Cy Nicklin (1940) er en engelsk musiker, som i begyndelsen af 1960'erne blev stærkt interesseret i folkemusikken a la Pete Seger. Han rejste rundt i Europa og i Belgien mødte han den franske guitarist Robert Lelievre (1940-73) der havde droppet sit arkitektstudie for at spille musik. Nicklin tog til Danmark hvor han dannede musikalsk par med sangerinden og harmonikaspilleren Maia Aarskov (1941). I 1965 blev duoen til en trio da Robert kom til Danmark efter at have deserteret fra den franske hær.
Trioen debuterede i 1966 med 'On Scene' der var en stor blanding af forskellige stilarter, men med trioens vokalharmonier og folkede udgangspunkt som kerne.
Trioen turnerede med bl.a. Paul Simon og Donovan og i 1967 kom dagens album, der også blev deres sidste inden de skiltes pga. musikalske uenigheder. Nicklin ville arbejde mere eksperimenterende, Aarskov ville folkvejen og LeLievre ville perfektionere sit instrument.
Cy Nicklin blev et stort navn inden for hippierocken i 1970'ernes Danmark med bl.a. Day of Phoenix og især Culpepper's Orchard, mens LeLievre var med til danne Pan.
Dette er tredje album som Jan Sneum har valgt og det erstatter den indiske klassiske plade 'Call of the Valley' med Shivkumat Sharma, Brijbushan Kabra og Hariprasad Chaurasia.
Som udgangspunkt er jeg ret forbeholden for Peter, Paul & Mary-konstruktionen. Og det er ren fordomme, som jeg faktisk ikke har forsøgt at punktere (og det er for dårligt). Men here goes: mine fordomme siger mig at det hurtigt bliver for pænt og nysseligt med teaterdiktion og tårnhøje sopraner og et univers der hylder middelalderen. Og det sidste er i hvert fald ikke mig.
Og mine fordomme passer nogenlunde på dette album. Og så absolut slet ikke.
For diktionen er tidstypisk, det er sine steder renskuret og vokabularet har også sine remme af middelalderglæde.
Men det er også ofte ret fedt. De synger fint, vokalharmonierne er naturligvis sikre - nogle gange kompliceret jazzede og stemningen er sfærisk og drømmende og når man så blander det med sange der også har udstikkere til den mere eksperimenterene pop-rock. Det er tydeligt at albummet er post-Revolver.
Albummet er ujævnt og især sangen Carlos er frygtelig fjollet og irriterende. Men det er også en plade der vokser på mig, selvom jeg har svært ved at hive fire store numre ud.
Hårde facts:
Udgivet 1967
Producer: Gustav Winckler
Længde: 34:25
Antal numre: 12
Hovednumre:
I Lie With You
Tommy Taylor the Third
City Blues
Goin' Where I Wanted
I'm on my way
Karakter
6
Ingen kommentarer:
Send en kommentar