De to gik i skole sammen og dannede et orkester der spillede dixieland-jazz med Townsend på banjo og Entwistle på fransk horn. Entwistle var i gang med at lære at spille bas og mødte en dag Roger Daltrey (1944) (vo) der spurgte om han ville være med i hans band, The Detours.
Entwistle fik Townsend med, men bandet fik først pladekontrakt da Keith Moon (1946-78) kom med og de skiftede navn til The Who.
Og i 1965 kom deres debut-album - der er dagens album og første ud af fem Who-album i denne bog.
The Who blev kendt for deres ekspressive sceneshow og det blev især grundlagt i juni 1964 i London da Townsend kom til at smadre sin guitar under en koncert. Det ville Keith Moon da ikke holde tilbage for så hans trommer blev også slået til pindebrænde. Og på den måde havde The Who ligesom startet deres egen tradition og deres eget image.
Af de engelske 1960'er-bands der er lige under Stones og Beatles er The Who så klart det Mod-band jeg bedst kan lide.
De er knap så quirky som Kinks. De er rå, cool og beskidte.
Og mange af deres numre er hele tiden ved at falde voldsomt fra hinanden. Og så er Townsend en skide god sangskriver og Daltrey er tøæt på at være den første heavy-sanger der findes.
Når det så er sagt er deres debut temmelig ujævn. Første halvdel er tæt på at være småkedelig bortset fra James Brown-sangen 'I Don't Mind' og titelnummeret der slutter side 1.
På side 2 bliver det tungere, mere beskidt og numrene skarpere. Og Daltrey får presset både sex og desperation ind i 'Please, Please, Please'. 'I'm A Man' er tung og sexet og den afsluttende 'The Ox' er så charmerende at man næsten tilgiver at det næsten kun er trommesolo.
Albummet udkom samme dag som 'Rubber Soul'
Hårde facts:
Indspillet: april-oktober 1965
Udgivet: 3. december 1965
Producer: Shel Talmy
Længde: 36:13
Antal numre: 12
Hovednumre:
I Don't Mind
My Generation
Please, Please, Please
I'm A Man
Karakter
5
Musik:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar