Donovan Leitch (1946) er en skotsk sanger og sangskriver, som hurtigt fik prædikatet britisk Dylan-kopi hæftet på sig. Han begyndte for alvor sin karriere som sangskriver i 1964 og var stærkt inspireret af Ramblin' Jack Elliot og Woody Guthrie - akkurat som Dylan, som han også mødte.
I 1965 debuterede han med den spå vidt jeg har skimmet ret glimrende 'What's bin did and what's been hid' der indeholdt sange som 'Josie' og 'Catch the wind', som begge er Donovan-klassikere ligesom albummet naturligvis også indeholder den evindelige 'Donna Donna'. Samme år kom 'Fairytale', der om muligt var endnu mere tidlig Dylan-ish.
Men i 1966 kom Donovans tredje album, der er dagens, og her havde annammet hippie-approach og blid flower power. Førstesinglen Sunshine Superman blev et stort hit i USA i 1966. Det samme blev Donovans signatursang, 'Mellow Yellow' med Paul McCartney på kor.
Slut-60'erne var virkelig Donovans tid, med stor succes, hits som 'Hurdy Gurdy Man', mange stoffer og interesse for østens mystik - ligesom vennen McCartney. Omkring 1970 begyndte Donovan at trække stikket en smule ud og i løbet af 1970'erne og især med punkens fremkomst gjorde at pladsen til Donovans hippie-image blev mindre.
Sunshine Superman Jeg kendte egentlig kun Donovan af navn inden denne opgave. Jeg havde sunget 'Try for the sun' på min efterskole og fået at vide at det var Dylan (sic, suk). Så kendte jeg naturligvis Mellow Yellow og Universal Soldier og jeg tror også at Hurdy Gurdy Man er på førnævnte Neil-plade.
Sagt på en anden måde betragter og betragtede jeg Donovan, som en noget for pæn hippie-udgave af Dylan. Blid, flowerpower, sådan noget som man kunne høre, hvis man synes Dylan var stærk kost. Som BT overfor Ekstra Bladet. Og jeg kan på mine noter fra første gang jeg hørte dagens album, at jeg i grunden var ret gal i skralden over det. Pænt, kedeligt og med den underlige forkærlighed for middelaldermytologi man havde i slut-60'erne. Jeg savnede kort sagt alt det var udflippede, alt det udsyrede, det vilde og sexede.
Og her må jeg lige bede mit fortidige jeg om at klappe hesten og lade være med at være så pissesur. For ja ja da, det er pænt, men det flippede er ikke kun på glitret papir. Titelnummeret er selvom det stikker ud fra resten af albummet ret ok. 'Bert's Blues' er virkelig godt og 'Season of the Witch' (som bl.a. er blevet coveret af Dr. John, Stephen Stills, Lou Rawls og Hanne Boel) er helt igennem sindssygt fedt. Og det alene bør give mig lyst til at lytte til også andre album af Donovan. Og det er vel det hele denne leg handler om. Hårde facts Indspillet januar-maj 1966 Udgivet: 26. august 1966 Producer: Mickie Most Længde: 42:59 Antal numre: 10 Hovednumre Bert's blues Season of the witch Sunshine Superman Three King Fishers Karakter 5
# 0097 The Kinks: Something Else By The Kinks (1967)
Dagens album er det andet i hvad man kalder Kinks' gyldne periode. Den foregåend 'Face to Face' havde hittet i England, men havde i modsætning til mange forudsigelser floppet i USA. 'Something Else...' fortsatte stilen fra 'Face to face' ved at blande det ærkengelse, rockmusik, satiriske tekster og music hall.
Og pladens første single er muligvis Kinks' bedste sang.
Something Else By The Kinks Kinks fortsætter ufortrødent deres hyperengelske stil og approach som de fandt på 'Face to Face'.
Albummet begynder med den temmelig fantastiske 'David Watts' som samtlige brit-pop-sange skylder stort set alt og som The Jam lavede en laber udgave af 10 år senere. Og den vender vi tilbage til.
Albummet fortsætter med den fine 'Death of a Clown', der viser at music hall-sangene også kan være med mere kant end McCartneys grannysongs.
I det hele taget er 'Something Else's begyndelse virkelig fed, men et eller andet sted i slutningen på side et begynder min interesse at dale.
Jeg har virkelig brugt mange timer på at analysere mit og Kinks forhold. (Jeg er ret sikker på at det omvendte ikke er tilfældet) Og jeg er kommet frem til at min lunkenhed nok har noget at gøre med sangenes kvalitet, men i høj grad også om at jeg synes Kinks charme bliver for forceret; de små stilskift - som jeg hylder hos andre - kommer ikke rigtig under huden på mig. Jeg kan ikke finde ud af hvorfor; et bud kunne være, at jeg synes jeg kan høre at musikken inviterer mig til en fest, som jeg ikke helt kan forstå. At de små dagligdagsreferencer - det at Kinks for mig at se er det arketypiske engelske band (ligesom man vist skal være dansk for at have Shu-bi-dua og Kim Larsen i sit dna), simpelthen umærkeligt glider hen over hovedet på mig. Jeg kan godt lide Kinks. Jeg kommer bare aldrig til at elske dem. Til gengæld knuselsker jeg afslutningsnummeret, 'Waterloo Sunset'. Jeg er jo ikke helt idiot. Hårde facts Indspillet april 66-juli 67 Udgivet: 15. september 1967 Producer: Shel Talmy, Ray Davies Længde: 36:32 Antal numre: 13 Hovednumre Waterloo Sunset David Watts Death of a Clown Situation Vacant Karakter 6 Musik
# 0096 Jefferson Airplane: Surrealistic Pillow (1967)
Jefferson Airplane var en amerikansk syre-hippie gruppe, der blev dannet i San Francisco i 1965 af Marty Balin (vo), Paul Kantner (gui), Signe Anderson (vo), Jorma Kaukonen (gui), Skip Spence (tro) og Jack Casady (bas). De tog navnet Jefferson Airplane, der var slang for den papirstump man holdt en joint med. Så var stilen ligesom lagt. De album-debuterede i '66, og kort tid efter forlod Skip Spence gruppen for at danne Moby Grape. Signe Anderson sagde farvel, da hun lige var blevet mor, og hun efterfulgtes af Grace Slick. Og med Slick i front blev Jefferson Airplane psykadeliske superstjerner. De var blevet inspireret af den mere syrede og hårde lyd fra fx Cream og Hendrix. Og i 1967 udsendte de dagens album til stor succes. Samme år udkom 'After Bathing at Baxter's' som man godt kunne argumentere for også ville fortjene en plads i legen. Slut-60'erne var Jefferson Airplanes tid. De spillede på alle de tre store hippie-festivaler og var et af hovednavnene på den psykadeliske hippie-scene med lidt over en håndfuld album der både fik succes his anmeldere og pladekøbere. I 1970 forlod Balin bandet, der var begyndt at lide under store klikedannelser og i 1972 gik bandet i opløsning. Sådan da. For bandet dukkede op igen med en lidt anden besætning, en anden stil og andre navne som Jefferson Starship og senere Starship. I 1980'erne fik bandet et stort stadion-pop-hit med 'We Built this City'. Og det er svært at forstå, at det stort set er de samme mennesker bag det nummer og så dagens plade.
Surrealistic Pillow Det er faktisk kun to numre, hvor Grace Slick er ene-forsanger på 'Surrealistic Pillow'. Men hvilke numre! Og det er pga. 'Somebody to love' og 'White Rabbit' at albummet for mig først og fremmest står som et Grace Slick-album. For hendes kraftige vibrerende og insisterende vokal har sat et brændemærke i mig. Både i folk-rock-klassikeren 'Somebody to love' og især på syre-ikonet 'White Rabbit' som naturligvis kun handler om 'Alice i Eventyrland'. Jeg har ingen kontroversielle meninger om 'White Rabbit'. Jeg husker tydeligt første gang jeg hørte det og hvordan jeg syntes det nummer både var mærkeligt, syret, skægt, interessant og helt afsindigt kodylt fedt. Det var stærke sager for en teenager fra 1980'ernes Sydsjælland. De to numres styrke overskygger resten af albummet. Og det er både dets styrke - hey, det er fame gode sange, men også dets svaghed. Jeg har hørt albummet mange gange, og som man kan se på karakteren kan jeg lide det, men jeg kan egentlig kun huske de to Slick-numre, Nå, hele albummet er en fin blanding af forskellige genre og forskellige approaches. Der er Kaukanens fine instrumentale 'Embryonic Journey', der er folk-rock, der er rock, folk-ballade og syre. Og jeg er som sagt ret vild med plader, der stikker i flere retninger. Det er virkelig fint. Selvom albummet overskygges af de to ikon-numre. Hårde facts Indspillet: november-december 1966 Udgivet: April 1967 Producer: Rick Jarrard Længde: 34:48 Antal numre: 11 Hovednumre: Somebody to Love Today Comin'back to me White Rabbit Karakter 8 Musik
The Young Rascals var et amerikansk hvidt soulband der blev dannet i 1965. De bestod af Eddie Brigatti (vo), Felix Cavaliere (key), Gene Cornish (gui) og Dino Danelli (tro).
Bandet pladedebuterede med singlerne 'I Ain't Gonna Eat My Heart Out Anymore' og 'Good Lovin'', der begge blev fine succeser især i Canada.
I 1967 udkom deres tredje album, 'Groovin'' der er dagens album, hvor titelnummeret og 'How Can I Be Sure' røg på toppen af hitlisterne. Men kun i Canada og i USA. England var temmelig ligeglade med bandet, som i 1968 skiftede navn til The Rascals. Bandet havde sin storhedstid i slut-60'erne og da der blev skiftet årti, blev der også skiftet ud i bandet, som gik i opløsning i 1972. I 2012 blev bandet gendannet.
Groovin' Dette er endnu et af de album, der har den reneste Motown-lyd; men The Young Rascals er hverken sorte eller fra Motown.
Det er blå-øjet soul, men derfor kan det jo godt svinge. Og det gør The Young Rascals på en meget tilbagelænet og spliffet måde. Og jeg kan rigtig godt lide doven søndagssoul, der er tilbagelænet og hashet. På den måde får den meget Motown-agtige lyd og tilgang også en nuance mere som klæder det i voldsom grad. Albummet begynder helt vildt godt med 'A Girl Like You' som man sagtens kunne forestille sig Marvin Gaye synge på samme tid. Det er ret godt, desværre mister albummet noget saft derefter - men hiver det hjem igen på side to med det lækre titelnummer, som i Aretha Franklins udgave er endnu federe. Og de sidste fire numre: 'I Don't Love You Anymore', 'You Batter Run', 'A Place In The Sun' (som jeg har et meget ømt punkt for (og så er det måske det nummer i verden der slutter på flere måder end Ringenes Herre-filmene)) og 'It's Love' gør at dette album egentlig er ret perfekt hvis man en solskins-søndag-formiddag bare har lyst til at groove. Hårde facts Indspillet: december 1966- juni '67 Udgivet: 31. juli 1967 Producer: Young Rascals Længde: 34:33 Antal numre: 11 Hovednumre: A Girl like you Groovin I Don't Love You Anymore A Place in the Sun Karakter 7 Musik
'Fifth Dimension' der markerede et stilskifte for Byrds blev ikke den store kommercielle eller kritiker-succes, som bandet havde regnet med og var vant til. Og med et farvel til sanger og sangskriver Gene Clark var Byrds gledet fra at være superstjerner til bare at være stjerner. Til gengæld var der en del af hippie-undergrundens bands der uden at blinke betragtede Byrds som deres primære inspirationskilde - fx Love, Lovin' Spoonful og Buffalo Springfield. Måske er det det man kan høre på Byrds 1967-udgivelse, der blev det sidste uden lyden af en blafrende svingdør.
Younger Than Yesterday Jeg betragter mig selv som værende endog rigtig glad for country - og derfor er det vel nærmest en dødssynd at have et ikke-Gram-Parsons-Byrds-album som sin favorit. Men det har jeg. Jakob, en kætter. Denne Byrds-plade der har en blanding af psykadelisk folk-pop og folk-rock med et touch af country og stadig har Byrds' eminente vokalharmonier ryger med distance ind på min top-1 over Byrds-plader. Det er umiskendeligt Byrds-lyd på og det er den der binder et i og for sig temmelig eklektisk album sammen. Albummet begynder med den Monkees-satiriske 'So You Wanna Be A Rock'n'Roll-Star', men Byrds tager også Dylan tilbage - og den med en af de bedste udgaver af 'My Back Pages'. Der er Beatles-agtige tanker i 'Have You Seen Her Face'. Der er den fineste Simon & Garfunkel-agtige folk-pop i 'Rennaisance Fair'. Country i 'Time Between' og 'The Girl With No Name'. Der er folk-rock i 'Why?', folk-syre i Crosbys 'Mind Gardens' og så skriver Crosby ifølge mig en af sine allerbedste sange - og det siger ikke så lidt - med 'Everybody's been burned'. Alene den nuancerede kærlighedssang er nok for mig til at have 'Younger Than Yesterday' på repeat i et par dage. Byrds bestod på dette tidspunkt af tre fremragende sangskrivere (og egoer) Crosby, Hillman og McGuinn - og især parentesen (og måske også resten af bandets modvilje mod 'Mind Gardens') viser hvorfor Younger Than Yesterday blev Byrds sidste med David Crosby. Men ih, hvor er det en god farvel-plade. Hårde facts: Indspillet: november-december 1966 Udgivet: 6. februar 1967 Producer: Gary Usher Længde: 29:11 Antal numre: 11 Hovednumre: So You Wanna Be A Rock 'n' Roll Star Everybody's Been Burned My Back Pages Why? Karakter 9 Musik
The Doors var et amerikansk rockband der blev dannet i Los Angeles i 1965 da poet og sanger Jim Morrison (1943-71) mødte keyboardspiller Ray Manzarek (1939) mødte hinanden på UCLA, hvor de begge læste film. Morrison sang sin egen 'Moonlight Drive' for Manzarek. Manzarek gik til meditation med John Densmore (1944) (trommer). De tog navnet The Doors efter Huxleys bog 'Doors of Perception' i september 1965 kom den falmenco-inspirerede Robby Krieger (1946) med i bandet. The Doors blev husband på Los Angeles-baren Whiskey A-Go-Go hvor de bl.a. varmede op for Them. Der blev de opdaget og i 1966 indspillede de deres debut-LP, der er dagens album. Det er det første ud af tre Doors-album i denne leg.
The Doors Hold da op hvor hørte jeg The Doors meget, da jeg var 14-15 år. Det første jeg hørte var vist nok en live-optagelse af deres koncert i Danmarks Radio. Syretallet var pænt højt for en 14-årig fra Sydsjælland. Senere blev det så dagens album og naturligvis 'Light my fire'. Det er naturligt at være pjattet med The Doors når man er teenager. Ligesom man også bør få opkastfornemmelser af personaen Jim Morrison og hans oppustethed. Så jeg har faktisk ikke hørt The Doors i op mod 10 år. Og hvor er det bare dejligt at høre at The Doors faktisk er fedt. Rigtigt fedt. The Doors' debut-LP er måske den mest overbevisende debut der findes i rockhistorien. De har fundet deres lyd og de er overbevisende velspillede og sindssygt sikre. Og selvom Jim Morrison stadig er ulideligt irriterende er han også samtidig en fantastisk sanger med en rå stemme med hæshed i toppen. Det er altså fedt. Albummet lægger ud med 'Break on through' og så er det svært ikke at være solgt. Og selvom 'The End' er brutalt lang og monumentalt selvforelsket (og med kors og bånd og stjerner) er det afslutningsnummer altså også sugende fantastisk. Derudover er der så lige 'Light My Fire', 'Back Door Man' og 'Soul Kitchen'. Ja, den får sgu en lille 10'er, gør den. Hårde facts: Indspillet: august 1966 Udgivet: 4. januar 1967 Producer: Paul Rotchild Længde: 44:28 Antal numre: 11 Hovednumre Break on through Soul Kitchen The Crystal Ship Light My Fire Back Door Man The End Rolling Stone Albummet er nr. 42 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 10 Musik
Steppeulvene var et dansk band der blev dannet i København i begyndelsen af 1967. Hovedmanden var Eik Skaløe (1943-68) der cirkulerede rundt i det københavnske digtermiljø og eksperimenterede med en masse lækre stoffer. I november 1966 mødte han guitaristen og spillelæreren Stig Møller (1945), der satte musik til Skaløes digte. De fik kontakt med bassist Søren Seirup og trommeslager Preben Devantier der begge havde spillet med forskellige danske beatorkestre. De tog navnet Steppeulvene efter Herman Hesses roman og indspillede dagens album, der betegnes som den første dansksprogede beatplade og uomtvisteligt er en milepæl. Den udkom i 1000 eksemplarer og solgte vel ca. et par hundrede - i første omgang. I 1988 havde den rundet 25.000. Bandet nåede dog ikke at nyde deres ikon-status, for Skaløe tog til Indien for at skrive en bog (og begå selvmord). Steppeulvene forsøgte sig uden succes med nye forsangere. Stig Møller spillede sammen med Skousen / Ingemann og blev en af de allervigtigste figurer i den tidlige og meget hippiede dansksprogede beat. Hip er kun med i den danske udgave af '1001 album' og den har erstattet Frank Sinatra / Carlos Jobim-albummet 'Frank Sinatra & Carlos Jobim'. Den vil jeg også høre og jeg samler til bunke af de erstattede album og fabler om den når jeg er klar til 1970'erne.
Hip Det er måske det mest kanoniserede hovedværk indenfor dansk rock. Især pga. dens status som det første beatalbum hvor man kunne danske tekster med ambitioner. Og jeg vil forsigtigt mene at albummet er bedre i mytologien end det i grunden er. Eller det er skarpt opdelt i fire sange der holder og er fede og så fem sange der svinger mellem det ringe, det kedelige og det uudholdelige. Eik Skaløe er så Dylan-inspireret at det på 'Jensen' nærmere sig en kopistisk kliche. Men på albummets tre første sange; den næsten funky og flyvende 'Dunhammeraften', og de to gribende kærlighedssange 'Itsi-Bitsi' og 'Til Nashet' og den skægge '0-0-0' holder helt vildt. Også når man fjerner de danske og rockhistoriske briller på. Hårde facts: Indspillet: marts 1967 Producer: Olav Bennike Længde: 42:29 Antal numre 8 Hovednumre Dunhammeraften Itsi-Bitsi Til Nashet 0-0-0 Karakter 6 Musik
# 0091 The Velvet Underground: The Velvet Underground & Nico (1967)
Velvet Underground var et amerikansk art-rock-band der blev skabt i midt-60'ernes New York af Lou Reed (1942) (gui, vo), der havde aforsøgt sig som sangskriver i rocksammenhænge. John Cale (1942) (vi, vo, gui) er fra Wales men var taget til New York for at studere klassisk musik. De to fandt sammen i deres smag for eksperimentel rock og fik guitaristen og bassisten Sterling Morrison (1942-95). De tog navnet Velvet Underground og spillede drone-rock med beat-lyrik til. I 1965 kom Maureen Tucker (1944) med på trommer. Samme år fik bandet ny manager - Andy Warhol. Warhol foreslog at bandet fik den tysk-fødte Nico med på vokal og i 1967 udkom de med deres debut-album. Dagens album er første ud af tre fra Velvet Underground.
Velvet Underground & Nico På musikforummet Svingninger er dette album kåret i hvert fald to gange som verdens bedste album i deres årlige(?) afstemning. Og jeg kan sagtens forstå hvorfor dette album er et konsensusalbum for indiehoveder. Kombinationen af drone-rock, art, avantgarde og en pil fremad mod støjrocken og med urbane tekster om narkotika, sex og almindelig skørlevned er altså godt. Som jeg tidligere har nævnt har jeg vænnet mig til Nicos tykke accent og et pitch der i bedste fald ligger på kanten og Lou Reed er heller ikke verdens bedste sanger to say the least. Og de første gange jeg hørte dette album var jeg på ingen måde begejstret - men som så meget andet er den kommet under huden på mig. Og min glæde stiger for hver gang jeg hører den; ligesom min glæde for drone-rock i den grad også er vokset. Især første halvdel af pladen er eminent. 'Sunday Morning', 'I'm Waiting for the Man', 'Femme Fatale', 'Venus in Furs' ligesom 'There she goes again' er fantastisk. Men jeg må også blankt indrømme at mit støjhjerte ikke er udviklet endnu til at falde for det noget mere ustrukturerede støjrockinferno i den afsluttende 'European Son'. Og nå ja, coveret er labert. Hårde facts: Indspillet: april 1966 Udgivet: 12. marts 1967 Producer: Tom Wilson, Andy Warhol Længde: 48:51 Antal numre: 11 Hovednumre: Sunday Morning I'm Waiting for the Man Femme Fatale Venus in Furs Rolling Stone Albummet er nr. 11 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 9 Musik
Efter den bragende succes med 'My Generation' blev The Who ved med at producere hits. Den fantastiske 'Substitute' fx. Men Pete Townsend havde ambitioner om at være andet end et single-band så i 1966 udkom 'A Quick One' hvor man kunne høre 'A Quick One While He Was Away' der ofte bliver nævnt som en lille rock-opera og altså peger fremad mod 'Tommy' I 1967 udkom dagens album
The Who Sell Out Ideen til Sell Out må have været rigtig skæg. En fiktiv radiokanal der mellem numrene sender reklamer og så et cover med overdrevne reklamebilleder - Daltrey der tager et bad i baked beans fra Heinz fx. Og konceptet køres helt ud og her 45 år efter er det altså temmelig anstengende at høre på. Og det er skidesynd for der er flere absolut glimrende numre på. Townsends ambitioner kan høres ligesom det er også tydeligt at bandet har hørt en del Byrds og deres mod'ske vrede er blevet suppleret med vokalharmonier og humør. Det er også et markant Who-album da Roger Daltrey kun er forsanger på tre af albummets numre. Men I Can See For Miles er et af The Whos og årets bedste sange og Pete Townsend er sej og står fedt med sin guitar. Og så tilgives meget. Hårde facts Indspillet: maj-november 1967 Udgivet: 15. december 1967 Producer: Kit Lambert Længde: 38:46 Antal numre: 13 Hovednumre: Armenia City in the Sky Tatoo I Can See For Miles Rael 1 & 2 Karakter 5 Musik
# 0089 Pink Floyd: Piper of the Gates of Dawn (1967)
Pink Floyd var et engelsk band der bestod af af Syd Barret (1946-2006) (gui, vo), Roger Waters (1943) (bas, vo), Nick Mason (1944) (tro) og Richard Wright (1943-2008) (key). I midten af 1960'erne spillede de tre arkitekstuderende Waters, Mason og Wright sammen i bandet Sigma 6. I 1965 kom Waters' barndomsven Barret med. På det tidspunkt hed bandet Tea Set - men, ak, det var der også et andet band der hed så Barret skabte bandets navn ved at mikse to bluessangere Pink Anderson og Floyd Council. På det tidspunkt spillede Pink Floyd almindelig rhytm and blues, men i løbet af 1966 kom der flere af Barrets mere psykadeliske sange med på bandets setlist. Og i 1967 udkom bandets debutsingle 'Arnold Layne' der blev fulgt op af 'See Emily Play' der bragte dem i Top of the Pops. I 1967 udkom dagens album - Pink Floyds debut. Og allerede her havde den skrøbelige Barret fået alvorlig smag for LSD. Piper of the Gates of Dawn er den første af fire Pink Floyd-album i denne leg
The Piper of the Gates of Dawn Jeg kender musik-freaks med sikker og bred musiksmag, der har dette album i deres all time top 3. Og jeg kender musik-freaks - min hustru fx, der i den grad har en 'man skulle nok have været der'-indgang til dette album. Og jeg forstår faktisk dem begge. Og jeg kan høre hvad de mener. Og jeg selv er placeret midt imellem. Jeg holder faktisk meget af lange udsyrede instrumentale forløb, som man kan finde på Pink Floyds debut fx og især i 'Interstellar Overdrive' eller spacet syre i 'Astronomy Domine'. I like. Mens jeg bliver så evigt træt når jeg hører ustrukturerede og untighte passager som i 'Take up thy Stetoschope and Walk', hvor det i grad virker som om det er teknikken der har taget overhånd - hey, mand, vi kan pitche en stemme - heavy mand. I min pladesamling har jeg Neils (Nigel Planer) fra grotesk-komedie-serien 'The Young Ones', album 'Neil's Heavy Concept Album', der er en kærlig parodi på hippie- og syre-rocken. Og der var ikke få gange mens jeg hørte Pink Floyds debut at jeg kom i tanke om den. Han spiller blandt andet 'The Gnome' og det er svært at høre forskel på Neils og Syd Barrets måde at udtale ordet 'Floating' på. Syd Barret er en af de underligste sangskrivere i rockhistorien - men jeg har søreme svært ved at elske hans sangskrivning. Og jeg kan simpelthen ikke høre at en sang som 'The Gnome' ikke er en Ringo-sang med børneomkvæd og Tolkien-referencer. Første halvdel er den bedste - jeg mister en del interesse i løbet af side to. Og selvom jeg sikkert vil vende tilbage til den for at give den en chance for at få skovlen under mig er den altså langt fra at komme i min top ti over yndlingsalbum - endisg i top fem over yndlings Pink Floyd-album. Hårde facts Indspillet: februar-maj 1967 Udgivet: 5. august 1967 Producer: Norman Smith Længde: 41:52 Antal numre: 11 Hovednumre: Astronomy Dominee Lucifer Sam Mathlda Mother Interstellar Overdrive Karakter 5 Musik:
Cream var en britisk rocktrio, der af mange betegnes som verdens første supergruppe. De blev dannet i 1966 af Eric Clapton (1945) (gui,vo), Ginger Baker (1939) (tro) og Jack Bruce (1943) (bas, vo, key, har). Clapton var begyndt at kede sig i Bluesbreakers og savnede en ny lyd, Ginger Baker spillede jazz i Graham Bond Organisation og Jack Bruce havde spillet i forskellige sammenhænge - bl.a. sammen med Baker i Graham Bond Organisation - med ævl, kævl og slåskampe til følge. Men Clapton insisterede på at det var Bruce der skulle med som trioens bassist. Og vojla - Cream var skabt.
Bandet albumdebuterede med 'Fresh Cream' i 1966 med numre som 'Spoonful', 'I'm So Glad' og 'Rollin' and Tumblin'. Materialet var altså i første omgang bluesklassikere garneret med enkelte Jack Bruce-sange. Men lyden var langt mere syret og pågående og kraftfuld. Året efter udkom dagens album, 'Disraeli Gears' og i 1968 'Wheels of Fire' - med 'White Room' og live-svane-albummet 'Goodbye'. De gnidninger der allerede var mellem Bruce og Baker ved bandets begyndelse forsvandt naturligvis ikke. Og en latent fare ved en supergruppe er at den består af superegoer, der ikke lytter til hinanden og egentlig synes at det er deres band og det må de andre stjerner da for katten da kunne forstå. Sådan var det også med Cream; på tidspunkter skiftedes de til at skrue op for sig selv, så hver enkelt var der i lydbilledet hvor de følte de retteligt hørte til - i centrum og højest. Men når de tre supermusikere får tingene til at fungere, skaber gnidningerne og talentet noget virkelig rar musik. Eric Clapton fortsætter vi med i denne leg. Jack Bruce udsendte adskillige glimrende solo-album, hvor den første 'Songs for a Tailor' lidt uretfærdigt ikke er med i bogen. Ginger Baker kom med i endnu en supergruppe 'Blind Faith', der nok også kunne være med i bogen - og så dukker han op i 1970'erne i samarbejde med Fela Kuti.
Disraeli Gears Et album der begynder med 'Strange Brew', fortsætter med 'Sunshine of your love' og 'World of Pain' og derudover indeholder 'Outside Woman Blues' og 'SWLABR' er fødte klassikere. Hey, en plade der begynder med de to første sange er kvalificeret til at komme med i denne leg. I modsætning til debuten er langt de fleste sange skrevet af bandet selv. Alle tre skriver og synger. Og selv den generte Clapton kaster sig ud i flere fine vokaler. Lyden er syret og blueset og sindssygt pågående. Jeg kan sagtens huske første gang jeg hos min kusine Dorthe hørte en greatest hit med bandet og jeg var straks indfanget af fuzz og wah-lyden. Og det er jeg stadigvæk. Jeg har hørt stemmer der siger at riffet til Sunshine of your love er for forsuttet. Men ikke hos mig, selvom jeg har spillet den i alle de bands jeg har været med i. Det er et af rockhistoriens mest genkendelige og pågående riffs og jeg er endnu ikke blevet træt af det. Og når man så blander det med den fine duet med Claptons sprøde og Bruce' kraftfulde vokal får man altså en klassiker. Resten af albummet daler - forståeligt nok - i kvalitet efter den åbning og jeg er ikke sikker på at jeg kommer til at elske Ginger Baker-kompositionen 'Blue Condition' eller det middelalderlige univers man også finder på 'Disraeli Gears'. Og så får 'Mother's Lament' mig til at gå i Thomas Blachmann-spasmer over hvor irriterende man kan gøre en afslutning på en god LP. Øv. Hårde facts: Indspillet: maj 1967 Udgivet: november 1967 Producer: Felix Pappalardi Længde: 33:37 Antal numre: 11 Hovednumre: Strange Brew Sunshine of Your Love Outside Woman Blues Take it Back SWLABR Karakter: 7 Musik
Der var blot gået små 10 måneder siden Loves forrige album 'Da Capo', men på det tidspunkt var andet ved at falde fra hinanden. Keyboardspilleren Alban Pfisterer og saxofonisten Tjaj Cantrelli havde forladt Love og bandet bestod nu af fem mand. Men hovedmanden Arthur Lee havde til gengæld skruet ambitionerne i vejret. Og dagens album er uden sammenligning Loves hovedværk. Og herefter var bandet en manifestation af sangen om de små cyklister. Kort tid efter var det kun Lee der var tilbage. De nåede at lave tre album og to mindre vellykkede comebacks. I 1996 blev Arthur Lee sendt i fængsel i 12 år efter ulovlig omgang med våben. Han kom dog ud i 2001 og nåede at opleve at Love og han blev genopdaget - bl.a. via det glimrende soundtrack til filmen 'High Fidelity'. Og Lee begyndte at optræde med Love with Arthur Lee indtil sin død i 2006.
Forever Changes Jeg har flere gange set 'Forever Changes' placeret som dark horse når musik-freaks skal kåre verdens bedste album. Der er jeg slet ikke, men det er en indiskutabel hippieklassiker. Den er ambitiøs, gennemkomponeret og med flere fine og overraskende ting på. Den er opbygget med et væld af akustiske guitarer og har lånt inspiration i melodilinjerne af den europæiske middelalderlige folkemusik, der virkelig var da thang i slut-60'erne (en begejstring jeg i øvrigt finder hmm belastende) men det blev blandet med farvende detaljer mariachi-lignende trompeter fx. Jeg tænkte ofte på at de fleste af numre sagtens kunne komme med på soundtracket til 'Hair' - som de lidt mere skæve indslag, altså. Det er rart - og jeg ville sådan set gerne kunne lide den. Sådan helt rigtigt. Hey, det er jo mig, det her. Hippie. Fred, hår, gennemkomponeret, akustiske guitarer, multikulturelt og en glimrende sanger. Jeg ville kunne lide den - bedre end jeg egentlig kan. For helt ærlig, så synes jeg den bliver lidt vel fersk i det og jeg savner det store sug, de store hits - og på den måde går 'Forever Changes' fra at være den våde hippiedrøm til bare at blive en lidt vel fusende fornøjelse hvor man kun fik antydningen af noget rigtig rart. Desværre. Hårde facts: Indspillet: juni-september 1967 Udgivet: november: 1967 Producer: Bruce Botnick og Arthur Lee Længde: 42:51 Antal numre: 11 Hovednumre: Alone Again Or Live and Let Live Maybe The People Would Be The Times Or Between Clark And Hilldale You Set the Scene Rolling Stone Albummet er nr. 40 på Rolling Stones liste over verdens bedste album Karakter 6 Musik
Tim Buckley (1947-75) var en amerikansk sanger, sangskriver og guitarist. Efter at være vokset op i Washington blev han en del af den californiske Orange County-scene, der også talte navne som Jackson Browne og Frank Zappa. Og det var gennem Mothers of Inventions manager at Buckley fik sin kontrakt og som 19-årig debuterede han med den selvbetitlede debut. Den var en stille folk-rock-plade men med gode tekster og viste en ung mand med en lovende fremtid. Debuten var dog ikke den store succes, da tiden krævede en mere psykadelisk og barokt-poppet univers. Og det gav Buckley verden året efter i 1967 med dagens album. Goodbye and Hello er den første ud af tre LP'er fra Buckleys hånd i denne leg.
Goodbye and Hello Nej, hvor kan jeg dog godt lide ham. I dette projekt er Tim Buckley en af de største opdagelser for mig. Jeg kendte ham mest af navn og det at han var Jeffs far. Og så tror jeg jeg havde stødt på hans ganske folkede debut. Derfor var det en temmelig stor overraskelse at høre ham udfolde sin ekspressive vokal og høre hans eklektiske, små-psykadeliske og barokke folk-pop. Selve albummet har en virkelig skøn feeling og lyd. Varm, folket og storladent psykadelisk uden at der går udsyret raga i den. Sangene er fine, sommermelankolske og americana-teatralske Morning Glory og I never asked to be your mountain fx. Der er også store vidunderlige akustiske perler med som 'Once I was' og 'Phantasmagonia in two'. Alt sammen fint og godt. Men så er der også lige 'Pleasent Street' der ganske enkelt er svimlende fantastisk og et af de bedste numre i denne leg. Så er det sagt. Det er melankolsk, velspillet, sexet, funky. godt komponeret. Der er 12-strengs guitarer, bongotrommer en heftig opbygning og så er det her at Tim Buckley viser al verden og sin kommende søn hvordan man synger med krop og nerve. Huij, hvor er det godt. De resterende numre er ikke helt på samme niveau - og der skal også være plads til forbedringer hos Buckley. Og det kommer søreme også. Hårde facts: Indspillet juni 1967 Udgivet: August 1967 Producer: Jerry Yester og Jac Holzman Længde: 42:41 Antal numre: 10 Hovednumre Pleasent Street Once I Was Morning Glory Phantasmangonia in Two Karakter 8 Musik
The Monkees var et amerikansk band og det første egentlige 100 % konceptbårne orkester. Skabt for tv af instruktør Bob Rafelson,d er ville lave en tv-serie om et band der uden succes prøvede på at blive så store som The Beatles. Davy Jones, Michael Nesmith, Peter Tork og Mickey Dolenz blev valgt - alle undtagen Dolenz havde arbejdet som musikere - i serien skulle de dog ikke nødvendigvis spille på de instrumenter de mestrede. Tv-serien blev (naturligvis) voldsomt populær. Debutalbummet 'The Monkees' fra 1966 røg til tops på hitlisterne godt hjulpet på vej af tv-seriens titelnummer. Men andet album 'More of the Monkees' solgte bedre end seertallene antydede. Monkees var ved at blive et band uden om tv. Og dagens album er Monkees tredje - og deres første hvor de forsøgte at vise at de var andet end et konceptband, der ikke kunne spille. Samtidens musik-afficionados så naturligvis ned på The Monkees som letbenet og ikke et rigtig band. April 1968 kom The Monkees femte album der var det første til ikke at toppe Billboard. Senere samme år stoppede tv-showet og Peter Tork var det første medlem der forlod bandet. The Monkees nåede at udsende hele ni album indtil 1970 hvor de gik i opløsning. Alle fire medlemmer havde mindre solokarrierer efter opløsningen.
Headquarters First of all. Jeg har i og for sig intet imod konceptbands - eller tv. Og her 45 år efter er det alligevel musikken der står tilbage efter elite-hån, tv-industri, villet nuttethed og stramme koncepter. (Selvom deres øgenavn The Pre-Fab Four fame er skægt). Bandet var i skarp træning til at blive et rigtigt band og havde også en håndfuld egenkompositioner med. Selve musikken er Beatles-light med lån fra Byrds milde syre-folkede lyd. Det er bare på ingen måde lige så fedt eller lige så interessant som de to store. Det er ikke dårligt.You Told Me (der er en hommage til /parodi af Beatles' 'Taxman'), For Pete's Sake og Shades of Grey er fine sange. Men det er altså ikke skide interessant. Og behøver man at høre den inden man dør? Ikke rigtigt, vel? Hårde facts: Indspillet: februar-marts 1967 Udgivet: 22. maj 1967 Producer: Chip Douglas Længde: 30:00 Antal numre: 14 Hovednumre You Told Me For Pete's Sake Shades of Grey Randy Scouse Git Karakter 3 Musik
