Clapton var begyndt at kede sig i Bluesbreakers og savnede en ny lyd, Ginger Baker spillede jazz i Graham Bond Organisation og Jack Bruce havde spillet i forskellige sammenhænge - bl.a. sammen med Baker i Graham Bond Organisation - med ævl, kævl og slåskampe til følge. Men Clapton insisterede på at det var Bruce der skulle med som trioens bassist. Og vojla - Cream var skabt.
Bandet albumdebuterede med 'Fresh Cream' i 1966 med numre som 'Spoonful', 'I'm So Glad' og 'Rollin' and Tumblin'. Materialet var altså i første omgang bluesklassikere garneret med enkelte Jack Bruce-sange. Men lyden var langt mere syret og pågående og kraftfuld.
Året efter udkom dagens album, 'Disraeli Gears' og i 1968 'Wheels of Fire' - med 'White Room' og live-svane-albummet 'Goodbye'.
De gnidninger der allerede var mellem Bruce og Baker ved bandets begyndelse forsvandt naturligvis ikke. Og en latent fare ved en supergruppe er at den består af superegoer, der ikke lytter til hinanden og egentlig synes at det er deres band og det må de andre stjerner da for katten da kunne forstå. Sådan var det også med Cream; på tidspunkter skiftedes de til at skrue op for sig selv, så hver enkelt var der i lydbilledet hvor de følte de retteligt hørte til - i centrum og højest. Men når de tre supermusikere får tingene til at fungere, skaber gnidningerne og talentet noget virkelig rar musik.
Eric Clapton fortsætter vi med i denne leg. Jack Bruce udsendte adskillige glimrende solo-album, hvor den første 'Songs for a Tailor' lidt uretfærdigt ikke er med i bogen. Ginger Baker kom med i endnu en supergruppe 'Blind Faith', der nok også kunne være med i bogen - og så dukker han op i 1970'erne i samarbejde med Fela Kuti.
Et album der begynder med 'Strange Brew', fortsætter med 'Sunshine of your love' og 'World of Pain' og derudover indeholder 'Outside Woman Blues' og 'SWLABR' er fødte klassikere.
Hey, en plade der begynder med de to første sange er kvalificeret til at komme med i denne leg.
I modsætning til debuten er langt de fleste sange skrevet af bandet selv. Alle tre skriver og synger. Og selv den generte Clapton kaster sig ud i flere fine vokaler. Lyden er syret og blueset og sindssygt pågående. Jeg kan sagtens huske første gang jeg hos min kusine Dorthe hørte en greatest hit med bandet og jeg var straks indfanget af fuzz og wah-lyden. Og det er jeg stadigvæk.
Jeg har hørt stemmer der siger at riffet til Sunshine of your love er for forsuttet. Men ikke hos mig, selvom jeg har spillet den i alle de bands jeg har været med i. Det er et af rockhistoriens mest genkendelige og pågående riffs og jeg er endnu ikke blevet træt af det. Og når man så blander det med den fine duet med Claptons sprøde og Bruce' kraftfulde vokal får man altså en klassiker.
Resten af albummet daler - forståeligt nok - i kvalitet efter den åbning og jeg er ikke sikker på at jeg kommer til at elske Ginger Baker-kompositionen 'Blue Condition' eller det middelalderlige univers man også finder på 'Disraeli Gears'. Og så får 'Mother's Lament' mig til at gå i Thomas Blachmann-spasmer over hvor irriterende man kan gøre en afslutning på en god LP. Øv.
Hårde facts:
Indspillet: maj 1967
Udgivet: november 1967
Producer: Felix Pappalardi
Længde: 33:37
Antal numre: 11
Hovednumre:
Strange Brew
Sunshine of Your Love
Outside Woman Blues
Take it Back
SWLABR
Karakter:
7
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar