Scott Walker (født Noel Scott Engel) (1943) er en amerikansk sanger og sangskriver. Som 16-årig flyttede Walker til Californien, men hans smag for avantgardejazz og europæisk kunst kolliderede en smule med den solrige surfscene.
I 1961 mødte han guitarist og sanger John Maus der optrådte som John Walker. I 1964 dannede de Walker Brothers sammen med Gary Leeds. Bandet fik massiv succes i England bl.a. med Burt Bacharachs 'Make it easy on yourself'.
Musikalske uoverenstemmelser fik Scott Walker til at forlade bandet og gå solo i 1967, albummet var 'Scott', der året efter blev fulgt op af dagens album.
Scott Walker er repræsenteret to gange i 1001 album du skal høre før du dør.
Scott 2
Scott Walker er for meget. Det er for storladent, pomp- og monstr-øst. Det er som Jacquel Brel, der synger Brecht produceret af Phil Spector - med et ordentlig touch af Burt Bacharach og cowboyfilm.
Fik jeg sagt at jeg egentlig synes det er ret fedt?
Og når man ser på numrene er min fornemmelse af albummet temmelig præcist: Der er tre Brel-sange (og det borger for en voldosom udenpåtøjet følelsesformidling), der er to filmsange - strygende corny cowboystemning, der er coversange, Bacharach-sange og et massivt lydbillede med strygere og molevitten.
Og jeg er til fals for det. Jeg kan godt lide Brel og Brecht og Bacharach og jeg var ret vild med Last Shadow Puppets der næsten lavede en Walker-kopi i 2008.
Walker synger fantastisk og det er nemt at blive indsuget af den corny og storladne og alligevel elegante og melankolske stemning. Patetisk (i ordets oprindelige betydning) er vel ordet.
Det er bedst i Jackie, i Tim Hardins temmelig vidunderlige Black Sheep Boy, i The Bridge og i Windows of the World og den meget Brelske Next.
Når det er så fantastisk glemmer man det corny og det Spector-inspirerede lydbillede. Og så kan for meget blive dejligt alt for meget.
Hårde facts:
Udgivet marts 1968
Producer: John Franz
Længde: 43:47
Antal numre: 12
Hovednumre
Black Sheep Boy
Jackie
The Bridge
Next
Karakter:
8
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar