# 0074 The Yardbirds: The Yardbirds (Roger the Engineer) (1966)
The Yardbirds var et britisk rockband der mere end noget andet kendes for at have været bandet hvor Englands tre største guitarister Jeff Beck, Jimmy Page og Eric Clapton blev uddannet. Bandet blev dannet i 1963 hvor de spillede Chicago-blues. I efteråret '63 kom Clapton med og de pladedebuterede året efter med 'Five Live Yardbirds'. I 1965 udsendte de 'For Your Love' der blev gruppens største hit. Clapton der var blues-purist blev knotten og forlod bandet for John Mayall og dennes blues breakers. Clapton anbefalede at han skulle erstattes af Jimmy Page der dog i første omgang takkede nej og anbefalede Jeff Beck. Med Beck og hans mere distortede og fuzzede stil ændrede Yardbirds stil og blev mere rocket. Beck blev dog strittet ud af bandet og erstattet af Page. Men på dette tidspunkt var Yardbirds ved at gå i opløsning. Og Page ændrede bandet til The New Yardbirds der blev til Led Zeppelin - og se, det er en helt historie.
The Yardbirds Yardbirds tredje album der går under navnet Roger the Engineer. Bandet bestod i denne opsætning af Keith Relf (vo), Jeff Beck (gui), Chris Dreja (gui), Paul Samwell (bas) og Jim McCarty (trom). Det er svært at lade være med at sammenligne dette Yardbirds-album med det foregående album - det mere bluesede John Mayall. Og jeg er klart mere til Mayall. Albummet er med i Torben Billes glimrende 'Lydspor'-bog og jeg har læst om det og har gennemhørt det grundigt flere gange. Og hver gang undres jeg lige efter jeg har kedet mig gudsjammerligt. Det er klassisk hvid engelsk 60'er-blues med lidt mere fuzzede guitar og en mere pyskadelisk feeling - uden dog at være i nærheden af 13th Floor Elevators på skævhedsbarometeret. Jeg tror man skulle have været der, for ikke at ønske sig frem til den tid, hvor Yardbirds blev til Led Zeppelin. Hårde facts: Udgivet: 15. juli 1966 Producer: Paul Samwell Længde: 35_52 Antal numre: 12 Hovednumre: Lost Woman Over, Under, Sideways, Down The Nazz Are Blue Karakter 3 Musik
# 0073: John Mayall's Blues Breakers: Blues Breakers With Eric Clapton (1966) John Mayall (1933) er en britisk multiinstrumentalist, sangskriver og bandleder, der i begyndelsen af 1960'erne dannede Bluesbreakers. Det bestod dengang af Mayall, Peter Ward (trommer), John McVie (bas) og Bernie Watson (gui). Watson blev dog i 1965 erstattet af det tidligere Yardbirds-medlem Eric Clapton - og så skiftede Bluesbreakers liga. I en overgang var McVie erstattet af den senere Cream-medlem Jack Bruce. I 1966 udgav de dagens album og siden har John Mayalls Bluesbreakers været en rugekasse for legendariske engelske rocknavne. Jeg nævner i flæng: Peter Green, Mick Fleetwood, Mick Taylor, Aynsley Dunbar, Johnny Almond og Walter Trout. Det er svært at forestille sig de blues-spillesteder jeg har frekventeret rundt om i Sydsjælland uden John Mayall.
Bluesbreakers with Eric Clapton Albummet er et bevis på at man ikke nødvendigvis behøver at komme fra Chicago, at have solgt sin sjæl til djævelen ved et gadekryds eller at ens bedsteforældre skal have været slaver for at kunne spille autentisk blues (for hvad fa'en er det også i grunden) Bluesbreakers bestod på dette album af John Mayall (vo, piano, harmonica), Clapton (Gui, vo), John McVie (bas) og Hughie Flint (tro). Halvdelen af sangene er skrevet af Mayall - mens den anden halvdel er blues-klassikere af Robert Johnson, Little Walter, Mose Allison og Ray Charles. Man kan her på kanten af 2012 godt glemme at Eric Clapton altså er en skide god guitarist. Og her fra midt-60'erne var hans betydning og position uangribelig - altså lige indtil 1967 hvor Hendrix kommer. Albummet i sig selv er svedigt og svingende og jeg ville have elsket det hvis jeg havde hørt det da jeg gik i gymnasiet og hang ud på Det Gamle Mejeri. Det gør jeg ikke mere. Jeg synes albummet er fint og hyggeligt. Men heller ikke mere. Hårde facts: Indspillet: marts 1966 Udgivet: 22. juli 1966 Producer: Mike Vernon Længde: 37:06 Antal numre: 12 Hovednumre: All Your Love Hideaway What I'd Say It Ain't Right Karakter 5 Musik
# 0072 The 13th Floor Elevators: The Psychedelic Sounds of the 13th Floor Elevators (1966)
13th Floor Elevators var et amerikansk band, der blev dannet af guitarist og sanger Rocky Erickson (1947) og elektrisk krukke-spilleren Tommy Hall. Bandet blev dannet i Texas i midt-60'erne og i begyndelsen af 1966 udsendte de 'You're Gonna Miss Me' og 'Tried To Hide'. Og efter forskellige trakasserier med pladeselsekbaer udkom dagens album i slutningen af '66. 13th Floor Elevators især blev populær i den amerikanske modkultur. I 1967 udkom det der bliver betragtet som deres hovedværk, 'Easter Everywhere', som ikke er med i denne leg og i 1969 udkom deres sidste album. Rocky Erickson har siden haft en stor og rost solokarriere og hans betydning for den psykadeliske garagerock kan på ingen måde overvurderes.
The Psychedelic Sounds Of The 13th Floor Elevators Hvis jeg ikke vidste det før var det med dette album klart som den blideste forårsdag at danske Baby Woodrose er pænt inspireret af Rocky Ericksons psykadeliske garageorkester. Musikken er stort set som coveret: psykadelisk, flippet og skægt. Der er en fed stemning og fuzz og jeg er en sucker for at der pustes på elektrisk krukke. Og når numrene i sig selv holder - som jeg så klart synes de gør på en lille håndfuld bliver det rigtig fedt. Rocky Erickson er en virkelig god sanger Men jeg må også indrømme at min begejstring for albummet er mere rettet mod lyden og stilen og stemningen end det er for selve pladen. Men det er ofte også ok nok. Jeg vil i hvert fald høre 'Easter Everywhere' og Rocky Erickson solo. Hårde facts: Indspillet: januar-oktober 1966 Udgivet: november 1966 Producer: Lelan Rogers og Gordon Bynum Længde: 35:35 Antal numre: 11 Hovednumre: Roller Coaster You're Gonna Miss Me Tried To Hide Fire Engine Karakter 5 Musik:
# 0071 Simon & Garfunkel: Parsley, Sage, Rosemary and Thyme (1966)
Simon & Garfunkel var en amerikansk duo, der bestod af sangskriveren Paul Simon (1941) (vo, gui) og Art Garfunkel (1941) (vo). De to voksede op få gader fra hinanden i New York. De mødte hinanden under en skoleteaterudgave af Alice i Eventyrland (Simon var Grinekatten, mens Garfunkel var Peter Kanin). Og fra midten af 1950'erne begyndte de at optræde sammen som duoen Tom & Jerry - uden den store succes.
I begyndelsen af 1960'erne begyndte de på universitetet men fandt samtidig en stigende interesse i folkscenen i New York. Og i 1964 udsendte de deres debut-album 'Wednesday Morning 3 A.M.'. Den floppede i første omgang. Simon tog til England. Duoen gik i opløsning for første gang og Simon indspillede sin solo-debut, der bl.a. indeholdt mere skrabede udgaver af sange fra debuten fx 'Sound of Silence' og sange der senere blev en del af duoens katalog. Nå, førnævnte 'Sound of Silence' fik sit eget liv mens duoen var i opløsning og Simon var i Europa. Og en aften i 1965 da Paul Simon skulle spille i Danmark fik han at vide at 'Sound of Silence' var blevet nummer et i USA. Simon skyndte sig hjem til USA, duoen blev genskabt og albummet 'Sound of Silence' blev udsendt. Og senere i 1966 udkom dagens album, der er det første ud af to Simon & Garfunkel-album i bogen (Paul Simon er repræsenteret med tre solo-album).
Parsley, Sage, Rosemary & Thyme Der er ikke meget kontroversielt i mine følelser og holdninger over for Simon & Garfunkel. Jeg synes Simon - når han er bedst - er en forbandet god sangskriver. Tilbagelænet, ironisk og helt igennem vanvittig elegant. Og Art Garfunkel har en af de mest henrivende smukke og klare engle-tenorer i pop-folkens historie. Og de synger så fint sammen med sikre vokalharmonier. Labert. Og når de peaker går de sammen op i den højeste enhed. Og når de ikke gør det bliver det pænt og fadt og kedeligt - som musikkens svar på Herstal. Jeg kan faktisk bedre lide titelnummeret end jeg i grunden vil indrømme. Og 'Homeward bound' er en fin sang. Men størst er den mindste og mest elegante bagatel 'The 59th Street Bridge Song (Feeling Groovy). Ej, hvor er det bare fedt. Filigranpop. Pladen afsluttes med at duoen synger 'Silent Night' mens der læses op fra de grummeste nyheder i verden. De kunne også være bidske. Hårde facts: Indspillet: december 1965 - august 1966 Udgivet: 10. oktober 1966 Producer: Bob Johnston Længde: 29:14 Antal numre: 12 Hovednumre: Scarborough Fair Homeward Bound Feeling Groovy For Emily, Wherever I May Find Her Karakter 6 Musik
Siden Stones' succesfulde debut gik det kun fremad. Deres andet album ,der udkom i 1965 og havde sange sange der var skrevet af Jagger og Richards, røg til tops på hitlisterne. Det samme gjorde den single, der mere end noget andet forbindes med Rolling Stones, '(I Can't Get No) Satisfaction'. Og senere i 1965 udkom bandets tredje album 'Out of Our Heads', der endnu engang var en blanding af deltablues-sange og sange skrevet af Jagger og Richards. Og endnu engang skabte det skandale-succes på begge sider af Atlanterhavet. Den britiske invasion var over det hele - og der stod Rolling Stones på broderparten af det.
Aftermath Aftermath er den første LP, som udelukkende har sange skrevet af Mick Jagger og Keith Richards. Den er udkommet i to forskellige versioner - jeg har hørt den i den amerikanske udgave, der lægger ud med 'Paint it Black'. En ret god begyndelse, vil jeg forsigtigt påpege. Når man læser Keith Richards egentlig ret ujævne biografi opdager man hvor meget han i grunden synes at en afgrundsdyb konflikt i bandet er hans (og Charlie Watts') fokusering på det centrale hos Stones - at de var og er afsindigt fantastiske til at spille Chicago-blues. Mens Jagger mere render efter berømmelsen og tidsånden. Måske er det korrekt. Og i så fald er det Jagger, der er årsagen til at Rolling Stones ændrer sig at de kaster sig ud i nyere tiltag. I nye chancer. Og nogle gange er det knap så heldigt. Mens andre gange er der edderhyleme ansatserne til noget fedt. Og det er der i glimt på Aftermath. Og det tydeligt at Rolling Stones har skævet mere end almindeligt til de nybrud der skete på 'Rubber Soul'. Brian Jones spiller i hvert fald citar på 'Paint it Black' og marimba på 'Under my thumb'. Og især marimba-riffet på 'Under my thumb' er helt utroligt groovy. 'Aftermath' er mere voksent og soulet end deres debut. Men den er også pænere og jeg kan sagtens høre Richards irritation over bandets higen efter det nye - for det bliver al for konstrueret og villen-være-Beatles når de kaster sig ud i den alenlange og brutalt kedelige 'Goin' Home'. Jagger er enormt god når han bare er soul-blueset og sexet. Og det er han på en håndfuld af 'Aftermath's numre. Og så er det godt. Andre gange bliver forsøget på at bevæge sig uden for bandets sfære et bevis på at Rolling Stones ikke er Beatles. Hårde facts: Indspillet: december 1965 / marts 1966 Udgivet: 20. juni 1966 Producer: Andrew Loog Oldham Længde: 42:31 Antal numre: 11 Hovednumre: Paint it black Stupid Girl Under My Thumb It's Not Easy Karakter 5 Musik
# 0069 The Mothers of Invention: Freak Out! (1966)
Frank Zappa (1940-93) var en amerikansk sanger, guitarist og sangskriver og en af de mærkeligste og vigtigste skikkelser inden for amerikansk rock. Allerede som teenager begyndte han at interessere sig for både rock og for moderne klassisk musik, avantgarde og doo-wop. I begyndelsen af 1960'erne begyndte han at skrive sange sammen med Ray Collins (1936). I 1965 opfordrede Collins Zappa til at blive ny guitarist i sit band Soul Giants. Zappa accepterede og fik hurtigt bandet overbevist om at han var deres leder, at de skulle spille hans musik og at de skulle ændre navn til Mothers. Bandet debuterede i 1966 med dagens album - der efter 'Blonde on Blonde' sikkert var det første dobbeltalbum - og i hvert fald det første debut-dobbeltalbum. Frank Zappa er repræsenteret i denne leg med tre album.
Freak Out! Jeg elsker, at der har været en figur som Frank Zappa på rockscenen. Her i 1966 har rocken vel eksisteret i godt 10 år og så kommer denne her gut og dekonstruerer hele møget. Det er edderhyleme modigt og sejt! Første halvdel af albummet er med få undtagelser satiriske udgaver af rock-genrer, hvor de dog har fået vendt vrangen ud. Anden halvdel er mere freaket og mærkelig med samplinger, genreoverskridelser, tale og almindelig pjat. Jeg skrev at jeg elskede Zappa og det gør jeg også - men på en uhyre intellektuel og distanceret måde. Jeg kan helt vildt godt lide tanken om ham. Jeg synes det er abnormt sjovt, at han bryder genrerne, at han vender alting på hovedet og sparker mure ned. Men jeg må også indrømme, at selvom jeg har en håndfuld af Zappas plader er det egentlig ret sjældent at jeg hører det frivilligt. Han er satirisk, morsom, skæv, intellektuel, avantgarde og mærkelig mærkelig mærkelig. Og det er fint - men også virkelig kontekstbundet og det bevirker at jeg ret ofte står af. Jeg kan bare ret godt lide en fin melodi eller noget jeg kan danse bare lidt til. Når det så er sagt, var albummet markant dejligere at høre anden gang end første gang jeg ifølge mine noter måtte kæmpe mig igennem det. Hårde facts: Indspillet 8-12 marts 1966 Udgivet: 27 juni 1966 Producer: Tom Wilson Længde: 60:26 Antal numre: 15 Hovednumre: Hungry Freaks, Daddy Motherly Love Any Way the Wind Blows You Probably Wondering Why I'm Here Trouble Every Day Karakter: 5 Musik
# 0068 Paul Revere and the Raiders: Midnight Ride (1966)
Paul Revere and the Raiders var et amerikansk garagerock-band, der blev dannet af organist Paul Revere (1938) i 1950'erne. Bandet begyndte som instrumentalgruppe men i 1958 fik de tilgang af den kun 16-årige sanger Mark Lindsay (1942). I 1963 indspillede de 'Louie Louie', der desværre for dem samtidig var blevet indspillet af The Kingsmen, som løb med hittet.
Bandets manager Terry Melcher foreslog dem, at de skulle ændre deres lyd, så den blev et mix af hurtig Beach Boys-agtig rock'n'roll og Rolling Stones beskidte lyd. Det var klogt.
Og deres nye stil ramte de hvide frustrerede teenagere og da de samtidig havde fået stylet deres image med outfit fra den amerikanske revolution blev de en overraskende stor succes i midt-60'erne. Især med albummet 'Just Like Us!' der ligesom dagens album udkom i 1966.
Det var især midt-60'erne der var Paul Revere and the Raiders tid. Da hippietiden for alvor ramte musikscenen blev bandet image nok lidt for goofy og anakronistisk.
Midnight Ride Midnight Ride er det første album jeg desværre ikke har kunnet høre i sin fulde længde. Det er blevet til ca. halvdelen jeg har kunnet opsnappe på youtube og via diverse opsamlingsalbum. Og det er søreme ærgerligt, synes jeg. For bandet spiller godt -stemningen er garagerock i den pæne afdeling. Det er beskidt uden at være direkte måget som The Sonics. Og Mark Lindsay synger virkelig fedt. Jeg har et særligt forhold til 'I'm Not Your Steppin' Stone' som Peter Belli i selskab med Baby Woodrose sang i en dansk og fed udgave. Men også albummets største hit 'Kicks' er fed. Øv, hvor er det irriterende, at jeg ikke kan dyrke hele albummet. Hårde facts: Udgivet: maj 1966 Producer: Terry Melcher Længde: 29:08 Antal numre: 11 Hovednumre: Kicks I'm Not your Steppin Stone There She Goes Louie Louie Go Home Karakter: 6 Musik:
# 0067: The Mamas and The Papas: If You Can Believe Your Eyes and Ears (1966)
The Mamas and The Papas var en amerikansk/canadisk folk-pop-gruppe, der blev dannet af guitaristen, sangeren og sangskriveren John Phillips (1935-2001) og sanger og sangskriver Denny Doherty (1940-2007). De fik John Phillips kone Michelle Phillips (1944) med på vokal og på trods af John Phillips ængstelse over Cass Elliots (1941-74) volumen og hvordan det ville påvirke gruppens succes kom hun også med i bandet. The Mamas and the Papas debuterede i 1965 med singlen 'Go Where You Wanna Go', der blev fulgt op af gruppens signatursang 'California Dreamin' og 'Monday Monday' bandets største hit. I 1966 udkom dagens album. Kort tid efter dagens album havde Michelle Phillips en affære med Denny Doherty og blev derfor smidt ud af bandet. Men hun blev dog taget til nåde senere. I 1967 udsendte Cass Elliot singlen 'Dream a Little Dream of Me', der blev en stor succes og gav hende blod på tanden til at forlade den nu mere eller mindre opløste gruppe. Bandet blev gendannet for en kort bemærkning i 1971. Tre år før Cass Elliot omkom af et hjerteanfald (det er en falsk myte at hun døde ved at være blevet kvalt i en skinkesandwich - hendes hjerte kunne tværtimod ikke klare det voldsomme vægttab hun havde oplevet ved at have været på en ekstrem fastekur) The Mamas and The Papas var billedet på at hippietiden var ved at komme på hitlisterne. Pæn pop, sikre og smukke vokalharmonier og smukke mennesker.
If You Can Believe Your Eyes and Ears Det er moderigtig hippie-folk med glade og lettere melankolske sange, sunget smukt af smukke mennesker. Jeg vakler når jeg hører dem. Og har i grunden et ret stort og blødt punkt for deres lyd. Men jeg er oprigtig i tvivl: er det for pænt og for konstrueret eller er det egentligt ret fedt. Svaret er vel: både og. Der er ikke for fem flade ører kant på dem - det er overklasse-hippie-folk, som hvis Margit og Erik Brandt havde lavet musik i Californien i midt-60'erne. Lækkert, moderigtigt, småkedeligt. Musikken er centreret omkring bandets sikre fire-stemmige vokal og John Phillips guitar- og strygerarrangementer. Det er pænt og lækkert på sådan en easylistening måde. Og når det er godt er det ret smækkert og drømmende - når det ikke rammer mig er det bare kedeligt. Albummet åbner med gruppens største hit, Monday Monday og dens ba-bahhh ba-ba-da-kor. Og jeg har søreme aldrig rigtig været til det. Til gengæld er signatur-sangen 'California Dreamin'' på trods af dens efterskolekor-forsuttethed virkelig fin. Den får mig altså ofte. Det samme gør 'Straight Shooter' der næsten er groovy og deres afdæmpede og melankolske udgave af 'Do You Wanna Dance' er rigtig rigtig fin Hårde facts: Indspillet: 1965-66 Udgivet: marts 1966 Producer: Lou Adler Længde: 33:42 Antal numre: 12 Hovednumre: Do You Wanna Dance Straight Shooter California Dreamin' Karakter 4 Musik
The Kinks var et engelsk rockband, der blev dannet i London i 1964 af brødrene Ray Davies (1944) (vo, gui) og Dave Davies (1947) (gui, vo). De dannede skiffle-gruppen The Ray Davies Quartet med bl.a. Peter Quaife på bas. På et tidspunkt havde bandet en ung Rod Stewart med som forsanger. I 1964 fik bandet der nu hed The Ravens pladekontrakt og Mick Avory som ny trommeslager.
Bandet skiftede dog igen navn denne gang til The Kinks der var et ordspil på kinkyness fordi bandet var nogle frække labaner. Bandet debuterede i foråret 1964 med 'Long Tall Sally' - uden succes. Heller ikke andensinglen 'You Still Want Me' rykkede noget. Det gjorde til gengæld tredje forsøg der blev Kinks' måske største hit 'You've Really Got Me'. Med sit rå guitarriff har singlen fået stor betydning for garagerock, ja selv heavymetal foruden den almindelige betydning bandet havde for ærkebritisk rockmusik. Dagens album er The Kinks'fjerde på kun 2 år.
The Kinks og især Ray Davies' sangskrivning er kondensatet af engelsk kultur. Ironisk, arbejderklasseromantisk og med et væld af forskellige musikalske og kulturelle referencer. 'Face to Face' er det første af fire Kinks-album i bogen.
Face to Face The Kinks er noget af det mest britiske der findes. Og det er måske derfor, at jeg føler mig hensat til en lukket fest, når jeg lytter til andet end deres 10 største og uomtvisteligt skide gode hits. Jeg lytter generelt ikke specielt meget til tekster, men kan læse mig til at Ray Davies er en begavet og satirisk tekstsnedker der kan spotte arketyper inden for den velunderbyggede engelske socialstruktur. Og for at foregribe tingenes gang til når vi når op til punk og britpop og The Streets så er netop de fastlåste sociale spilleregler i London og omegn ikke noget der rører mig så fandens meget. Og det er måske grunden til at jeg ofte synes at Kinks er for forstillede og alt for bevidste om deres egen qwerkyness og charme - som de værste eksempler inden for britpoppen 30 år efter. Og når jeg ikke har de færnævnte strukturer inde i min interessesfære - hvad har Ray Davies og co. så tilbage at tilbyde mig: de er ikke så hårde og aggressive som The Who, de er ikke på nogen måde så liderlige som Stones og det er kun i glimt at de når Beatles' elegance. Når det så er sagt er 'Face to Face' et glimrende album. Deres opstyltethed bliver holdt i strammere tøjler og der er flere virkeligt fine numre - deriblandt den afsluttende 'Sunny Afternoon', der simpelthen og altid er så fin så fin. Hårde facts: Indspillet: oktober 65- juni 66 Udgivet: 28. oktober 1966 Producer: Shel Talmy Længde: 38:31 Antal numre: 14 Hovednumre: Rosie Won't You Plerase Come Home Rainy Day in June A House in the Country Sunny Afternoon Karakter 5 Musik
The Monks er et af de mærkeligste bands i verden. De fem medlemmer: Gary Burger, Larry Clark, Eddie Shaw, Dave Day og Roger Johnston var alle officerer i den amerikanske hær og udstationeret i Tyskland. Her havde de et coverband 5 Torquays der spillede Chuck Berry-sange. Men en dag havde to af bandets medlemmer barberet en tonsur og vupti fik bandet et nyt image, et nyt navn og en ganske anden approach til musik. Bandet lavede et album - dagens - og det blev skammet væk af datidens anmeldere men er siden taget til nåde som stor betydning for punk og kraut-rocken.
Black Monk Time Jeg anerkender albummets rock-arkæologiske betydning. Jeg kan sagtens høre at de tidlige punk-bands må have været begejstret for dette glemte album. Og jeg vil endda sige at det er tydeligt at høre linjerne til krautrocken. De lange suggesterende passager. Den satiriske splint i numrene. Det lyder som en blanding af The Sonics, Frank Zappa og Country Joe & the Fish. Men her holder min glæde så også op. For jeg kan faktisk ikke holde albummet ud. De spiller sindssygt dårligt. Det humper af sted. Samtlige numre - eller næsten - begynder med en kirkeorgelintro, efterfulgt af en talt tirade fra forsangeren og så kommer et bumlende ikke specielt beskidt eller fedt garagerock med en ordknap tekst. Jeg er på ingen måde til det. (Ligesom jeg i grunden også synes at punk er vanvittigt irriterende, men mere om det om 10 år). Men coveret er fedt. Hårde facts: Indspillet: november 1965 Udgivet: marts 1966 Producer: Jimmy Bowien Længde: 29:48 Antal numre: 12 Hovednumre: I Hate You Oh, How to Do Now Shut Up Karakter: 2 Musik:
Dylan var vældig i vælten i midt-60'erne. Han var uforståeligt hadet af sit stampublikum, fordi han tillod sig at bruge elektriske guitarer og spille noget, der lignede blueset rock på 'Bringing it all back home' og 'Highway 61 Revisited' samtidig med at hans tekster blev mærkeligere og mere udsyrede. Hvorfor denne vrede? Svaret blæser i vinden. Derudover var han blevet gift var på et stort amfetamintrip og i juli 1966 - samtidig med at dagens album udkom kørte han alvorligt galt på sin motorcykel. Albummet, der var Dylans syvende, blev optaget i Nashville, og er et af rockhistoriens første dobbelt-album.
Blonde on Blonde En af mine yndlings-rock-anekdoter er fortalt af Nick Hornby. Han fortæller at han bestemt ikke er en Dylan-fan. På ingen måde. Men han har alligevel 20 Dylan-album og et par boxset. Sådan har jeg det også. Jeg er ikke Dylan-dyrker men har dog fået opsnappet mig 12 af hans album. Og 'Blonde on Blonde' er et af dem. Jeg er jo ikke pervers for at citere Jack Blacks rolle i 'High Fidelity'. Jeg talte for et par dage siden med min bror om Dylan, og jeg galpede op om hvor god han var i denne periode, og at han efter min ringe mening næsten kun lavede rene mesterværker i midt-60'erne. Men han var uenig. Han mente for det første, at det var irriterende at Dylandisterne ikke havde sprog for andet end teksterne. Og i tilgift mente han at når man stod med en så god sangskriver og guitarist som Dylan, ja så kunne man godt forvente lidt mere end blot sange, der unægteligt lød som en Bon Dylan-sang. Og jeg er til dels enig. Jeg holder meget af Dylan, men får lange øjne når man snakker om et tekstunivers udover omkvædene. Og mit favorit-Dylan-album er der, hvor han kaster sig ud i country. Men i 'Blonde on Blonde's tilfælde gør det mindre at de 14 sange lyder som uforfalsket Dylan. For hold da den hedeste magle, hvor er det bare godt. Man skal lede helt vildt efter numre der tilnærmelsesvis ligner fyld og resten er gennemfantastisk. Det er rock med en blueset kant tilsat det førnævnte Dylan. Se bare min i grunden for korte liste over hovednumre. Det er klogt og intellektuelt - men også bare gode sange. Det er efter min mening et af de allerbedste album, der er lavet - og som sagt er det ikke engang Dylans bedste. Hårde facts: Indspillet: januar-marts 1966 Udgivet: 16. maj 1966 Producer: Bob Johnston Længde: 72:57 Antal numre: 14 Hovednumre: Rainy Day Woman #12 & 35 Visions of Johanna One of Us Must Know I Want You Stuck Inside of a Mobile with the Memphis Blues Again Just Like A Woman Sad Eyed Lady of the Lowlands Rolling Stone Albummet er nummer 9 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 10 Musik
The Byrds havde fået stor succes med deres debut og havde i 1965 udsendt 'Turn! Turn! Turn!', der på trods af at den ikke nåede debutens højder, alligevel viste at Byrds var et band, der kunne spille deres Dylan med en særegen lyd. Man kunne fra månen høre når der er tale om et Byrds-nummer. Samtidig havde 1965 også vist at Gene Clarks sangskrivningstalent voksede. Men i 1966 viste det sig også at Byrds var et band med store egoer og endnu større potentielle konflikter. Bandets producer Terry Melcher blev fyret pga. uoverensstemmelser med bandets manager Jim Dickson.
Men vigtigst: bandets sangskriver Gene Clark havde forladt/ var blevet smidt ud af bandet. Det var der to årsager til: Dels havde Clark udviklet sig til bandets hovedsangskriver med deraf flere penge, større anerkendelse og mere jalousi fra McGuinn og Crosby. Dels var Clark panisk angst for at flyve (han havde som barn overlevet et flystyrt) og nægtede at sætte sig op i en flyvemaskine. Det satte en bremse for bandets tournevirksomhed, og som McGuinn sagde 'Hvis ikke du vil flyve er du ikke Byrd'. Derfor var det farvel Gene Clark.
Fifth Dimension Et historisk Byrds-abum. Det er det første uden Gene Clark (og dermed den første af mange udrensninger). Det er det første uden Dylan-sange og så er det det første hvor bandet for alvor giver sig i kast mere den syrede psykadeliske rock. Det vil være synd at sige at 'Fifth Dimension' er et sammenhængende album. Det placerer sig fint imellem folk-rocken og den mere løst orienteret psykadaliske raga-rock med lange bluesede instrumentale passager med McGuinns udsyrede guitarer. Der er den helt igennem fantastiske syrede 'Eight Miles High', der blev forbudt pga. narkotika-hintsene. Der er titelnummeret der er så tæt på at være en Dylan-sang uden at være det, der er rene folk-sange, der er country-rock-sange som 'Mr. Spaceman' og der er sange der peger fremad mod David Crosbys videre karriere 'What's Happening'. Og det hele er pakket ind i de to ting der for alvor er Byrds: McGuinns rickenbacker og bandets suveræne vokalharmonier. Jeg synes så klart det er de fremadpegende sange der fungerer bedst. Dylan er bare bedre til at være Dylan end McGuinn og mere end et par af sangene er i grunden lidt kedelige. Hårde facts: Indspillet: januar-maj 1966 Udgivet: 18. juli 1966 Producer: Allan Stanton Længde: 29:59 Antal numre: 11 Hovednumre: Eight Miles High What's Happening Mr. Spaceman I See You Karakter 6 Musik:
Fred Neil (1936-2001) var en amerikansk guitarist, sangskriver og sanger. Han begyndte sin karriere i 1950'erne som sangskriver for andre bl.a. Buddy Holly og Roy Orbison indspillede Neil-sange. I 1961 mødte han Vince Martin som han indledte et samarbejde med. De lavede bl.a. den aldeles glimrende LP 'Bleecker & MacDougal' sammen i 1965. Fred Neil fik mere anerkendelse og succes hos sine kolleger end på hitlisterne. Han var en stor inspirationskilde for bl.a. Tim Buckley. Og det er da også signifikant at Fred Neils absolut mest berømte sang, 'Everybody's Talkin'' - der er på dagens album - blev et verdenshit med Neils torunepartner Harry Nelson. Fred Neil stoppede stort set sin karriere i 1970 for at hellige sig sit arbejde med delfiner. Fred Neil
Jeg kan sagtens forstå, hvis der er nogle svage sjæle, som synes Fred Neils selvbetitlede album - der er hans tredje - er kedelig. Men han har altså fået skovlen under mig. Først og fremmest synes jeg Neil er en ualmindelig dejlig sanger. Hans dybe bløde og croonende stemme passer afsindig fint med det let eklektiske genre valg. Sangene er sådan en blanding af barok-pop, singersongwriter og country, Bob Dylan-agtig folk, singersongwriter og mindre hysteriske Scott Walker-sange er tæt på at være helt vidunderlig. Og så afsluttes albummet med den otte minutter lange 'Cynicrustpetefredjohn Raga'. Det er noget så sjælendt hørt som folk-raga med indiske under- og overtoner spillet på den græske bouzuki. Syret. Og sådan noget synes jeg bare er fedt! Sangene handler om alt lige fra kokain til delfiner. Og selvom jeg er ret pjattet med Harry Nelsons udgave af 'Everybody's Talkin' er Neils originale version langsommere og mere sugende og mørk melankolsk. Hårde facts: Indspillet: 1966 Udsendt: december 1966 Producer: Nick Venet Længde: 39:09 Antal numre: 10 Hovednumre: The Dolphins I've Got A Secret Everybody's Talkin' Cynicrustpetefredjohn Raga Karakter: 8 Musik:
Siden 'Today!' havde Beach Boys for alvor fjernet sig fra surf-poppen. De havde udsendt endnu et album i 1965 og fået hits med 'California Girls' og 'Barabra Ann'. Men vigtigst det skrøbelige geni Brian Wilson havde prøvet LSD, havde holdt en pause for tour-livet og havde hørt The Beatles 'Rubber Soul', som viste at man faktisk godt kunne lave en hel fantastisk LP - uden fyldnumre. Wilson besluttede sig derfor for at lave verdens bedste album. Det blev 'Pet Sounds' der er et fantastisk ambitiøst værk med sofistikerede vokalarrangementer, samples og alternative instrumenter fx og især Tannerinen, der gjorde Beach Boys populære blandt hippierne.
Pet Sounds Først 'Revolver' efterfulgt af 'Pet Sounds'. To album der tit bliver sammenlignet. To album der for mange repræsenter hver sin side af den søgende 1966-rock; det skønne og det mærkelige.To album der blandt de lærde kæmper om at være verdens bedste overhovedet. Således har Rolling Stone kåret den som verdens næstbedste album lige efter 'Sgt. Pepper'. Og ambitionen på 'Pet Sounds' er til 10. Det samme er iderigdommen i samples og lydeffekter. Det er en meget komponeret plade; og det er en plade hvor der er 'God Only Knows', 'You Still Believe in Me' og 'Don't Talk (Put your head on my shoulder'. Alt sammen til topkarakter. Uden diskussion. Og så er det tæt på at være en soloplade. Der er flere af numrene, hvor det kun er Brian Wilson, der repræsenterer Beach Boys. Det er også skønt. Men nu bliver jeg altså en smule kontroversiel. Jeg har skamhørt den med åbne ører og et sind, der byder varmt velkommen med både snacks og drinks. Jeg vil så gerne være på vognen og erklære den som et ubetinget mesterværk. Men jeg kan ikke. Og her kommer et par årsager: Jeg kan nævne flere sangskrivere der er bedre end Brian Wilson. Ok; side et er fin - men bortset fra 'God Only Knows' er side to vel i grunden tæt på at være ret kedelig. 'Sloop John B' er Ringo-bøvet og Brian Wilson bliver bare aldrig min favoritsanger. Det er godt. Det er stort. Det er ambitiøst. Men i samme liga som The Beatles og Bob Dylan? Ah, come on. Hårde facts: Indspillet juli 1965- april 1966 Udgivet: 16. maj 1966 Producer: Brian Wilson Længde: 35:57 Antal numre: 13 Hovednumre: Wouldn't It Be Nice You Still Believe In Me Don't Talk (Put your head on my shoulder) I'm Waiting for That Day God Only Knows Rolling Stone: Albummet er nummer 2 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 8 Musik
