I 1958 tog familien Gibb til Australien (sammen med deres lillebror Andy (1958-88). Her blev de tre ældste brødre til Bee Gees og de singledebuterede i 1963 med 'The Battle of the Blue and the Grey', der dog ikke gjorde meget væsen af sig.
I 1966 kom 'Spicks and specks' der blev deres første australske hitlistepeak, nogenlunde samtidig med at brødrene vendte tilbage til England.
Året efter udsendte de 'To Love Somebody' som Barry Gibb egentlig havde skrevet til Otis Redding og så var der i den grad hul igennem for brødrene. 1967 var året hvor de udsendte albummet 'Horizontal' der bl.a. indeholdt monsterhittet 'Massachusetts'.
I 1969 udkom dagens album, der er gruppens sjette.
Odessa er det første ud af to Bee Gees-album på denne liste.
Jeg kommer sikkert også til at skrive det når jeg når til Bee Gees andet album i 1001 album, men her spænder reglerne for legen virkelig ben for virkelig klasse. For det som jeg omfatter som klassisk og ren Bee Gees er altså deres disko med pur dansabalitet, tårnhøje vibrerende madefalsette, vaseline på linsen og Barry Gibbs uomtvistelige talent for at skrive sange der balancerer mellem det fede og det corny. Lex Islands in the stream. Men soundtracket til Saturday Night Fever som man for hæver skal høre og stritte med arme til på propfyldt dansegulv inden man dør kan ikke komme med på listen, da det ikke er et rent Bee Gees-album. Øv, og så for syv sytten da!
Jeg må ærligt indrømme at min viden om Bee Gees før de kridtede diskopumpsene var sporadisk. Jo, jeg havde da hørt Massachusetts, men det var sådan ca. det.
På Odessa består bandet af Barry (vo, gui), Maurice (bas, pi og vo), Robin (vo, org) foruden Vince Melouny (gui) og Colin Petersen (tro). Albummet er deres første rigtige konceptalbum - eller det vil sige, sådan var det meningen at det skulle have været men uenigheder mellem Barry og Robin gjorde at det blot blev et dobbeltalbum.
Allmusic skriver at det sammen med Blonde on Blonde og The White Album er de eneste i årtiet der ikke føles udstrukket og for lang. Jeg er pænt meget uenig.
Jeg blev på ingen måde fanget af det - og jeg kedede mig gudsjammerligt gennem de 63 minutter. I stil ligger den sig på den mere poppede side af The Band - hvilket kan høres i parodien Marley Purt Drive, men for mig bliver det bare et ønske om at høre den rene vare - og slippe fri fra den omklamrende oppustethed jeg synes der er over brødrenes sentimentale sange og stemmer. Og jeg er ikke nogen kostforagter hvad angår Bee Gees eller salvelsfuld alvor. Det her er bare kedeligt.
Hårde facts
Indspillet: juli-december 1968
Udgivet: marts 1969
Producer: Robert Stigwood og Bee Gees
Længde: 63:49
Antal numre: 17
Hovednumre:
You'll Never See My Face Again
Marley Purt Drive
I Laugh in Your Face
Never Say Never Again
Karakter
2
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar