Mere punk end punk

# 0048 Jerry Lee Lewis: Live at the Star Club, Hamburg (1965)

Jerry Lee Lewis (1935) er en amerikansk sanger, pianist og sangskriver der går under kælenavnet 'The Killer' og er sammen med Elvis, Little Richard og Chuck Berry en af de allervigtigste figurer inden for den tidligste rock n roll.

Han blev smidt ud af skolen, da han spillede en boogie-woogie-udgave af en kristen sang under en gudstjeneste.

I 1956 rejste han til Sun-studierne, hvor han blev studiemusiker. Men Jerry Lee Lewis kunne også selv og debuterede samme år med 'Crazy Arms', der året efter blev fulgt op af 'Whole Lotta Shakin' Goin' On' og 'Great Balls of Fire'.




Lewis blev kæmpe stor. Men der kom også skandaler i hans liv - da han som 22-årig giftede sig for tredje gang og denne gang med sin 13-årige kusine Myra Gale Brown, blev en tourne i England aflyst og han blev blacklistet af forskellige radiostationer. Parret var gift i tretten år - og Jerry Lee Lewis er nu i gang med sit syvende ægteskab.
Jerry Lee Lewis har lavet plader kontinuerligt siden - men fik et mindre comeback i 2006 med den glimrende 'Last Man Standing', et duet-album med bl.a. Bruce Springsteen, Mick Jagger, Neil Young, Jimmy Page og så videre.

Live at the Star Club, Hamburg
Jerry Lee Lewis scorer ikke højt på barometrene for charme, nuancer eller stemme. Og jeg mener man skal helt op til slut-halvfjerdsernes punk eller til Napalm Death for at finde et band der spiller dårligere. 

Og jeg tror ikke det er fordi de ikke kan (jo, jeg gør). Men de kan simpelthen bare ikke følge med. Og der bliver heller ikke talt for. Det er bare spil så hurtigt. NU! 
Jerry Lee Lewis' soli er ustyrligt dumme og ensporede og han er heller ikke en stor sanger.

Det er energi og raseri og anarki i metermål. Historien går vist at Jerry Lee Lewis' klaverbænk bliver smadret under første nummer og derefter kommer der gang i den.
Hank Williams-sangen 'Your Cheatin' Heart' er den eneste der ikke bevæger sig i det mørkelilla energifelt.

Er det så fedt?
Første gang jeg hørte den syntes jeg det var for primitivt. For dårligt spillet. Det hænger slet ikke sammen. Det var for bøvet og for ucharmerende. Men her i anden omgang er det mere vreden jeg hører og så holder det søreme.

Albummet er blevet kåret som et af de bedste live-rock'n'roll-album. Og det er i hvert fald essensen af det som forældregenerationen frygtede ved rock 'n' roll. Primitivt, råt, sexet, fedt.

Hårde facts:
Indspillet 5. april 1964
Udgivet: 1964
Producer Sigfried E. Loch
Længde: 37:48
Antal numre: 13

Hovednumre:
Mean Woman Blues
What I'd Say
Long Tall Sally
Whole Lotta Shakin Goin On

Karakter
7

Musik