Kongen er tilbage - og han har taget corny med

# 0152 Elvis Presley: From Elvis in Memphis (1969)

Det er ikke urimeligt at sige, at midt-60'erne ikke var Elvis' periode. Han var blevet annekteret af Hollywood og havde indspillet i gennemsnit tre film om året. Og igen - jeg synes ikke jeg er urimelig, det havde han søreme ikke behøvet.

Elvisologer vil flå hovedet af mig nu, men der er vel kun to rigtig gode singler fra hans hånd indtil comebacket i '68; nemlig 'Devil in disguise' og 'Crying in the Chapel' og så måske 'A Little Less Conversation'. 

Men i 1968 skete der noget. Nærmere betegnet 3. december 1968 viste tv programmet 'Elvis' hvor en fit, ekstremt sexet, vital og læderklædt Elvis optræde. 


Han bevægede sig og sang så de fleste af slut-'60'ernes sexikoner som fx Jim Morrison måtte have tabt kæben. Skal man huske Elvis for en ting. Er det det program.

Og i 1969 kom hans første ikke-soundtrack-album i otte år. Det er dagens.

Og comebacket blev ført igennem. Han begyndte at turnere, mødte Nixon, spillede i Las Vegas og Hawaii og tog mere og mere på i vægt - og musikken blev mere pompøs easylistening. Med fantastiske sange i tilgift Burning Love, Always on my mind, American Trilogy.
Og 16. august 1977 døde Elvis Presley 42 år gammel.

From Elvis in Memphis
Jeg har hørt dette album i tre omgange. 

Første gang jeg gennemhørte 1001 album. Der syntes jeg albummet var stærkt opdelt. Når han rockede og soulede var det sindssygt fedt - men når fløden og det croonede tog over var det for meget varm peanutbutter i flødesovs. 

Anden gang var da jeg gennemhørte en anden liste (jeg: en freak, jeg ved det) og her syntes jeg at det flødede var i overtal. Jeg kunne næsten ikke have albummet, følte mig klæg selvom numre som Gentle on My Mind altid er dejligt og In the Ghetto sgu også er et godt nummer.

Og så her tredje gang i forbindelse med at jeg skal skrive om det. Og nu er jeg søreme rigtig begejstret. Og jeg kan ikke forstå hvorfor jeg dengang syntes det var flødet og hvorfor det eventuelt flødede er for meget. Underligt.

Det er rigtigt at en nummer som 'It keeps right on a-hurtin' er tæt på at være en parodi; men helt ærlig Jakob-for-et-halvt-år-siden, er det nok til at være så sur? Åbenbart. 

Albummet bevæger sig på kanten af det cornycroonede - og det er såmænd også fedt nok især  'Gentle on my mind' og 'Any Day Now', der er gospel og soulstemning i 'Wearin that Loved Look' og 'Only the Strong Survive', der er social indignation i 'In the Ghetto' 

Men det er først og fremmest en en lise når han i 'I'm Moving On' skruer op for den energi der var i comebackshowet. Og 'The Power of My Love' er sejt og gyngende og fedt.
Jeg tør ikke sige hvor jeg landet henne hvis jeg skal høre den intenst en fjerde omgang. Måske skal man bare springe det værste over og nyde det bedste.

Hårde facts
Indspillet: januar-februar 1969
Udgivet: 17. juni 1969
Producer: Chip Moman og Felton Jarvis
Længde: 36:42
Antal numre: 12

Hovednumre:
Gentle on My Mind
In The Ghetto
The Power of My Love
I'm Moving on

Karakter
7 

Musik