I begyndelsen af 1968 medvirkede de i tegnefilmen Yellow Submarine og dennes soundtrack der var en samling af tidligere numre.
Bandet var taget til Indien for at studere hos Mahareshi Mahesh Yogi, men det var ikke lykken. Starr kedede sig bravt og da yogien ikke helt havde glemt kødets optugtelse forlod også Lennon Indien. Og fra maj til oktober 1968 indspillede de dagens album, der mere end noget viste at The Fab Four var på vej i fire forskellige veje.
Hvis dette album var skåret ned til et album ville det sikkert være verdens bedste. Nogensinde. Især hvis man kunne få det til at hænge sammen, for det vil være synd at sige at det er perfekt - dertil er der simpelthen for mange numre der er irriterende. Ligesom det vil være decideret dumt at påstå, at det er sammenhængende og egalt. Dertil stritter det i ikke sammennåelige retninger.
Det er et album der består af perler på en snor snarere end et helstøbt vært. Det er tre sangskrivere der arbejder for sig selv og mod hvert sit mål. Og det er så absolut fint nok.
McCartney
Jeg er generelt helt igennem træt af den blaseret tilgang, der er til McCartney.
Jeg er irriteret over, at der er nogen, der synes, at det er træls, at han er både dygtig - sandsynligvis den bedste instrumentalist på alle instrumenter i The Beatles, at hans talent for hooks er så koloenormt stort. Jeg er pjattet med ham - og jeg synes han klæder Lennon godt.
Men jeg må indrømme at på The White Album er det hans sange, der trækker ned - og det er især de sange som Lennon ikke venligt kaldte betegnede som Granny-songs. Det er ikke fordi der er noget galt med sange om hans hund i Martha My Dear eller den temmelig klistrede bryllupssang I Will eller music-hall-sangen Honey Pie. Men det gode kan også blive for meget. Og helt ærlig, det er svært at holde af Obla-di obla-da. Og da jeg stod og hørte The White Album i dag mens jeg vaskede op nåede jeg at tænke at det var McCartney der trak ned - men så kom 'Helter Skelter' og tværede det hele ud. Og så er det pæne og pudseløjerlige og kitchede tilgivet. (Og jeg elsker i øvrigt Rocky Raccoon)
Lennon
Generelt er Lennon fantastisk på The White Album. Jeg har lyst til at sige at det er her han som sangskriver i The Beatles peaker (Det er ikke noget jeg har tænkt over). Hør bare Revolution 1, Sexy Sadie, I'm So Tired, Julia, Dear Prudence og især Happiness Is A Warm Gun.
Til gengæld er lydcollagen Revolution 9 altså ikke en jeg ser frem til. Jeg syntes den var vanvittig uhyggelig, første gang jeg hørte den, mine børn delte den oplevelse i morges og sætningen 'Ih, festen er lidt død, jeg sætter lige Revolution 9 på' er aldrig blevet sagt - ligesom det er de færreste kærlighedsforhold, der er begyndt til det evigt gentagne Number nine - number nine. Ikke fordi sex altid skal være en målestok. Hvad jeg prøver at sige: jeg synes det er interessant og spændende og modigt, at den er der - men jeg mærker det lizzom ikke i mit indre, vel.
Harrison
Igen står Harrison bag den gemte perle med den ultra funky Savoy Truffle. Jeg må herefter sætte mig til offentlig ydmygelse for jeg synes altså at While My Guitar Gently Weeps er både klichetøndetyk og klægt romantiserende. Claptons solo er fin, bevares.
Starr
Ringos bidrag er bedre end Obladi oblada.
Alt i alt - den stritter. Og det er som en sten i skoen. Og der er perler, der ikke er forsuttede. Og alene derfor burde jeg give den 10. Men jeg gør det ikke. For den er også for usammenhængende og der er for mange irriterende numre på. Men når det er godt - er de altså vidunderlige. Også når de er hver for sig.
Hårde facts
Indspillet: 30. maj - 14. oktober 1968
Udgivet: 22. november 1968
Producer: George Martin, Chris Thomas
Længde: 93:35
Antal numre: 30
Hovednumre
Savoy Truffle
Happiness Is A Warm Gun
Helter Skelter
Dear Prudence
Rocky Raccoon
Julia
Revolution 1
Rolling Stone
Albummet er nr. 10 på Rolling Stones liste over verdens bedste albun
Karakter
9
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar