I midten af 1960'erne spillede de tre arkitekstuderende Waters, Mason og Wright sammen i bandet Sigma 6. I 1965 kom Waters' barndomsven Barret med. På det tidspunkt hed bandet Tea Set - men, ak, det var der også et andet band der hed så Barret skabte bandets navn ved at mikse to bluessangere Pink Anderson og Floyd Council.
På det tidspunkt spillede Pink Floyd almindelig rhytm and blues, men i løbet af 1966 kom der flere af Barrets mere psykadeliske sange med på bandets setlist. Og i 1967 udkom bandets debutsingle 'Arnold Layne' der blev fulgt op af 'See Emily Play' der bragte dem i Top of the Pops.
I 1967 udkom dagens album - Pink Floyds debut. Og allerede her havde den skrøbelige Barret fået alvorlig smag for LSD.
Piper of the Gates of Dawn er den første af fire Pink Floyd-album i denne leg
Jeg kender musik-freaks med sikker og bred musiksmag, der har dette album i deres all time top 3. Og jeg kender musik-freaks - min hustru fx, der i den grad har en 'man skulle nok have været der'-indgang til dette album. Og jeg forstår faktisk dem begge. Og jeg kan høre hvad de mener.
Og jeg selv er placeret midt imellem.
Jeg holder faktisk meget af lange udsyrede instrumentale forløb, som man kan finde på Pink Floyds debut fx og især i 'Interstellar Overdrive' eller spacet syre i 'Astronomy Domine'. I like. Mens jeg bliver så evigt træt når jeg hører ustrukturerede og untighte passager som i 'Take up thy Stetoschope and Walk', hvor det i grad virker som om det er teknikken der har taget overhånd - hey, mand, vi kan pitche en stemme - heavy mand.
I min pladesamling har jeg Neils (Nigel Planer) fra grotesk-komedie-serien 'The Young Ones', album 'Neil's Heavy Concept Album', der er en kærlig parodi på hippie- og syre-rocken. Og der var ikke få gange mens jeg hørte Pink Floyds debut at jeg kom i tanke om den. Han spiller blandt andet 'The Gnome' og det er svært at høre forskel på Neils og Syd Barrets måde at udtale ordet 'Floating' på.
Syd Barret er en af de underligste sangskrivere i rockhistorien - men jeg har søreme svært ved at elske hans sangskrivning. Og jeg kan simpelthen ikke høre at en sang som 'The Gnome' ikke er en Ringo-sang med børneomkvæd og Tolkien-referencer.
Første halvdel er den bedste - jeg mister en del interesse i løbet af side to. Og selvom jeg sikkert vil vende tilbage til den for at give den en chance for at få skovlen under mig er den altså langt fra at komme i min top ti over yndlingsalbum - endisg i top fem over yndlings Pink Floyd-album.
Hårde facts
Indspillet: februar-maj 1967
Udgivet: 5. august 1967
Producer: Norman Smith
Længde: 41:52
Antal numre: 11
Hovednumre:
Astronomy Dominee
Lucifer Sam
Mathlda Mother
Interstellar Overdrive
Karakter
5
Musik:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar