Efter at have hørt The Byrds besluttede Lee at danne en gruppe der skulle ramme en mere folket lyd til den bluesede rock han spillede.
De blev hurtigt et populært navn i Los Angeles og albumdebuterede i 1966 med debutalbummet, der slet og ret hed 'Love'.
Love var et af de første bands hvor der både var sorte og hvide musikere med.
Dagens album er det første ud af to album fra gruppen i '1001 album'.
Love var især et Arthur Lee-projekt. På gruppens andet album Da Capo (og albummet før hovedværket Forever Change) bestod gruppen foruden Lee og Echols også af Bryan MacLean (gui), Ken Forssi (bas) Alban Pfisterer (org), Michael Stuart (tro) og Tjaj Cantrelli (sax).
Albummet er stærkt opdelt side 1 består af seks små semi-syrede hippie-blues-sange mens man på side 2 kan høre den alenelange og meget løst strukturerede blues 'Revelation', der er længere end de seks andre sange til sammen.
For at tage den sidste først: jeg kan bestemt finde glæde ved lange - meget lange - ustrukturerede udflydende og syrede hippie-numre. Og der var da også glimt i 'Revelation' hvor jeg lod mig flyde med - men af de 19 minutter kedede jeg mig i de 15 og tænkte 'så dø dog' da trommesoloen kom til.
Så var der flere perler på side 1: Stephanie Knows Who med barokken cembalo, de solbeskinnede Orange Skies, Que Vida, The Castle og She Comes in Colors og garagerock a la Paul Revere i 'Seven and Seven Is', der blev Loves største hit.
Det er nemt at tidsbestemme albummet. Og Arthur Lee er en glimrende sanger. Og jeg ville egentlig virkelig gerne kunne lide den her plade. Men jeg synes den er for svag i koderne og især afslutningsnummeret der fylder over halvdelen af pladen er kedelig. Jeg glæder mig til om fire album hvor hovedværket kommer.
Hårde facts:
Indspillet: september-oktober 1966
Udgivet: januar 1967
Producer: Paul Rothchild
Længde: 35:54
Antal numre: 7
Hovednumre:
Orange Skies
Que Vida
Seven and Seven Is
The Castle
Karakter
4
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar