Det blev det sidste album med den oprindelige besætning da Peter Quaife forlod bandet kort tid efter.
Albummet er et konceptalbum og fortsætter den hyldest og beskrivelse af den britiske nationalsjæl og småsamfund som Ray Davies for alvor havde haft som mål for sin kreative åre siden siden midten af 1960'erne.
Jeg har sagt det før. Og jeg kommer sikkert til at sige det igen. Og jeg keder sikkert både mig selv og de stakler som skal høre på mig; men der er store dele af Kinks, som jeg simpelthen ikke forstår. Og som man skal være mere vidende om den engelske nationalsjæl end jeg er.
Og jeg er slet ikke i tvivl om at havde jeg været englænder ville min glæde ved Kinks og andre ærkeengelske navne og genrer være større (bare vent til punken). Jeg anerkender fuldt ud at det er min begrænsning.
Men jeg synes stadig er deres charme er forceret og for qwerky. At jeg er inviteret til en fest med en gammel folkeskoleklasse, der kun taler indforstået med hinanden. Det kan være hyggeligt nok, men mest af alt er det bare kedsommeligt.
Sådan har jeg det med denne plade, der af mange regnes for Kinks' bedste. Det er det måske også, men når jeg kigger på deres to foregående album hvor vidunderligheder som Waterloo Sunset og Sunny Afternoon var med til at trække det genuint engelske op til et sted hvor selv en idiot fra Sydsjælland 30 år efter kan mærke det, ja, så er det lige netop de højdepunkter og mesterværker jeg savner.
Davies fortsætter sin stil mod at blive mere og mere barokpoppet - end Kinks riffbaserede begyndelse. Og jeg kan sagtens høre hvor meget Pulp og Blur skylder Davies og co. Alt sammen fint nok. Og helt sikkert fantastisk hvis man var fra England.
Det er jeg ikke.
Hårde facts:
Indspillet: november 1966-oktober 1968
Udgivet: 22. november 1968
Producer: Ray Davies
Længde: 38:47
Antal numre: 15
Hovednumre:
Village Green Preservation Society
Johnny Thunder
Last of the Steam-Powerede Train
Johnny Thunder
Karakter
4
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar