Faktum er at John Cale forlod bandet (han optræder dog senere og solo i denne leg) og blev erstattet af Doug Yule.
Og Velvet Underground lavede dagens album, der er det sidste med VU i 1001 album - hvilket i grunden er synd.
For i 1970 udkom 'Loaded' med sange som 'Rock'n'roll' og 'Sweet Jane' og som er et godt bud på mit favorit VU-album (eller i hvert fald tæt på en tredelt førsteplads). Lou Reed forlod bandet omkring udgivelsen af Loaded (også hans solokarriere er at finde i 1001) og bandet gik reelt i opløsning der. Doug Yule lavede dog Squeeze under VU-navnet i 1973.
Siden er de blevet gendannet - jeg husker bl.a. min bror fortalte at han til en Roskilde Festival havde forladt Motörhead for at se de gendannede giraffer. Big mistake.
Når det kommer til musik er jeg ikke specielt intellektuel. Jeg begynder at kede mig og selvom jeg i og for sig er pivåben overfor de alvorstunge og salvelsesfulde intellektuelle navne med eksperimenter, bistre ansigtsudtryk., weltschmerz og sorte rullekravesweatre så savner jeg ofte noget der åbner sig mere for mig, noget jeg måske endda kan knipse en smule på 2 og 4 til og en melodi jeg kan smånynne mens jeg cykler ned af Amagerbrogade når det er tirsdag og støvregner. Sådan er jeg. Jeg har taget fejl mange mange gange og gør det gerne igen - men de førnævnte tilgange er ikke mig. Det vil sige jeg bliver aldrig spevcielt vild med punk og med Joy Division og andet shoegazer.
Alt det crap, alene for at sige at jeg virkelig godt kan lide Velvet Undergrounds tredje album. Hvor jeg syntes White Light var for støjende og anmassende er Velvet Underground mere folket - hvis folk bliver spillet i et skramlet og intellektuelt newyorkermiljø.
Der er skramlet garagerock i 'What goes on' og 'Beginning to see the light' og der er næsten soulet folk i 'Candy Says' (om den transseksuelle Candy Darling der søreme også optræder i 'Walk on the wild side') og 'I'm Set Free' og After Hours med Maureen Tucker i den naivt-lydende forgrund er faktisk helt rørende.
Det mest berømte nummer er den næsten 9 minutter lange Murder Mysteries hvor de fire bandmedlemmer samtidig reciterer hvert sit digt. Intellektuelt? Oh, yeah. Noget man kan kysse til? Ikke så meget. (Igen er det ikke det alt afgørende for et nummers kvalitet at man har lyst til at være kærlig. På ingen måde. Jeg synes måske nok bare at det og dens artsfæller er mere interessant end egentlig godt. Det er lækkert det er der, men jeg behøver ikke at lytte på det lige så mange gange som andre numre, vel. Jakobs rindalimitation - out)
Det bedste er til gengæld Pale Blue Eyes; en tæskerørende og nøgen kærlighedsballade hvis omkvæd der i de sidste 14-dages-tid har gjort mine støvregns-mærkede Amagerbrogademorgener noget dejligere.
Hårde facts
Indspillet: November-december 1968
Udgivet: marts 1969
Producer: The Velvet Underground
Længde: 42:56
Antal numre: 10
Hovednumre:
Pale Blue Eyes
Beginning to See the Light
Candy Says
After Hours
Karakter
8
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar