Folk-soul der ikke er for fastholdere

# 0132 Van Morrison: Astral Weeks (1968)

George Ivan Morrison - Van Morrison (1945) er en nordirsk sanger og sangskriver, der af mange regnes for en af de absolut bedste hvide sangere. Selvom Morrison voksede op i Belfast, var det den amerikanske soul han blev opdraget med: Solomon Burke, Ray Charles. The lot. 

Morrison lærte sig selv at spille guitar og saxofon og var med i lokale bands, indtil han i 1964 kom med i bandet Them, der spillede en ligeså rå udgave af RNB som Stones (Morrison lyder temmelig meget som Jagger på de første plader). Og fik hits som 'Gloria', 'Baby Please Don't Go' og 'Here Comes the Night'. 


Them blev også markedsført som en del af den britiske invasion, og de spillede i Whiseky a Go Go med Doors som opvarmere, hvor han ifølge Robbie Densmore påvirkede den anden Morrison i alvorlig grad. Men en disput med deres manager fik Them til at gå i opløsning og Morrison gik solo i 1967, hvor hans første single 'Brown Eyed Girl' blev et fortjent og gigantisk hit.

Året efter kom dagens album, der er første ud af tre Van Morrison-album i denne leg.

Astral Weeks
Som alle andre i hele verden synes jeg Van Morrison er fantastisk. Han er en emint sanger, med stor fylde i sin stemme og en næsten Sinatrask timing, og er derudover kendt for at være moody to say the least. 

Astral Weeks er så klart hans mest kanoniserede plade på trods af man ikke kan finde store Morrison-hits som fx Brown Eyed Girl, Moondance på den.

Og som sagt er jeg pjattet med Van Morrison. men jeg må også bare blankt erkende at jeg ikke er voksen nok til at hoppe med på at betragte 'Astral Weeks' som en af verdens bedste album nogensinde. 

Det er godt - tæske godt - bevares. Jeg kan lide, at det ikke sådan lige er til at sætte i bås; at jeg oprigtig er i tvivl om det er folk, soul, rock'n'roll younameit. Og det er sådan set også ok, at der ikke er et af de folk-soulede hit man kan tralle med på. Men det er måske alligevel det sidstnævnte jeg savner før jeg kan komme helt op og ringe. 

For 'Astral Weeks' bliver med sine lange flyvske - ja næsten cykliske og transcenderende sange nemlig temmelig flyvsk. Også for meget for min ringe smag. Jeg har voldhørt det og synes det er fino, men jeg knuselsker det ikke. Og jeg vil SÅ gerne gøre det, knuselske den, altså. Måske skal min Van Morrison-elskende kæreste sætte mig ned og formidle det til mig, så det bliver lige så elsket som anerkendt for mig.

Hårde facts
Indspillet: september-oktober 1968
Udgivet: november 1968
Producer: Lewis Merenstein
Længde: 46:05
Antal numre: 9

Hovednumre
The Way Young Lovers Do
Sweet Thing
Cypres Avenus

Rolling Stone
Astral Weeks er nummer 10 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
7

Musik