Det er om sex, ikke?

# 0157: Led Zeppelin: II (1969)

Blot ti måneder efter den ualmindeligt færdig debut udkom Led Zeppelins andet album 'II' i løbet af de ti måneder havde de været på fire turnere i USA og England. Albummet blev en større kommerciel succes end debuten og blev i endnu højere grad et ikon indenfor den tidlige tunge rock. I hvert fald for mig.

Led Zeppelin II
Jeg tror det var min storebror der havde købt dette album antikvarisk en gang i midt-80'erne og jeg sad som præteenager og kiggede på coveret og følte mig underligt draget af det. 

Og da vi så satte pladen på og Jimmy Pages mildest talt berømte riff til Whole lotta love fyldte drengeværelset skete der det med mig som der sker med alle præteenagere der hører det første gang; jeg var helt og aldeles totalt solgt. 

Nummeret er stadig - på trods af dens dunst af drengeværelse og knallert - et af de bedste rocknumre jeg kender og jeg får altid en uimodståelig trang til at skrue op på 12 når jeg hører det. Og trangen til at skrue op til 13 eller måske endda 14 efter det kampliderlige stykke hvor Page spiller på bue og Plant stønner og skriger og det endelig forløses med guitarsoloen. 

Er det subtilt? Ikke specielt. Ville man synes det ville være plat i dag. Det tror jeg godt man kan antage. Er det stadig fedt? Jepperdepper. 

Resten af albummet er næsten i samme dur. Det er både liderligt, skramlet, råt og Jimmy Pages riff er hårde, tunge, skarpe og groovy og sætter standarden - for mig - hvordan et heavyriff skal lyde. Og Plant er også her en stilskaber inden for den skarpe og vrængende supertenorheavyrockstemme. Derudover er Bonham stadig tung tung tung og Paul Jones får det hele til at hænge sammen.

Der er riffbårne sange som 'The Lemon Song' og Heartbreaker' og 'Bring it on home' der er syrede sager i 'What Is and What Should Never Be', der er folkede ting i Ramble on - hvor Bonham virkelig er god, der er ballader i 'Thank You' og jeg har altid haft en svaghed for 'Living Lovin' Maid' der er straight rock med et ualmindeligt effent riff. Jeg er ikke til trommesoli - og hvem er det i grunden? Og derfor er Moby Dick det eneste der trækker ned på dette vidunderlige knallert-album.

Jeg bliver 14 når jeg hører det - og måske er de 41 minutter og 24 sekunder dette album varer det bedste ved at være 14 år og fra Sydsjælland. Lige nu tror jeg faktisk det passer.

Hårde facts
Indspillet: Januar-august 1969
Udgivet: 22. oktober 1969
Producer: Jimmy Page
Længde: 41:24
Antal numre: 9

Hovednumre
Whole Lotta Love
What Is And What Should Never Be
Living Loving Maid
Ramble On

Rolling Stone
Albummet er nummer 79 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
9

Musik