De to voksede op få gader fra hinanden i New York. De mødte hinanden under en skoleteaterudgave af Alice i Eventyrland (Simon var Grinekatten, mens Garfunkel var Peter Kanin). Og fra midten af 1950'erne begyndte de at optræde sammen som duoen Tom & Jerry - uden den store succes.
I begyndelsen af 1960'erne begyndte de på universitetet men fandt samtidig en stigende interesse i folkscenen i New York. Og i 1964 udsendte de deres debut-album 'Wednesday Morning 3 A.M.'. Den floppede i første omgang.
Simon tog til England. Duoen gik i opløsning for første gang og Simon indspillede sin solo-debut, der bl.a. indeholdt mere skrabede udgaver af sange fra debuten fx 'Sound of Silence' og sange der senere blev en del af duoens katalog. Nå, førnævnte 'Sound of Silence' fik sit eget liv mens duoen var i opløsning og Simon var i Europa. Og en aften i 1965 da Paul Simon skulle spille i Danmark fik han at vide at 'Sound of Silence' var blevet nummer et i USA.
Simon skyndte sig hjem til USA, duoen blev genskabt og albummet 'Sound of Silence' blev udsendt.
Og senere i 1966 udkom dagens album, der er det første ud af to Simon & Garfunkel-album i bogen (Paul Simon er repræsenteret med tre solo-album).
Der er ikke meget kontroversielt i mine følelser og holdninger over for Simon & Garfunkel.
Jeg synes Simon - når han er bedst - er en forbandet god sangskriver. Tilbagelænet, ironisk og helt igennem vanvittig elegant. Og Art Garfunkel har en af de mest henrivende smukke og klare engle-tenorer i pop-folkens historie.
Og de synger så fint sammen med sikre vokalharmonier. Labert.
Og når de peaker går de sammen op i den højeste enhed. Og når de ikke gør det bliver det pænt og fadt og kedeligt - som musikkens svar på Herstal.
Jeg kan faktisk bedre lide titelnummeret end jeg i grunden vil indrømme. Og 'Homeward bound' er en fin sang. Men størst er den mindste og mest elegante bagatel 'The 59th Street Bridge Song (Feeling Groovy). Ej, hvor er det bare fedt. Filigranpop.
Pladen afsluttes med at duoen synger 'Silent Night' mens der læses op fra de grummeste nyheder i verden. De kunne også være bidske.
Hårde facts:
Indspillet: december 1965 - august 1966
Udgivet: 10. oktober 1966
Producer: Bob Johnston
Længde: 29:14
Antal numre: 12
Hovednumre:
Scarborough Fair
Homeward Bound
Feeling Groovy
For Emily, Wherever I May Find Her
Karakter
6
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar