De fik John Phillips kone Michelle Phillips (1944) med på vokal og på trods af John Phillips ængstelse over Cass Elliots (1941-74) volumen og hvordan det ville påvirke gruppens succes kom hun også med i bandet.
The Mamas and the Papas debuterede i 1965 med singlen 'Go Where You Wanna Go', der blev fulgt op af gruppens signatursang 'California Dreamin' og 'Monday Monday' bandets største hit. I 1966 udkom dagens album.
Kort tid efter dagens album havde Michelle Phillips en affære med Denny Doherty og blev derfor smidt ud af bandet. Men hun blev dog taget til nåde senere.
I 1967 udsendte Cass Elliot singlen 'Dream a Little Dream of Me', der blev en stor succes og gav hende blod på tanden til at forlade den nu mere eller mindre opløste gruppe. Bandet blev gendannet for en kort bemærkning i 1971. Tre år før Cass Elliot omkom af et hjerteanfald (det er en falsk myte at hun døde ved at være blevet kvalt i en skinkesandwich - hendes hjerte kunne tværtimod ikke klare det voldsomme vægttab hun havde oplevet ved at have været på en ekstrem fastekur)
The Mamas and The Papas var billedet på at hippietiden var ved at komme på hitlisterne. Pæn pop, sikre og smukke vokalharmonier og smukke mennesker.
Det er moderigtig hippie-folk med glade og lettere melankolske sange, sunget smukt af smukke mennesker.
Jeg vakler når jeg hører dem. Og har i grunden et ret stort og blødt punkt for deres lyd.
Men jeg er oprigtig i tvivl: er det for pænt og for konstrueret eller er det egentligt ret fedt. Svaret er vel: både og.
Der er ikke for fem flade ører kant på dem - det er overklasse-hippie-folk, som hvis Margit og Erik Brandt havde lavet musik i Californien i midt-60'erne. Lækkert, moderigtigt, småkedeligt.
Musikken er centreret omkring bandets sikre fire-stemmige vokal og John Phillips guitar- og strygerarrangementer. Det er pænt og lækkert på sådan en easylistening måde. Og når det er godt er det ret smækkert og drømmende - når det ikke rammer mig er det bare kedeligt.
Albummet åbner med gruppens største hit, Monday Monday og dens ba-bahhh ba-ba-da-kor. Og jeg har søreme aldrig rigtig været til det.
Til gengæld er signatur-sangen 'California Dreamin'' på trods af dens efterskolekor-forsuttethed virkelig fin. Den får mig altså ofte.
Det samme gør 'Straight Shooter' der næsten er groovy og deres afdæmpede og melankolske udgave af 'Do You Wanna Dance' er rigtig rigtig fin
Hårde facts:
Indspillet: 1965-66
Udgivet: marts 1966
Producer: Lou Adler
Længde: 33:42
Antal numre: 12
Hovednumre:
Do You Wanna Dance
Straight Shooter
California Dreamin'
Karakter
4
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar