Begyndelsen af 1960'erne - bagfra

Mellemstilling:

Der var 23 album i perioden 1960-64 i ’1001 album’. Og i forhold til 1950’erne er genrerne mere fordelt: folk, jazz, rock, soul og jazz – en enkelt countryplade, en enkelt juleplade og en med belgiske cabaret-agtige viser på fransk.

Så var det også perioden hvor de første album med Bob Dylan, The Beatles, Rolling Stones og Dusty Springfield dukkede op – now we’re talking – der bliver skruet ned for jazz-knipseriet.

Jeg har i gennemsnit givet albummene 5,78 point. Det er 0,7 point lavere end 1950’erne, men det er stadig højt og 0,22 point højere end første gang jeg gav dem karakterer.

De tre bedste albums var:

1.     Bob Dylan: The Freewheelin’ Bob Dylan (10)

2.     Stan Getz/ Joao Gilberto: Getz/Gilberto (9)

3.     The Beatles: A Hard Days Night (8)

Mens det album jeg mindst holdt af var

Phil Spector: A Christmas gift for you (2)

Og der er mange der er frygteligt uenige med mig om det. Men jeg har ret. Det er en virkelig irriterende og kitchet plade.

Pas på: briterne kommer!

17 af de 23 album stammer fra USA, en fra Danmark (eller Sydafrika), en fra Brasilien, en fra Belgien men The British Invasion er ved at gøre sig klar med fire album.

Hvor fanden er Jazz på svenska?

Jeg har tidligere undret mig over fravalget af Sam Cookes ’Night Beat’ og af Beatles' ’Please Please Me’. Men der er flere huller. 

For det første: hvor katten er Jan Johansson og hans magiske ’Jazz på svenska’ eller hvad med Oscar Petersons ’Night Train’ (Og jeg ved at jeg sikkert mister endnu flere point på jazz-kontoen og for evigt placerer mig her i den alt for poppede og plebejeriske uprebede jazz-kasse, men jeg er altså ret vild med begge pianister).

Når man taler jazz har jeg researchet mig frem til at man også bør savne John Coltrane, Miles Davis’ Sketches of Spain’, Chet Baker og måske også samarbejdet mellem Nancy Wilson og Cannonball Adderly.

Bossanovaen blev skabt og der blev sat lys på brasiliansk musik – derfor er det også ret ærgerligt at der ikke blev plads til solo-album fra Joao Gilberto eller Jorge Ben.
Jeg er mere i tvivl om Roy Orbison og Patsy Clines plader fra begyndelsen af 1960’erne holder til at blive dyrket i dag. Den tvivl er til gengæld blæst væk når jeg brokker mig over at Etta James debut ’At Last’ ikke er med. Øv! Denne bog burde hedde 2001 album du skal høre – ellers dør du.

Den største hul stammer altså fra 1964 og lyder i al sin vidunderlighed sådan her