De dannede skiffle-gruppen The Ray Davies Quartet med bl.a. Peter Quaife på bas. På et tidspunkt havde bandet en ung Rod Stewart med som forsanger. I 1964 fik bandet der nu hed The Ravens pladekontrakt og Mick Avory som ny trommeslager.
Bandet skiftede dog igen navn denne gang til The Kinks der var et ordspil på kinkyness fordi bandet var nogle frække labaner.
Bandet debuterede i foråret 1964 med 'Long Tall Sally' - uden succes. Heller ikke andensinglen 'You Still Want Me' rykkede noget. Det gjorde til gengæld tredje forsøg der blev Kinks' måske største hit 'You've Really Got Me'. Med sit rå guitarriff har singlen fået stor betydning for garagerock, ja selv heavymetal foruden den almindelige betydning bandet havde for ærkebritisk rockmusik.
Dagens album er The Kinks'fjerde på kun 2 år.
The Kinks og især Ray Davies' sangskrivning er kondensatet af engelsk kultur. Ironisk, arbejderklasseromantisk og med et væld af forskellige musikalske og kulturelle referencer.
'Face to Face' er det første af fire Kinks-album i bogen.
The Kinks er noget af det mest britiske der findes. Og det er måske derfor, at jeg føler mig hensat til en lukket fest, når jeg lytter til andet end deres 10 største og uomtvisteligt skide gode hits.
Jeg lytter generelt ikke specielt meget til tekster, men kan læse mig til at Ray Davies er en begavet og satirisk tekstsnedker der kan spotte arketyper inden for den velunderbyggede engelske socialstruktur.
Og for at foregribe tingenes gang til når vi når op til punk og britpop og The Streets så er netop de fastlåste sociale spilleregler i London og omegn ikke noget der rører mig så fandens meget.
Og det er måske grunden til at jeg ofte synes at Kinks er for forstillede og alt for bevidste om deres egen qwerkyness og charme - som de værste eksempler inden for britpoppen 30 år efter. Og når jeg ikke har de færnævnte strukturer inde i min interessesfære - hvad har Ray Davies og co. så tilbage at tilbyde mig: de er ikke så hårde og aggressive som The Who, de er ikke på nogen måde så liderlige som Stones og det er kun i glimt at de når Beatles' elegance.
Når det så er sagt er 'Face to Face' et glimrende album. Deres opstyltethed bliver holdt i strammere tøjler og der er flere virkeligt fine numre - deriblandt den afsluttende 'Sunny Afternoon', der simpelthen og altid er så fin så fin.
Hårde facts:
Indspillet: oktober 65- juni 66
Udgivet: 28. oktober 1966
Producer: Shel Talmy
Længde: 38:31
Antal numre: 14
Hovednumre:
Rosie Won't You Plerase Come Home
Rainy Day in June
A House in the Country
Sunny Afternoon
Karakter
5
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar