Siden 'The Freewheelin' Bob Dylan' lavede han to album 'The Times They Are a-Changin'' og 'Another Side Of Bob Dylan' der begge lå i fin forlængelse af hans to første - det vil sige akustiske folk-sange med et stort Guthrie-touch.
Måske var der kommet en smule mere samfundsorientering i teksterne især på nummeret 'The Times They Are a-Changin'', men ellers var det den Dylan som det mest puristiske folk-folk kendte og holdt af.
Det skulle det ikke blive ved med. I 1964 mødte han The Beatles og lærte dem mariuanaens glæder - og også Dyan begyndte han at ændre image; større og mere viltert hår, mere rock-agtigt tøj og konstante solbriller. Puristerne hang med det yderste af neglene.
Albummet er en hængsel-plade. Den ligger mellem det akustiske og folkede Dylan og peger frem mod den elektriske Dylan, der for alvor markerede allerede senere i 1965 med 'Highway 61 Revisited', der lagde Dylan for had af de mest hardcore folkfreaks.
Og ikke nok med det - selve albummet er også et hængsel: side et er elektrisk - side to er akustisk. (systematikeren i mig ærgrer sig over at det ikke er omvendt)
Skiftet fra Dylan kommer i samarbejde med producer Tom Wilson, der også var med på de to foregående album.
Dylans tekster begynder også at ændre sig i 1965. De er blevet langt mere stream of consiuosness og litterære end hans tidligere folk-sange. Alt i alt er det tydeligt at der sker noget med Dylan her. Samtidig med at albummet i den grad også kan høres uden at man er Dylan-arkæolog.
For hele pladen er voldsomt fed med afsindigt mange stærke numre. Albummet lægger ud med Subterranean Homesick Blues, Maggie's Farm og den akustiske side er kun klassikere Mr. Tambourine Man, Gates of Eden, It's Allright Ma og It's All Over Now.
Altså: Jeg betragter mig ikke som Dylandist. Der er mere end en sweater til forskel for mig og Christian Braad Thomsen. Jeg lytter ikke specielt meget til Dylans tekster og er ikke med i det kor der vil give ham nobelprisen i litteratur. Og jeg ville egentlig også gerne slå mig løs i forhold til kanon - bare engang imellem. Mest for ikke at kede mig selv. Men når det drejer sig om Dylans syv plader i denne leg er jeg så konform som man kan. Jeg er pjattet med dem og også 'Bringing It All Back Home' selvom der er små døde perioder på side et.
Hårde facts:
Indspillet: 13-15 januar 1965
Udgivet: 27. marts 1965
Producer: Tom Wilson
Længde: 47:23
Antal numre: 11
Hovednumre:
Subterranean Homesick Blues
Maggie's Farm
Mr. Tambourine Man
Love Minus Zero
It's Allright Ma
It's All Over Now
Rolling Stone
Albummet er nr. 31 på Rolling Stones liste over verdens bedste album
Karakter
8
Ingen kommentarer:
Send en kommentar