QMS var et amerikansk band, der blev dannet i midt-60'ernes San Francisco. Hvordan det skete fremstår ikke overraskende noget tåget men bandet var med i samme SF-scene som fx Jefferson Airplane og Grateful Dead. De spillede på Monterrey Festival og turnerede flittigt på den amerikanske vestkyst. I 1968 udgave de deres debutalbum og året efter udkom dagens album. Begge har ry for at være en rent eksempel på den udsyrede psykadeliske Westcoast-scene. Bandet gik i opløsning i midten af 1970'erne og blev gendannet med andre besætninger en dekade efter.
Happy Trails Quicksilver Messenger Service bestod i 1969 af John Cipollina (gui, vo), Gary Duncan (gui,vo), Greg Elmore (tro, vo) og David Freiberg (bas, vo). Albummet er delt stærkt i to. Side er en liveindspillet suite-ish over Bo Diddleys klassiser Who do you love - mens side to er almindelig udsyrethed. Albummet er indspillet live i hhv. Filmore East og Filmore West, og netop Filmore West var jo også stedet hvor Allman Brothers Band spillede deres legendariske live-album, der dukker op på denne liste om et års tid. Og sammenligningen med Allman Brothers Band er ikke så skæv. For det er lange improviserede og udsyrede passager over almindelig tung tung bluesrock. Jeg har helt ærlig svært ved helt at hidse mig op over det. Jeg kan godt lide side et - men jeg tror det er fordi jeg ret godt kan lide Bo Diddley-sangen som der riffes over. Og side 2-åbningsnummeret 'Mona', er også ganske habilt fedt. Men det fjerner ikke at jeg også synes det er småkedeligt og ufokuseret og lidt en lukket fest. Men coveret er fedt på sin egen hyggelige måde. Hårde facts Udgivet: 29. marts 1969 Producer: ?? Længde: 48:41 Antal numre: 10 Hovednumre Who Do You Love Mona Karakter 4 Musik
Der er uenigheder mellem VU-forskerne hvorfor John Cale forlod Velvet Underground efter White Light-pladen, men et ofte hørt bud var at der var store clash mellem Cales eksperimenterende tilgang og Lou Reeds mere konventionelle approach. Faktum er at John Cale forlod bandet (han optræder dog senere og solo i denne leg) og blev erstattet af Doug Yule. Og Velvet Underground lavede dagens album, der er det sidste med VU i 1001 album - hvilket i grunden er synd. For i 1970 udkom 'Loaded' med sange som 'Rock'n'roll' og 'Sweet Jane' og som er et godt bud på mit favorit VU-album (eller i hvert fald tæt på en tredelt førsteplads). Lou Reed forlod bandet omkring udgivelsen af Loaded (også hans solokarriere er at finde i 1001) og bandet gik reelt i opløsning der. Doug Yule lavede dog Squeeze under VU-navnet i 1973. Siden er de blevet gendannet - jeg husker bl.a. min bror fortalte at han til en Roskilde Festival havde forladt Motörhead for at se de gendannede giraffer. Big mistake.
The Velvet Underground Når det kommer til musik er jeg ikke specielt intellektuel. Jeg begynder at kede mig og selvom jeg i og for sig er pivåben overfor de alvorstunge og salvelsesfulde intellektuelle navne med eksperimenter, bistre ansigtsudtryk., weltschmerz og sorte rullekravesweatre så savner jeg ofte noget der åbner sig mere for mig, noget jeg måske endda kan knipse en smule på 2 og 4 til og en melodi jeg kan smånynne mens jeg cykler ned af Amagerbrogade når det er tirsdag og støvregner. Sådan er jeg. Jeg har taget fejl mange mange gange og gør det gerne igen - men de førnævnte tilgange er ikke mig. Det vil sige jeg bliver aldrig spevcielt vild med punk og med Joy Division og andet shoegazer. Alt det crap, alene for at sige at jeg virkelig godt kan lide Velvet Undergrounds tredje album. Hvor jeg syntes White Light var for støjende og anmassende er Velvet Underground mere folket - hvis folk bliver spillet i et skramlet og intellektuelt newyorkermiljø. Der er skramlet garagerock i 'What goes on' og 'Beginning to see the light' og der er næsten soulet folk i 'Candy Says' (om den transseksuelle Candy Darling der søreme også optræder i 'Walk on the wild side') og 'I'm Set Free' og After Hours med Maureen Tucker i den naivt-lydende forgrund er faktisk helt rørende. Det mest berømte nummer er den næsten 9 minutter lange Murder Mysteries hvor de fire bandmedlemmer samtidig reciterer hvert sit digt. Intellektuelt? Oh, yeah. Noget man kan kysse til? Ikke så meget. (Igen er det ikke det alt afgørende for et nummers kvalitet at man har lyst til at være kærlig. På ingen måde. Jeg synes måske nok bare at det og dens artsfæller er mere interessant end egentlig godt. Det er lækkert det er der, men jeg behøver ikke at lytte på det lige så mange gange som andre numre, vel. Jakobs rindalimitation - out) Det bedste er til gengæld Pale Blue Eyes; en tæskerørende og nøgen kærlighedsballade hvis omkvæd der i de sidste 14-dages-tid har gjort mine støvregns-mærkede Amagerbrogademorgener noget dejligere. Hårde facts Indspillet: November-december 1968 Udgivet: marts 1969 Producer: The Velvet Underground Længde: 42:56 Antal numre: 10 Hovednumre: Pale Blue Eyes Beginning to See the Light Candy Says After Hours Karakter 8 Musik
# 0152 Elvis Presley: From Elvis in Memphis (1969)
Det er ikke urimeligt at sige, at midt-60'erne ikke var Elvis' periode. Han var blevet annekteret af Hollywood og havde indspillet i gennemsnit tre film om året. Og igen - jeg synes ikke jeg er urimelig, det havde han søreme ikke behøvet. Elvisologer vil flå hovedet af mig nu, men der er vel kun to rigtig gode singler fra hans hånd indtil comebacket i '68; nemlig 'Devil in disguise' og 'Crying in the Chapel' og så måske 'A Little Less Conversation'. Men i 1968 skete der noget. Nærmere betegnet 3. december 1968 viste tv programmet 'Elvis' hvor en fit, ekstremt sexet, vital og læderklædt Elvis optræde. Han bevægede sig og sang så de fleste af slut-'60'ernes sexikoner som fx Jim Morrison måtte have tabt kæben. Skal man huske Elvis for en ting. Er det det program. Og i 1969 kom hans første ikke-soundtrack-album i otte år. Det er dagens. Og comebacket blev ført igennem. Han begyndte at turnere, mødte Nixon, spillede i Las Vegas og Hawaii og tog mere og mere på i vægt - og musikken blev mere pompøs easylistening. Med fantastiske sange i tilgift Burning Love, Always on my mind, American Trilogy. Og 16. august 1977 døde Elvis Presley 42 år gammel.
From Elvis in Memphis Jeg har hørt dette album i tre omgange. Første gang jeg gennemhørte 1001 album. Der syntes jeg albummet var stærkt opdelt. Når han rockede og soulede var det sindssygt fedt - men når fløden og det croonede tog over var det for meget varm peanutbutter i flødesovs. Anden gang var da jeg gennemhørte en anden liste (jeg: en freak, jeg ved det) og her syntes jeg at det flødede var i overtal. Jeg kunne næsten ikke have albummet, følte mig klæg selvom numre som Gentle on My Mind altid er dejligt og In the Ghetto sgu også er et godt nummer. Og så her tredje gang i forbindelse med at jeg skal skrive om det. Og nu er jeg søreme rigtig begejstret. Og jeg kan ikke forstå hvorfor jeg dengang syntes det var flødet og hvorfor det eventuelt flødede er for meget. Underligt. Det er rigtigt at en nummer som 'It keeps right on a-hurtin' er tæt på at være en parodi; men helt ærlig Jakob-for-et-halvt-år-siden, er det nok til at være så sur? Åbenbart. Albummet bevæger sig på kanten af det cornycroonede - og det er såmænd også fedt nok især 'Gentle on my mind' og 'Any Day Now', der er gospel og soulstemning i 'Wearin that Loved Look' og 'Only the Strong Survive', der er social indignation i 'In the Ghetto' Men det er først og fremmest en en lise når han i 'I'm Moving On' skruer op for den energi der var i comebackshowet. Og 'The Power of My Love' er sejt og gyngende og fedt. Jeg tør ikke sige hvor jeg landet henne hvis jeg skal høre den intenst en fjerde omgang. Måske skal man bare springe det værste over og nyde det bedste. Hårde facts Indspillet: januar-februar 1969 Udgivet: 17. juni 1969 Producer: Chip Moman og Felton Jarvis Længde: 36:42 Antal numre: 12 Hovednumre: Gentle on My Mind In The Ghetto The Power of My Love I'm Moving on Karakter 7 Musik
# 0151 - Dusty Springfield: Dusty in Memphis (1969)
Siden den absolut glimrende 'A Girl Called Dusty' havde Dusty Springfield alt efter hvordan man tæller udsendt seks album alle i samme tilbagelænede ultra cool og hvide soul med store stænk af Burt Bacharach. Hun havde fået sit første nummer 1-hit med 'You Don't Have to Say You Love Me' og hun fik Motownlyden til England ved at sørge for at bl.a. The Temptations og Stevie Wonder kom til landet for at optræde. Hun indspillede James Bond-sangen 'The Look of Love' også af Burt Bacharach. Men Dusty Springfield blev i slutningen af 1960'erne fanget i skismaet om, hvad der var hipt og undergrund og hvad der var poppet og way for kommercielt. Måske derfor skiftede Dusty Springfield pladeselskab og lavede dagens album 'Dusty in Memphis'. Det var 1960'erne, der var Dusty Springfields årti. Selvom hun stadig var stor begyndte hendes pladesalg at dale kraftigt i det næste tiår. Men i 1987 blev hun genopdaget af Pet Shop Boys og medvirkede på deres giganthit 'What Have I Done To Deserve This'. Dusty Springfield døde i 1999 af brystkræft
Dusty in Memphis Det er så uendeligt lidt der skal til, for at jeg ville blive gennemlykkelig af dette album. Jeg tror bestemt, jeg har fablet nok om, hvor vild jeg er med hendes stil og hendes persona. Hvor meget jeg i grunden skal lede for at finde en hvid kvinde, der synger federe end Dusty Springfield; så meget at jeg bestemt gerne vil placere hende på en liste sammen med Aretha Franklin og Ray Charles og Sam Cooke og Van Morrison over de bedste soulsangere nogensinde. Albummet er mest skrevet af Carole King og Gerry Goffin og med åbningsnummeret 'Just A Little Lovin'' over 'So Much Love', den rockede 'Son of a Preacher Man', den gribende Randy Newman-sang 'I Don't Want To Hear It Anymore' og Michel Legrands 'The Windmills of Your Mind'. Det er cool og sentimentalt på en og samme gang. Det er filmisk og intenst - europæisk og amerikansk i samme ombæring. Når hun er bedst er hun med længder den bedste inden for den hvide og filmiske og loungede og artpoppede soul. Som soundtracket til en Quentin Tarantino-film - bare uden de 12 % cornyhed der er hos ham. Albummet har et par døde punkter. Men det gider jeg ikke tænke på nu, hvor jeg kun har lyst til endnu engang at høre Windmills of your mind. Ih, hvor er hun god Hårde facts Indspillet: september 1968 Udgivet: 31. marts 1969 Producer: Jerry Wexler, Arif Marden, Tom Dowd Længde: 33:31 Antal numre: 11 Hovednumre: Windmills of Your Mind Just A Little Lovin I Don't Wat to Hear it Anymore Son of A Preacher Man Rolling Stone Albummet er nummer 89 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
Nick Drake (1948-74) var en engelsk sangskriver, hvis popularitet og betydning steg efter hans død som 26-årig. Han nåede inden sin død at udsende tre plader, der alle er med i 1001 album og alle har haft stor indflydelse på nyere neo-folk og indadvendte guitarsangskrivere. Da Drake gik i college i Cambridge begyndte at fatte interesse for at ryge marijuana og høre musik - han begyndte at spille og medlemmer i Fairport Convention fik øje på ham - både pga. hans evner som guitarist og sanger, men også fordi han lignede en stjerne. I 1968 begyndte han at indspille sin debut, der er dagens album sammen med medlemmer fra Fairport Convention og The Pentangle
Five Leaves Left Det er helt utroligt så nutidig Nick Drake egentlig lyder - eller rettere sagt hvor tydelig hans indflydelse er på neo-folk-bøgen og de mere indadvendte og introverte sangskrivere, der bestemt ikke er en mangelvare for tiden. Men i forhold til de to senere album er Five Leaves Left - så vidt jeg husker efterfølgerne, trods alt mere udadvendt - ja, næsten boblende glad. Men det siger nu ikke ret meget for Five Leves Left er stille og intens men fyldt med tæskegode sange. Især åbningsnumrene Time Has Told Me og River Man har denne intensitet som nyere guitarfølere i den grad prøver at lede efter. Men når der kommer strygere og enkelte fløjter ind som i fx The Thoughts of Mary Jane kan man godt høre inspirationen fra Fairport Convention og så bliver Five Leaves Left næsten en humørfyldt plade. Sådan bliver det ikke ved med at være med Nick Drake. Har man hang til følsomme sange skrevet om fremført på guitar - er Nick Drakes tre album på pensumlisten. Hårde facts: Indspillet: juli 68 - juli 69 Udgivet: 1. september 1969 Producer: Joe Boyd Længde: 41:43 Antal numre: 10 Hovednumre: Time Has Told Me Three Hours River Man The Thoughts of Mary Janes Karakter 8 Musik
Perioden 1968-72 bliver helt korrekt betegnet som Stones' gyldne periode. Efter den glimrende 'Beggars Banquet' blev Brian Jones mere og mere fluffy i kanten pga. massive mængder af narkotika. Så meget at han ikke kunne få visa til USA og dermed ikke tournere med bandet. Derfor forlod han bandet, men allerede en måned efter blev han fundet død i en swimmingpool. Jones blev erstattet af Mick Taylor (f. 1949), der var en etableret bluesguitarist hos bl.a. John Mayalls Bluesbreakers. Og med Taylor i bandet færdiggjorde Rolling Stones dagens album der er pænt tæt på at være deres bedste.
Let it Bleed Jo ældre jeg bliver jo bedre kan jeg lide Rolling Stones. Da jeg var teenager kunne jeg ikke se igennem det dinosauriske og mastodontiske og jeg ville (og vil) til hver en tid vælge Beatles. Men dette projekt har slået betonfast at Stones i perioden 1968-72 var effing fantastiske med fire album der svinger mellem det virkelig gode og fantastiske. Og Let it Bleed lægger sig i den sidste kategori. Den er mere sloppy og akustisk - hør blot på åbningsnummeret 'Gimme Shelter' Robert Johnson-klassikeren 'Love in Vain' eller den noget mere country-agtige udgave af 'Honky Tonk Woman'. Jeg tror en af mine og andres (der er i samme alder end endda yngre) forbehold for Stones er sammenstillingen af det tilbagelænede og så det megalomaniske - der altså her omkring 1970 er tæt på at være et realistisk selvbillede. Ja, Jagger er absurd selvforelsket og ikke den så fremragende sanger som han helt tydeligt selv ved han er. Men hvad gør det - for når jeg hører Let it Bleed eller de to næste album, ja, så tror jeg på ham og er enig med ham. Og Richards er sej og selvforelsket og jagten på det autentiske rock'n'roll kan også blive for meget en parodi. Men ligesom med Jagger så er lyder det her på Let it Bleed ganske enkelt ægte. Jeg tror i hvert fald på det. Og det er kun her hvor jeg sidder og skriver om det og ikke hører den at jeg bliver forbeholden. Jeg mener, de er tæt på at fjerne det tacky ved børnekor i afslutningen 'You Can't Always Get What You Want' som jeg altid har set som en begravelsessang. Det er Let it Bleed ikke. Det er edderhyleme godt. Hårde facts Indspillet november 1968-november 1969 Udgivet: 5. december 1969 Producer: Jimmy Miller Længde: 42:13 Antal numre: 9 Hovednumre Gimme Shelter You Can't Always Get What You Want Let it Bleed Midnight Rambler Rolling Stones Rolling Stones har Let it Bleed som nr. 32 på deres liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
The Pentangle var et britisk folk-rock band, der blev dannet i 1967 af John Renbourn (gui) og Bert Jansch (gui), hvis debutplade fra '65 også er med i 1001 album. Renbourn og Jansch havde udsendt et album sammen og spillede i forskellige folkklubber i London. Her stødte Jacquie McShee (vo) til og kort tid efter kom Danny Thompson (bas) og Terry Cox (tro). Thompson og Cox var fra jazzmiljøet, Jansch var ved at udvikle en stor kærlighed til Dylan, Renbourn elskede middelaldermusik og McShee havde den klassosle og pure folk-sopran a la Sandy Denny og Joan Baez. Og det var i denne sammenklaskning at The Pentangle blev til. I 1968 udkom både debuten 'The Pentangle' og dobbeltalbummet 'Sweet Child'. I 1969 udkom deres tredje album - dagens - der blev deres mest succesfulde. Efterfølgerne blev en blanding af kommercieller nedture og en flakken rundt mellem egne sange og klassisk folk. I 1972 gik bandet i opløsning - men blev gendannet i midt-80'erne
Basket of Light Jeg kan rigtig godt lide Bert Jansch. Han er en fremragende guitarist og hans blanding af blues og folk i hans debut er meget indtagende. Og det mere rå og bluesede hos ham gør noget temmelig dejligt ved især den engelske folkscene i 1960'erne. Jeg kan godt synes at Shirley Collins med flere bliver for puritansk og for renskuret og for sopranet. Og i den familie er både Sandy Denny og altså også Jacquie McShee. Og jeg gentager det gerne igen. Jeg deler hverken den fascination eller kærlighed til middelalderens vokabular, historier og musik som strømmede ud fra England i 1960'erne. Desværre Incredible String Band. Desværre John Renbourn. Hele denne smøre for at sige at jeg egentlig meget godt kan lide Basket of Light. Men jeg kan klart bedst lide det når folken bliver mere rocket, blueset og mørk og indadvendt. Jeg kan ret godt lide når Jansch tager den vokale forgrund og jeg kan endnu bedre lide når de spiller på et beat eller bliver næsten swinginglondonske i fx 'Train Song'. Jeg er ikke til den rene engelske folk. Det er jeg bare ikke. Og jeg glæder mig til Fairport Convention. Hårde facts Udsendt: oktober 1969 Producer: Shel Talmy Længde: 40:07 Antal numre: 9 Hovednumre: Train Song Hunting Song Light Flight Sally Go Round the Roses Karakter 5 Musik
Bee Gees var et engelsk-australsk band der bestod af brødrene Barry (f. 1946), Maurice (1949-2003) og Robin Gibb (1949-2012). De begyndte deres karriere i slut-50'erne som The Rattlesnakes. I 1958 tog familien Gibb til Australien (sammen med deres lillebror Andy (1958-88). Her blev de tre ældste brødre til Bee Gees og de singledebuterede i 1963 med 'The Battle of the Blue and the Grey', der dog ikke gjorde meget væsen af sig. I 1966 kom 'Spicks and specks' der blev deres første australske hitlistepeak, nogenlunde samtidig med at brødrene vendte tilbage til England. Året efter udsendte de 'To Love Somebody' som Barry Gibb egentlig havde skrevet til Otis Redding og så var der i den grad hul igennem for brødrene. 1967 var året hvor de udsendte albummet 'Horizontal' der bl.a. indeholdt monsterhittet 'Massachusetts'. I 1969 udkom dagens album, der er gruppens sjette. Odessa er det første ud af to Bee Gees-album på denne liste.
Odessa Jeg kommer sikkert også til at skrive det når jeg når til Bee Gees andet album i 1001 album, men her spænder reglerne for legen virkelig ben for virkelig klasse. For det som jeg omfatter som klassisk og ren Bee Gees er altså deres disko med pur dansabalitet, tårnhøje vibrerende madefalsette, vaseline på linsen og Barry Gibbs uomtvistelige talent for at skrive sange der balancerer mellem det fede og det corny. Lex Islands in the stream. Men soundtracket til Saturday Night Fever som man for hæver skal høre og stritte med arme til på propfyldt dansegulv inden man dør kan ikke komme med på listen, da det ikke er et rent Bee Gees-album. Øv, og så for syv sytten da! Jeg må ærligt indrømme at min viden om Bee Gees før de kridtede diskopumpsene var sporadisk. Jo, jeg havde da hørt Massachusetts, men det var sådan ca. det. På Odessa består bandet af Barry (vo, gui), Maurice (bas, pi og vo), Robin (vo, org) foruden Vince Melouny (gui) og Colin Petersen (tro). Albummet er deres første rigtige konceptalbum - eller det vil sige, sådan var det meningen at det skulle have været men uenigheder mellem Barry og Robin gjorde at det blot blev et dobbeltalbum. Allmusic skriver at det sammen med Blonde on Blonde og The White Album er de eneste i årtiet der ikke føles udstrukket og for lang. Jeg er pænt meget uenig. Jeg blev på ingen måde fanget af det - og jeg kedede mig gudsjammerligt gennem de 63 minutter. I stil ligger den sig på den mere poppede side af The Band - hvilket kan høres i parodien Marley Purt Drive, men for mig bliver det bare et ønske om at høre den rene vare - og slippe fri fra den omklamrende oppustethed jeg synes der er over brødrenes sentimentale sange og stemmer. Og jeg er ikke nogen kostforagter hvad angår Bee Gees eller salvelsfuld alvor. Det her er bare kedeligt. Hårde facts Indspillet: juli-december 1968 Udgivet: marts 1969 Producer: Robert Stigwood og Bee Gees Længde: 63:49 Antal numre: 17 Hovednumre: You'll Never See My Face Again Marley Purt Drive I Laugh in Your Face Never Say Never Again Karakter 2 Musik
