gik i studiet og indspillede denne posts album, der mere end ret meget andet definerede både The Band og lyden af americana og placerede The Band i toppen af de kanoniserede navne for god gedigen voksen (i ordets absolut bedste forstand) rockmusik.

Efter The Band kom Stage Fright og herefter begyndte det så småt at krakelere i fugerne.  Levon Helm følte at Robbie Robertsons position i bandet var for stærk.

Det forhindrede dog ikke bandet i at udsende en lille håndfuld album op til midten af 1970'erne - og sammen med Martin Scorsese at lave afskedskoncerten og filmen 'The Last Waltz' hvor de fik stor hjælp af alverdens gæstestjerne som Joni Mitchell, Neil Young, Bob Dylan usw.

Det blev dog ikke The Bands afsked. I 1977 udkom Islands og bandet er blevet gendannet et par gange siden - dog uden Robbie Robertson.

The Band
Her i november 2013 lyder The Bands selvbetitlede andet album ikke som et album, hvor der er et før og et efter. Det lyder ikke som en musikrevolution, hvilket albummets høje kanonisering egentlig lægger op til. Men jeg tror heller ikke, at det var fordi der skete musikalske skred, der i 1969 da den udkom. Og den virker heller ikke så vild og blodig, som de to Led Zeppelin-album der indkapsler den. 

Men man kan fanderme - når man som jeg har overstået den forkælede og let skuffede 'var det det?'-følelse - ikke komme udenom at albummet søreme er ret fantastisk grundgodt.

Det er americana. Det er folket country-rock. Det er velspillet og velsunget. Det er sikkert og modent - og det er måske den modenhed der giver mig lidt lyst til at kratte lidt i den og netop spørge efter fuzzet. Og det er sikkert også den modenhed der gør at den ikke virker så overvældende som fx førnævnte Led Zep II gør. Men samtidig har jeg også voldhørt den og nydt den. Det er ganske enkelt simpelt og redeligt bare godt. Ikke jordskredsfremkaldende. Bare godt.

Især The Night The Drove Old Dixie Down er naturligvis vidunderlig - en også andre sange - åbningsnummeret Across The Great Divide, Rag Mama Rag og Up on Cripple Creek placerer Robbie Robertson som en af sin generations bedste sangskrivere.

Hårde facts
Udgivet 22. september 1969
Producer: John Simon
Længde: 43:50
Antal numre: 12

Hovednumre
The Night They Drove Old Dixie Down
Rag Mama Rag
Up on Cripple Creek
Across the Great Divide

Rolling Stone
Albummet er nummer 45 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
8

Musik