Jeg elsker Dusty

# 0151 - Dusty Springfield: Dusty in Memphis (1969)

Siden den absolut glimrende 'A Girl Called Dusty' havde Dusty Springfield alt efter hvordan man tæller udsendt seks album alle i samme tilbagelænede ultra cool og hvide soul med store stænk af Burt Bacharach.

Hun havde fået sit første nummer 1-hit med 'You Don't Have to Say You Love Me' og hun fik Motownlyden til England ved at sørge for at bl.a. The Temptations og Stevie Wonder kom til landet for at optræde. 


Hun indspillede James Bond-sangen 'The Look of Love' også af Burt Bacharach. Men Dusty Springfield blev i slutningen af 1960'erne fanget i skismaet om, hvad der var hipt og undergrund og hvad der var poppet og way for kommercielt. Måske derfor skiftede Dusty Springfield pladeselskab og lavede dagens album 'Dusty in Memphis'.

Det var 1960'erne, der var Dusty Springfields årti. Selvom hun stadig var stor begyndte hendes pladesalg at dale kraftigt i det næste tiår.
Men i 1987 blev hun genopdaget af Pet Shop Boys og medvirkede på deres giganthit 'What Have I Done To Deserve This'.

Dusty Springfield døde i 1999 af brystkræft

Dusty in Memphis
Det er så uendeligt lidt der skal til, for at jeg ville blive gennemlykkelig af dette album.

Jeg tror bestemt, jeg har fablet nok om, hvor vild jeg er med hendes stil og hendes persona. Hvor meget jeg i grunden  skal lede for at finde en hvid kvinde, der synger federe end Dusty Springfield; så meget at jeg bestemt gerne vil placere hende på en liste sammen med Aretha Franklin og Ray Charles og Sam Cooke og Van Morrison over de bedste soulsangere nogensinde.

Albummet er mest skrevet af Carole King og Gerry Goffin og med åbningsnummeret 'Just A Little Lovin'' over 'So Much Love', den rockede 'Son of a Preacher Man', den gribende Randy Newman-sang 'I Don't Want To Hear It Anymore' og Michel Legrands 'The Windmills of Your Mind'. Det er cool og sentimentalt på en og samme gang. Det er filmisk og intenst - europæisk og amerikansk i samme ombæring. 

Når hun er bedst er hun med længder den bedste inden for den hvide og filmiske og loungede og artpoppede soul. Som soundtracket til en Quentin Tarantino-film - bare uden de 12 % cornyhed der er hos ham.

Albummet har et par døde punkter. Men det gider jeg ikke tænke på nu, hvor jeg kun har lyst til endnu engang at høre Windmills of your mind. Ih, hvor er hun god


Hårde facts
Indspillet: september 1968
Udgivet:  31. marts 1969
Producer: Jerry Wexler, Arif Marden, Tom Dowd
Længde: 33:31
Antal numre: 11

Hovednumre:
Windmills of Your Mind
Just A Little Lovin
I Don't Wat to Hear it Anymore
Son of A Preacher Man

Rolling Stone
Albummet er nummer 89 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
9

Musik