Så cool som Dietrich og Warhol

# 0077 Nico: Chelsea Girl (1967)

Christa Päffgen (1938-88) eller bare Nico var en tysk sanger, performer, model og skuespiller. Hun blev i en alder af 16 år opdaget som model og begyndte at arbejde for de største modemagasiner og medvirke i forskellige intellektuelle europæiske auteurs filmværker - Fellinis 'La Dolce Vita' blandt andet.

Og det cool intellektuelle kunstneriske miljø var åbenbart (heller) ikke stort i midt-60'erne. I 1965 mødte Nico Rolling Stones-guitaristen Brian Jones og de indspillede en single sammen. 

Samme år mødte hun Bob Dylan og nok så vigtigt Andy Warhol. Warhol gav dels Nico en hovedrolle i blandt andet filmen 'Chelsea Girl', men han fik også hende introduceret til Lou Reed og John Cale og resten af Velvet Underground. Nico optrådte på barer i New York hvor hun blev bakket op af navne som fx Jackson Browne, Tim Hardin og Leonard Cohen - foruden Velvet Underground. 

1967 var et stort år for Nico. Dels solodebuterede hun med dagens album. Dels var hun i den grad med på Velvet Undergrounds skelsættende debut.

Nico nåede at lave seks album inden sin død. Og hun har haft enorm betydning for den mere eksperimentelle del af rock. Især kvinder som Patti Smith, Siouxie and the Banshees, Marianne Faithful men også Elliot Smith og andre i den mere indadvendte singersongwritertradition hylder Nico som en af deres største inspirationskilder.

Chelsea Girl
Tredje album i træk med kvindelige solister. Og tre dybt forskellige album. Dette er så klart det musikhistorisk vigtigste af de tre.
Jeg kan huske at jeg blev dybt overrasket første gang jeg hørte dagens album. For jeg havde regnet med at jeg ville afsky det. At jeg ville finde det for krukket, for højstemt, for sort, distanceret og med alt for dårlige sange falskt messet med tyk tysk accent.

Og sandt er det at jeg lige skulle vænne mig til at hun ikke synger direkte vidunderligt. Men hendes marlenedietricht-diktion og dybe stemme passer enormt fint med sangene der i den grad sender store hilsner til klassisk europæisk folkemusik. Jeg har set betegnelsen kammer-folk blive brugt om albummet - og det er egentlig ret præcist.

Halvdelen af albummet er skrevet af Lou Reed, John Cale og resten af Velvet Underground - mens den anden halvdel er skrevet af de mere klassiske singersongwritere som netop Bob Dylan, Jackson Browne og Tim Hardin. Og den blanding virkede for mig overraskende godt.

Det er intellektuelt og cool og med et touch af avantgarde. Men det er også bare ren traditionel folkemusik med et tysk aftryk af cabaretish barok-pop (eller måske er det bare Dietrich-associationerne der gør det).

Hårde facts:
Indspillet 4. april 1967
Udgivet: oktober 1967
Producer: Tom Wilson
Længde: 45:04
Antal numre: 10

Hovednumre:
Chelsea Girl
These Days
The Fairest of the Season
Wrap Your Troubles in Dreams

Karakter
7

Musik