Glad pop i ens hawaii-skjorter

# 0052 The Beach Boys: Today! (1965)

The Beach Boys er en amerikansk gruppe, der blev dannet i Californien i 1961 af brødrene Brian (1942) (bas, piano, vo), Carl (1946-98) (gui, vo) og Dennis Wilson (1944-83) (tro, vo) og deres fætter Mike Love (1941) (vo) og Brians skolekammerat Al Jardine (1942) (gui, vo). 

I 1961 udkom deres debutsingle 'Surfin'' der blev et fint lokalt hit og siden sprøjtede gruppen hits om piger, biler, solskin og brædder på vandet ud. 'Fun, Fun, Fun', 'I Get Around' og 'Surfin' USA' for bare at nævne tre.

The Beach Boys var i deres tidlige år stærkt inspireret af tidlige rock 'n' roll - især Chuck Berry og deres lyd var stor og bastant a la Phil Spector og så deres kendetegn vokalharmonierne der var meget inspireret af The Four Freshmen.

'Today!' er det første ud af tre Beach Boys-album på listen.

Today!
Kender I det at man på trods af at have fået en kunstner anbefalet gentagne gange - både direkte, indirekte og ved at læse om dem - og man ikke forstår det? Sådan har jeg det med Beach Boys. 

Og det er ikke engang i et forsøg på at være kontrær og provokerende og en fræk lille sag (det kommer), men jeg fortsår simpelthen ikke kloge menneskers store betagelse af Beach Boys. For mig har de altid været for bøvede, for meget iklædt hawaii-skjorter, for meget med i 'Hænderne fulde'. 

Og da de i midt-60'erne forsøgte at blive Beatles er Beatles bare bedre til at skrive intelligente popsange. Deres vokalharmonier er fine - men jeg synes at Beatles, Byrds, CSNY og Everly Brothers er bedre til den disciplin - det samme er The Four Freshmen i øvrigt.

Og ja, bevares Brian Wilson har skrevet gode popsange - men for katten da ikke i et sådant antal eller i en sådan kvalitet, at det berettiger ham og Beach Boys til at blive kanoniseret på den måde. Igen jeg forstår det ikke. Og jeg ville såmænd godt. Det er ikke det.

Nå, det var 'Today!' vi kom fra. En todelt plade - første side er de hurtige, glade sommersange man forbinder med Beach Boys tidlige karriere. 'Help me Ronda', 'Dance, Dance, Dance' og 'Do You Wanna Dance' mens side to peger frem mod 'Pet Sounds' med flere ballader med mere komplicerede vokalharmonier. 'She Knows Me To Well' og 'In the Back of My Mind'. Brian Wilson havde under optagelserne fået sit første angstanfald.

OK, jeg er måske for hård i min karaktergivning og jeg kan justere senere. Men jeg synes første side er for glat, og paradoksalt nok synes jeg anden side er for kedelig. Jeg er ikken nem at gøre tilfreds - men igen, jeg forstår ikke Beach Boys. Jeg forstår dem simpelthen ikke.

Hårde facts:
Indspillet juni '64- januar '65
Udgivet: 8. marts 1965
Producer: Brian Wilson
Længde: 28:54
Antal numre: 12

Hovednumre:
Dance, Dance, Dance,
Help Me Ronda
She Knows Me To Well
In the Back of My Mind

Karakter:
2

Musik

Greatest hits of soul - sådan cirka

# 0051 Otis Redding: Otis Blue (1965)

Otis Redding (1941-67) var en amerikansk sanger, sangskriver og producer, der betragtes som en af de bedste sangere verden har hørt og en af de mest indflydelsesrige figurer indenfor soul.


Redding havde arbejdet som diskjockey og sanger i forskellige sammenhænge da han i 1962 mødte Booker T & the M.G.'s og for sjov indspillede 'This Little Arm of Mine' der blev udsendt i oktober '62.



Otis Redding blev en succes og var en stærk spiller i udformningen af den mere kraftfulde Stax Soul.
'Otis Blue' er Reddings tredje album. Og i 1967 få dage efter han sammen med Steve Cropper havde indspillet '(Sitting on the) Dock of the Bay' styrtede Redding ned med et fly og omkom. Hans sidste sang blev af flere forskellige åbenlyse årsager hans største hit.

Otis Blue
Otis Blue ligner  et greatest hit-album både for Redding og for 1960'er-soul i det hele taget.

Det er her man for første gang kan høre 'Respect', man kan finde den måske mest virile udgave af 'Satisfaction' og det må have gjort Rolling Stones stolte. Derudover er der to Sam Cooke-klassikere og 'My Girl'.

Og vigtigst; Redding er en helt vanvittigt god sanger - mere fysisk og direkte rå og knap så elegant og svingende som Cooke og Charles (Rolling Stones kårede Redding som verdens ottende bedste sanger). Når det så er sagt - så svinger han pænt meget og albummet er tungt og svingende svedende.

Otis Blue  er et ikon for soul, populærmusik og Stax og for mange er det en klokkeklar 10'er. Det er det ikke for mig - Redding er lidt for tung i det for min smag, selvom det er et album alle bør have og lytte til et par gange om året.


Hårde facts:
Indspillet: april-juli 1965
Udgivet: 15. september 1965
Producer: Jim Stewart, Isaac Hayes, David Porter
Længde: 32:22
Antal numre: 11

Hovednumre:
Respect
A Change Is Gonna Come
I've Been Loving You So Long
Satisfaction

Rolling Stone
Albummet blev kåret som nr. 78 da Rolling Stone kårede verdens bedste album

Karakter:
8

Musik

Halvt strøm på Dylan

# 0050 Bob Dylan: Bringing It All Back Home (1965)

'Bringin' It All Back Home' er det andet Dylan-album i denne leg og hans femte i karrieren.

Siden 'The Freewheelin' Bob Dylan' lavede han to album 'The Times They Are a-Changin'' og 'Another Side Of Bob Dylan' der begge lå i fin forlængelse af hans to første - det vil sige akustiske folk-sange med et stort Guthrie-touch. 

Måske var der kommet en smule mere samfundsorientering i teksterne især på nummeret 'The Times They Are a-Changin'', men ellers var det den Dylan som det mest puristiske folk-folk kendte og holdt af.

Det skulle det ikke blive ved med. I 1964 mødte han The Beatles og lærte dem mariuanaens glæder - og også Dyan begyndte han at ændre image; større og mere viltert hår, mere rock-agtigt tøj og konstante solbriller. Puristerne hang med det yderste af neglene.

Bringin' It All Back Home
Albummet er en hængsel-plade. Den ligger mellem det akustiske og folkede Dylan og peger frem mod den elektriske Dylan, der for alvor markerede allerede senere i 1965 med 'Highway 61 Revisited', der lagde Dylan for had af de mest hardcore folkfreaks.

Og ikke nok med det - selve albummet er også et hængsel: side et er elektrisk - side to er akustisk. (systematikeren i mig ærgrer sig over at det ikke er omvendt)

Skiftet fra Dylan kommer i samarbejde med producer Tom Wilson, der også var med på de to foregående album.

Dylans tekster begynder også at ændre sig i 1965. De er blevet langt mere stream of consiuosness og litterære end hans tidligere folk-sange. Alt i alt er det tydeligt at der sker noget med Dylan her. Samtidig med at albummet i den grad også kan høres uden at man er Dylan-arkæolog.

For hele pladen er voldsomt fed med afsindigt mange stærke numre. Albummet lægger ud med Subterranean Homesick Blues, Maggie's Farm og  den akustiske side er kun klassikere Mr. Tambourine Man, Gates of Eden, It's Allright Ma og It's All Over Now.

Altså: Jeg betragter mig ikke som Dylandist. Der er mere end en sweater til forskel for mig og Christian Braad Thomsen. Jeg lytter ikke specielt meget til Dylans tekster og er ikke med i det kor der vil give ham nobelprisen i litteratur. Og jeg ville egentlig også gerne slå mig løs i forhold til kanon - bare engang imellem. Mest for ikke at kede mig selv. Men når det drejer sig om Dylans syv plader i denne leg er jeg så konform som man kan. Jeg er pjattet med dem og også 'Bringing It All Back Home' selvom der er små døde perioder på side et.

Hårde facts:
Indspillet: 13-15 januar 1965
Udgivet: 27. marts 1965
Producer: Tom Wilson
Længde: 47:23
Antal numre: 11

Hovednumre:
Subterranean Homesick Blues
Maggie's Farm
Mr. Tambourine Man
Love Minus Zero
It's Allright Ma
It's All Over Now

Rolling Stone
Albummet er nr. 31 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
8

Som rock 'n' roll skal lyde

# 0049 The Sonics: Here Are The Sonics (1965)

The Sonics var et amerikansk garage-rockband, der blev dannet i Tacoma i begyndelsen af 1960'erne. I deres storhedstid bestod de af Gerry Roslie (org og vokal), Andy Parypa (bas), Larry Parypa (gui), Rob Lind (sax) og Bob Bennett (tro). 

I november 1964 fik de et stort lokalt hit med singlen 'The Witch' og det førte til debutalbummet 'Here Are The Sonics', der  er et hovedværk inden for den tidlige garage-rock. I 1966 fulgte de den op med 'Boom', inden den noget pænere og dårligt sælgende 'Introducing The Sonics' kom i 1967 og bandet reelt gik i opløsning.
The Sonics bliver ofte betegnet som det første garage-band i USA og deres indflydelse til amerikansk punk og grunge kan ikke overvurderes.

Here Are The Sonics
Hold da helt magle, hvor er det beskidt. Jeg tror ikke at der er ret meget der kan hamle om med det i beskidthed. Motörhead måske. 

Vokalen er ofte overstyret og hele albummet er indspillet på to spor og trommerne indfanget med kun en mikrofon. Resultat er en usædvanlig rå og intens lyd.

De spiller i grunden ikke særlig godt, men numrene holder og den energi og den overstyrede vokal er meget meget let at holde af, hvis man blot et lille blødt punkt for beskidt og uforfalsket rock n roll. Og det har jeg.

Numrene er for det meste klassiske rock 'n'-roll-sange. 'Money', 'Do You Love Me', 'Roll Over Beethoven' osv.. 

Og jeg var totalt solgt første gang jeg hørte albummet. Her halvandet år efter føles den beskidte knytnæve som The Sonics gav mig knap så chokerende. Og det er så klart albummets sidste halvdel, der trækker op - for begyndelse er udover 'Do You Love Me' egentlig er lidt kedelig og det er ikke The Sonics egne sange de vil blive husket for.

Men hvor må det have været en revolution at høre det dengang i midt-60'erne. Lidt ligesom Bjørn havde det da han i 'Når snerlen blomstrer' hørte 'Twist & Shout' (og det er måske den bedste beskrivelse af hvad rock kan gøre, som jeg har læst).

Hårde facts:
Indspillet: 1964
Udgivet: 1965
Producer: Buck Ornsby & Kent Morrill
Længde: 29:20
Antal numre: 12

Hovednumre:
Do You Love Me
Money
Walking The Dog
Good Golly Miss Molly

Karakter
7

Musik

Mere punk end punk

# 0048 Jerry Lee Lewis: Live at the Star Club, Hamburg (1965)

Jerry Lee Lewis (1935) er en amerikansk sanger, pianist og sangskriver der går under kælenavnet 'The Killer' og er sammen med Elvis, Little Richard og Chuck Berry en af de allervigtigste figurer inden for den tidligste rock n roll.

Han blev smidt ud af skolen, da han spillede en boogie-woogie-udgave af en kristen sang under en gudstjeneste.

I 1956 rejste han til Sun-studierne, hvor han blev studiemusiker. Men Jerry Lee Lewis kunne også selv og debuterede samme år med 'Crazy Arms', der året efter blev fulgt op af 'Whole Lotta Shakin' Goin' On' og 'Great Balls of Fire'.




Lewis blev kæmpe stor. Men der kom også skandaler i hans liv - da han som 22-årig giftede sig for tredje gang og denne gang med sin 13-årige kusine Myra Gale Brown, blev en tourne i England aflyst og han blev blacklistet af forskellige radiostationer. Parret var gift i tretten år - og Jerry Lee Lewis er nu i gang med sit syvende ægteskab.
Jerry Lee Lewis har lavet plader kontinuerligt siden - men fik et mindre comeback i 2006 med den glimrende 'Last Man Standing', et duet-album med bl.a. Bruce Springsteen, Mick Jagger, Neil Young, Jimmy Page og så videre.

Live at the Star Club, Hamburg
Jerry Lee Lewis scorer ikke højt på barometrene for charme, nuancer eller stemme. Og jeg mener man skal helt op til slut-halvfjerdsernes punk eller til Napalm Death for at finde et band der spiller dårligere. 

Og jeg tror ikke det er fordi de ikke kan (jo, jeg gør). Men de kan simpelthen bare ikke følge med. Og der bliver heller ikke talt for. Det er bare spil så hurtigt. NU! 
Jerry Lee Lewis' soli er ustyrligt dumme og ensporede og han er heller ikke en stor sanger.

Det er energi og raseri og anarki i metermål. Historien går vist at Jerry Lee Lewis' klaverbænk bliver smadret under første nummer og derefter kommer der gang i den.
Hank Williams-sangen 'Your Cheatin' Heart' er den eneste der ikke bevæger sig i det mørkelilla energifelt.

Er det så fedt?
Første gang jeg hørte den syntes jeg det var for primitivt. For dårligt spillet. Det hænger slet ikke sammen. Det var for bøvet og for ucharmerende. Men her i anden omgang er det mere vreden jeg hører og så holder det søreme.

Albummet er blevet kåret som et af de bedste live-rock'n'roll-album. Og det er i hvert fald essensen af det som forældregenerationen frygtede ved rock 'n' roll. Primitivt, råt, sexet, fedt.

Hårde facts:
Indspillet 5. april 1964
Udgivet: 1964
Producer Sigfried E. Loch
Længde: 37:48
Antal numre: 13

Hovednumre:
Mean Woman Blues
What I'd Say
Long Tall Sally
Whole Lotta Shakin Goin On

Karakter
7

Musik

Country for kendere

# 0047 Buck Owens: I've Got A Tiger by the Tail (1965)

Buck Owens (1929-2006) var en amerikansk sanger og guitarist. Sammen med Merle Haggard var Owens en af pionererne indenfor den såkaldte Bakersfield-country. Bakersfield ligger i Californien og lyden var mere præget af rock-a-billy og honkytonk og var mere beskidt end den country der stammede fra Nashville.

Owens debuterede i slut-50'erne og slog for alvor igennem i 1963 med singlen 'Act Naturally', som jeg først og fremmest kender med Beatles.
Owens var kæmpestor i 1960'erne og blev også vært for sit eget tv-show 'Hee Haw', der dog ikke var med til at give ham street cred. Det har hans betydning for Bakersfield-lyden til gengæld. Og uden Buck Owens er det svært at forestille sig Dwight Yoakam.

I've Got A Tiger by the Tail
Man kan godt opleve smarte mennesker med det rigtige skæg og fixie-cykel der siger at de kan lide country. Men jeg tvivler på at det er Buck Owens de tænker på.

Blandingen af de sentimentale og klassiske country-sange der handler om at miste noget der var gammelt og godt og så den ringlende rock-a-billy-guitar understøttet af fiddle og pedalsteel er ganske corny.

Men jeg må også indrømme at jeg falder for det - og ikke kun fordi jeg har besluttet mig for at være en country-dude. 

Jeg bliver simpelthen i godt humør - sangene er skægge og inderlige og afsindig corny. 

Men det rammer mig altså når man i en countrysang - og det kun der at man kan høre nogen synge - 'If you fall out of love with me - don't let me know'. Og jeg ved det - og kan også forstå og høre - at sangene ligger lige på grænsen til at være klæg dansktop. Men det er bare meget bedre - meget mere beskidt og meget mere ægte.

Han synger fint og der er flere hits på - fx Crying Time som Ray Charles gjorde berømt.

Hårde facts:
Indspillet: december 1964
Udgivet: 10. marts 1965
Producer: Ken Nelson
Længde: 31:59
Antal numre: 12

Hovednumre:
Let the Sad Times Roll On
If You Fall Out Of Love With
Streets of Laredo
Cryun Time
The Band Keeps Playing On

Karakter
7

Musik

Begyndelsen af 1960'erne - bagfra

Mellemstilling:

Der var 23 album i perioden 1960-64 i ’1001 album’. Og i forhold til 1950’erne er genrerne mere fordelt: folk, jazz, rock, soul og jazz – en enkelt countryplade, en enkelt juleplade og en med belgiske cabaret-agtige viser på fransk.

Så var det også perioden hvor de første album med Bob Dylan, The Beatles, Rolling Stones og Dusty Springfield dukkede op – now we’re talking – der bliver skruet ned for jazz-knipseriet.

Jeg har i gennemsnit givet albummene 5,78 point. Det er 0,7 point lavere end 1950’erne, men det er stadig højt og 0,22 point højere end første gang jeg gav dem karakterer.

De tre bedste albums var:

1.     Bob Dylan: The Freewheelin’ Bob Dylan (10)

2.     Stan Getz/ Joao Gilberto: Getz/Gilberto (9)

3.     The Beatles: A Hard Days Night (8)

Mens det album jeg mindst holdt af var

Phil Spector: A Christmas gift for you (2)

Og der er mange der er frygteligt uenige med mig om det. Men jeg har ret. Det er en virkelig irriterende og kitchet plade.

Pas på: briterne kommer!

17 af de 23 album stammer fra USA, en fra Danmark (eller Sydafrika), en fra Brasilien, en fra Belgien men The British Invasion er ved at gøre sig klar med fire album.

Hvor fanden er Jazz på svenska?

Jeg har tidligere undret mig over fravalget af Sam Cookes ’Night Beat’ og af Beatles' ’Please Please Me’. Men der er flere huller. 

For det første: hvor katten er Jan Johansson og hans magiske ’Jazz på svenska’ eller hvad med Oscar Petersons ’Night Train’ (Og jeg ved at jeg sikkert mister endnu flere point på jazz-kontoen og for evigt placerer mig her i den alt for poppede og plebejeriske uprebede jazz-kasse, men jeg er altså ret vild med begge pianister).

Når man taler jazz har jeg researchet mig frem til at man også bør savne John Coltrane, Miles Davis’ Sketches of Spain’, Chet Baker og måske også samarbejdet mellem Nancy Wilson og Cannonball Adderly.

Bossanovaen blev skabt og der blev sat lys på brasiliansk musik – derfor er det også ret ærgerligt at der ikke blev plads til solo-album fra Joao Gilberto eller Jorge Ben.
Jeg er mere i tvivl om Roy Orbison og Patsy Clines plader fra begyndelsen af 1960’erne holder til at blive dyrket i dag. Den tvivl er til gengæld blæst væk når jeg brokker mig over at Etta James debut ’At Last’ ikke er med. Øv! Denne bog burde hedde 2001 album du skal høre – ellers dør du.

Den største hul stammer altså fra 1964 og lyder i al sin vidunderlighed sådan her

Aldrig har Chicago-blues været mere beskidt - og hvid

# 0046 The Rolling Stones: The Rolling Stones

Mick Jagger (1943) og Keith Richards (1943) var gamle folkeskolekammerater og mødte hinanden igen i 1960 da Jagger gik på kunstskole i London. De fandt hurtigt en fælles interesse for Chicago-blues og tidlig rock 'n' roll som fx Chuck Berry og Muddy Waters.

Og i begyndelsen af 1963 havde de samlet bandet der udover Jagger (vo) og Richards (gui) bestod af Brian Jones (1942-69) (gui), Bill Wyman (1936) (bas) og Charlie Watts (1941). 

Og de blev hurtigt berygtede i et England der mest var vant til Cliff Richards og The Shadows i ens uniformer og små fikse dansetrin. 

Det var der ikke meget af hos Stones. De var flabede, beskidte, rå og Mick Jagger dansede på en langt mere vulgær måde end man havde set i England. 'Ville du lade din datter gifte sig med en fra Rolling Stones?' spurgte man. Og både Stones og døtrene var pisseligeglad. De ville i grunden heller ikke giftes. På dette tidspunkt kunne Rolling Stones ikke færdiggøre en koncert i England uden at den blev stoppet af fyre der ville slås og skrigende piger der tissede i deres bukser og ville kysse.

Stones singledebuterede i juni 1963 med 'Come on'. I november kom de med Lennon/McCartney-sangen 'I Wanna Be Your Man'.

The Rolling Stones
Jo ældre jeg bliver, jo gladere bliver jeg for Stones. Man diskuterer simpelthen ikke med de fem album de lavede omkring 1970 - men det kommer vi til. 
Dette er deres debut og den består kun af gamle blues- og rock 'n' roll-sange. Bandet svinger på deres egen bumlende måde; de er uhørt beskidte og Jagger er mere blueset end flamboyant. Det holder!
Og havde albummet holdt den kvalitet og kadence den lægger ud med på de første to numre ville dette være et uomgængeligt mesterværk.
Det gør det desværre ikke. Og nu får jeg sikkert tæsk af alverdens Erik Jensener men der er faktisk et hul på syv numre hvor Stones bare er lidt ordinære og kedelige.

Men når de rykker og giver Chicago-bluesen et mere råt og flabet engelsk touch bliver det rigtig svedigt og sexet.

Hårde facts:
Indspillet: januar-februar 1964
Udgivet: 30. maj 1964
Producer: Eric Easton og Andrew Loog Oldman
Længde: 32:52
Antal numre: 12

Hovednumre:
Not Fade Away
Route 66
I Just Wanna Make Love To You
Walking the Dog

Karakter
5

Musik:

Motown fra North Hampstead

# 0045 Dusty Springfield: A Girl Called Dusty (1964)

Mary Isobel Catherine Bernadette O'Brien (1939-99) eller bare Dusty Springfield der blev hendes kælenavn fordi hun var en tumlende drengepige der elskede at spille fodbold.

Hun optrådte på folkklubber med broderen Tom inden hun i 1957 blev medlem af The Lana Sisters. Dem var hun dog kun medlem af i tre år inden hun sammen med netop broderen Tom dannede The Springfields - en folktrio der album-debuterede i 1961 med 'Kinda Folksy'. 

Men i 1963 forlod Dusty Springfield gruppen for at gå solo - nu i en anden og mere poppet genre - nemlig soul/poppen med et strejf af Motown. Det hele produceret af Johnny Franz - Englands svar på Phil Spector. Lyden er tæt på at være lige så massiv. 


Dusty Springfields debutsingle var 'I Only Wanna Be With You', der i slipstrømmen fra Beatles' engelske invasion nåede at blive på Billboards hitliste i 10 uger - og var samtidig den første sang der blev spillet i den første udgave af det klassiske program 'Top of the Pops'.

Dusty Springfield var i øvrigt en heltinde. I 1964 (sic) nægtede hun at spille i Sydafrika pga. raceadskillelsen, i 1970'erne sprang hun ud som lesbisk og hun døde i 1999 af brystkræft. Og hun er respræsenteret i denne bog med to album.

A Girl Named Dusty
Mit bløde punkt for Dusty Springfield kan ses fra Månen. Jeg synes hun synger så fedt - så charmerende og så sexet. Jeg elsker at hun både er sød og rå og sloppy. Og hendes 'I Only Wanna Be With You', der er bonustrack på cd-udgaven af dagens album er i top 10 over mine yndlingsnumre overhovedet. Jeg elsker det!

'A Girl Named Dusty' og Dusty Springfield i det hele taget peger på en af svaghederne ved at det er albums og compilations er næsten 100 % udelukket, nemlig at single-genrer som fx Motown-soul ikke er tilstede. Og så er det paradoksalt at de to-tre plader i denne leg hvor man kan høre den mest uforfalskede tidlige Motown-lyd er engelske; nemlig de to af Dusty Springfield og Amy Winehouse - og jeg har sikkert glemt et par stykker.

Hele albummet er desværre noget ujævnt. Men når Dusty Springfield er bedst som hun er det på fire-fem numre er hun skide god - charmerende, uskyldig, karismatisk, sexet. Og det er hun især på de to numre der er skrevet af Burt Bacharach.

Hårde facts:
Indspillet: januar 1964
Udgivet: 17. april 1964
Producer: Johnny Franz
Længde: 32:54
Antal numre: 12

Hovednumre:
Mama Said
You Don't Owe Me
Twenty Four Hours From Tulsa
Anyone Who Had A Heart

Karakter:
5

Musik

Søndags-soul

# 0044 Solomon Burke: Rock 'n' Soul (1964)

Solomon Burke (1940-2010) var en amerikansk sanger der var med til at forme 1960'ernes soul til en mere R'n'B-lignende tilgang. 
Ligesom andre i hans generation og genre begyndte Burke i 1950'erne at synge gospel men i 1960 fik han kontrakt med Atlantic Records som han indspillede mere end 30 singler for. Men Burke nåede generelt ikke væk fra midten af hitlisterne og i 1968 forlod han Atlantic. 
Fra 1970'erne lavede han gospelplader men ellers var der stille omkring Burke. Han fik sig dog et comeback i 00'erne, og han spillede på Roskilde Festivalen så sent som i 2008.

I forhold til lignende sangere som Wilson Picket, Otis Redding bliver han bliver betragtet som en af de mest oversete soulsangere - hvilket sådan set er mærkeligt når man tager Burkes ikke ligefrem diminutive korpus i betragtning.

Burke fik sit første barn som 14-årig - og han efterlod sig 21 børn, 90 børnebørn og 18 oldebørn.

Rock 'n' Soul
Det er ingen hemmelighed at jeg allerede har hørt de 1001-album og at dette blot er en repetition for mig. Og det slår mig at min vurdering af albummene er bedre og mere positive nu end det var da jeg hørte dem første gang. Måske er det fordi jeg ved hvad der kommer? Måske skal mine sarte ører blot tilvænnes? Måske er det bare fordi jeg bliver mere og mere begejstret for gammel soul? (Jeg nægter i hvert fald at tro på at jeg får det mere positivt med Linkin Park idr).

For første gang jeg hørte Solomon Burkes 'Rock 'n' Soul' var jeg helt på det rene med at han selvfølgelig sang fedt. Og at det lignede Cooke, Redding og Charles. Men jeg syntes også at numrene var for svage og at produktionen var for pæn.

Og jeg er sådan set stadig enig med fortidens Jakob. Det er pænt og der mangler de store hits - selvom country-nummeret 'Just Out Of Reach' blev stort. Men hans stemme og sangenes feeling og sentimentale grundtone er ved at finde ind til mig. Så det er faktisk helt ok. 

Hårde facts:
Udsendt: november 1964
Producer: Bert Berns
Længde: 34:06
Antal numre: 12

Hovednumre:
Cry To Me
If You Need Me
Someone To Love Me
Just Out Of Reach
He'll Have To Go

Karakter:
5

Musik:

Ekspressivt - og så på fransk

# 0043: Jacques Brel: Olympia 64 (1964)

Jacques Brel (1929-78) var en belgisk sanger, digter, sangskriver og skuespiller. Han boede i den flamske del af Belgien men var fransksproget. Han  debuterede i Paris, som han var flyttet til, i midten af 1950'erne og optrådte med bl.a. Aznavour, Legrand, Gainsbourg og Chevalier.
Brel blev kendt for sin uhørt ekspressive optrædener og sine sange der både kunne være stærkt romantiske og besk satiriske.
Og især hans ekspressive måde at fortolke sine viser på har inspireret sangere som Nina Simone, Leonard Cohen, Scott Walker og David Bowie. 
Hans berømte 'Ne me quitte pas' kan bruges til en test om folks hjerter er lavet af sten. Det samme i mindre grad kan siges om 'Les Vieux' mens jeg kender hans satiriske 'Les Bourgeois' i en dansk udgave med Eddie Skoller.

Olympia 64
Generelt kan man sige at en sang for mig bliver sådan ca. 15 % bedre hvis den er sunget på fransk. Jeg er ikke som sådan frankofil - jeg er bare en sucker for den franske chanson-tradition med store følelser og harmonikaløb. 

Og det er der hele på dette album, der er Brels andet live-album fra Olympia-scenen (den første var fra 1961). Den udgave jeg senest har hørt har været markant kortere end den udgave jeg hørte første gang og som er i bogen.

Brel har skrevet samtlige sange, der er som en fransk udgave af Bertolt Brecht. Ekspressivt, store armbevægelser, stærke følelser og tungerullende diktion. Og jeg er pjattet med det.

Det er så meget for meget at jeg falder for det. Han er en stærk sanger og performer. Og når man først har ædt at følelserne sidder på den yderste fiber af tweed-jakken er det meget gribende når sangene er gode. Når sangenes kvalitet daler - bliver det ekspressive lidt ufrivilligt morsomt. 

Men en håndfuld gange er det virkelig fint på dette album - selvom jeg savner 'Ne me quitte pas'.

Hårde facts:
Indspillet 16-17 oktober 1964
Udgivet: 1964
Producer: Jean-Marc Guerin
Længde: 47:00
Antal numre: 15

Hovednumre:
Amsterdam
Les Vieux
Les Toros
Les Bourgeois

Karakter
5

Musik

Beatles rykker første gang

# 0042: The Beatles: A Hard Days Night (1964)

Efter den massive succes med 'Please Please Me' og 'With the Beatles' gik det utroligt nok kun en vej med The Fab Four og det var fremad. I 1963 udkom deres musik i USA og det var startskuddet på The British Invation.

Og mere vil have mere - også kommercielt og derfor var det ikke unaturligt at bandet sammen med Richard Lester lavede deres første film - Elvis havde jo også gjort det.

Det blev til 'A Hard Days Night', som jeg desværre (hm) ikke har set - en mocumentary om bandet. Og dagens album er soundtracket til filmen - eller det vil sige første side er - anden side er bare ganske almindelige Beatles-sange.
Og albummet er det andet Beatles-album i denne leg.

A Hard Days Night
Det er tredje Beatles-LP og det første i 'mellemperioden' op til 'Rubber Soul' hvor de rykker endnu engang.

Alle 13 sange er skrevet af Lennon/McCartney. Og igen fremstår albummet som en Lennon-plade. Han er sanger på ni af pladens numre, Harrison har et og McCartney har fem.
Men hvad gør det når John Lennon ofte er verdens bedste rocksanger.
Og det er han tit på denne fremragende plade!

Der er ingen covernumre og sangenes struktur bliver mere subtile samtidig med at de har den rock n rollede attitude og skramlethed. Derudover er deres vokalharmonier i den grad i skabet.

Pladen begynder med en af de mest berømte startakkorderer på titelsangen. Og der efter er der fyldt med Beatles-favoritter:  I Should Have Known Better, I'm Happy Just to Dance With You, And I Love Her, Can't Buy Me Love' Any Time at All og så videre. 

Der er kun en ting at sige: hold kæft hvor er de gode - og det eneste ærgerlige er at denne leg ikke fører noget nyt med i mit forhold til Beatles.

Hårde facts:
Indspillet januar-juni 1964
Udgivet: juli 1964
Producer: George Martin
Længde: 30:45
Antal numre: 13

Hovednumre:
A Hard Days Night
I Should Have Known Better
And I Love Her
Can't Buy Me Love
Any Time At All
You Can't Do That

Karakter
8

Musik

Den lækre og sødmefulde sommer-melankoli

# 0041 Stan Getz & Joao Gilberto: Getz/Gilberto (1964)

Stan Getz (1927-61) efter den store succes med 'Jazz Samba' kastede Getz sig i højere grad over den brasilianske musik med album som 'Big Band Bossa Nova' og 'Jazz Samba Encore' inden han indledte et stærke samarbejde med Antonio Carlos Jobim. Og mødte der guitaristen Joao Gilberto.

Joao Gilberto (1931) er en brasiliansk guitarist, sanger og komponist. Han udviklede sin karriere i midten af 1950'erne og betragtes som skaberen af  bossanovaen.
I 1956 mødte han Antonio Carlos Jobim der ledte efter de rigtige sange til sangeren og guitaristen med den nye lyd. I 1959 blev Joao gift med den kun 19-årige Astrud Weinert.
Interessen for brasiliansk musik og bossanova i særdeleshed var steget voldsomt med 'Jazz Samba's succes. Derfor begyndte Gilberto og Jobim et samarbejde med Stan Getz. Sammen lavede de dagens album, der er et af de bedst sælgende jazz-album nogensinde.


Getz/Gilberto
Dette album er så tilbagelænet og så hamrende labert. Og så er det så ofte hørt - også spillet af andre - at det næsten nærmer sig kitch. Og når jeg kan også smittes af kølige korslagte arme, hvis jeg møder kritiske røster der placerer det i kassen med det letbenede og kitchede. Som at spise en sportslagkage med ekstra flødeskum og kakao til. Men intet er mere forkert og dumt.

For hver gang jeg sætter albummet på - fejer det alle mine efterårs-forbehold væk og jeg danser økonomisk med stærke og syrlige drinks sammen med smukke kvinder i lyse gevandter. Sådan ca. føles det i hvert fald. Og albummet kan for fanden da heller ikke gøre for at det blevet underlægning til aften-muzak hjemme hos smålumre overskudsmennesker, vel?

Bandet består af Getz på saxofon, Gilberto på sang og guitar, Jobim på piano, Milton Banana (trommer) og Sebastiao Neto (bas) og så hev Joao Gilberto sin 23-årige hustru Astrud Gilberto med ind så hun kunne synge den engelske vokal på et par numre. Og det var første gang Astrud Gilberto sang i en professionel sammenhæng. 

Det kan man altså ikke høre på 'The Girl from Ipanema' og 'Corcovado', hvor hun viser at hun ligesom Joao er en fremragende sanger med en tilbagelænet og doven og tæskesexet stemme.
De fleste af sangene er skrevet af Jobim og albummet er ganske enkelt fremragende og afsindigt lækkert.

Hårde facts
Indspillet 18-19 marts 1963
Udgivet: marts 1964
Producer: Creed Taylor
Længde: 34:02
Antal numre: 8

Hovednumre:
The Girl from Ipanema
Desafinado
Corcovado
So Danco Samba

Karakter
9

Musik

Funk med sved i ascendanten

# 0040 James Brown: Live at the Apollo (1963)

James Brown (1933-2006) var en amerikansk sanger, performer og det er vel ikke helt forkert at sige at han var opfinder af funken. Han begyndte for alvor sin karriere da han som 16-årig kom i fængsel og der dannede en gospel-gruppe.
Fra 1954-60 var han frontfigur i vokalgruppen The Famous Flames der hittede med 'Please, Please, Please' i 1959.

I 1962 betalte James Brown selv for at indspille en live-LP på Apollo-teatret i Harlem, selvom han blev frarådet det på det kraftigste, da live-album ikke solgte godt. James Brown var noget så ligeglad og albummet - der også er dagens - strøg til tops på listerne og bliver af mange betragtet som et af de bedste af sin slags overhovedet.

James Brown - er som sagt opfinder af funken, bliver kaldt for The Godfather of Soul og er kendt for et utal stærkt energiske og svedende hits i 1960'erne  'Papa's Got a Brand New Bag', 'I Got You (I Feel Good), 'It's a Man's Man's World', 'Get Up (I Feel Like Being a) Sex Machine'. Ingen af dem er dog med på dagens album

Live at the Apollo
Jeg indrømmer blankt. Jeg er i første omgang til de mere lyriske soul-sangere som Aretha Franklin og Sam Cooke. Altså der hvor de synger fantastisk og der er en snert af sentimentalitet i sangene. 

Det er der ikke ret meget af hos James Brown. Han er en fantastisk sanger - men det er mere den rå sex og den svedfremspringende energi, der er i højsædet. 

Rytmen er alting hos Brown og hans store og sindssygt tighte orkester. Det går forpustende stærkt og man kan næsten høre sveden springe frem på både band og publikum.

Og når de er bedst er det så beskidt, råt, sexet og kampfedt. Men når energien en gang i mellem siver ud - er jeg af den type der bliver en smule træt af melodilinjerne hos Brown.


Hårde facts:
Indspillet 24 oktober 1962
Udgivet: Maj 1963
Producer: James Brown
Længde: 31:31 (40:47 da den blev genudgivet)
Antal numre: 8

Hovednumre:
Think
I Feel Alright
Cold Sweat
Night Train


Rolling Stone:
Albummet blev er nr. 25 på Rolling Stones liste over verdens bedste album

Karakter
7

Musik