Franklin voksede op som præstedatter og hendes far var vidt berømt på grund af sin store stemme, derfor valfartede stjerner som Mahalia Jackson og Sam Cooke med flere til Detroit for at høre faderen og dennes kollega Martin Luther King. Den unge Aretha har altså fået musikken ind fra begyndelsen. Aretha lærte sig selv at spille klaver og optrådte sammen med sin far og i 1956 udsendte hun sit første album 'Songs of Faith' - det var naturligvis gospel, men faderen gav hende sin velsignelse til også at spille verdslig musik.
I 1961 udsendte hun sit debutalbum hos Colombia, og her svingede musikken mellem standards, jazz, gospel og soul. Og fra 1961 til 1967 lavede Aretha Franklin otte fine album og en masse singler hos Colombia, men ingen af dem gav Franklin den succes hendes talent lagde op til. Derfor besluttede hendes mand at de skulle skifte til Atlantic. Det var ikke dumt. Og samme år udkom dagens album, der er Aretha Franklins første ud af to i denne leg.
Kan man klandre et album for at være for succesfuldt? Kan man være knotten på sange, fordi de er blevet maltrakteret på den mest kedelige måde af lidt vor velmenende gymnasie-orkestre med konservatorie-ambitioner. Kan man pege fingre af et nok spå fint nummer fordi det har været med i for meget for mange gange - at det simpelthen er for klassisk?
Svaret er entydigt og uretfærdigt: selvfølgelig kan man det.
Og det er nemt at have det på den måde, når man hører Aretha Franklin og hendes fire fem største hits, hvoraf mange af dem er på dette album. MEN. Og det her men er den ondelyneme stort. Så må man altså også bare pudekvæle sin blaserthed og overgive sig, når den ægte vare dukker op og tilbage og høres i den rette sammenhæng.
For Aretha Franklin er en helt igennem sindssygt fantastisk sanger. Hendes fraseringer, hendes diktion, hendes swing er så elegant og svedigt og cool på en og samme gang. Det er utrolig godt.
Og ja, man kan altså godt blive træt af at høre på 'Respect' fordi det netop får en til at tænke mere på et kystbane-funk-orkester end på Otis Redding. Og fordi det er på alle Absolut Let's Soul-album og man sagtens (desværre meget tydeligt) se sig selv stå på et dansegulv klokken lidt for meget over mojito og bare være ih så fun-ky. Men det er for katten da ikke Franklins skyld, er det vel?
Og resten af albummet er en magtdemonstration af velourblød elegance og tilbagelænet soul. Jeg elsker Do Right Woman. Jeg elsker titelnummeret og A Change Is Gonna Come og en masse af de andre eminente sange på dette album, der må have sat standarden for de fleste andre soulsyngende kvinders fremtidige album. (Jeg har det stadig stedmoderligt med Respect)
Kan man give det her album andet end en klingende 10'er? Gu' kan man sgu da nixon.
Hårde facts:
Indspillet januar-februar 1967
Udgivet: 10. marts 1967
Producer: Jerry Wexler
Længde: 32:51
Antal numre: 11
Hovednumre
Do Right Woman - Do Right Man
I've Never Loved a Man (The way I love you)
Good Times
A Change Is Gonna Come
Rolling Stone
Albummet er nummer 84 på Rolling Stones liste over verdens bedste album
Karakter
10
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar