Vellyd gange tre

# 0139 Crosby, Stills & Nash: Crosby, Stills and Nash (1969)

Crosby, Stills & Nash var en amerikansk/engelsk supergruppe. Torben Bille skriver i sin bog 'Lydspor' at den uvenlige historie bag trioen var at de fandt sammen fordi ingen andre gad spille med de tre superegoer. 

David Crosby (1941) (gui, vo) var - som bekendt - blevet fyret fra The Byrds. 
Stephen Stills (1945) (gui, pi, vo) var arbejdsløs efter Buffalo Springfield var gået i opløsning af personlige årsager. 
Engelske Graham Nash (1942) (gui, vo) var stærkt utilfreds med at spille i The Hollies.


Crosby havde både spillet sammen med Stills og Nash og de tre besluttede sig for at slå pjalterne sammen når nu ingen andre gad og dermed dannede de deres folk-supergruppe.

Albummet er det første ud af to fra gruppen i '1001 album'.

Crosby, Stills & Nash
Nej, hvor 1969 tegner sig til at blive et fantastisk album-år. 

For det kan sagtens være at trioen består af tre gigantiske egoer, der er umulige at arbejde sammen med. Stills' perfektionisme, Crosbys udflippethed og Nash' engelske elegance. Det kan sagtens være. Men jeg er ligeglad og i øvrigt blæst bagover af supertrioens debut.

Og det er der flere årsager til:
Først og fremmest: de præsterer med længder de fantastiske vokalharmonier i rockhistorien. Det er tight, elegant, veldisponeret og smukt. Lyt bare til Guinnevere.

Albummet er fyldt med sindssygt gode numre fra det lyriske (Guinnevere, igen) over det komplicerede (Suite Judie Blue Eyes) og til den rene charmerende popslasker (Marrakesh Express).

Og nå ja, så indeholder albummet også Wooden Ships - der nu - som i lige nu - er verdens bedste sang.

Albummet er smukt, lækkert, elegant, detaljeret og udfordrende. Og skide godt. Ja, jeg kan godt forstå hvis man kan savne den kommende Neil Young og man synes det er lidt for pænt. Jeg er bare ikke enig. Dette er en perle. En vanvittig god plade.

Hårde facts
Indspillet: juni 1968-april 1969
Udgivet: 29. maj 1969
Producer: Bill Halverson og Crosby, Stills & Nash
Længde: 40:52
Antal numre: 10

Hovednumre
Wooden Ships
Marrakesh Express
Suite Judy Blue Eyes
Helplessly Hoping

Karakter
10

Musik

Røvballerockens grundgen

# 0138 Creedence Clearwater Revival: Bayou Country (1969)

Creedence Clearwater Revival (CCR) blev dannet som gymnasieband i Californien i begyndelsen af 1960'erne af John Fogerty (gui, vo), Doug Clifford (tro) og Stu Cock (bas). De fik hurtigt Fogertys bror Tom med på guitar og vokal. 


I 1968 udsendte de deres selvbetitlede debutalbum hvor især den tunge og sumpede 'Suzie Q' fik opmærksomhed. I de næste to år udsendte CCR fem album - hvor det første er dagens album.

CCR lange og svært udtalelige navn er en sammenstilling af en af Tom Fogertys venner, en hilsen til en ølreklame og et løfte om at arbejde fuldblods med bandet.

Bayou Country er den første ud af tre CCR-album i denne leg.

Bayou Country
Jeg har siddet mange gange på Piraten, på Det Gamle Mejeri og på Postgården og drukket fadøl og hørt på amatør-orkestre. Nogle var gode. Det var andre ikke. Men fælles for de fleste var at de enten spillede numre af Creedence eller ligeså godt kunne have gjort det. 

CCR er et taknemmeligt band at spille - og høre. Det er nemt afkodeligt, det er sejt, melodisk, tungt. Og ofte forsuttet når alverdens barbands går i gang med deres udgave af Proud Mary, Have You Ever Seen The Rain og så videre og så videre. Og det er for fanø jo ikke CCR's skyld. 

Og når man hører kilden. Undersøge grundgenet til røvballerocken er det altså også fedt.

De spiller sejt og tungt. Groovet er sumpet og numrene er ofte fantastiske. En blanding af John Fogertys egne garneret med 'Good Golly Miss Molly'. Og så er John Fogerty en eminent sanger. Måske ikke verdens bedste - men hans lyd er unik. Og så har han muligvis den dårligste diktion jeg nogensinde har hørt. Der er ingen - uden undtagelse - der ved hvad han synger.

Jeg har dog svært ved at lytte mig gennem det bambusrodnet-lignende filter alverdens dårligdomme har lagt over Proud Mary - men åbningen med den uhyggeligt seje Born on the Bayou (eller som Fogerty synger Bojn on the Baaarju) efterfulgt af den ligeså sumpede Bootleg. Og når hele albummet slutter af med den syv minutter lange sumpede Keep on Chooglin. Ja, så får jeg lyst til at bestille en fadøl til. 

Jeg kan godt lide fadøl.

Hårde facts:
Udgivet: januar 1968
Producer: John Fogerty
Længde: 33:48
Antal numre: 7

Hovednumre:
Born on the Bayou
Keep on Chooglin
Bootleg
Graveyard Train

Karakter
8

Musik

Som hvis nu Tom Waits var underlig, skæv og beskidt

# 0139 Captain Beefheart: Trout Mask Replica (1969)

Efter debuten 'Safe As Milk' begyndte Van Vliet at eksperimentere mere med musikken - også uden for den blues de havde deres rødder i. Det resulterede i adskillige dramatiske exitter fra bandet, mens Van Vliet begyndte at samarbejde mere med sin gamle skolekammerat, Frank Zappa. 
I 1968 udkom 'Strictly Personal'. Og året efter dagens album 'Trout Mask Replica'.

Indtil 1982 udsendte Captain Beefheart 9 album inden Don Van Vliet døde i 2010. I 2012 udkom 'Bat Chain Puller' der var indspillet i 1976.

Trout Mask Replica
Det er en mild underdrivelse at påstå at dette 28-numre-lange dobbeltalbum er mærkeligt. På mange måder siger coveret en hel del om musikken - en hatteklædt Van Vliet med pelsforet grøn habitjakke og nå ja - en ørred som ansigt.

Og når man læser hvad ikke indviede - det vil sige folk der er igang med samme projekt som jeg, mener om det svinger det fra et 'Hvad fanden er det her?' til foragt og had.

Så slemt har jeg det ikke. De gange jeg har hørt albummet er jeg det først og fremmest som en mere avantgarde forløber for Tom Waits cirkusperiode - altså fra Swordfishtrombones og frem.
Albummet er en blanding af beskidt voodoo-blues, snakkerier og fri improviseret jazz - og så er det Frank Zappa der har produceret. Og de ting slået sammen giver også et temmelig retvisende billede af musikken.

Med andre ord: Dette er ikke en plade for alle. Jeg er heller ikke sikker på at det er en plade for mig, selvom der er enkelte udvalgte numre blandt de 28 som jeg synes er virkelig fede. Og det er ikke overraskende der hvor det udflippede og avantgarde bliver bygget på en genkendelig voodoo-blues baggrund. Og så synes jeg egentlig at Van Vliet synger helt vildt fedt som en blanding af netop Tom Waits og Dr. John.

Ellers føler jeg mig temmelig meget mere konform i min musiksmag end jeg egentlig går og bilder mig ind. 

I øvrigt er det helt vildt underligt at man kan finde 'Trout Mask Replica' på Rolling Stones ikke specielt avantgarde liste over verdens bedste album - og endda som nr. 60. Tag den Appetite for Destruction, Achtung Baby og Led Zep IV.

Hårde facts 
Indspillet: august 1968 og marts 1969
Udgivet: 16. juni 1969
Producer: Frank Zappa
Længde: 78:51
Antal numre: 28

Hovednumre:
Frownland
The Dust Blows Forward and The Dust Blows Back
Orange Claw Hammer

Rolling Stones
Albummet er nr. 60 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
3

Musik

Det bedste americana er fra Canada

# 0136 Neil Young: Everybody Knows This Is Nowhere (1969)

Neil Young (1945) er en canadisk guitarist, sanger og sangskriver, der sammen med Bob Dylan er en af de allerstørste og mest konsistente sangskrivere i rockmusikkens historie. Hans indflydelse på countryrock, americana og endda grunge kan næsten ikke overvurderes.

I begyndelsen af 1960'erne spillede Young i lokale bands og turnerede også som soloartist, hvor han bl.a. mødte Joni Mitchell. 


I 1966 rejste Young og bassisten Bruce Palmer til Los Angeles. Her mødte de Stephen Stills og dannede Buffalo Springfield.
Buffalo Springfield gik i opløsning og i 1968 udsendte Neil Young sin selvbetitlede debut, der var klart til den mere pæne side af Neil Young og også mere ren country.
Neil Young fandt tre musikere fra bandet The Rockets Danny Whitten (gui), Billy Talbot (bas) og Ralph Molina (tro). De blev til Crazy Horse og udsendte dagens album.

Dagens album er første ud af syv Neil Young-solo-album.

Everybody Knows This Is Nowhere
I mine noter til dette album fra første gang jeg gennempløjede '1001 album' står der kun en sætning:
Jeg elsker denne plade.
Og hvor har jeg dog ret.

Jeg er bestemt ikke sikker på at dette album definerer genren country-rock eller americana; men det er fanderme tæt på. Ligesom den i den grad definerer Young som kunstner i feltet mellem country og udsyret rock and roll.

Sangene er næsten kun skitser - rå og ubehandlede og fyldt med en udefinerbar countrylængsel. Fx 'Down By The River', titelnummeret eller 'Round and Round'.

Derudover er der også rene Young-klassikere som 'Cinnamon Girl' der er vidunderlig og ikke engang tæt på at være albummets bedste sang eller den over ti minutter lange afsluttende 'Cowgirl in the sand', hvor de seks minutter naturligvis er en flippet guitarsolo. Jeg sagde jo, at albummet definerede Young som kunstner.

Hvis jeg skulle vælge mellem Young og Dylan ville jeg nok pr refleks tage Dylan. Men jeg kan se på denne liste at Youngs topniveau album-wise overgår Dylan med en længde eller fire.

Jeg har ikke mere at tilføje. Dette er et fantastisk album. Måske endda Youngs bedste - (Og det bliver ikke sidste gang jeg skriver det.)


Hårde facts
Indspillet: Januar-marts 1969
Udsendt: maj 1969
Producer: Neil Young & David Briggs
Længde: 40:29
Antal numre: 7

Hovednumre:
Round and Round
Cowgirl in the Sand
Cinnamon Girl
Down by the River

Karakter
10

Musik

1968

Mellemstilling

I '1001 album' var der 29 album der kom fra 1968. Og selvom 1968 på mange måder er det magiske årstal - var der i forhold til året før - og efter - et mellemår. Bevares der blev udgivet fantastiske album Hendrix' 'Electric Ladyland', Beatles 'Beatles', Stones: 'Beggars Banquet', Aretha Franklin: 'Lady Soul' men det er også album hvor det foregående eller de efterfølgende bare er en sjat bedre for de pågældende koryfæer.

Syren var blevet comme il faut og havde også fundet en mere mainstream-lyd - og der blev endda også lagt op til en smule elektroniske musik hos United States of America. Og 1968 var også året hvor Johnny Cash kom i fængsel og Janis Joplin rambukskreg en åbning så også kvinder kunne være beskidte og frustrerede.

I gennemsnit gav jeg de 29 album 6,38 - en lille smule mere end 1967 og dermed kiler 1968 sig ind på en foreløbig andenplads. I øvrigt er det 0,32 point mere end første gang jeg lyttede til dem. Jeg er blevet et venligere menneske siden den gang.
Jeg gav kun et album 10 - og jeg diskuterer fortsat med mig selv om ikke det - i sammenligning med de andre - ikke var for voldsomt.

De ti bedste album var

1. The Zombies: Odessey and Oracle (10)
2. Dr. John: Gris-gris (9)
3. The Beatles: The Beatles (9)
4. Jimi Hendrix: Electric Ladyland (9)
5. The Byrds: Sweetheart of the Rodeo (8)
6. The United States of America: The United States of America (8)
7. Aretha Franklin: Lady Soul (8)
8. Scott Walker: Scott 2 (8)
9. Ravi Shankar: The Sound of India (8)
10. Rolling Stones: Beggars Banquet (8)

Jeg var til gengæld mindre begejstret for The Incredible String Bands meget langhårede 'The Hangsman's Beautiful Daughter'

Forglemmelser?

Jeg synes egentlig ikke der er de store uretfærdigheder - største mangel er vel Etta James' 'Tell Mama'. Og så er der naturligvis er glimrende album der røg i svinget: Simon & Garfunkels fine 'Bookends' blev pillet ud til fordel for Savage Rose i Danmark. I nogenlunde samme genre kom Tom Rush med 'A Circle Game' der også er fin fin fin. Det samme er Harry Nilssons 'Aerial Ballet', der indeholder numre som 'One' og 'Everybody's Talkin'.

Og nu bliver jeg igen lynchet for noget der kunne kandidere som mit yndlings-Beach Boys-album en lækker bagatel 'Friends' kom også i '68. 

Så var 1968 også året hvor Joni Mitchell debuterede, i øvrigt samme år som Randy Newman og Neil Young. Men jeg er bestemt ikke sikker på om det ikke netop er deres status af debut der gør dem interessante.

Musik

Ja, den her fra en mand der døde i december måned 1967 er et meget godt bud på årets bedste sang.

En satirisk kindhest til alle blomsterbørn. Slask.

# 0135 Franzk Zappa & the Mothers of Invention: We're Only In It For the Money (1968)

Efter debuten 'Freak Out' fra 1966 kom 'Absolutely Free' året efter. 
Nogenlunde samtidig flyttede Zappa og resten af bandet fra Californien til New York. Her videreudviklede de deres blanding af syret rockmusik, improvisationer, skæg og satire over stort set hele verdens fortrædeligheder. Ikke mindst hippierne - som fik sig en over nakken med dagens album, der blev Zappas tredje.

We're Only in it for the Money
Alene coveret er en flabethed. Det mest ikoniserede rockcover, der vel lige nåede at blive elsket af hippier og rockmåse i et år gammel før Zappa og Mothers of Invention havde lavet en forvrænget udgave af det.
Og hele albummet er for dem der lytter efter teksterne en satire over blomsterbørnenes hykleri og selvfedme - med spejludgaver af fx Hey Joe bare i triple-tempo alt det blandet med den allerede kendte zappaske skæve musik.

Da jeg var en ganske ung sydsjællandsk knejt hørte jeg på det ellers meget lidt avantgarde Radio Østsjælland programmet 'Oppe i træet med Mutanten og Gensplejsen'. De spillede gammel skør 60'er syre og lavede satire i den grundtone. Mutanten og Gensplejsen var i virkeligheden - ikke overraskende - to skolelærere årgang ca 1950, der havde en voldsom faible for Zappa og hans satiriske og musikalske univers. Og de to værter spillede også mindst et Zappa-nummer i den time de havde til rådighed. 

Det var derigennem jeg lærte om Zappa. Og det var der jeg både lærte at holde af ham - og samtidig også betragte ham som en persona, hvis univers så absolut bliver bedre hvis man 1) er skolelærer (subsidiært gymnasielærer) 2) er fra ca. årgang 1950 og dermed var der dengang det skete 3) synes Tom Lehrer, Universitetsrevyer og Rokokoposten (ja, jeg ved godt at den sidstnævnte ikke er samtidig) er absolut fantastisk skægt. Hver gang.

Og her med denne videnskabelige opdeling viser jeg mit problem med mig og Zappa. For jeg er der næsten - og dog. Jeg er ikke skolelærer, men kunne ligeså godt have været det. 1974 er trods alt ikke lige omkring 1950 (men dog tættere på end 1920 eller 1980). Jeg synes der ofte er en ualmindelig selvsmagende albuelæderlap over Lehrer og Rokokoposten.  

Det er ikke Zappas skyld. Men det er bare sådan jeg har det når jeg hører ham. Jeg elsker at han er der. Jeg elsker at der findes en figur som ham. Men jeg lytter ikke specielt meget til tekster og synes i grunden også at satiren bliver meget kontekst- og tidsbundet. Og hvad skal jeg så stille op med det her 45 år efter? Mit svar er at jeg bliver nødt til at betragte det med historiske briller på. Det er fjong nok. Men det betyder også bare at jeg ikke kan ralle over det af kærlighed. Og på den måde kommer mine favoritter hos Zappa til at være noget senere - Hot Rats fx og Sheik Yerbuti.

Men der er numre som selv mit ignorante jeg må glædes over: Flower Punk, der er den førnævnte Hey Joe på speed, i Take Your Clothes Of When Your Dancing kommer det fine og fjollede nummer før satiren og selvom der er flere der holder af What's The Ugliest Part of your Body er dette også et sted hvor den forvrængede Beatles bliver fint - også alene.

Hårde facts
Indspillet: marts - oktober 1967
Udgivet: 4. marts 1968
Producer: Frank Zappa
Længde: 39:15
Antal numre: 19

Hovednumre
Flower Punk
Take Your Clothes of When You're Dancing
What's The Ugliest part of Your Body
Lonely Little Girl

Karakter
3

Musik

Tre et halvt band - et album

# 0134 The Beatles: The Beatles (The White Album) (1968)

Efter den kunstneriske zenit med Sgt. Pepper fik The Beatles deres første lunkne kritik med filmen Magical Mystery Tours og dets soundtrack. Filmen blev beskrevet som sludder - mens albummet der bestod af tidligere singler og spacede numre fra filmen (I Am the Walrus fx men også The Fool on the Hill, Strawberry Fields Forever, All You Need Is Love, Hello Goodbye - pænt store numre alligevel) fik fine ord med på vejen. Andet ville også have været sindssygt..


I begyndelsen af 1968 medvirkede de i tegnefilmen Yellow Submarine og dennes soundtrack der var en samling af tidligere numre.

Bandet var taget til Indien for at studere hos Mahareshi Mahesh Yogi, men det var ikke lykken. Starr kedede sig bravt og da yogien ikke helt havde glemt kødets optugtelse forlod også Lennon Indien. Og fra maj til oktober 1968 indspillede de dagens album, der mere end noget viste at The Fab Four var på vej i fire forskellige veje.

The Beatles
Hvis dette album var skåret ned til et album ville det sikkert være verdens bedste. Nogensinde. Især hvis man kunne få det til at hænge sammen, for det vil være synd at sige at det er perfekt - dertil er der simpelthen for mange numre der er irriterende. Ligesom det vil være decideret dumt at påstå, at det er sammenhængende og egalt. Dertil stritter det i ikke sammennåelige retninger. 

Det er et album der består af perler på en snor snarere end et helstøbt vært. Det er tre sangskrivere der arbejder for sig selv og mod hvert sit mål. Og det er så absolut fint nok.

McCartney
Jeg er generelt helt igennem træt af den blaseret tilgang, der er til McCartney. 
Jeg er irriteret over, at der er nogen, der synes, at det er træls, at han er både dygtig - sandsynligvis den bedste instrumentalist på alle instrumenter i The Beatles, at hans talent for hooks er så koloenormt stort. Jeg er pjattet med ham - og jeg synes han klæder Lennon godt.
Men jeg må indrømme at på The White Album er det hans sange, der trækker ned - og det er især de sange som Lennon ikke venligt kaldte betegnede som Granny-songs. Det er ikke fordi der er noget galt med sange om hans hund i Martha My Dear eller den temmelig klistrede bryllupssang I Will eller music-hall-sangen Honey Pie. Men det gode kan også blive for meget. Og helt ærlig, det er svært at holde af Obla-di obla-da. Og da jeg stod og hørte The White Album i dag mens jeg vaskede op nåede jeg at tænke at det var McCartney der trak ned - men så kom 'Helter Skelter' og tværede det hele ud. Og så er det pæne og pudseløjerlige og kitchede tilgivet. (Og jeg elsker i øvrigt Rocky Raccoon)

Lennon
Generelt er Lennon fantastisk på The White Album. Jeg har lyst til at sige at det er her han som sangskriver i The Beatles peaker (Det er ikke noget jeg har tænkt over). Hør bare Revolution 1, Sexy Sadie, I'm So Tired, Julia, Dear Prudence og især Happiness Is A Warm Gun. 
Til gengæld er lydcollagen Revolution 9 altså ikke en jeg ser frem til. Jeg syntes den var vanvittig uhyggelig, første gang jeg hørte den, mine børn delte den oplevelse i morges og sætningen 'Ih, festen er lidt død, jeg sætter lige Revolution 9 på' er aldrig blevet sagt - ligesom det er de færreste kærlighedsforhold, der er begyndt til det evigt gentagne Number nine - number nine. Ikke fordi sex altid skal  være en målestok. Hvad jeg prøver at sige: jeg synes det er interessant og spændende og modigt, at den er der - men jeg mærker det lizzom ikke i mit indre, vel.

Harrison
Igen står Harrison bag den gemte perle med den ultra funky Savoy Truffle. Jeg må herefter sætte mig til offentlig ydmygelse for jeg synes altså at While My Guitar Gently Weeps er både klichetøndetyk og klægt romantiserende. Claptons solo er fin, bevares.

Starr
Ringos bidrag er bedre end Obladi oblada.

Alt i alt - den stritter. Og det er som en sten i skoen. Og der er perler, der ikke er forsuttede. Og alene derfor burde jeg give den 10. Men jeg gør det ikke. For den er også for usammenhængende og der er for mange irriterende numre på. Men når det er godt - er de altså vidunderlige. Også når de er hver for sig.

Hårde facts
Indspillet: 30. maj - 14. oktober 1968
Udgivet: 22. november 1968
Producer: George Martin, Chris Thomas
Længde: 93:35
Antal numre: 30

Hovednumre
Savoy Truffle
Happiness Is A Warm Gun
Helter Skelter
Dear Prudence
Rocky Raccoon
Julia
Revolution 1

Rolling Stone
Albummet er nr. 10 på Rolling Stones liste over verdens bedste albun

Karakter
9

Musik

Byrds med længsel og countrysjæl

# 0133 The Byrds: Sweetheart of the Rodeo (1968)

Efter The Notorius Byrd Brothers og det endegyldige farvel til David Crosby og Michael Clarke var Byrds reelt en duo bestående af Roger McGuinn og Chris Hillman, men Hillmans fætter Kevin Kelley kom med på trommer og gruppen blev en kvartet da den kun 21-årige Gram Parsons blev indlemmet som keyboardspiller/guitarist. Klogt valg. 

Hillman og Parsons fandt en fælles kærlighed for country og bluegrass og begyndte at blande met med rock.

De indspillede dagens album. Og Parsons forlod kort tid efter bandet, da han ikke ville spille med Byrds i Sydafrika (og måske for at hænge ud sammen med Jagger og Richards).

Gram Parsons dannede Flying Burrito Brothers og lavede soloalbum og ham hører vi mere til i denne leg.

The Byrds derimod begyndte en sikker vej mod den endelige opløsning, da Chris Hillman forlod bandet for at være med i Flying Burrito Brothers. På den måde var Roger McGuinn det eneste originale medlem af Byrds. De nåede at lave seks album, hvor 'Byrds' i 1973 blev deres sidste.

Sweetheart of the Rodeo
Fortællingen går på at Byrds havde ambitionen om at dagens album skulle være en tour de force gennem amerikansk musik i det 20. århundrede - fra country gennem jazz, rhythm and blues med meget videre. Fin ide, sagde det nye medlem Gram Parsons, men jeg synes vi skal stoppe ved country. Og sådan blev det. Og på den måde skabte The Byrds muligvis deres mest sammenhængende album. 

Er man ikke til country og til country-rock skal man holde sig et par lysår væk fra dette album. (Men mon ikke coveret godt kan skræmme folk væk) Væk er syreguitaren. Ind er kommet country garneret med westen med et splash af udlængsel, melankoli og sorg over en tabt kæreste og en død hund.

Jeg ved ikke om jeg har antydet det før; men det er ca. noget jeg virkelig godt kan lide - sange om tabte kærester, døde hund og længsel mod det uendelige vest.

Og der er naturligvis to sange af Dylan, en enkelt fremragende countryklassiker, en Louvin-brothers-sang, en Merle Haggard, en Woody Guthrie og en håndfuld Byrdssange.

Det er ret flippet at tænke på at Gram Parsons altså kun er 21 år, laver stort set sin egen genre og skriver Hickory Wind på samme album. Det er fanderme imponerende. 

Det er fedt især når det er Parsons der er hovedmanden. Og det blev et fint punktum i denne leg for The Byrds.

Hårde facts:
Indspillet 9-15 marts 1968
Udgivet: 30. august 1968
Producer: Gary Usher
Længde: 32:35
Antal numre: 11

Hovednumre:
I Am A Pilgrim
Hickory Wind
The Christian Life
You Ain't Going Nowhere

Karakter
8

Musik

Folk-soul der ikke er for fastholdere

# 0132 Van Morrison: Astral Weeks (1968)

George Ivan Morrison - Van Morrison (1945) er en nordirsk sanger og sangskriver, der af mange regnes for en af de absolut bedste hvide sangere. Selvom Morrison voksede op i Belfast, var det den amerikanske soul han blev opdraget med: Solomon Burke, Ray Charles. The lot. 

Morrison lærte sig selv at spille guitar og saxofon og var med i lokale bands, indtil han i 1964 kom med i bandet Them, der spillede en ligeså rå udgave af RNB som Stones (Morrison lyder temmelig meget som Jagger på de første plader). Og fik hits som 'Gloria', 'Baby Please Don't Go' og 'Here Comes the Night'. 


Them blev også markedsført som en del af den britiske invasion, og de spillede i Whiseky a Go Go med Doors som opvarmere, hvor han ifølge Robbie Densmore påvirkede den anden Morrison i alvorlig grad. Men en disput med deres manager fik Them til at gå i opløsning og Morrison gik solo i 1967, hvor hans første single 'Brown Eyed Girl' blev et fortjent og gigantisk hit.

Året efter kom dagens album, der er første ud af tre Van Morrison-album i denne leg.

Astral Weeks
Som alle andre i hele verden synes jeg Van Morrison er fantastisk. Han er en emint sanger, med stor fylde i sin stemme og en næsten Sinatrask timing, og er derudover kendt for at være moody to say the least. 

Astral Weeks er så klart hans mest kanoniserede plade på trods af man ikke kan finde store Morrison-hits som fx Brown Eyed Girl, Moondance på den.

Og som sagt er jeg pjattet med Van Morrison. men jeg må også bare blankt erkende at jeg ikke er voksen nok til at hoppe med på at betragte 'Astral Weeks' som en af verdens bedste album nogensinde. 

Det er godt - tæske godt - bevares. Jeg kan lide, at det ikke sådan lige er til at sætte i bås; at jeg oprigtig er i tvivl om det er folk, soul, rock'n'roll younameit. Og det er sådan set også ok, at der ikke er et af de folk-soulede hit man kan tralle med på. Men det er måske alligevel det sidstnævnte jeg savner før jeg kan komme helt op og ringe. 

For 'Astral Weeks' bliver med sine lange flyvske - ja næsten cykliske og transcenderende sange nemlig temmelig flyvsk. Også for meget for min ringe smag. Jeg har voldhørt det og synes det er fino, men jeg knuselsker det ikke. Og jeg vil SÅ gerne gøre det, knuselske den, altså. Måske skal min Van Morrison-elskende kæreste sætte mig ned og formidle det til mig, så det bliver lige så elsket som anerkendt for mig.

Hårde facts
Indspillet: september-oktober 1968
Udgivet: november 1968
Producer: Lewis Merenstein
Længde: 46:05
Antal numre: 9

Hovednumre
The Way Young Lovers Do
Sweet Thing
Cypres Avenus

Rolling Stone
Astral Weeks er nummer 10 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
7

Musik

What's your name? Who's your daddy?

# 0131 The Zombies: Odessey and Oracle (1968)

The Zombies er et engelsk rockband, der blev dannet i 1962 af Rod Argent (org, vo) og Colin Blunstone (vo). 

De vandt en talentkonkurrence og debuterede i 1964 med den fantastiske 'She's not there', der vist nok var Argents anden sang. The Zombies blev en del af midt-60'ernes britiske invasion i USA. 

I 1965 albumdebuterede de med 'Begin There' der var en blanding af skramlet rock'n'roll-udgaver af R'n'B-klassikere - absolut charmerende. 


I 1968 kom opfølgeren, dagens album. Albummet solgte dårligt - og dog i 1969 røg singlen 'Time of the Season' i top fem på Billboard. Men der var bandet gået i opløsning. 
The Zombies har været gendannet et par gange i 1990'erne og i 00'erne.

Odessey and Oracle
The Zombies bestod i 1967 hvor dette fremragende album blev indspillet foruden Argent og Blunstone af Chris White (ba, vo), Paul Atkonson (gui, vo) og Hugh Grundy (tro, vo). The Zombies var altså ligesom Beatles et band med flere sangere. Og ligesom Beatles udnytter de det virkelig lækkert. Både med de forskellige udtryk forskellige forsangere giver og et ret effent korarbejde.

Jeg stødte først på bandet til soundtracket til Trier/Vinterberg-filmen 'Dear Wendy' og havde for et par år siden 'She's Not There' og 'Time of the Season' kørende i lykkelig og konstant repeat.

Og det er nemt at holde af The Zombies andet og reelt sidste album. Det er en fin sammensmeltning af The Kinks (frataget deres indforståethed) og så The Beatles elegance. Jeg har hørt 'Odessey and Oracle' virkelig mange gange og der er ikke et svagt nummer på. Det er så fint at jeg ofte bliver blasert og tænker er det her for fint, for gennemført, for lækkert, for meget i centrum af Davies og McCartney til at jeg kan tillade mig at være så glad for det. Se, så dum er jeg.

Måske er det også fordi at blandingen af de Kinks/Beatles-agtige sange som fx 'A Rose From Emily' og 'I Want Her She Wants Me' så klart overskygges af 'Time of The Season' der har et helt andet tungt og sexet og farligt groove og overskygger de 11 andre gode sange. Måske især fordi mesterværkssangen lukker albummet. Måske?

Men ok, helt ærlig. The Zombies kan altid komme ind i min top fem over britiske bands fra 1960'erne (de kan nok endda smide sig ind i top tre) og Odessey and Oracle er et fantastisk album.

Det er coverdesigneren, Terry Quirk, der står bag albumtitlens stavefejl. 

Hårde facts:
Indspillet: juni-november 1967
Udgivet: 19. april 1968
Producer: The Zombies
Længde: 35:18
Antal numre 12

Hovednumre
Time of the Season
Care of Cell 44
Maybe After He's Gone
I Want Her She Wants Me

Rolling Stone
Albummet er nr. 100 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
10

Musik

Alt for meget - alt for dejligt meget

# 0130 Scott Walker: Scott 2 (1968)

Scott Walker (født Noel Scott Engel) (1943) er en amerikansk sanger og sangskriver. Som 16-årig flyttede Walker til Californien, men hans smag for avantgardejazz og europæisk kunst kolliderede en smule med den solrige surfscene.

I 1961 mødte han guitarist og sanger John Maus der optrådte som John Walker. I 1964 dannede de Walker Brothers sammen med Gary Leeds. Bandet fik massiv succes i England bl.a. med Burt Bacharachs 'Make it easy on yourself'. 

Musikalske uoverenstemmelser fik Scott Walker til at forlade bandet og gå solo i 1967, albummet var 'Scott', der året efter blev fulgt op af dagens album.

Scott Walker er repræsenteret to gange i 1001 album du skal høre før du dør.

Scott 2
Scott Walker er for meget. Det er for storladent, pomp- og monstr-øst. Det er som Jacquel Brel, der synger Brecht produceret af Phil Spector - med et ordentlig touch af Burt Bacharach og cowboyfilm.
Fik jeg sagt at jeg egentlig synes det er ret fedt?

Og når man ser på numrene er min fornemmelse af albummet temmelig præcist: Der er tre Brel-sange (og det borger for en voldosom udenpåtøjet følelsesformidling), der er to filmsange - strygende corny cowboystemning, der er coversange, Bacharach-sange og et massivt lydbillede med strygere og molevitten.

Og jeg er til fals for det. Jeg kan godt lide Brel og Brecht og Bacharach og jeg var ret vild med Last Shadow Puppets der næsten lavede en Walker-kopi i 2008. 

Walker synger fantastisk og det er nemt at blive indsuget af den corny og storladne og alligevel elegante og melankolske stemning. Patetisk (i ordets oprindelige betydning) er vel ordet.

Det er bedst i Jackie, i Tim Hardins temmelig vidunderlige Black Sheep Boy, i The Bridge og i Windows of the World og den meget Brelske Next.

Når det er så fantastisk glemmer man det corny og det Spector-inspirerede lydbillede. Og så kan for meget blive dejligt alt for meget.

Hårde facts:
Udgivet marts 1968
Producer: John Franz
Længde: 43:47
Antal numre: 12

Hovednumre
Black Sheep Boy
Jackie
The Bridge
Next

Karakter:
8

Musik

Brasiliansk, sommerligt og småkedeligt

# 0129 Caetano Veloso: Caetano Veloso (1968)

Caetano Veloso (1942) er en brasiliansk sanger, sangskriver, guitarist og politisk aktivist. Han blev i slut-60'erne foregangsmand sammen med bl.a. Os Mutantes og Gilberto Gil i den brasilianske bevægelse Tropicalismo, som blandede musik og teater og poesi og som generelt var i opposition til det nye militærdiktatur i landet.

Veloso blev som ung inspireret af Joao Gilberto og i midten af 1960'erne blev han og Os Mutantes bannerfører for Tropicalismo der blandede traditionel brasiliansk musik (bossa fx) med rock og syre og avantgarde.

Veloso debuterede i 1967 og året efter udkom dagens album. Siden har han udsendt på den anden side af 40 album.

Caetano Veloso
Dette projekt har fået mine ører op for brasiliansk musik. Jeg elsker Os Mutantes er pjattet med det svingende og tilbagelænet, det coole og det labre. Så jeg var venligt stemt og har hørt dette album i hvert fald en håndfuld gange i denne omgang. Og det får sgu ikke skovlen under mig.

Stemningen er sådan set fin nok. Rock, surf og brasilianske julelege. Og det lyder sgudda meget godt, gør det. Alligevel virker det lidt ligegyldigt for mig her i 2013 efter fem gennemlytninger.

Det er ikke cool nok til at jeg får lyst til min Claus Nissen-imitation. Det er heller ikke så corny som Astrud Gilbertos eksempel i legen - hvilket man kun kan være glad for. Men det er heller ikke specielt charmerende, sangene er hverken cool, interessante eller sublime. De er bare småkedelige. Undtaget er Alegria Alegria, og så er den heller ikke mere fantastisk.

Hårde facts:
Udgivet 1968
Producer: Manuel Barenbein
Længde: 34:54
Antal numre: 12

Hovednumre:
Alegria Alegria
Tropicalia
Soy Loco po ti, America

Karakter
3

Musik