Brel blev kendt for sin uhørt ekspressive optrædener og sine sange der både kunne være stærkt romantiske og besk satiriske.
Og især hans ekspressive måde at fortolke sine viser på har inspireret sangere som Nina Simone, Leonard Cohen, Scott Walker og David Bowie.
Hans berømte 'Ne me quitte pas' kan bruges til en test om folks hjerter er lavet af sten. Det samme i mindre grad kan siges om 'Les Vieux' mens jeg kender hans satiriske 'Les Bourgeois' i en dansk udgave med Eddie Skoller.
Generelt kan man sige at en sang for mig bliver sådan ca. 15 % bedre hvis den er sunget på fransk. Jeg er ikke som sådan frankofil - jeg er bare en sucker for den franske chanson-tradition med store følelser og harmonikaløb.
Og det er der hele på dette album, der er Brels andet live-album fra Olympia-scenen (den første var fra 1961). Den udgave jeg senest har hørt har været markant kortere end den udgave jeg hørte første gang og som er i bogen.
Brel har skrevet samtlige sange, der er som en fransk udgave af Bertolt Brecht. Ekspressivt, store armbevægelser, stærke følelser og tungerullende diktion. Og jeg er pjattet med det.
Det er så meget for meget at jeg falder for det. Han er en stærk sanger og performer. Og når man først har ædt at følelserne sidder på den yderste fiber af tweed-jakken er det meget gribende når sangene er gode. Når sangenes kvalitet daler - bliver det ekspressive lidt ufrivilligt morsomt.
Men en håndfuld gange er det virkelig fint på dette album - selvom jeg savner 'Ne me quitte pas'.
Hårde facts:
Indspillet 16-17 oktober 1964
Udgivet: 1964
Producer: Jean-Marc Guerin
Længde: 47:00
Antal numre: 15
Hovednumre:
Amsterdam
Les Vieux
Les Toros
Les Bourgeois
Karakter
5
Musik
Ingen kommentarer:
Send en kommentar