Når melankolien gør så dejligt ondt

# 0016 Billie Holiday: Lady in Satin (1958)

Eleanora Fagan (1915-59) eller Billie Holiday var en af de absolut største jazz-vokalister der har stillet sig foran et bigband. Hun fik sit gennembrud i 1930'erne som sanger for Benny Goodmans, Artie Shaws og Count Basies orkestre.

Hendes stil er meget blueset - selvom hun ikke synger blues. Men hendes skrøbelige, vibrerende vokal der hverken er klassisk smuk eller i samme liga som Ella Fitzgerald er i den grad blå. Hendes signatur-sang var 'Strange Fruit' noget så sjældent som en politisk sang i 1930'ernes amerikanske jazz. Billie Holidays liv var dog stærkt præget af vold, alkohol og narkotika - hvilket i den grad satte sig sine spor på hendes stemme.

Hun var kun 43 år da denne plade blev indspillet og det var den sidste der udkom mens hun levede. Og det kan høres. Hun lyder helt utrolig slidt og skrøbelig - som en 73-årig. Man sidder næsten på kanten af stolen bange for om hun helt knækker. Det gør hun ikke, men melankolien er altomfavnende, smertefuld og dejlig.

Albummet begynder med 'I'm a Fool to Want You' som er ubærligt smukt og måske mit yndlingsnummer fra bogen i denne periode. 

Det hele er arrangeret af Ray Ellis og det er blevet gjort pænt - for pænt for min smag. Hendes skrøbelighed bliver simpelthen pakket for meget ind i strygerflader så lydbilledet bliver en smule for kedeligt.

Hårde facts:
Indspillet februar 1958
Udgivet: Juni 1958
Produceret: Irving Townsend
Længde: 44:36
Antal numre 12

Hovednumre
I'm A Fool To Want You
You've Changed
It's Easy to Remeber

Karakter:
7

Musik