Byrds med længsel og countrysjæl

# 0133 The Byrds: Sweetheart of the Rodeo (1968)

Efter The Notorius Byrd Brothers og det endegyldige farvel til David Crosby og Michael Clarke var Byrds reelt en duo bestående af Roger McGuinn og Chris Hillman, men Hillmans fætter Kevin Kelley kom med på trommer og gruppen blev en kvartet da den kun 21-årige Gram Parsons blev indlemmet som keyboardspiller/guitarist. Klogt valg. 

Hillman og Parsons fandt en fælles kærlighed for country og bluegrass og begyndte at blande met med rock.

De indspillede dagens album. Og Parsons forlod kort tid efter bandet, da han ikke ville spille med Byrds i Sydafrika (og måske for at hænge ud sammen med Jagger og Richards).

Gram Parsons dannede Flying Burrito Brothers og lavede soloalbum og ham hører vi mere til i denne leg.

The Byrds derimod begyndte en sikker vej mod den endelige opløsning, da Chris Hillman forlod bandet for at være med i Flying Burrito Brothers. På den måde var Roger McGuinn det eneste originale medlem af Byrds. De nåede at lave seks album, hvor 'Byrds' i 1973 blev deres sidste.

Sweetheart of the Rodeo
Fortællingen går på at Byrds havde ambitionen om at dagens album skulle være en tour de force gennem amerikansk musik i det 20. århundrede - fra country gennem jazz, rhythm and blues med meget videre. Fin ide, sagde det nye medlem Gram Parsons, men jeg synes vi skal stoppe ved country. Og sådan blev det. Og på den måde skabte The Byrds muligvis deres mest sammenhængende album. 

Er man ikke til country og til country-rock skal man holde sig et par lysår væk fra dette album. (Men mon ikke coveret godt kan skræmme folk væk) Væk er syreguitaren. Ind er kommet country garneret med westen med et splash af udlængsel, melankoli og sorg over en tabt kæreste og en død hund.

Jeg ved ikke om jeg har antydet det før; men det er ca. noget jeg virkelig godt kan lide - sange om tabte kærester, døde hund og længsel mod det uendelige vest.

Og der er naturligvis to sange af Dylan, en enkelt fremragende countryklassiker, en Louvin-brothers-sang, en Merle Haggard, en Woody Guthrie og en håndfuld Byrdssange.

Det er ret flippet at tænke på at Gram Parsons altså kun er 21 år, laver stort set sin egen genre og skriver Hickory Wind på samme album. Det er fanderme imponerende. 

Det er fedt især når det er Parsons der er hovedmanden. Og det blev et fint punktum i denne leg for The Byrds.

Hårde facts:
Indspillet 9-15 marts 1968
Udgivet: 30. august 1968
Producer: Gary Usher
Længde: 32:35
Antal numre: 11

Hovednumre:
I Am A Pilgrim
Hickory Wind
The Christian Life
You Ain't Going Nowhere

Karakter
8

Musik