Nogenlunde samtidig flyttede Zappa og resten af bandet fra Californien til New York. Her videreudviklede de deres blanding af syret rockmusik, improvisationer, skæg og satire over stort set hele verdens fortrædeligheder. Ikke mindst hippierne - som fik sig en over nakken med dagens album, der blev Zappas tredje.
Alene coveret er en flabethed. Det mest ikoniserede rockcover, der vel lige nåede at blive elsket af hippier og rockmåse i et år gammel før Zappa og Mothers of Invention havde lavet en forvrænget udgave af det.
Og hele albummet er for dem der lytter efter teksterne en satire over blomsterbørnenes hykleri og selvfedme - med spejludgaver af fx Hey Joe bare i triple-tempo alt det blandet med den allerede kendte zappaske skæve musik.
Da jeg var en ganske ung sydsjællandsk knejt hørte jeg på det ellers meget lidt avantgarde Radio Østsjælland programmet 'Oppe i træet med Mutanten og Gensplejsen'. De spillede gammel skør 60'er syre og lavede satire i den grundtone. Mutanten og Gensplejsen var i virkeligheden - ikke overraskende - to skolelærere årgang ca 1950, der havde en voldsom faible for Zappa og hans satiriske og musikalske univers. Og de to værter spillede også mindst et Zappa-nummer i den time de havde til rådighed.
Det var derigennem jeg lærte om Zappa. Og det var der jeg både lærte at holde af ham - og samtidig også betragte ham som en persona, hvis univers så absolut bliver bedre hvis man 1) er skolelærer (subsidiært gymnasielærer) 2) er fra ca. årgang 1950 og dermed var der dengang det skete 3) synes Tom Lehrer, Universitetsrevyer og Rokokoposten (ja, jeg ved godt at den sidstnævnte ikke er samtidig) er absolut fantastisk skægt. Hver gang.
Og her med denne videnskabelige opdeling viser jeg mit problem med mig og Zappa. For jeg er der næsten - og dog. Jeg er ikke skolelærer, men kunne ligeså godt have været det. 1974 er trods alt ikke lige omkring 1950 (men dog tættere på end 1920 eller 1980). Jeg synes der ofte er en ualmindelig selvsmagende albuelæderlap over Lehrer og Rokokoposten.
Det er ikke Zappas skyld. Men det er bare sådan jeg har det når jeg hører ham. Jeg elsker at han er der. Jeg elsker at der findes en figur som ham. Men jeg lytter ikke specielt meget til tekster og synes i grunden også at satiren bliver meget kontekst- og tidsbundet. Og hvad skal jeg så stille op med det her 45 år efter? Mit svar er at jeg bliver nødt til at betragte det med historiske briller på. Det er fjong nok. Men det betyder også bare at jeg ikke kan ralle over det af kærlighed. Og på den måde kommer mine favoritter hos Zappa til at være noget senere - Hot Rats fx og Sheik Yerbuti.
Men der er numre som selv mit ignorante jeg må glædes over: Flower Punk, der er den førnævnte Hey Joe på speed, i Take Your Clothes Of When Your Dancing kommer det fine og fjollede nummer før satiren og selvom der er flere der holder af What's The Ugliest Part of your Body er dette også et sted hvor den forvrængede Beatles bliver fint - også alene.
Hårde facts
Indspillet: marts - oktober 1967
Udgivet: 4. marts 1968
Producer: Frank Zappa
Længde: 39:15
Antal numre: 19
Hovednumre
Flower Punk
Take Your Clothes of When You're Dancing
What's The Ugliest part of Your Body
Lonely Little Girl
Karakter
3
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar