Gruppen - der har voldsomt skiftende besætninger - består altid af fem sangere og dansere og blev dannet i 1960 som The Elgins af Otis Williams (1941) (bariton), Al Bryant (1939-75) (tenor) Melvin Franklin (1942-95) (bas) Eddie Kendricks (1939-92) (kontratenor falset) og Paul Williams (1939-73) (bariton).
De debuterede i 1961 på Miracle Records - men kort tid efter havde Barry Gordy snupset dem til Motown hvor de hurtigt kom til at arbejde sammen med Smokey Robinson. Men gruppen havde ikke fået den store succes, hvilket frustrede Bryant så meget at han blev erstattet af David Ruffin (1941-91) og dermed var The classic-five-udgaven af Temptations født. Og i 1964 fik bandet deres første nummer 1-hit - nemlig 'My Girl' der bør være en af alles yndlingssange og herefter fulgte en stribe klassiske Motown-hits.
Men i kølvandet på bandets succes omkring 1967-68 fik David Ruffin gode gammeldags nykker. Som forsanger forlangte han bedre behandling og at gruppen skiftede navn til David Ruffin and The Temptations. Og så røg han ud af klappen og blev erstattet af Dennis Edwards (1943).
Samtidig havde gruppen fået en ny producer af Norman Whitfield der havde lytter en del ti, Sly and the Family Stones mere psykadeliske soul. Og så blev dagens album til.
Cloud Nine er den første af to The Temptations-album i 1001 album
Der er en del album i '1001 album du skal høre før du dør' hvor man tænker at dette album kun er med pga. et fantastisk nummer - og resten er i den grad forglemmeligt. Det bliver så vidt jeg husker kun mere markant i 1980'erne og 90'erne (hej Deee-lite). Og det er i den grad tilfældet med The Temptations 'Cloud Nine'.
Men ok, nummeret der også er titel- og åbningsnummeret er altså også helt utrolig vanvittig fedt. Det har den vidunderlige blanding af Motown dansable pop-flavour samtidig med at den også er sexet, funky og helt igennem über corny-cool som et soundtrack til en blaxploitationfilm. Og samtidig har den en stærk indigneret tekst meget a la gruppenes senere 'Papa was a rolling stone'. Cloud Nine er et kampfedt nummer, hvor man bare ville ønske at ens bevægelser var lige så cool i virkeligheden som de i grunden var tiltænkt i min fantasi. (Det er de ikke, bevægelserne altså).
Jeg har kun godt at sige om titelnummeret. Og der stopper det også sådan ca.
Resten af side 1 er en temmelig underlig og irriterende udgave af I hears it through the grapevine (som jeg måske bare skal vænne mig til) og så den næsten ti minutter lange 'Run Away Child, Running Wild' hvor stemningen er helt rigtig og slut-60'er-cool - i tre minutter. Og de resterende syv er bare småkedelige.
Side to er en samling af i tæt på ret klassisk Motown-lyd men hvor sangenes kvalitet mest af alt minder om fyldnumre.
Og når hitpotentialet ikke er der og den ikke er erstattet af en skarphed eller en sexet coolness så bliver det bare for omklamrende og for fimset.
Men for katten i hatten hvor er Cloud Nine et fedt nummer.
Hårde facts
Udgivet: 17. februar 1969
Producer: Norman Whitfield
Længde: 31:35
Antal numre: 10
Hovednumre
Cloud Nine
Run Away Child Running Wild
I Gotta Find A Way
Karakter
3
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar