Solomon Burke (1940-2010) var en amerikansk sanger der var med til at forme 1960'ernes soul til en mere R'n'B-lignende tilgang.
Ligesom andre i hans generation og genre begyndte Burke i 1950'erne at synge gospel men i 1960 fik han kontrakt med Atlantic Records som han indspillede mere end 30 singler for. Men Burke nåede generelt ikke væk fra midten af hitlisterne og i 1968 forlod han Atlantic.
Fra 1970'erne lavede han gospelplader men ellers var der stille omkring Burke. Han fik sig dog et comeback i 00'erne, og han spillede på Roskilde Festivalen så sent som i 2008.
I forhold til lignende sangere som Wilson Picket, Otis Redding bliver han bliver betragtet som en af de mest oversete soulsangere - hvilket sådan set er mærkeligt når man tager Burkes ikke ligefrem diminutive korpus i betragtning.
Burke fik sit første barn som 14-årig - og han efterlod sig 21 børn, 90 børnebørn og 18 oldebørn.
Rock 'n' Soul
Det er ingen hemmelighed at jeg allerede har hørt de 1001-album og at dette blot er en repetition for mig. Og det slår mig at min vurdering af albummene er bedre og mere positive nu end det var da jeg hørte dem første gang. Måske er det fordi jeg ved hvad der kommer? Måske skal mine sarte ører blot tilvænnes? Måske er det bare fordi jeg bliver mere og mere begejstret for gammel soul? (Jeg nægter i hvert fald at tro på at jeg får det mere positivt med Linkin Park idr).
For første gang jeg hørte Solomon Burkes 'Rock 'n' Soul' var jeg helt på det rene med at han selvfølgelig sang fedt. Og at det lignede Cooke, Redding og Charles. Men jeg syntes også at numrene var for svage og at produktionen var for pæn.
Og jeg er sådan set stadig enig med fortidens Jakob. Det er pænt og der mangler de store hits - selvom country-nummeret 'Just Out Of Reach' blev stort. Men hans stemme og sangenes feeling og sentimentale grundtone er ved at finde ind til mig. Så det er faktisk helt ok.
Hårde facts:
Udsendt: november 1964
Producer: Bert Berns
Længde: 34:06
Antal numre: 12
Hovednumre:
Cry To Me
If You Need Me
Someone To Love Me
Just Out Of Reach
He'll Have To Go
Karakter:
5
Musik:
Ingen kommentarer:
Send en kommentar