Stones er også i Revolver-mode

# 0070 Rolling Stones: Aftermath (1966)

Siden Stones' succesfulde debut gik det kun fremad. Deres andet album ,der udkom i 1965 og havde sange sange der var skrevet af Jagger og Richards, røg til tops på hitlisterne. Det samme gjorde den single, der mere end noget andet forbindes med Rolling Stones, '(I Can't Get No) Satisfaction'.

Og senere i 1965 udkom bandets tredje album 'Out of Our Heads', der endnu engang var en blanding af deltablues-sange og sange skrevet af Jagger og Richards. Og endnu engang skabte det skandale-succes på begge sider af Atlanterhavet.

Den britiske invasion var over det hele - og der stod Rolling Stones på broderparten af det. 

Aftermath
Aftermath er den første LP, som udelukkende har sange skrevet af Mick Jagger og Keith Richards. Den er udkommet i to forskellige versioner - jeg har hørt den i den amerikanske udgave, der lægger ud med 'Paint it Black'. En ret god begyndelse, vil jeg forsigtigt påpege.

Når man læser Keith Richards egentlig ret ujævne biografi opdager man hvor meget han i grunden synes at en afgrundsdyb konflikt i bandet er hans (og Charlie Watts') fokusering på det centrale hos Stones - at de var og er afsindigt fantastiske til at spille Chicago-blues. Mens Jagger mere render efter berømmelsen og tidsånden. 

Måske er det korrekt. Og i så fald er det Jagger, der er årsagen til at Rolling Stones ændrer sig at de kaster sig ud i nyere tiltag. I nye chancer. Og nogle gange er det knap så heldigt. Mens andre gange er der edderhyleme ansatserne til noget fedt. Og det er der i glimt på Aftermath.

Og det tydeligt at Rolling Stones har skævet mere end almindeligt til de nybrud der skete på 'Rubber Soul'. Brian Jones spiller i hvert fald citar på 'Paint it Black' og marimba på 'Under my thumb'. Og især marimba-riffet på 'Under my thumb' er helt utroligt groovy.

'Aftermath' er mere voksent og soulet end deres debut. Men den er også pænere og jeg kan sagtens høre Richards irritation over bandets higen efter det nye - for det bliver al for konstrueret og villen-være-Beatles når de kaster sig ud i den alenlange og brutalt kedelige 'Goin' Home'.

Jagger er enormt god når han bare er soul-blueset og sexet. Og det er han på en håndfuld af 'Aftermath's numre. Og så er det godt. Andre gange bliver forsøget på at bevæge sig uden for bandets sfære et bevis på at Rolling Stones ikke er Beatles.

Hårde facts:
Indspillet: december 1965 / marts 1966
Udgivet: 20. juni 1966
Producer: Andrew Loog Oldham
Længde: 42:31
Antal numre: 11

Hovednumre:
Paint it black
Stupid Girl
Under My Thumb
It's Not Easy

Karakter
5

Musik