Manzarek gik til meditation med John Densmore (1944) (trommer). De tog navnet The Doors efter Huxleys bog 'Doors of Perception' i september 1965 kom den falmenco-inspirerede Robby Krieger (1946) med i bandet.
The Doors blev husband på Los Angeles-baren Whiskey A-Go-Go hvor de bl.a. varmede op for Them. Der blev de opdaget og i 1966 indspillede de deres debut-LP, der er dagens album.
Det er det første ud af tre Doors-album i denne leg.
Hold da op hvor hørte jeg The Doors meget, da jeg var 14-15 år. Det første jeg hørte var vist nok en live-optagelse af deres koncert i Danmarks Radio. Syretallet var pænt højt for en 14-årig fra Sydsjælland. Senere blev det så dagens album og naturligvis 'Light my fire'.
Det er naturligt at være pjattet med The Doors når man er teenager. Ligesom man også bør få opkastfornemmelser af personaen Jim Morrison og hans oppustethed. Så jeg har faktisk ikke hørt The Doors i op mod 10 år. Og hvor er det bare dejligt at høre at The Doors faktisk er fedt. Rigtigt fedt.
The Doors' debut-LP er måske den mest overbevisende debut der findes i rockhistorien. De har fundet deres lyd og de er overbevisende velspillede og sindssygt sikre. Og selvom Jim Morrison stadig er ulideligt irriterende er han også samtidig en fantastisk sanger med en rå stemme med hæshed i toppen. Det er altså fedt.
Albummet lægger ud med 'Break on through' og så er det svært ikke at være solgt. Og selvom 'The End' er brutalt lang og monumentalt selvforelsket (og med kors og bånd og stjerner) er det afslutningsnummer altså også sugende fantastisk.
Derudover er der så lige 'Light My Fire', 'Back Door Man' og 'Soul Kitchen'. Ja, den får sgu en lille 10'er, gør den.
Hårde facts:
Indspillet: august 1966
Udgivet: 4. januar 1967
Producer: Paul Rotchild
Længde: 44:28
Antal numre: 11
Hovednumre
Break on through
Soul Kitchen
The Crystal Ship
Light My Fire
Back Door Man
The End
Rolling Stone
Albummet er nr. 42 på Rolling Stones liste over verdens bedste album
Karakter
10
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar