mandag den 5. august 2013

Brasiliansk, sommerligt og småkedeligt

# 0129 Caetano Veloso: Caetano Veloso (1968)

Caetano Veloso (1942) er en brasiliansk sanger, sangskriver, guitarist og politisk aktivist. Han blev i slut-60'erne foregangsmand sammen med bl.a. Os Mutantes og Gilberto Gil i den brasilianske bevægelse Tropicalismo, som blandede musik og teater og poesi og som generelt var i opposition til det nye militærdiktatur i landet.

Veloso blev som ung inspireret af Joao Gilberto og i midten af 1960'erne blev han og Os Mutantes bannerfører for Tropicalismo der blandede traditionel brasiliansk musik (bossa fx) med rock og syre og avantgarde.

Veloso debuterede i 1967 og året efter udkom dagens album. Siden har han udsendt på den anden side af 40 album.



Caetano Veloso
Dette projekt har fået mine ører op for brasiliansk musik. Jeg elsker Os Mutantes er pjattet med det svingende og tilbagelænet, det coole og det labre. Så jeg var venligt stemt og har hørt dette album i hvert fald en håndfuld gange i denne omgang. Og det får sgu ikke skovlen under mig.

Stemningen er sådan set fin nok. Rock, surf og brasilianske julelege. Og det lyder sgudda meget godt, gør det. Alligevel virker det lidt ligegyldigt for mig her i 2013 efter fem gennemlytninger.

Det er ikke cool nok til at jeg får lyst til min Claus Nissen-imitation. Det er heller ikke så corny som Astrud Gilbertos eksempel i legen - hvilket man kun kan være glad for. Men det er heller ikke specielt charmerende, sangene er hverken cool, interessante eller sublime. De er bare småkedelige. Undtaget er Alegria Alegria, og så er den heller ikke mere fantastisk.

Hårde facts:
Udgivet 1968
Producer: Manuel Barenbein
Længde: 34:54
Antal numre: 12

Hovednumre:
Alegria Alegria
Tropicalia
Soy Loco po ti, America

Karakter
3

Musik

Ingen kommentarer:

Send en kommentar