Dylan peaker!

# 0064 Bob Dylan: Blonde on Blonde (1966)

Dylan var vældig i vælten i midt-60'erne. Han var uforståeligt hadet af sit stampublikum, fordi han tillod sig at bruge elektriske guitarer og spille noget, der lignede blueset rock på 'Bringing it all back home' og 'Highway 61 Revisited' samtidig med at hans tekster blev mærkeligere og mere udsyrede. Hvorfor denne vrede? Svaret blæser i vinden.

Derudover var han blevet gift var på et stort amfetamintrip og i  juli 1966 - samtidig med at dagens album udkom kørte han alvorligt galt på sin motorcykel.

Albummet, der var Dylans syvende, blev optaget i Nashville, og er et af rockhistoriens første dobbelt-album.

Blonde on Blonde
En af mine yndlings-rock-anekdoter er fortalt af Nick Hornby. Han fortæller at han bestemt ikke er en Dylan-fan. På ingen måde. Men han har alligevel 20 Dylan-album og et par boxset. Sådan har jeg det også. Jeg er ikke Dylan-dyrker men har dog fået opsnappet mig 12 af hans album. Og 'Blonde on Blonde' er et af dem. Jeg er jo ikke pervers for at citere Jack Blacks rolle i 'High Fidelity'.

Jeg talte for et par dage siden med min bror om Dylan, og jeg galpede op om hvor god han var i denne periode, og at han efter min ringe mening næsten kun lavede rene mesterværker i midt-60'erne. Men han var uenig. Han mente for det første, at det var irriterende at Dylandisterne ikke havde sprog for andet end teksterne. Og i tilgift mente han at når man stod med en så god sangskriver og guitarist som Dylan, ja så kunne man godt forvente lidt mere end blot sange, der unægteligt lød som en Bon Dylan-sang. Og jeg er til dels enig. Jeg holder meget af Dylan, men får lange øjne når man snakker om et tekstunivers udover omkvædene. Og mit favorit-Dylan-album er der, hvor han kaster sig ud i country. 

Men i 'Blonde on Blonde's tilfælde gør det mindre at de 14 sange lyder som uforfalsket Dylan. For hold da den hedeste magle, hvor er det bare godt. Man skal lede helt vildt efter numre der tilnærmelsesvis ligner fyld og resten er gennemfantastisk. Det er rock med en blueset kant tilsat det førnævnte Dylan. Se bare min i grunden for korte liste over hovednumre.
Det er klogt og intellektuelt - men også bare gode sange. Det er efter min mening et af de allerbedste album, der er lavet - og som sagt er det ikke engang Dylans bedste.


Hårde facts:
Indspillet: januar-marts 1966
Udgivet: 16. maj 1966
Producer: Bob Johnston
Længde: 72:57
Antal numre: 14

Hovednumre:
Rainy Day Woman #12 & 35
Visions of Johanna
One of Us Must Know
I Want You
Stuck Inside of a Mobile with the Memphis Blues Again
Just Like A Woman
Sad Eyed Lady of the Lowlands

Rolling Stone
Albummet er nummer 9 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
10

Musik