Os Mutantes var et brasiliansk band, der var et af de største navne indenfor tropicalia-scenen der prægede den brasilianske lyrik, teater og rock i slutningen af 1960'erne. De blev dannet af brødrene Arnaldo og Sergio Baptista og forsanger Rita Lee. Bandet mødte Gilberto Gil og Caetano Veloso, begge store navne indenfor tropicalia-scenen. Trioen blandede gladeligt bossanova, samba og syrede ting fra Hendrix, Beatles og Sly and the Family Stone. I 1968 udkom debutpladen, som jeg fabler om om lidt. En LP der af mange regnes for en af de absolut bedste brasilianske album. Os Mutantes gik i oplæsning i begyndelsen af 1970'erne efter at have lavet en god håndfuld LP'er
Os Mutantes Det er en skør skør plade. Og så er det en plade hvor særligt et nummer overskygger alting. Nemlig Jorge Bens 'A Minha Menina'. Det er sådan et helt afsindigt fedt nummer. Tilbagelænet, hashet, skægt og skramlet. Det er en af de bedste opdagelser jeg har haft ved at høre denne bog igennem. Jeg kan se på mine noter at da jeg hørte albummet første gang syntes jeg det var skægt, semi-syret med fudgede guitarer - men egentlig ikke særlig godt og temmelig teatralsk. Her et års tid efter er jeg enig bortset fra at jeg synes det er skide godt. Det er tetralsk med flerstemmige linjer, baglæns spillet musik og referencer til både bossa og syre, engelsk musichall, jazz og sommerpjat. Og på den fransksprogede (!) 'La Premier Bonheur du Jour' er der hilsner til Michel Legrad. What's there not to like? Stemningen er uhyre afslappet - ja, sloppy og pjattet. Men det er den ondelyneme også fedt rigtig mange steder. Hvem ved, måske lærer jeg at elske den ubetinget om et års tid igen? En ting er sikkert: A Minha Mina er et af årtiets bedste numre. Hårde facts: Indspillet: december 1967-januar 1968 Udgivet: juni 1968 Producer: Manuel Barenbein Længde: 36:30 Antal numre: 11 Hovednumre A Minha Mina O Relogio Bat Macumva La Premier Bonheur du Jour Karakter 7 Musik
Ravi Shankar (1920-2011) var en indisk musiker og komponist og temmelig sikkert den indiske musiker, der har haft mest indflydelse på vestlig musik. S hankar var i første omgang danser, men i slutningen af 30'erne begyndte han at studere klassisk indisk musik. I løbet af 1940'erne var han en af Indiens mest respekterede musikere og komponister. Og han fik efterhånden også succes i den vestlige verden. I 1956 udkom 'Three Ragas' i England og Shankar turnerede i England og USA. Og der mødte han først The Byrds og derigennem George Harrison som han introducerede for sitaren. Og Harrison valgte i flere år at studere dette instrument hos Shankar, der spillede på Woodstock og meget mod sin vilje var blevet et ikon for hippiebølgen. Ravi Shankar var og blev et indiskutabelt ikon for indisk musik og for sine evner som sitarspiller. Og senere for sin datter, Norah Jones.
The Sounds of India Albummet er et af de mærkeligste i '1001 album'. Ikke kun fordi musikken er indisk og dermed fremmedartet med anderledes instrumentering sitar, tablas og tamburin. Nicht weider. Og anderledes taktarter og stemninger. Det der gør dette album mærkeligt er at det er en undervisningsplade. Fem numre. Og for mig er de ikke væsensforskellige. Men hvert nummer begynder med et lille foredrag, hvor Shankar fortæller om rytmer, stemninger, melodilinjer og ragateori. Det første nummer er næsten kun teori. Det er skægt og meget mærkeligt. Selve musikken er når den først er gået i gang suggestivt og dragende og indsugende. Det er insisterende og svævende som techno når det er bedst. Jeg kan faktisk rigtig godt lide det, kan jeg. Hårde facts: Udsendt: 1968 Producer: Georges Avakian Længde: 53:40 Antal numre: 5 Hovednumre: Dádrá Máru-Bihág Bhimpalási Sindhi-Bhairavi Karakter 8 Musik
# 0110 Kinks: The Kinks Are The Village Green Preservation Society (1968)
Dagens album er The Kinks' sjette album og det tredje i træk, der har fundet vej til denne leg. Det blev det sidste album med den oprindelige besætning da Peter Quaife forlod bandet kort tid efter. Albummet er et konceptalbum og fortsætter den hyldest og beskrivelse af den britiske nationalsjæl og småsamfund som Ray Davies for alvor havde haft som mål for sin kreative åre siden siden midten af 1960'erne.
The Village Green Preservation Society Jeg har sagt det før. Og jeg kommer sikkert til at sige det igen. Og jeg keder sikkert både mig selv og de stakler som skal høre på mig; men der er store dele af Kinks, som jeg simpelthen ikke forstår. Og som man skal være mere vidende om den engelske nationalsjæl end jeg er. Og jeg er slet ikke i tvivl om at havde jeg været englænder ville min glæde ved Kinks og andre ærkeengelske navne og genrer være større (bare vent til punken). Jeg anerkender fuldt ud at det er min begrænsning. Men jeg synes stadig er deres charme er forceret og for qwerky. At jeg er inviteret til en fest med en gammel folkeskoleklasse, der kun taler indforstået med hinanden. Det kan være hyggeligt nok, men mest af alt er det bare kedsommeligt. Sådan har jeg det med denne plade, der af mange regnes for Kinks' bedste. Det er det måske også, men når jeg kigger på deres to foregående album hvor vidunderligheder som Waterloo Sunset og Sunny Afternoon var med til at trække det genuint engelske op til et sted hvor selv en idiot fra Sydsjælland 30 år efter kan mærke det, ja, så er det lige netop de højdepunkter og mesterværker jeg savner. Davies fortsætter sin stil mod at blive mere og mere barokpoppet - end Kinks riffbaserede begyndelse. Og jeg kan sagtens høre hvor meget Pulp og Blur skylder Davies og co. Alt sammen fint nok. Og helt sikkert fantastisk hvis man var fra England. Det er jeg ikke. Hårde facts: Indspillet: november 1966-oktober 1968 Udgivet: 22. november 1968 Producer: Ray Davies Længde: 38:47 Antal numre: 15 Hovednumre: Village Green Preservation Society Johnny Thunder Last of the Steam-Powerede Train Johnny Thunder Karakter 4 Musik
# 0109 The Incredible String Band: The Hangman's Beautiful Daughter (1968)
Incredible String Band var et psykadelisk folk-band, der blev skabt i Skotland i 1966 og var et stort navn indenfor den britiske subkulturelle musikscene indtil de gik i opløsning i midten af 1970'erne. Bandets grundlæggere var Robin Williamson og Clive Palmer som blev til Incredible String Band da Mike Heron kom med. I 1966 kom deres selvbetitlede debutalbum, som blev kåret som årets folkplade. 1968 var hovedåret for bandet, som udsendte deres hovedværker - dagens og opfølgeren dobbeltalbummet Wee Tam and the Big Huge alle med stort antal mere eller mindre faste gæstemusikere. Bandet spillede på Woodstock i 1969 og var som sagt et stort navn inden for den psykadeliske folk og de tilskrives også en stor rolle i udbredelsen af verdensmusik.
The Hangman's Beautiful Daughter I teorien er det godt. Og jeg ville sådan set gerne være stor fan. Det kan bedst beskrives som britisk middelalderfolk spillet som østasiatisk folkemusik. Og omvendt: Østasiatisk folkemusik spillet som om det var britisk middelalderfolk. Naturligvis tilsat et ordentlig skvæt spirituel søgning og kaskader af almindelig hippiehed. Bandet er på ingen måde blege for at skifte tempo og stil midt i sange - og det er jeg bestemt til. Men jeg kan altså bare ikke løbe fra at jeg finder dette album virkelig hundehamrende kedeligt. Om det er hippietallet, der selv for mig er for højt. Om det er min latente irritation og manglende forståelse for middelaldervokabular eller noget andet eller det hele sammen der står i vejen for mine ører, ved jeg ikke. Og jeg er også ligeglad. Det er bare ikke mig. Og skal det være verdensmusik - og det kan det sagtens være, så vil jeg altså heller her 45 år efter have den ægte vare. Hårde facts: Indspillet: december 1967 Udgivet: marts 1968 Producer: Joe Boyd Længde: 49:51 Antal numre: 10 Hovednumre The Minotour's Song A Very Cellular Song Swift As the Wind Karakter 2 Musik
Traffic var et engelsk soul-rock band, der blev skabt i 1967 af stortalentet Steve Winwood (vo, org) (1948), som i en alder af bare 15 år var frontman for Spencer Davis Group. I 1967 mødte Winwood trommeslager Jim Capaldi (1944-2005), guitarist Dave Mason og saxofónist Chris Wood i en jamsession og Traffic var skabt. I 1967 debuterede de med succes med singler som 'Paper Sun' og 'Hole in my shoe' (som Young Ones-Neil også hittede med i 1980'erne). Samme år udkom debutalbummet, 'Mr. Fantasy', som klarede sig fint; nummer 18 i England og nummer 88 i USA. På dette tidspunkt havde Dave Mason forladt bandet. I 1968 kom Ric Grech med på bas og bandet indspillede dagens album. Året efter var det Steve Winwood til at forlade bandet for at danne supergruppen Blind Faith - men Winwood vendte tilbage i flere omgange og Traffic lavede en håndfuld album i 1970'erne. Winwood selv fik en fin solokarriere i tæt samarbejde med Jim Capaldi, hvor 'Back in the High Life' fra 1986 og især singlen 'Higher Love' blev et stort hit.
Traffic Jeg er altså en sucker for denne let psykadelisk-rockede engelske udgave af syret soul-rock. Og jeg mener i og for sig ikke, at man kan have for meget hammond-orgel på en plade. Derfor er jeg temmelig glad for Traffic i det hele taget, selvom jeg i grunden meget mere er til end jeg er til selve pladen. Den er nemlig temmelig skizofren og ujævn. Sangene skifter mellem at være Motown-soul, sommer-folk-rock, jazzet med mere. Det kan jeg godt lide, men det er kun ca. halvdelen af sangene der virkelig er fede. Mason og Winwood deler vokalerne mellem sig. Winwood tager sig af det soulede, mens det folkede hører under Mason. 'Pearly Queen' er tung og svingende, 'Don't be sad' er en fin blanding af psykadeliske folk-rock i verset og soul-rock i omkvæd. Pladens største hit 'Feelin' Alright' er stærkt svingende sommer-soul mens 'Forty Thousand Headmen' lyder som om det er lavet af den nu aktuelle Rodriguez. Og det er søreme fedt. Hårde facts: Indspillet januar-maj 1968 Udgivet: oktober 1968 Producer: Jimmy Miller Længde: 40:24 Antal numre: 10 Hovednumre: Pearly Queen Feelin' Alright Forty Thousand Headmen Don't Be Sad Karakter 6 Musik
Efter Aftermath havde Stones fortsat linjen med 'Between the Buttones' og var blevet helt Sgt. Pepperske med den nok lidt for farverige 'Their Satanic Majesties Request', der samtidig var den første Stones-producerede Stones-plade. Keith Richards var ved at brække sig over det indiske- og spirituelle hurlumhej. Han ville tilbage til rødderne og spille delta blues. Det begyndte de på i 1968. Udsendte singlen 'Jumpin Jack Flash' og derefter dagens album, der blev oplægget til Rolling Stones med distance tre bedste album.
Beggars Banquet Beggars Banquet blev det sidste hele album, som Brian Joes medvirkede på. Og pladens mest berømte sang - åbningsnummeret, det hele igennem fede 'Sympathy for the Devil' er også klart albummets mest atypiske. Det er storladent og sværmerisk og fuldt orkestreret. Resten af albummet er sloppy, semi-akustisk, tilbagelænet, blueset og temmelig beskidt. Og lægger i den grad op til Stones' kommende tre mesterværker - måske er det kun talmagi, der gør at jeg ikke placerer den sammen med de andre hovedværker. Albummet er afsindig velspillet, crispy og svingende. Det er en blanding af blues, bluesrock og countryrock og åbner altså med et af rockhistoriens bedste numre. Det er djævelsk godt. Hårde facts: Indspillet: marts-juli 1968 Udgivet: 3. december 1968 Producer: Jimmy Miller Længde: 39:44 Antal numre: 10 Hovednumre: Sympathy for the Devil Street Fighting Man Jigsaw Puzzle Stray Cat Blues Rolling Stone Albummet er nr. 55 på Rolling Stones liste over verdens bedst album Karakter 8 Musik
Mellemstilling I '1001 album' var der 31 album, der udkom i 1967 (medtaget er et par stykker der udkom i '66 og i '68). Og 1967 var et år med afsindigt store album - og en flok dybt kanoniserede og gigantiske debutalbum: Doors, Jimi Hendrix, Velvet Underground og i Danmark Steppeulvene. Det var syren og hippie-rocken, som stod øverst på lydbilledet. Ligesom det litterære og det arty også var kommet ind i rocken fra andre steder end Dylan. Jeg gav hele fire album en 10'er og mere avantgarde-begejstrede rockhoveder end mig ville også have smidt flere karakterer efter Velvet Underground. Og så var året også der hvor der kom fremragende og dejlige plader med Tim Buckley, Nico, Byrds, Jefferson Airplane. Og begrebet supergruppe opstod med Cream og Buffalo Springfield. Fedt. I gennemsnit gav jeg karakteren 6,35, hvilket placerer året på en andenplads efter 1965. Og i øvrigt er det 0,22 point højere end første gang jeg gav dem karakter. Jeg aner en tendens.
De ti bedste album var:
Jimi Hendrix: Are You Experienced (10)
The Beatles: Sgt Pepper's Lonely Hearts Club Band (10)
The Doors: The Doors (10)
Aretha Franklin: I've Never Loved a Man the Way That I Love You (10)
Velvet Underground: Velvet Underground & Nico (9)
The Byrds: Younger Than Yesterday (9)
Buffalo Springfield: Again (8)
Tim Buckley: Goodbye and Hello (8)
Jefferson Airplane: Surrealistic Pillow (8)
Nico: Chelsea Girl (7)
Mens jeg var ganske sur på Astrud Gilbertos album 'Beach Samba'. Det hører ikke hjemme i denne leg. Punktum. Huller? Masser. Men 31 album er det på anden side dækket godt ind for de største uretfærdigheder. Bob Dylan fx udsendte 'John Wesley Harding', 13th Floor Elevators lavede 'Easter Everywhere', Etta James 'Tell Mama', Scott Walker solodebuterede og Rolling Stones udsendte deres muligvis lidt for kolorerede Pepper-svar 'Their Satanic Majesties Request'. Og så var 1967 også året hvor den ganske dejlige 'Ode to Billie Joe' af Bobbie Gentry. Det kunne have været fedt, hvis de havde været der. Der er sikkert også flere når jeg dykker længere ned. Musik Et af årets største hits var i hvert fald ikke med. Selvom den er god.
# 0106 Aretha Franklin: I've Never Loved A Man The Way That I Love You (1967)
Aretha Franklin (1942) er en amerikansk soulsanger og pianist og af mange bliver hun regnet som verdens bedste sanger. Bl.a. magasinet Rolling Stones; og det er svært ikke at være grundenig med dem. Franklin voksede op som præstedatter og hendes far var vidt berømt på grund af sin store stemme, derfor valfartede stjerner som Mahalia Jackson og Sam Cooke med flere til Detroit for at høre faderen og dennes kollega Martin Luther King. Den unge Aretha har altså fået musikken ind fra begyndelsen. Aretha lærte sig selv at spille klaver og optrådte sammen med sin far og i 1956 udsendte hun sit første album 'Songs of Faith' - det var naturligvis gospel, men faderen gav hende sin velsignelse til også at spille verdslig musik. I 1961 udsendte hun sit debutalbum hos Colombia, og her svingede musikken mellem standards, jazz, gospel og soul. Og fra 1961 til 1967 lavede Aretha Franklin otte fine album og en masse singler hos Colombia, men ingen af dem gav Franklin den succes hendes talent lagde op til. Derfor besluttede hendes mand at de skulle skifte til Atlantic. Det var ikke dumt. Og samme år udkom dagens album, der er Aretha Franklins første ud af to i denne leg.
I've Never Loved a Man The Way That I Love You Kan man klandre et album for at være for succesfuldt? Kan man være knotten på sange, fordi de er blevet maltrakteret på den mest kedelige måde af lidt vor velmenende gymnasie-orkestre med konservatorie-ambitioner. Kan man pege fingre af et nok spå fint nummer fordi det har været med i for meget for mange gange - at det simpelthen er for klassisk? Svaret er entydigt og uretfærdigt: selvfølgelig kan man det. Og det er nemt at have det på den måde, når man hører Aretha Franklin og hendes fire fem største hits, hvoraf mange af dem er på dette album. MEN. Og det her men er den ondelyneme stort. Så må man altså også bare pudekvæle sin blaserthed og overgive sig, når den ægte vare dukker op og tilbage og høres i den rette sammenhæng. For Aretha Franklin er en helt igennem sindssygt fantastisk sanger. Hendes fraseringer, hendes diktion, hendes swing er så elegant og svedigt og cool på en og samme gang. Det er utrolig godt. Og ja, man kan altså godt blive træt af at høre på 'Respect' fordi det netop får en til at tænke mere på et kystbane-funk-orkester end på Otis Redding. Og fordi det er på alle Absolut Let's Soul-album og man sagtens (desværre meget tydeligt) se sig selv stå på et dansegulv klokken lidt for meget over mojito og bare være ih så fun-ky. Men det er for katten da ikke Franklins skyld, er det vel? Og resten af albummet er en magtdemonstration af velourblød elegance og tilbagelænet soul. Jeg elsker Do Right Woman. Jeg elsker titelnummeret og A Change Is Gonna Come og en masse af de andre eminente sange på dette album, der må have sat standarden for de fleste andre soulsyngende kvinders fremtidige album. (Jeg har det stadig stedmoderligt med Respect) Kan man give det her album andet end en klingende 10'er? Gu' kan man sgu da nixon. Hårde facts: Indspillet januar-februar 1967 Udgivet: 10. marts 1967 Producer: Jerry Wexler Længde: 32:51 Antal numre: 11 Hovednumre Do Right Woman - Do Right Man I've Never Loved a Man (The way I love you) Good Times A Change Is Gonna Come Rolling Stone Albummet er nummer 84 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 10 Musik
Efter sin helt fantastiske debut havde Hendrix slået igennem i Europa, mens USA var lidt mere forbeholdne. Men det skulle ændre sig, skulle det. Paul McCartney havde anbefalet ham til Monterrey Pop Festivalen, hvor han havde opdaget glæden ved en wah-wah-pedal. Men i USA var talte man mest om - til Hendrix' frustration - hans scenetricks og ikke om den nye og altændrende lyd han kom med. Og Hendrix og hans band varmede op for Monkees på deres tour - dog uden den store succes, clashet var trods alt for stort. Og i december 1967 udkom hans andet album - der også er dagens. Søreme. Axis: Bold as Love Jeg er som bekendt ret pjattet med Hendrix. Og jeg blev og bliver blæst væk af Are You Experienced (og i øvrigt også af Electric Ladyland) og jeg bliver det såmænd også på sin vis af 'Axis: Bold as Love'. Stilen fortsætter fra 'Are You Experienced'. Det er stadig skægt og syret og sexet og vildt og blueset. Og jeg synes stadig at Hendrix er en fremragende sanger og verdens bedste guitarist. På Axis bold as love havde han som sagt fundet en wah-wah-peadal og så er det også hans første album, der er produceret i stereo. Sejt. Der er ikke noget at udsætte der. Jeg elsker stilen og manden og coveret. Den eneste forskel er procentdelen af vidunderligheder på Axis er knap så tårnhøjt som på Are You Experienced. Men de er der. Der er Little Wing og der er især Spanish Castle Magic og den uforskammet funky Little Miss Lover og der er Bold as Love. Og søreme om der ikke også er et nummer hvor det er Noel Redding der er komponisten og sangeren. En skide godt album. Men ikke grundrystende fantastisk. Hårde facts: Indspillet: maj-oktober 1967 Udgivet: 1. december 1967 Producer: Chas Chandler Længde: 39:21 Antal numre: 13 Hovednumre Spanish Castle Magic Little Wing Little Miss Lover Bold as Love Rolling Stone Albummet er nummer 83 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 7 Musik
# 0104 Velvet Underground: White Light / White Heat (1968)
Velvet Undergrounds debut udkom i marts 1967 og nåede nummer 171 på Billboards liste - vel egentlig ok for en avantgarde-plade. Nico forlod konstellationen og i september samme år begyndte Lou Reed, Sterling Morrison, John Cale og Maureen Tucker at indspille deres andet album, dagens. Ambitionerne var at gøre det endnu mere vildt, støjende og improviseret. Den ambition lykkedes. Men det gnistrede mellem de to hovedkræfter i gruppen Cale og Reed. Og John Cale forlod/blev smidt ud af Velvet Underground efter denne plade.
White Light / White Heat 'White Light / White Heat' er muligvis en lakmusprøve på hvor man som musikbegejstret befinder sig når det begynder at prikke lidt rigeligt og man bevæger sig inden for støjrocken. Og jeg dumper totalt. Så er det sagt. Jeg er slet ikke til det - jeg undskylder og skammes væk af støj-indie-hoveder. Det må være sådan. Og jeg har virkelig givet det nogle skud. Men jeg er på ingen måde på omgangshøjde. Det er voldsom arty. Albummet begynder med titelnummeret der vel sådan set godt kunne være med på debuten - og hvor jeg også kan hænge på, fortsætter med den over otte minutter lange digtoplæsning 'The gift' - og det kan jeg da i princippet bifalde, jeg synes også bare det er kedeligt. Og side to med 'I Heard Her Call My Name' og den virkelig lange 'Sister Ray' bliver støjrocken defineret. Aggressivt, larmende, dronende. Og jeg føler mig som et guds ord for landet, der savner et eller andet andet. Ak ja, skam mig ud. Jeg er ikke til det. Hårde facts: Indspillet: september 1967 Udgivet: 30. januar 1968 Producer: Tom Wilson Længde: 40:13 Antal numre: 6 Hovednumre White Light / White Heat Lady Godiva's Operation Here She Comes Now Sister Ray Karakter 2 Musik
Cy, Maia og Robert var en engelsk, dansk, fransk folk-trio der havde base i Danmark. Cy Nicklin (1940) er en engelsk musiker, som i begyndelsen af 1960'erne blev stærkt interesseret i folkemusikken a la Pete Seger. Han rejste rundt i Europa og i Belgien mødte han den franske guitarist Robert Lelievre (1940-73) der havde droppet sit arkitektstudie for at spille musik. Nicklin tog til Danmark hvor han dannede musikalsk par med sangerinden og harmonikaspilleren Maia Aarskov (1941). I 1965 blev duoen til en trio da Robert kom til Danmark efter at have deserteret fra den franske hær. Trioen debuterede i 1966 med 'On Scene' der var en stor blanding af forskellige stilarter, men med trioens vokalharmonier og folkede udgangspunkt som kerne.
Trioen turnerede med bl.a. Paul Simon og Donovan og i 1967 kom dagens album, der også blev deres sidste inden de skiltes pga. musikalske uenigheder. Nicklin ville arbejde mere eksperimenterende, Aarskov ville folkvejen og LeLievre ville perfektionere sit instrument. Cy Nicklin blev et stort navn inden for hippierocken i 1970'ernes Danmark med bl.a. Day of Phoenix og især Culpepper's Orchard, mens LeLievre var med til danne Pan.
Out of Our Time Dette er tredje album som Jan Sneum har valgt og det erstatter den indiske klassiske plade 'Call of the Valley' med Shivkumat Sharma, Brijbushan Kabra og Hariprasad Chaurasia. Som udgangspunkt er jeg ret forbeholden for Peter, Paul & Mary-konstruktionen. Og det er ren fordomme, som jeg faktisk ikke har forsøgt at punktere (og det er for dårligt). Men here goes: mine fordomme siger mig at det hurtigt bliver for pænt og nysseligt med teaterdiktion og tårnhøje sopraner og et univers der hylder middelalderen. Og det sidste er i hvert fald ikke mig. Og mine fordomme passer nogenlunde på dette album. Og så absolut slet ikke. For diktionen er tidstypisk, det er sine steder renskuret og vokabularet har også sine remme af middelalderglæde. Men det er også ofte ret fedt. De synger fint, vokalharmonierne er naturligvis sikre - nogle gange kompliceret jazzede og stemningen er sfærisk og drømmende og når man så blander det med sange der også har udstikkere til den mere eksperimenterene pop-rock. Det er tydeligt at albummet er post-Revolver. Albummet er ujævnt og især sangen Carlos er frygtelig fjollet og irriterende. Men det er også en plade der vokser på mig, selvom jeg har svært ved at hive fire store numre ud. Hårde facts: Udgivet 1967 Producer: Gustav Winckler Længde: 34:25 Antal numre: 12 Hovednumre: I Lie With You Tommy Taylor the Third City Blues Goin' Where I Wanted I'm on my way Karakter 6
# 0102 Loretta Lynn: Don't Come Home A Drinkin (With Lovin' On Your Mind) (1967)
Loretta Lynn (1932) er en amerikansk countrysangerinde og er sammen med Patsy Cline og Dolly Parton et af de allerstørste kvindelige ikoner inden for genren. Hendes liv er en countrysang. Hun voksede op i Kentucky, hendes far arbejdede i kulminen. Loretta blev gift som 15-årig og fik hurtigt sit første barn. Hun havde fire børn inden hun blev 21 og hun nåede at blive mor til seks. På trods af det var hendes ægteskab en voldsom rodebutik med druk og affærer. Og det kan i øvrigt ses i den glimrende film 'Coalminers Daughter' hvor Sissy Spacek spiller rollen som Loretta Lynn. Loretta begyndte i midten af 20'erne at skrive sange, der tog udgangspunkt i arbejdserklasseproblemer, og hun debuterede i 1960. Men Loretta Lynn skubbede også til kontroversielle emner som ikke var comme il faut på den meget konservative countrymusikscene - 'The Pill', 'Dear Uncle Sam','One's On the Way' mv. I 1967 udkom dagens album, der blev en massiv succes og sikrede hende det første nummer 1-hit. Loretta Lynn var et kæmpe navn fra midten af 1960'erne og frem til det meste af 1970'erne med sange som 'You Ain't Woman Enough to Take My Man', 'Coal Miner's Daughter', 'The Pill', 'One's On The Way', 'Hey Loretta', 'She's Got You', 'You're Looking At Country' og mange mange flere. I løbet af 1980'erne blev der mere stille om hende, inden hun i 2004 fik et comeback da Jack White genopdagede hende med det fremragende album 'Van Lear Rose'.
Don't Come Home A Drinkin' (With Lovin' On Your Mind) Det her er også en af de album jeg ikke har kunnet høre helt. Og for pokker hvor er det ærgerligt, for som det siver ud mellem linjerne i mine laaaange ovenstående tirader er jeg enormt begejstret for Loretta Lynn som sådan. For hendes stemme, hendes sange og hendes ukuelige approach, der for svage sjæle vil blive betragtet som alt for kæk, men som bare er elskelig og genuint ægte. Det her er den rene country. Og jeg er pjattet med det. Sangene handler om menneskelig svaghed, og hold da helt magle hvor er der meget. Der er druk, der er ulykkelig forelskelse, der er mere druk og der er utroskab. Der er utroskab hvor det er den stakkels kvinde der er offeret og så er der utroskab hvor den største uretfærdighed er at kvinden bliver taget. Loretta Lynn er en fremragende sangerinde, der uden at blive går fra det virkeligt kække, det ironiske og til det hjerteknusende. Og jeg er med hende hele vejen. Dette album kunne sagtens få sig en eller to karakterer mere, men jeg har desværre kun hørt lidt over halvdelen, hvor tre numre er vanvittigt fantastiske. Den her må da for katten da gerne genudgives. Hårde facts: Udgivet: 1967 Producer: Owen Bradley Længde: 26:23 Antal numre: 12 Hovednumre Don't Come Home A Drinkin' (With Lovin' On Your Mind) I Really Don't Want To Know Get What Cha Got And Go I Got Caught Karakter 7 Musik
# 0101 The Electric Prunes: I Had Too Much to Dream Last Night (1967)
The Electric Prunes var et amerikansk rockband, der blev dannet i midt-60'ernes Los Angeles af Ken Williams (gui), James Lowe (vo), Michael Weekly (tro), Mark Tulin (bas). I 1966 kom deres anden single - titelnummeret til dagens album - der blev gruppens største hit. Deres to første album var ok store hits, men allerede ved tredje album begyndte svingdøren at blafre og succesen at dale. Og i 1970 gik bandet i opløsning. Og hey, der er kun 900 album tilbage i denne gennemgang. Sejt.
I Had Too Much to Dream Last Night Titlen på dette album er fed. Den er skæg, syret og i den grad i tidsånden. Resten af albummet er måske nok i tidsånden, men det er bare ikke særlig definerende eller fremadpegende. Men temmelig ordinært og kedeligt. Titelnummeret er sådan en fin blanding af Rocky Eriksson-syre med fuzz i garagen. Så langt så godt. Resten af albummet er med få undtagelser derimod temmelig kedeligt.
Stilen er en blanding af syre, garagerock, fuzz og engelsk-inspirerede grannysongs. Det er bare hverken særlig velskrevet, veludført eller originalt eller vildt. Undtagelserne er den fine og melankolske 'Oonie', titelnummert som sagt og 'Get me to the world on time'. Og det er altså ikke nok til at hive dette album ud af forglemmelighedens dynd for mig. Hårde facts: Udgivet: april 1967 Producer: David Hassinger Længde: 29:47 Antal numre: 12 Hovednumre Oonie I Da too much to dream last night Get me to the world on time Karakter 3 Musik
James Marshall Hendrix (1942-70) var en amerikansk guitarist, sanger og sangskriver, der fornuftigt nok regnes for den mest indflydelsesrige guitarist nogensinde. I 1962 efter en tid i hæren dannede Hendrix sit første band, hvor han lærte at spille sin guitar med tænderne. Udover at spille med sit eget band var Hendrix backingmusiker for flere soulsangere som fx Wilson Pickett, Sam Cooke og især Little Richard. Hendrix begyndte at spille solo på klubber i New York og her mødte han Chas Chandler i 1966. Chandler var blevet ret vild med sangen 'Hey Joe' og var sikker på at den kunne blive et hit med den rigtige kunstner. Det var Hendrix. Chandler fik ham med til London for at møde bassist Noel Redding (1945-2003) og trommeslager Mitch Mitchell (1947-2008). Og bandet Jimi Hendrix Experience var født. I 1967 udsendte de deres debutalbum - dagens. Are You Experienced er første ud af tre Jimi Hendrix-album i denne leg.
Are You Experienced Jeg skrev at The Doors muligvis var den mest overbevisende debut. Og er der et album der skal gøre den rangen stridig er det dette overflødighedshorn af syre, spilleglæde, sex, energi, humør, blues og et paradigmeskifte for guitarister. Jeg kender folk, der ikke er til Hendrix. Folk der synes hans stil er for liret, for improviseret og hans indgansgvinkel med væld af improvisationer minder om den kedelige konservatorie instrumenatalistiske blære-jazz. Jeg kender i grunden mange aber. For dette album er ganske enkelt fantastisk. Jeg har ikke skyggen af en lillefingernegl at sætte på 'Are You Experienced'. Jeg synes Hendrix er den største guitarist rocken har oplevet - også større end Page, Richards, Clapton og hvad de andre englændere hedder. Men han er også en skide god sangskriver og en virkelig fed sanger. Og 'Are You Experienced' er fyldt til randen med brutalt fantastiske sange. Jeg nævner 'Fire', 'Foxy Lady', 'Purple Haze', 'Love and Confusion', 'Hey Joe', 'The Wind Cries Mary' og titelnummeret. Føj for en madpakke, hvor er det vildt. Der er ikke et kedeligt minut. Det er et mesterværk. Hårde facts Indspillet: december 66-april 67 Udgivet: 12 maj 1967 Producer: Chas Chandler Længde: 40:12 Antal numre: 11 (17) Hovednumre Foxy Lady Fire Purple Haze The Wind Cries Mary Rolling Stone Albummet er nummer 15 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 10 Musik
fredag den 1. februar 2013
# 0099 Merle Haggard: I'm a Lonesome Fugitive (1967)
Merle Haggard (1937) er en amerikansk countrysanger og sangskriver og en pioner inden for både Bakersfieldsounden og Outlawcountryen. Haggard havde en mildest talt omtåget ungdom, hvor han røg ind og ud af fængsler og dårlige jobs. I begyndelsen af 1960'erne begyndte Haggard at fatte interesse for countrymusikken og især den mere rock'n'rollede Bakersfieldsound. I 1964 fik han sit første hit med '(My Friends Are Gonna Be) Stranger' og to år efter røg han helt til tops med titelsangen til dagens album. I 1969 udkom hans måske mest berømte sang, den ærkekonservative og sikkert temmelig humoristiske 'Okie From Muskokie'. Haggard har siden været en af de allerstørste countrysangere og sangskrivere med adskillige fantastiske numre: 'The Fighting Side of Me', 'The Bottle Let Me Down', 'Working Man Blues'. Merle Haggard er en af countrymusikkens giganter.
I'm A Lonesome Fugitive Det her er ikke en plade for alle. Og det er ikke en plade, som man præsentere for rockhoveder for at omvende dem til countryen.
Men det gør ikke noget. Den har en masse kant fra Bakersfield og er beskidt og råt som outlaw-countryen. Og så er det en plade der vinder.
Haggard synger fint og formidler fint, råt og rørende sange om længsel, kærlighed, masser af sprut, vold, fængsler og andre genvordigheder.
'I'm a Lonesome Fugitive' hænger vanvittig godt sammen og er et stærkt eksempel på hvordan rå og beskidt country kan lyde, når det er bedst. Og se, sådan noget country kan jeg godt lide. Hårde facts: Indspillet August-november 1966 Udgivet: 4. marts 1967 Producer: Ken Nelson Længde: 31:02 Antal numre: 12 Hovednumre I'm A Lonesome Fugitive House of Memories Someone Told My Story Mixed Up Mess of a Heart Karakter 7 Musik
